|
|
|
||
|
Kapitel 7 i straffelovrådets betænkning om visse
forældelsesretlige spørgsmål |
|||
Kapitel 7. Forældelse af bøder1. Indledning1.1. Efter straffelovens § 97 a, stk. 1, bortfalder bøder efter 3 år, hvis der ikke forinden er indgivet begæring om udpantning (udpantningsudlæg). For bøder på over 3.000 kr. er fristen dog 5 år. Fristen regnes efter § 97 a, stk. 4, 1. pkt., fra det tidspunkt, da afgørelsen blev eksegibel. Forældelsesfristen antages alene at suspenderes i tilfælde, hvor fuldbyrdelse ved udlæg er iværksat inden forældelsesfristen udløb, men ikke er afsluttet forinden dette tidspunkt, og da alene for den periode, som herefter medgår til udlægsforretningens foretagelse og realisation af et foretaget udlæg. Forældelsesfristen suspenderes derimod ikke ved udlæg, som foretages og afsluttes inden udløbet af 3 år (5 år) fra det tidspunkt, hvor afgørelsen kunne fuldbyrdes. Afdragsordninger eller bødefældtes anerkendelse af (rest)skylden har ingen indvirkning på den løbende forældelse med hensyn til den endnu ubetalte del af bøden. 1.2. Bødefastsættelsen sker ofte efter faste takster og med fuld klarhed over tiltaltes manglende betalingsevne. Sml. til illustration Vestre Landsrets dom offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1995 s. 527, hvor tiltalte, der var folkepensionist, for overtrædelse bl.a. af skattekontrolloven idømtes 50 dages betinget hæfte samt en tillægsbøde på 375.000 kr. med forvandlingsstraf af 60 dages hæfte. For så vidt angår spørgsmålet om tillægsbøde bemærkedes følgende: “Ved revisionen af skattekontrolloven i 1971 blev en bestemmelse i den hidtidige lovs § 13, stk. 4, om obligatorisk tillægsbøde i tilknytning til frihedsstraf ophævet. I bemærkningerne til lovforslaget ... hedder det bl.a. “... Afgørelsen af, om tillægsstraf af bøde skal anvendes, når der idømmes frihedsstraf for skattesvig, må fremtidig træffes af domstolene på grundlag af den almindelige bestemmelse i borgerlig straffelovs § 50, stk. 2, hvorefter “bøde kan idømmes som tillægsstraf til anden strafart, når tiltalte ved overtrædelsen har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre.“ Det forudsættes, at anklagemyndigheden regelmæssigt nedlægger påstand om tillægsbøde i medfør af straffelovens § 50, stk. 2. Såfremt det ikke lykkes at fastholde en
domspraksis af samme strenghed som den eksisterende, bør man
overveje at tage straffebestemmelserne op til fornyet
overvejelse.“ Ved lovovertrædelserne har tiltalte opnået en ikke ubetydelig økonomisk vinding. Herefter og efter de citerede bemærkninger til lovforslaget findes tiltalte at burde idømmes en tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt tiltalte vil have mulighed for at betale tillægsbøden, findes ikke i almindelighed at burde tillægges betydning ved afgørelsen, men tiltalte må, såfremt han er ude af stand til at betale, henvises til at søge tillægsbøden eftergivet ...“ Sml. dog eksempelvis også Østre Landsrets dom offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2000 s. 2382, hvor tiltalte for momsbedrageri af særlig grov beskaffenhed (22 mio. kr.) idømtes 4 års fængsel, idet det på baggrund af “den udmålte betydelige frihedsstraf og det oplyste om T's betalingsevne“ tiltrådtes, at tiltalte ikke tillige idømtes en tillægsbøde. Anklagemyndigheden havde for landsretten præciseret sin påstand således, at der ikke blev nedlagt påstand om tillægsbøde under forudsætning af, at tiltalte idømtes en langvarig ubetinget fængselsstraf. 1.3. Efter straffelovens § 53 træder i tilfælde, hvor en bøde “ikke indgår“, forvandlingsstraf af fængsel i bødens sted. Efter § 97 a, stk. 2, er forældelsesfristen for forvandlingsstraf for bøde den samme som for bøden. Fristafbrydelsen sker ved afsoningens påbegyndelse. I administrativ praksis træffes alene beslutning om bødeafsoning, hvis den pågældende skønnes at have betalingsevne, sml. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 394 af 17. maj 2001 om opkrævning og inddrivelse m.v. af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger samt den administrative behandling af sager om eftergivelse af bøder og konfiskationsbeløb (bødebekendtgørelsen) § 29, stk. 3, nr. 1, hvorefter afgørelse om forvandlingsstraf ikke må træffes, hvis skyldneren ikke kan antages at have betalingsevne. 1.4. Der kan på den anførte baggrund opstå situationer, hvor større bøder f.eks. i størrelsesordenen 200.000 kr. hverken kan inddrives eller afdrages af bødefældte, inden forældelsesfristen på 5 år ifølge § 97 a, stk. 1, udløber, og hvor man efter de gældende administrative retningslinjer er afskåret fra at træffe afgørelse om fuldbyrdelse af forvandlingsstraf. I dette kapitel drøftes berettigelsen af denne retstilstand, ligesom det overvejes, om der er behov for revision af de gældende regler om forældelse af bøder. I afsnit 2 nedenfor redegøres for gældende ret. Straffelovens regler om bødeforældelse, herunder de endnu gældende beløbsgrænser, bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 433/1966 om strafferetlig forældelse m.v. I afsnit 3 omtales rådets overvejelser i denne betænkning. Afsnit 4 indeholder en kortfattet gennemgang af gældende regler om bødeforældelse i Finland, Island, Norge og Sverige. Endelig redegøres i afsnit 5 for Straffelovrådets overvejelser om den gældende retstilstand og det mulige behov for en lovrevision. 2. Gældende ret2.1. Straffelovens § 97 a, stk. 1, foreskriver som nævnt i pkt. 1.1 en forældelsesfrist på 3 år for bøder på indtil 3.000 kr. og 5 år for bøder over denne beløbsgrænse. Forældelsesfristen regnes efter § 97 a, stk. 4, 1. pkt., fra det tidspunkt, da afgørelsen efter lovgivningens almindelige regler kunne fuldbyrdes, sml. retsplejelovens § 999 om udløb af ankefrist og ankeafkald. Fristen afbrydes ved indgivelse af begæring om udpantning (udpantningsudlæg), jf. retsplejelovens § 478, stk. 2, hvorefter udlæg kan ske for krav, der i lovgivningen er tillagt udpantningsret. Efter § 97 a, stk. 4, 2. pkt., suspenderes forældelsesfristen dels i tilfælde, hvor fuldbyrdelsen er udsat ved betinget dom, dels i tilfælde hvor fuldbyrdelsen er udsat ved betinget benådning. I praksis foregår bødeinddrivelse ofte på den måde, at der meddeles tilladelse til afdragsvis betaling. Sådanne ordninger berører ikke den løbende forældelsesfrist med hensyn til de endnu ubetalte beløb. Heller ikke bødefældtes anerkendelse af restskylden virker fristafbrydende. Sml. Knud Waaben: Strafferettens almindelige del I, Ansvarslæren, 4. udg., s. 107 (Ansvarslæren). 2.2. Om bødeforvandlingsstraf bestemmer § 97 a, stk. 2, at forældelsesfristen er den samme som for bøden. Fristafbrydelse sker ved afsoningens påbegyndelse. Afsoning skal være påbegyndt før forældelsesfristens udløb, uanset om forældelsesfristen for fuldbyrdelse af bøden efter stk. 1 er afbrudt ved begæring om udpantning, sml. Vestre Landsrets dom offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1999 s. 1893. 2.3. Efter straffelovens § 97 a, stk. 2-4, forældes konfiskation i henseende til begyndelsestidspunktet og fristafbrydelse efter samme bestemmelser som bøder. § 97 a, stk. 3, foreskriver en normal forældelsesfrist på 5 år med mulighed for ved dommen om konfiskation at fastsætte en forældelsesfrist på indtil 10 år. En sådan frist kan også fastsættes senere ved retskendelse, idet spørgsmål herom i givet fald indbringes af anklagemyndigheden for den ret, der har pådømt sagen i første instans. 2.4. § 97 a fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution m.v.). Lovændringen byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 433/1966 om strafferetlig forældelse m.v., sml. afsnit 3 og Folketingstidende 1966-67, 2. saml., tillæg A, sp. 2457-59. Om ældre lovbestemmelser og forarbejder kan henvises til borgerlig straffelovs § 96 samt Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 71 samt s. 114. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 89 samt s. 108, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 98 samt sp. 203-04. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3185-86 og sp. 3328 (§ 99), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5269-70 (§ 96), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2289-90 og sp. 2367 (§ 97). Herudover kan nævnes, at borgerlig straffelovs § 96 uden realitetsændring fik placering som § 97 ved § 1, nr. 37, i lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov. (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.). 2.5. Reglerne om bøde- og konfiskationsforældelse har en vis sammenhæng med reglerne om forældelse af fængselsstraf og andre retsfølger af frihedsberøvende karakter. Herom indeholder straffelovens § 97 følgende bestemmelser: “§ 97. Idømt
fængselsstraf og andre retsfølger af frihedsberøvende
karakter bortfalder ved forældelse efter reglerne i stk.
2-6. Det er efter § 97, stk. 2, sammenholdt med stk. 6 størrelsen af den uafsonede (endnu ikke fuldbyrdede) straf, der er bestemmende for forældelsesfristens længde. Fristafbrydelsen ved fuldbyrdelse af fængselsstraf mv. er knyttet til fuldbyrdelsens påbegyndelse, jf. § 97, stk. 5. Afbrydes fuldbyrdelsen, løber forældelsen efter § 97, stk. 6, som hovedregel videre fra tidspunktet for afbrydelsen. Skyldes afbrydelsen af fuldbyrdelsen, at domfældte er prøveløsladt, prøveudskrevet eller betinget benådet, løber forældelsen dog først videre fra det tidspunkt, hvor der er truffet bestemmelse om genindsættelse, sml. herved også § 97, stk. 4, nr. 1. Skyldes afbrydelsen af fuldbyrdelsen, at domfældte har unddraget sig fortsat fuldbyrdelse, f.eks. ved at undvige eller udeblive fra udgang, fortsætter forældelsesfristen endvidere først fra det tidspunkt, hvor domfældte ikke længere hindrer, at fuldbyrdelsen kan fortsættes, sml. herved også § 97, stk. 4, nr. 3. Sml. i øvrigt Ansvarslæren s. 106 f. og Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Almindelig del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 424. 2.6. Efter retsplejelovens § 527 i 3dje bog om Den borgerlige retspleje afbrydes forældelse af en fordring ved indgivelse af anmodning om udlæg, såfremt fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet ophold. Det antages, at der efter fristafbrydelse i medfør af denne bestemmelse som udgangspunkt er en ny forældelsesfrist af samme længde som den afbrudte. Det gælder også i tilfælde, hvor forretningen sluttes som forgæves, fordi skyldneren intet ejer. Sml. bl.a. Nils Elmelund: Rpl. § 527 – Et fortolkningsbidrag om afbrydelse af forældelse, Juristen 1978 s. 301. Det kan give anledning til tvivl, om denne antagelse også omfatter udlæg eller forgæves udlægsforretning for bøde eller konfiskation i medfør af straffelovens § 97 a, stk. 1 og 3, således at der herefter løber en ny 3- eller 5-årig forældelsesfrist. Justitsministeriets lovafdeling har i en notits af 16. juli 1990 om beregningen af forældelsesfristen for konfiskation (j. nr. L.A. 1988-20002) antaget, at der formentlig ikke løber en ny forældelsesfrist af samme længde som den afbrudte, sml. s. 3 ff.: “Udlæg eller en forgæves udlægsforretning for idømt konfiskation kan formentlig ikke medføre, at en ny femårig forældelsesfrist begynder at løbe ved forretningens foretagelse, selv om udlægsforretningen, hvis der er gjort udlæg, søges fremmet uden ugrundet ophold, f.eks. ved begæring om auktion. I U 1963.1054 Ø var begæring om udpantning for et bødebeløb indgivet kort før forældelsesfristens udløb. Der blev herefter foretaget udlæg i nogle aktier tilhørende de domfældte. Aktierne blev på politimesterens begæring solgt på tvangsauktion for et væsentligt lavere beløb end den værdi, som var anslået ved udlæggets foretagelse. Politimesteren fremsatte herefter på et tidspunkt, hvor der var forløbet mere end 5 år fra bøden var idømt, begæring om, at udpantningsforretningen måtte blive fortsat for den ikke dækkede del af bødekravene. Fogedretten forkastede de domfældtes indsigelse om, at kravet var forældet og foretog udlæg i nogle ejerpantebreve. Landsretten gav politimesteren medhold i, at bestemmelsen om 5-årig forældelse i den dagældende straffelovs § 97,stk. 1, ikke var til hinder for de supplerende behørigt fremmede fuldbyrdelsesskridt, som var foranlediget af, at tilstrækkelig dækning ikke, i modsætning til hvad der måtte antages forudsat, opnåedes ved realisation af de ved den først foretagne, ubestridt rettidige forretning udpantede effekter. Politimesteren havde ikke gjort gældende, at en ny forældelsesfrist på 5 år var begyndt at løbe ved den først foretagne udlægsforretning, og landsrettens henvisning til, at den seneste forretning var “supplerende“ i forhold til den første, synes at indebære, at heller ikke landsretten fandt, at en ny 5-årig forældelsesfrist var begyndt. Det bemærkes, at dommen er nævnt i forældelsesbetænkningen (side 29) [sml. afsnit 3 nedenfor] som værende i overensstemmelse med Straffelovrådets forslag om afbrydelse af forældelsesfristerne for bøde ved indgivelse af begæring om udpantning. Reglerne om forældelse af en idømt frihedsstraf findes i straffelovens § 97. Efter § 97, stk. 3, regnes forældelsesfristen fra det tidspunkt, da dommen efter lovgivningens almindelige regler kunne fuldbyrdes. Forældelsesfristen afbrydes, når fuldbyrdelsen påbegyndes, jf. stk. 5. Det følger af stk. 6, 2. pkt., at forældelsen ved afbrydelse på anden måde end ved prøveløsladelse, prøveudskrivning eller benådning, løber videre fra afbrydelsestidspunktet. Heraf følger, at den tid, hvor den domfældte er under afsoning ikke medregnes i forældelsesfristen. Sker afbrydelse af straffen ved prøveløsladelse, prøveudskrivning eller betinget benådning, medregnes ej heller den tid, hvor domfældte er på fri fod som følge heraf, i forældelsesfristen. Forældelsesfristen for reststraffen beregnes i disse tilfælde fra bestemmelsen om genindsættelse, jf. § 97, stk. 6, 1. pkt. Afbrydelse af forældelsesfrist for frihedsstraf medfører således ikke, at en ny forældelsesfrist af samme længde begynder at løbe, men derimod at forældelsesfristen suspenderes i en periode (mens straffuldbyrdelse er i gang) og løber videre fra f.eks. undvigelse [sml. dog nu henvisningen i § 97, stk. 6, til stk. 4, nr. 3, indføjet ved lov nr. 441 af 31. maj 2000]. Reglerne om forældelse af konfiskation (og bøde) må formentlig fortolkes i overensstemmelse hermed. Der henvises i den forbindelse også til bestemmelsen i § 97 a, stk. 3, hvorefter forældelsesfristen for konfiskation kan forlænges til 10 år. Denne bestemmelse kan ifølge forældelsesbetænkningen side 30 benyttes ved meget store konfiskationsbeløb, herunder navnlig konfiskerede udbytter, af hensyn til muligheden for at fastlægge en rimelig afdragsordning. Bestemmelsen ville savne mening, hvis det antages, at en ny 5 årig forældelsesfrist begyndte at løbe ved udlæg. Det er herefter spørgsmålet, om indgivelse af begæring om udlæg for konfiskation medfører at forældelsesfristen “sættes i stå“ i den periode, som medgår til foretagelse af udlægsforretningen og til opfølgning af et foretaget udlæg, såfremt dette sker uden ugrundet ophold. Denne fortolkning af bestemmelsen om forældelse af konfiskation ville være i overensstemmelse med principperne for suspension af forældelse af en endnu ikke pådømt lovovertrædelse, jf. herved bestemmelserne i straffelovens § 94, stk. 5 [nu stk. 6], hvorefter spørgsmålet om suspension af forældelsesfristen afhænger af en konkret vurdering af, hvilken aktivitet, der af politiet er udvist med hensyn til sagens forfølgning. Imidlertid følger det af straffelovens § 97 a, stk. 4, sidste pkt., at den tid, i hvilken fuldbyrdelse er udsat ved betinget dom eller betinget benådning, ikke medregnes i forældelsesfristen for konfiskation (og bøde). Det fremgår ikke udtrykkeligt af forarbejderne til bestemmelsen om denne angivelse af suspensionsgrunde er udtømmende, men det må dog antages, at dette har været hensigten. Det bemærkes i den forbindelse, at det i forældelsesbetænkningen side 28-29 nævnes, at Straffelovrådet ikke fandt grundlag for at foreslå en regel, hvorefter henstand med betaling i forbindelse med en afdragsordning skulle bevirke suspension. Suspension må på denne baggrund antages at kræve udtrykkelig hjemmel. Det må herefter antages, at bestemmelsen i § 97 a, stk. 3, hvorefter konfiskation bortfalder efter 5 år, medmindre der forinden er indgivet begæring om udlæg, skal forstås således, at 5 års-fristen alene suspenderes i tilfælde, hvor fuldbyrdelse ved udlæg er iværksat inden fristens udløb, og alene for den periode som herefter medgår til udlægsforretningens foretagelse og realisation af et foretaget udlæg, hvorimod 5 års-fristen ikke suspenderes ved udlæg, som foretages og følges behørigt op inden udløbet af 5 år fra det tidspunkt, hvor dommen kunne fuldbyrdes. I U 78.582 gav landsretten ikke politimesteren medhold i, at en af fogedretten fastsat afdragsordning, som rakte ud over 5-årsfristen, skulle ophæves. Politimesteren havde henvist til, at afdragsordningen forhindrede, at en ejendom, hvori der var foretaget udlæg, blev sat på tvangsauktion, med den virkning, at den idømte bøde ville forældes. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at politimesteren havde protesteret mod fogedens beslutning vedrørende afdragsordningen og at han herved havde søgt udlægsforretningen fremmet uden ugrundet ophold, jf. retsplejelovens § 527. Af denne afgørelse og af afgørelsen i U 63.1054 Ø, som er nævnt ovenfor, synes at følge, at der ved begæring om udlæg inden 5 årsfristens udløb kan indtræde suspension over en længere periode efter fristens udløb, såfremt inddrivelsesskridt herefter foretages uden ugrundet ophold til opfølgning og supplering af de inden fristens udløb fremsatte udlægsbegæringer. Såfremt en inden 5 års-fristen indgivet begæring om udlæg sluttes med domfældtes afgivelse af insolvenserklæring, kan det ikke antages, at forældelsesfristen suspenderes i fredningsperioden. Forældelsen må i disse tilfælde antages at indtræde ved insolvenserklæringens afgivelse efter fristens udløb. Det bemærkes i den forbindelse, at det i forældelsesbetænkningen, side 30, anføres om den 5-årige forældelsesfrist for konfiskation: “..... på den ene side skal fristen hindre, at den dømte udsættes for inddrivelsesskridt urimelig lang tid efter dommen, på den anden side skal fristen være så lang, at den regelmæssigt giver mulighed for konfiskationsbeløbets inddrivelse på en rimelig måde, herunder navnlig gennem forsvarlige afdragsordninger.“ Det [må] således antages, at
inddrivelsesskridt hovedsagelig skal ske inden for
5-årsfristen, og at det kun i tilfælde, hvor
inddrivelsesskridt må antages at medføre betaling af
konfiskationsbeløbet og er en fortsættelse af tidligere
(inden fristen) begyndte udlægsforretninger, vil blive
accepteret, at den 5 årige frist forlænges. Justitsministeriet har endvidere bl.a. i et notat af juli 1985 vedrørende bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger i relation til gældssanering, konkurs og tvangsakkord m.v. antaget, at anmeldelse af bødekrav under gældssanering, sml. konkurslovens §§ 197 ff., kan ligestilles med begæring om udpantning, således at forældelsen anses for afbrudt ved anmeldelse til skifteretten, og at anmeldelsen bevarer sin fristafbrydende virkning, så længe skyldneren overholder en fastsat afdragsordning, sml. s. 4 f.: “Efter konkurslovens § 207 vil der fra gældssaneringens indledning og indtil dens slutning ikke kunne foretages udlæg for bødekrav, som berøres af en kendelse om gældssanering. Justitsministeriet er tilbøjelig til at antage, at anmeldelse af bødekravet under gældssaneringen til skifteretten i forhold til bestemmelsen i straffelovens § 97 a, stk. 1, vil kunne ligestilles med indgivelse af begæring om udpantning, således at forældelsen anses for afbrudt ved anmeldelsen til skifteretten. Dette forudsætter dog, jfr. princippet i retsplejelovens § 527, at anmeldelsen til skifteretten efter gældssaneringens afslutning om muligt følges op af udlæg for restbødekravet og tvangsauktion. Er der i gældssaneringskendelsen givet skyldneren henstand med betaling af restgælden, herunder restbeløbet af bøden, jfr. konkurslovens § 216, stk. 3, vil politimesteren være udelukket fra at foretage udlæg, så længe skyldneren overholder afdragsordningen, idet gældssaneringskendelsen har samme retsvirkning som et retsforlig mellem skyldneren og det offentlige vedrørende bøden, jfr. konkurslovens § 226, stk. 1. I overensstemmelse med princippet i en kendelse fra Østre landsret gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1978, side 582, finder justitsministeriet det nærliggende at antage, at anmeldelsen til skifteretten bevarer sin forældelsesafbrydende virkning, så længe skyldneren overholder den fastsatte afdragsordning.“ Straffelovrådet kan tilslutte sig Justitsministeriets fortolkning af straffelovens § 97 a. 3. Straffelovrådets betænkning nr. 433/1966 om strafferetlig forældelse m.v.3.1. Som nævnt i pkt. 1.5 bygger de gældende regler om bødeforældelse, herunder de i § 97 a anførte beløbsgrænser, på Straffelovrådets betænkning nr. 433/1966 om strafferetlig forældelse m.v. De hidtil gældende regler knyttede en 5 årig forældelsesfrist til bødestraffen uanset bødens størrelse, sml. straffelovens § 97, stk. 1, i lov nr. 163 af 31. maj 1961 og ovenfor pkt. 2.4. Straffelovrådet foreslog forældelsesfristen for bøder på under 3.000 kr. forkortet til 3 år. Om baggrunden herfor anførtes, sml. betænkningen s. 28 f.: “Afgørelsen af, om denne frist [5 år] bør opretholdes eller ændres, må bero på en afvejelse af på den ene side hensynet til, at en bødefældt person ikke i urimelig lang til efter bødedommen eller -vedtagelsen udsættes for inddrivelsesskridt og på den anden side det ønskelige i, at fristen har en sådan længde, at fuldbyrdelse af bødeafgørelsen efter dens principale indhold, d.v.s. uden bødeforvandling, regelmæssigt bliver mulig og kan gennemføres under rimelig hensyntagen – gennem henstand og afdragsordninger – til de pågældendes økonomiske forhold. I Sverige gælder en forældelsesfrist på 3 år, og det er oplyst, at denne regel har virket på tilfredsstillende måde, således at grundlag for en forlængelse ikke foreligger. Under hensyn til den nordiske lovgivning om samarbejde angående fuldbyrdelse af straf må det anses for særlig vigtigt, at der på dette punkt tilvejebringes ensartede regler i de nordiske lande. Allerede på denne baggrund må der overvejes også her i landet at gennemføre en 3 års frist. Rådet mener imidlertid, at det også bortset fra hensynet til en ensartet nordisk ordning, vil være rigtigt at nedsætte den gældende forældelsesfrist til 3 år. Efter de oplysninger om praksis vedrørende betaling og inddrivelse af bøder, som foreligger for rådet, er der kun med hensyn til – relativt set – ganske få større bøder, navnlig i skatte- og afgiftssager, noget behov for en forældelsesfrist af længere varighed, og det kan ikke være rigtigt af hensyn til disse få bøder at opretholde en for alle bøder gældende forældelsesfrist på 5 år. Det har i gældende ret givet anledning til tvivl, om der sker suspension af forældelsen ved, at der gives bødefældte henstand med betalingen, herunder indrømmelse af afdragsordninger ... I retspraksis er det nu statueret, at afdragsordninger ikke medfører udskydelse af den gældende 5 års frist, jfr. UfR 1953, s. 144 V, UfR 1954, s. 880 V, og UfR 1958, s. 624 Ø. Det er i dommen i UfR 1954, s. 880, antaget, at dette gælder, selv om der i forbindelse med afdragsordningen er udstedt gældsbrev. Straffelovrådet har overvejet en ændring, således at den tid, i hvilken der efter begæring er meddelt den pågældende henstand med betaling af bødebeløbet, ikke medregnes i forældelsesfristen, jfr. også rådets betænkning om konfiskation (nr. 355/1964), s. 40-41 (afsnit B 2) [Her anførtes følgende: “Efter den gældende regel i straffelovens § 97 forældes adgangen til at fuldbyrde bøde, når der er forløbet 5 år. Det er i retspraksis antaget, at henstand med hensyn til betaling af bøden, herunder indrømmelse af afdragsordninger, ikke medfører nogen forlængelse af forældelsesfristen. Dette har den uheldige virkning, at justitsministeriet tvinges til, eventuelt ved afsoning, at drage omsorg for bødestraffens fuldbyrdelse inden for 5 års-fristen, uanset at der i visse, omend sjældne tilfælde er et behov for at indrømme afdragsordning over en længere periode. Rådet mener derfor, at § 97 bør ændres således, at den tid, i hvilken der efter begæring er meddelt den pågældende henstand med betaling af bødebeløbet, ikke medregnes i forældelsesfristen. I praksis indrømmes henstand som regel gennem fastsættelse af afdragsordninger. Disse udformes således, at misligholdelse af ordningen medfører, at hele bødebeløbet forfalder til betaling. Sådanne misligholdelser medfører da, at forældelsesfristen på ny begynder at løbe.] Da de afdragsordninger, der fastsættes i praksis, er udformet således, at misligholdelse af ordningen medfører, at hele bødebeløbet straks forfalder til betaling, ville den ændrede regel indebære, at forældelsen på ny begyndte at løbe i misligholdelsestilfælde. Hvis en sådan regel gennemførtes, ville det antagelig være forsvarligt at anvende den foreslåede 3 års-frist som en generel frist også omfattende de omtalte større bøder. Det ville da ikke blive påkrævet, eventuelt ved udpantning eller afsoning, at gennemtvinge fuldbyrdelsen inden for fristen, idet denne kunne forlænges i det enkelte tilfælde gennem henstands- eller afdragsordning, således at en rimelig betalings- eller inddrivelsestid blev opnået. Reglen ville imidlertid kunne give anledning til en række tvivlsspørgsmål, navnlig i forbindelse med misligholdelse af afdragsordninger, og således blive vanskelig at praktisere. Den kan da heller ikke forvente nogen almindelig tilslutning fra de andre nordiske lande. Rådet har derefter ment at burde afstå fra at foreslå nogen lovændring på dette punkt og foreslår i stedet, at problemet vedrørende de større bøder løses gennem opretholdelse af 5 års-fristen for bøder på over 3.000 kr.“ 3.2. Om afbrydelse af forældelsesfristen hed det, sml. s. 29: “Efter udkastet afbrydes forældelsesfristerne ved indgivelse af begæring om udpantning. Dette er i overensstemmelse med, hvad der antages efter de gældende regler, jfr. dommen i UfR 1963, s. 1054. Det er dog en forudsætning, at udpantningen “med tilbørlig hurtighed fremmes af rekvirenten“. jfr. retsplejelovens § 597, stk. 1, 2. pkt. Med hensyn til spørgsmålet, om der efter forældelsesfristens udløb kan fremsættes fornyet udpantningsbegæring, hvis det har vist sig, at en rettidigt begæret udpantning ikke har kunnet give fuld dækning for bødebeløbet, henvises til den lige nævnte dom, der under de foreliggende omstændigheder tillod en fornyet udpantning (“... den påberåbte forældelsesbestemmelse ikke ... til hinder for foretagelse af de supplerende, behørigt fremmede fuldbyrdelsesskridt, som var foranlediget af, at tilstrækkelig dækning ikke, i modsætning til hvad må antages forudsat, opnåedes ved realisation af de ved den først foretagne, ubestridt rettidige, forretning udpantede effekter ....“). 3.3. Efter de hidtil gældende regler kunne det give anledning til tvivl om, hvorvidt der efter udløbet af bødeforældelsesfristen kunne fuldbyrdes forvandlingsstraf, hvis der inden bødeforældelsesfristens udløb var fremsat begæring om udpantning, som senere viste sig forgæves eller kun gav delvis dækning. Efter rådets opfattelse burde der med hensyn til afbrydelse af forældelsesfrist gælde samme regel for forvandlingsstraf som for anden frihedsstraf, sml. straffelovens § 97, stk. 5. Rådet foreslog derfor indsættelse af bestemmelsen i § 97 a, stk. 2, hvorefter forvandlingsstraf bortfalder efter 3 år eller (for bøder over 3.000 kr.) efter 5 år, medmindre forvandlingsstraffens fuldbyrdelse var påbegyndt forinden, sml. betænkningen s. 29, jf. s. 9. 3.4. Som det fremgår af pkt. 2.6, har reglerne om bødeforældelse sammenhæng med reglerne om forældelse af konfiskation. Bortset fra den almindelige forældelsesregel i Danske Lov 5-14-4 (20 års frist) og straffelovens § 97, stk. 1, 2. pkt., hvorefter ingen straffedom kunne fuldbyrdes efter 10 års forløb uden justitsministerens påbud, fandtes der i de da gældende regler ingen bestemmelse om forældelse af konfiskation. Denne retstilstand fandt rådet ikke rimelig. Der var behov for en forældelsesregel, som særligt tog sigte på adgangen til at fuldbyrde konfiskation. Ved fastsættelsen af forældelsesfristen måtte der efter rådets opfattelse som udgangspunkt anlægges samme principielle synspunkter som ved fastsættelse af fristen for bødeforældelse. Denne opfattelse førte i betænkning nr. 355/1964 om konfiskation rådet til følgende konklusion, sml. s. 41: “Det foreslås, at der vedrørende forældelse af konfiskation skal gælde samme regler som med hensyn til forældelse af bødestraf. Det er overvejet, om der i stedet for 5 års-fristen burde fastsættes en 10 års-frist. I praksis afdrages konfiskationsbeløb jævnligt over en periode, der er længere end 5 år. Rådet må imidlertid finde det rigtigst, at den for bødestraf gældende 5 års-frist også gælder for konfiskation, og hensynet til inddrivelsens effektivitet kan ikke anføres herimod, når den tid, i hvilken der meddeles henstand, ikke medregnes i fristen.“ I betænkning nr. 433/1966 om strafferetlig forældelse m.v. sammenfattede rådet sine synspunkter således, sml. s. 30: “... på den ene side skal fristen hindre, at den dømte udsættes for inddrivelsesskridt urimelig lang tid efter dommen, på den anden side skal fristen være så lang, at den regelmæssigt giver mulighed for konfiskationskravets inddrivelse på en rimelig måde, herunder navnlig gennem forsvarlige afdragsordninger. For at fastsætte en noget længere frist ved konfiskationsbeløb end ved bødebeløb taler dog, dels at konfiskationsbeløbene typisk er større, dels at der ikke til dem er knyttet nogen subsidiær forvandlingsstraf. Ud fra disse synspunkter og under hensyntagen til det ønskelige i at opnå i hovedsagen ensartede regler på dette punkt i de nordiske lande foreslår rådet en almindelig forældelsesfrist på 5 år. Med henblik på enkelte meget store konfiskationsbeløb, herunder navnlig konfiskerede udbytter, som må påregnes også fremtidig at kunne forekomme, foreslås dog en supplerende regel, hvorefter retten enten straks ved dommen eller senere ved kendelse kan fastsætte en længere frist, dog højst 10 år; ved afgørelser efter denne bestemmelse bør hensyn navnlig tages til mulighederne for fastlæggelse af en rimelig afdragsordning.“ Som det fremgår, var rådet også opmærksomt på, at der kunne forekomme tilfælde med konfiskation af meget store beløb. Med henblik på disse tilfælde mundede rådets overvejelser ud i den supplerende regel, sml. nu straffelovens § 97 a, stk. 3, 2. og 3. pkt., hvorefter der ved dommen eller senere ved kendelse kan fastsættes en forældelsesfrist på indtil 10 år. 4. Fremmed ret4.1. Som det fremgår af afsnit 3, havde udformningen af de gældende regler om bødeforældelse bl.a. baggrund i hensynet til den nordiske retsenhed. Sml. herved også betænkning nr. 355/1964 om konfiskation s. 91 ff. og betænkning nr. 433/1966 s. 42 ff. med optryk af Den Nordiske Strafferetskomités betænkninger om henholdsvis konfiskation og forældelse m.v. I det følgende foretages en kortfattet gennemgang af de gældende regler om forældelse af bøde og konfiskation i Finland, Island, Norge og Sverige. 4.2. Finsk straffelov indeholder i 8. kap. “Om preskription“ bl.a. følgende bestemmelser: “9 §. ... 9 § suppleres i 10 § af bestemmelser om forældelsesfristen i tilfælde af afbrudt fuldbyrdelse. Om forældelse af bøde og konfiskation foreskriver 11, 12 og 13 §§: “11 §. Verkställighet av ådömda böter förfaller när fem år förflutit från den dag laga kraft vunnen dom gavs. Om förvandlingsstraff bestämts, har den bötfällde rätt att även efter utgången av preskriptionstiden betala böterna såsom därom är särskilt stadgat. Vad ovan stadgats om böter gäller även utdömt vite. 12 §. Verkställighet av förverkandepåföljd förfaller när tio år förflutit från den dag laga kraft vunnen dom gavs. Gäller förverkandepåföljd föremål eller ämne, som på grund av sin särskilda art eller beskaffenhet och med hänsyn till övriga i saken föreliggande omständigheter kan befaras komma till brottslig användning, preskriberas förverkandepåföljden icke. 13 §. Har utmätning företagits inom preskriptionstiden, får verkställigheten oavsett vad ovan i 11 og 12 § stadgats slutföras för den utmätta egendomens vidkommande.“ 4.3. Den islandske straffelov foreskriver i 9. kap. om “Forældelse af lovovertrædelser, bortfald af sanktioner og æresoprejsning“ bl.a.: “§ 83 a. Bøde, der
er fastsat ved dom eller vedtagelse af bødeforelæg,
bortfalder, når der er forløbet 3 år fra, at dom, kendelse
eller vedtagelse kunne fuldbyrdes. For bøde på kr. 60.000
eller større beløb er fristen dog 5 år. 4.4. Af norsk straffelovs 6. kap. om “Opphør av straff og andre rettsfølger“ § 74 fremgår følgende: “§ 74. Ilagt bot
foreldes 10 år etter at avgjørelsen ble endelig. Den norske Straffelovkommisjon har i sit udkast til ny straffelov foreslået de ovennævnte bestemmelser videreført uforandret, idet der dog er tilføjet et nyt pkt. i bestemmelsen om bødeforældelse, der retter sig mod tilfælde, hvor fuldbyrdelse af bødeforvandlingsstraf er afskåret, fordi bødefældte afsoner anden straf, sml. NOU 2002: 4 s. 487 med § 15-14 (foreldelse av ilagt bot) og § 15-16 (foreldelse av ilagt inndragning) samt s. 272. Som det fremgår heraf, blev de norske regler om bødeforældelse revideret ved en lovændring i 2000 (lov nr. 4 af 28. april 2000). Tidligere var forældelsesfristen i lighed med den danske ordning 3 år ved bøder indtil 3.000 kr. og 5 år ved større bøder. Ved lovændringen indførtes en fælles forældelsesfrist på 10 år. Det blev i den forbindelse overvejet at indføre regler om fristafbrydelse, men det blev forkastet, sml. Ot prp nr 3 (1999-2000) s. 66: “Departementet har kome til at ein foreldingsfrist for alle bøter på 10 år utan høve til fristavbrot tek best i vare både omsynet til at Innkrevingssentralen skal få betre tid til å krevje inn bøtene og at bøtekrava ikkje bør verte ståande i det uendelege. Departementet har vurdert om ei eventuell subsidiær fridomsstraff skal foreldast særskilt etter fem år. Sjølv om ei bot kan tvangsinndrivast i inntil 10 år, vil soning av straffa etter så lang tid være lite føremålstenleg der det ikkje er viljen til å gjere opp for seg det skortar på, men den økonomiske evna til vedkomande. Departementet legg jamvel vekt på at ei vanleg fengselsstraff på opp til eitt år vert forelda etter fem år, jf. straffelova § 71 første leddet. Det vil verke lite rimeleg om det for kortare subsidiære fengselsstraffer skulle vere ein lengre foreldingsfrist.“ 4.5. Svensk straffelov foreskriver i 35. kap. om “Om bortfallande av påföljd“ “7 § Ådömda böter
bortfaller när fem år förflutit från det domen vann laga
kraft. Detta gäller inte om vid utgången av den angivna
tiden den dömde har delgivits en ansökan om böternas
förvandling och denna ansökan inte har prövats slutligt.
Föranleder ej ansökningen att böterna förvandlas, bortfaller
de när rättens slutliga beslut i målet vinner laga kraft. Om
bortfallande av ålagt förvandlingsstraff föreskrivs
särskilt. Hertil føjes i 36. kap. “Om förverkande av egendom, företagsbot och annan särskild rättsverkan av brott“ 15 § følgende bestemmelse om forældelse af bl.a. “förverkande“ og “företagsbot“: “15 § Beslut om förverkande eller om åtgärd till förebyggande av missbruk eller om företaksbot förfaller, i den mån verkställighet ej skett inom tio år från det beslutet vann laga kraft.“ 5. Straffelovrådets overvejelser5.1. Som det fremgår af afsnit 1, kan der opstå situationer, hvor større bøder hverken kan inddrives eller afdrages af bødefældte, inden forældelsesfristen på 3 år (5 år) ifølge § 97 a, stk. 1, udløber, og hvor man efter de gældende administrative retningslinjer er afskåret fra at træffe afgørelse om fuldbyrdelse af forvandlingsstraf. Der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt der er grundlag for at foreslå forandringer i denne retstilstand. Afgørelsen af, om de gældende maksima på 3 og 5 år for bødeforældelse bør opretholdes eller ændres, må fortsat bero på en afvejning af på den ene side hensynet til, at bødefældte ikke i urimelig lang tid efter det tidspunkt, hvor dommen eller vedtagelsen kunne fuldbyrdes, udsættes for inddrivelsesskridt, og på den anden side det ønskelige i, at fristen har en sådan længde, at fuldbyrdelse af bødeafgørelsen efter dens principale indhold, dvs. uden bødeforvandling, regelmæssigt bliver mulig og kan gennemføres under hensyn til den pågældendes økonomiske forhold. 5.2. Straffelovrådet har på ny overvejet at ændre forældelsesreglerne, så den tid, i hvilken der efter begæring er meddelt bødefældte henstand med betaling af bødebeløbet, ikke medregnes i forældelsesfristen. Rådet finder fortsat af de grunde, der er anført i 1966-betænkningen, at burde afstå fra at foreslå nogen lovændring på dette punkt. 5.3. Som nævnt i afsnit 1 og 2, suspenderes forældelsesfristen efter de gældende regler alene i tilfælde, hvor fuldbyrdelse ved udlæg er iværksat inden forældelsesfristens udløb, og alene for den periode, som herefter medgår til udlægsforretningens foretagelse og realisation af et foretaget udlæg. Forældelsesfristen suspenderes derimod ikke ved udlæg, som foretages og følges behørigt op inden udløbet af 3 år (5 år) fra det tidspunkt, hvor afgørelsen kunne fuldbyrdes. Rådet finder ikke grundlag for at foreslå forandringer i denne retstilstand, sml. pkt. 3.2 ovenfor. 5.4. Det er Rådets konklusion, at problemet vedrørende de større bøder bedst løses ved, at forældelsesfristen fastsættes til 10 år, når bøden overstiger 10.000 kr. Rådet foreslår i den forbindelse en forenkling af de gældende regler, så bøder indtil 10.000 kr. undergives en 5-årig forældelsesfrist. Sml. kapitel 8 med § 1, nr. 5, i rådets lovudkast. 5.5. Rådet har overvejet, om en forlængelse af forældelsesfristen for fuldbyrdelse af bøder over 10.000 kr. bør føre til, at forældelsesfristen for bødeforvandlingsstraf forlænges tilsvarende. Som det fremgår af pkt. 2.5, gælder efter straffelovens § 97, stk. 1, nr. 1, en forældelsesfrist på 5 år for fuldbyrdelse af idømt fængsel indtil 1 år. Rådet har på den baggrund og med henvisning til de samme grunde, som er kommet til udtryk i de norske lovforarbejder, sml. pkt. 4.4, fundet det rigtigst at fastholde den gældende maksimale forældelsesfrist for bødeforvandlingsstraf på 5 år. Rådet har endvidere fundet det bedst stemmende med rådets forslag om bødeforældelse, at den 3-årige forældelsesfrist for bødeforvandlingsstraf vedrørende bøder indtil 3.000 kr. udvides til at omfatte bøder indtil 10.000 kr., og at den 5-årige forældelsesfrist forbeholdes bødeforvandlingsstraf vedrørende bøder på over 10.000 kr. Sml. kapitel 8 med § 1, nr. 5, i rådets lovudkast. |
|||
|
|
|||