|
Af advokat Claus Bonnez, formand for Landsforeningen KRIM
5. december 2010
Mange forskere antager, at afhængighed af narkotiske stoffer er en
sygdom. Denne antagelse bygger navnlig på forskning, hvor det har
vist sig, at forsøgsdyr, der har haft adgang til narkotika, bliver
afhængige af stoffet og til stadighed forsøger at få fat i mere
narkotika.
Straffelovgivningen bygger grundlæggende på en teori om, at
narkotikamisbrug er en sygdom, og at afhængigheden af narkotika skal
begrænses ved at fratage stofferne fra de stofafhængige.
Kriminalforsorgen bruger omfattende ressourcer på at sikre, at
indsatte i fængsler og arresthuse afskæres fra adgangen til
narkotiske stoffer. Dette sker navnlig ved at visitere de indsatte
og disses besøgende for på denne måde at begrænse, at stoffer finder
vej ind i fængslerne.
Som led i
regeringens såkaldte "nultolerance" overfor indsatte, der begår
fejltrin under afsoningen, har kriminalforsorgen gennemført en række
indgribende tiltag, hvor der lægges større vægt på straf og kontrol
end tidligere. Med handleplanen "Kampen mod narko” blev der i løbet
af 2004 iværksat forskellige tiltag for at begrænse stofmisbruget i
Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse. Blandt andet blev der i
straffuldbyrdelsesloven
indført en generel adgang til at foretage stikprøvevis
urinprøvekontrol af indsatte i Kriminalforsorgens institutioner uden
krav
om forudgående mistanke. Udgangsreglerne blev
samtidig skærpet med henblik på, at indsatte i mindre grad skulle
have lov til at komme på ledsaget eller uledsaget udgang.
Den stikprøvevise urinprøvekontrol uden krav om forudgående mistanke
rettes mod alle indsatte i fængsler og arresthuse. Der er derfor
opstået det paradoks, at personer, der ikke har et narkotikamisbrug,
underkastes behandling mod narkotikamisbrug, medens de opholder sig
i et fængsel eller arresthus.
Regeringens indsats har indtil videre medført flere disciplinære
problemer i fængslerne og arresthusene.
I et svar på spørgsmål nr. 1411 stillet af Folketingets Retsudvalg
den 17. august 2010 svarer Justitsministeriet i
skrivelse af 15. september 2010 blandt andet, at
kriminalforsorgen gennem de senere år har fået flere disciplinære
problemer end tidligere. Antallet af disciplinære reaktioner er
næsten fordoblet over en periode på 10 år.
Nogle vil sikkert undre sig over, at nultolerance overfor indsattes
uhensigtsmæssige adfærd samt indsatsen mod narkotika i fængslerne
har ført til stigninger i de disciplinære reaktioner mod de
indsatte og ikke i stedet til et fald i reaktionerne, idet man kunne
forestille sig, at et gennemkontrolleret og narkofrit fængsel
fungerer bedre end et fængsel, hvor de indsatte har større frihed og
lettere kan få fat i narkotika.
Psykolog Bruce Alexander, Simon Fraser University i
British Columbia, begyndte på et tidspunkt at undre sig over, at
afhængighed af narkotika blev set på som en sygdom. Han mente, at
årsagen til, at mennesker misbruger narkotika måske kunne være en
anden. Han overvejede, om forsøgsdyrenes interesse for og
afhængighed af de narkotiske stoffer kunne have sammenhæng med
dyrenes placering i de kedelige metalbure, som forsøgsdyr placeres
i, medens forsøget foregår.
I 1981 indrettede Bruce Alexander et stort rottebur på 200 fod
(cirka 19 kvadratmeter), hvor mellem 16 og 20 rotter skulle opholde
sig under de mest muligt optimale forhold for rotter. Der var
rigeligt med føde, rotterne havde adgang til stimulerende
aktiviteter. De havde for eksempel mulighed for at grave. Han
tilstræbte, at rotterne skulle have de bedst tænkelige livsvilkår i
det store bur. Han installerede to haner i buret. Den ene gav adgang
til en morfinopløsning. Den anden gav adgang til almindeligt
drikkevand.
Bruce Alexander indrettede tillige en række traditionelle kedelige
laboratoriebure. I disse bure placerede han også en hane, som gav
adgang til morfinopløsning og en anden, som gav adgang til
almindeligt drikkevand.
Det viste sig, at rotterne, som var i det store bur efterhånden
fravalgte morfinopløsningen og i stedet drak vand fra vandhanen.
Rotterne i de almindelige bure blev efterhånden afhængige af
morfinen.
Se nærmere om forsøget i artiklen "Effects of early and later colony
housing on oral ingestion of morphine in rats" af Alexander, B.K.,
Beyerstein, B.L., Hadaway, P.F., and Coambs, R.B i tidsskriftet "Pharmacology
Biochemistry and Behavior", Vol 15, issue 4, 571-
576, 1981.
Bruce K. Alexander er også forfatter til bogen "The Globalisation of
Addiction: A Study in Poverty of the Spirit", som udkom i 2008. Her
redegør Bruce K. Alexander for sin teori om afhængighed som et
fænomen, der hænger tæt sammen med socioøkonomiske og kulturelle
samfundsforhold.
Bruce K. Alexander peger i bogen blandt andet på, at afhængighed er
en håndteringsstrategi overfor de psykiske smerter, som mennesker
oplever, når de mister deres relation til andre mennesker for
eksempel deres slægtsfællesskab eller andre relationer, der giver
mening og sammenhæng i tilværelsen. Han mener, at den såkaldte
globalisering fører til såkaldt "dislocation" hos flere og flere
mennesker, og at flere og flere derfor bliver afhængige for eksempel
af narkotika.
Rotter, som placeres i kedelige bure i laboratorier, er ifølge Bruce
K. Alexander "dislocated", og derfor udsat for at blive afhængige af
stoffer.
Bruce K. Alexanders forskningsresultater giver anledning til at
overveje, om mennesker, der placeres i triste omgivelser i fængsler,
reagerer på samme måde som rotter, der placeres i triste bure. Det
kan vel også diskuteres, om en fængselstilværelse med mange
kropsvisitationer og anden nedværdigende behandling af de indsatte
kan være så abnorm, at indsatte, der er mere eller mindre bedøvede
af narkotiske stoffer, kommer igennem fængselsopholdet med færre ar
på sjælen, end indsatte, der ikke er bedøvede af stoffer og dermed i
højere grad registrerer forholdene i fængslet - herunder overgreb
fra fængselspersonalet i form af nærgående kropsvisitationer mv.
|