Lov nr. 473 af 2. juli 1998



Forslag nr. 59
fremsat af indenrigsminister Thorkild Simonsen den 16. april 1998
 til Lov om ændring af udlændingeloven og straffeloven
(Tidsubegrænset opholdstilladelse, asyl, familiesammenføring og udvisning m.v.)

 

 

 
Af bemærkningerne til § 1, nr. 42, i forslagets enkelte bestemmelser fremgår følgende:

"... Til nr. 42

Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 50 a indeholder nærmere regler om en obligatorisk retslig prøvelse af, om udvisning af en udlænding med en foranstaltningsdom efter straffelovens §§ 68-70 skal ophæves, fordi udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted.

§ 50 a, stk. 1 , indeholder regler om tilrettelæggelsen af den obligatoriske retslige prøvelse ved udlændinge, der er dømt til forvaring eller anbringelse. I disse tilfælde kræver en foranstaltningsændring, der indebærer udskrivning fra hospital eller forvaring, efter de gældende regler en forudgående godkendelse fra retten i medfør af straffelovens § 72. Det foreslås derfor, at den obligatoriske retslige prøvelse finder sted samtidig med, at retten i medfør af straffelovens § 72 tager stilling til en sådan foranstaltningsændring. Beslutter retten i medfør af straffelovens § 72, at foranstaltningen endeligt skal ophæves, skal der ikke ske nogen retslig prøvelse af, om udvisningen skal ophæves. I disse tilfælde skal udvisningen effektueres efter foranstaltningens ophævelse. Anklagemyndigheden drager omsorg for, at den obligatoriske retslige prøvelse finder sted.

§ 50 a, stk. 2 , indeholder regler om tilrettelæggelsen af den obligatoriske retslige prøvelse ved udlændinge, der er dømt eller i forbindelse med en foranstaltningsændring fortsat er undergivet en strafferetlig retsfølge, der indebærer frihedsberøvelse. I disse tilfælde kræver udskrivning fra hospital eller forvaring ikke rettens forudgående godkendelse. Det foreslås derfor, at retten på anklagemyndighedens foranledning tager stilling til spørgsmålet om eventuel ophævelse af udvisningen. De almindelige regler i retsplejelovens § 765 om varetægtssurrogat finder anvendelse. Den obligatoriske retslige prøvelse skal finde sted, også selv om der er gået kortere tid efter afsigelsen af dommen. Er udlændingen dømt til ambulant behandling med mulighed for frihedsberøvelse, forudsættes det, at retten i forbindelse med straffesagen tager stilling til, om udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted.

Der vil ved rettens afgørelse kunne lægges vægt på, om udlændingen er i en tilstand, hvor det efter de lægefaglige vurderinger i sagen kan befrygtes, at den pågældende vil begå personfarlig kriminalitet. Retten vil endvidere kunne lægge vægt på karakteren og grovheden af den kriminalitet, der begrundede udvisning.

Retten skal af egen drift påse, om udsendelse af en udlænding med et fortsat behandlingsbehov vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den retslige prøvelse efter § 50 a udelukker ikke udlændingens adgang til efter § 50 at få spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten, jf. herved forslagets § 1, nr. 41. ..."