Kommentarer om indsattes almindelige rettigheder

Af advokat (H) Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM

Senest opdateret 17. januar 2015

Straffuldbyrdelseslovens § 4 har følgende indhold:

§ 4. Der må ikke under fuldbyrdelsen af straf pålægges en person andre begrænsninger i tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved lov eller er en følge af selve straffen.

Som det fremgår af bestemmelsen, har indsatte i fængsler og arresthuse som udgangspunkt de samme rettigheder som andre borgere i samfundet. Dog er deres personlige frihed i sagens natur overordentligt begrænset, medens de er frihedsberøvet, idet de skal opholde dem i de lokaliteter, som de får anvist under straffuldbyrdelsen. Dette udtrykkes nogle gange således, at indsatte i fængsler og arresthuse skal tåle de indskrænkninger i "lokalfriheden", som selve gennemførelsen af indespærringen medfører, men at de bortset fra disse indskrænkninger - som udgangspunkt - ikke skal tåle andre indskrænkninger i deres almindelige rettigheder - herunder almindelige menneskerettigheder.

Straffuldbyrdelseslovens § 3 præciserer, at straffens gennemførelse skal prioriteres i de straffuldbyrdelsesretlige regler. Bestemmelsen lyder således:

§ 3. Fuldbyrdelse af en straf skal ske med fornøden hensyntagen såvel til straffens gennemførelse som til behovet for at hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse.

§ 3 kræver "fornøden hensyntagen" såvel til straffens gennemførelse som til behovet for at "hjælpe eller påvirke" den indsatte til at leve en "kriminalitetsfri tilværelse". Reglen bestemmer således, at fængselsmyndighederne skal have fokus på de indsattes resocialisering, men at ordens- og sikkerhedsforanstaltninger til trods herfor skal være til stede i et sådant omfang, at resocialiseringsbestræbelser ikke modvirker gennemførelsen af frihedsberøvelsen. Reglen skal ses i sammenhæng med reglen i § 4, som bestemmer, at foranstaltninger overfor indsatte ikke må være mere indgribende end det nødvendige for at gennemføre frihedsberøvelsen (som således er straffen i sig selv).

I fængselsstraffens tidligere historie var det ikke kun frihedsberøvelsen, der var en straf. Fængselsmyndighederne havde hjemmel til at anvende forskellige midler, der skulle tjene til at plage og pine de indsatte som supplement til selve frihedsberøvelsen. Straffen bestod således af frihedsberøvelse suppleret med et større eller mindre antal foranstaltninger, der havde til formål at pine og plage den indsatte.

I bilag 1 til Straffelovskommissionens Betænkning af 9. november 1917 fremkom direktør for Fængselsvæsenet, Torkil Fussing, med bemærkninger om "Frihedsstraffe og med Frihedsberøvelse forbundne Sikkerhedsforanstaltninger". Han diskuterede blandt andet det såkaldte "progressive system", der var en idé inden for "fangebehandling", som var hentet i de angelsaksiske lande, og som tog sigte på, at et ophold i fængsel skulle opdeles i flere stadier. Indledningsvist skulle fangen udsættes for meget indgribende livsvilkår, som gradvist skulle normaliseres hen mod løsladelsen. Fangen ville normalt rykke op gennem forskellige "stadier", efterhånden som fangen gennem sin opførsel havde gjort sig fortjent til de yderligere "begunstigelser", der knyttede sig til at et højere stadium. På det højeste stade måtte fangen for eksempel ryge skråtobak. Torkil Fussing påpegede i bilaget nogle betænkeligheder ved det progressive system. På side 25, nederst, udtaler han blandt andet:

"...Naar det hævdes, at „Progression" bør være udelukket ved kortvarige«! Straffe, fordi Indrømmelse af Begunstigelser vil berøve disse Straffe deres Karakter af et Onde, da er det naturligvis rigtigt. Men det kan ikke nægtes, at der ogsaa er Betænkeligheder ved en vidtgaaende „Progression" overfor langvarigere Straffe. Mennesket er jo glemsomt ogsaa overfor overstaaede Lidelser, og naar en Fange forlader Fængslet fra et med mange Begunstigelser udrustet „Overgangsstadium", er der en Fare for, at han forlader Fængslet med en for ham selv skæbnesvanger Fornemmelse af, at „det hele ikke var saa slemt". Jeg tillægger dog ikke disse Betænkeligheder nogen større Betydning. Selve Frihedsberøvelsen er netop henimod Slutningen af de langvarige Straffe i Almindelighed et meget føleligt Onde ..."

Det er svært ikke at forstå citatet anderledes, end at man på daværende tidspunkt frygtede, at fængselsstraffen ville miste sin "karakter af et onde", hvis ikke den indsatte blev påført lidelser udover de lidelser, som var en uundgåelig følge af selve frihedsberøvelsen. Princippet i den nugældende straffuldbyrdelseslovs § 4 nød formentlig ikke større anerkendelse i 1917.

Princippet i § 4 i straffuldbyrdelsesloven er ikke unikt. Lignende principper synes at være gældende i alle Europarådets medlemsstater. Dette kommer til udtryk i en række bestemmelser i De Europæiske Fængselsregler fra januar 2006. Bestemmelserne har følgende indhold:

1. Alle frihedsberøvede personer skal behandles med respekt for deres menneskerettigheder.

2. Frihedsberøvede personer bevarer alle rettigheder, der ikke lovligt er frataget dem ved den afgørelse, hvorved de blev dømt eller varetægtsfængslet.

3. De begrænsninger, der pålægges frihedsberøvede personer, skal være så få og små som muligt og skal stå i rimeligt forhold til det lovlige formål, hvormed de er pålagt.

4. Fængselsforhold, der krænker de indsattes menneskerettigheder, kan ikke retfærdiggøres af manglende ressourcer.

5. Hverdagen i fængsel skal ligne de positive sider af livet i samfundet udenfor mest muligt.

6. Enhver form for tilbageholdelse skal administreres med henblik på at lette reintegreringen af personer, der har været frihedsberøvet, i samfundet udenfor.

102.1 Foruden de regler, der gælder for alle indsatte, skal opholdsvilkårene for dømte indsatte have som målsætning at gøre de indsatte i stand til at leve et ansvarligt liv uden kriminalitet.

102.2 Frihedsberøvelse er en straf i sig selv, og opholdsvilkårene for dømte indsatte må derfor ikke forværre den lidelse, der er forbundet med frihedsberøvelsen.

Ovennævnte principper afspejles i de almindelige proportionalitetshensyn, som er grundlæggende i nutidens europæiske forvaltningsretlige tankegang, og som også er gældende i dansk forvaltningsret. Folketingets Ombudsmand henviser under tiden til behovet for, at forvaltningen udfører "hensynsfuld sagsbehandling". Lever en forvaltningsmyndighed ikke op til dette almindelige princip, kan borgerne klage derover til Folketingets Ombudsmand. Det misforhold, som i sagens natur eksisterer i fængsler og arresthuse med hensyn til fordelingen af magten mellem forvaltningens repræsentanter (navnlig fængselspersonalet) og de indsatte, gør det særligt påkrævet, at der her er fokus på forvaltningens optræden. I FOB.1991.185 kritiserede ombudsmanden, at en kommune havde taget en bil med teksten "inkasso" malet på siderne i anvendelse, når kommunen aflagde borgere, som skyldte det offentlige penge, et besøg. På tilsvarende vis havde kommunen taget kuverter i brug med samme tekst, som blev anvendt, når der skulle skrives til borgerne. Ombudsmanden rettede kritik af den omhandlede kommune og anførte blandt andet: "Det er efter min opfattelse ikke i overensstemmelse med principperne om hensynsfuld sagsbehandling at fremsende inkassoskrivelser i kuverter med en mærkning som beskrevet." Behovet for lignende ombudsmands-undersøgelser i fængsler og arresthuse forekommer indlysende.

Om den europæiske torturkomites generelle krav til forholdene i fængsler kan der henvises til CPT-standard, CPT/Inf/E (2002) 1 - Rev. 2011, om "imprisonment", side 17 til 28.

Princippet i straffuldbyrdelseslovens § 4 medfører for eksempel, at indsatte i fængsler og arresthuse som udgangspunkt har ret til at stemme ved folketingsvalg, kommunalvalg mv.

EMRK artikel 3, der forbyder tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, forstås i dag således af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), at indsatte har ret til under frihedsberøvelse at modtage en behandling, der medvirker til disses resocialisering.

I Harakchiev og Tolumov mod Bulgarien afgjort af EMD den 8. juli 2014 under sagsnumrene 15018/11 og 61199/12 udtaler EMD sig generelt om den historiske udvikling i EMDs praksis med hensyn til, hvorvidt indsatte har krav på en behandling, der gavner disses resocialisering. Derudover udtaler EMD sig om de aktuelle krav på området. I præmis 245 citeres storkammerafgørelsen "Vinter and Others", hvor EMD blandt andet fastslår, at en indsat ikke kan holdes indespærret, uden at der er legitime penologiske begrundelser for indespærringen ("a prisoner could not be detained unless there were legitimate penological grounds for incarceration .."). Det påpeges yderligere (i præmis 245), at disse grunde omfatter "straf", "afskrækkelse", "beskyttelse af offentligheden" og "rehabilitering" ("punishment, deterrence, public protection and rehabilitation. ..."). Det blev også anført, at EMD fandt, at forholdet mellem disse begrundelser ikke var statisk, men at dette ændres i løbet af den periode, hvor den indsatte er frihedsberøvet. Af præmis 264 i Harakchiev og Tolumov mod Bulgarien fremgår blandt andet følgende: ".... Indeed, the Court has already had occasion to note that in recent years there has been a trend towards placing more emphasis on rehabilitation, which constitutes the idea of re-socialisation through the fostering of personal responsibility (see Dickson v. the United Kingdom [GC], no. 44362/04, § 28, ECHR 2007-V, and Vinter and Others, cited above, §§ 113-18). That appears fully consonant with the first aim of criminal punishment, as set out in Article 36 of the Bulgarian Criminal Code (see paragraph 53 above), as well as with Article 10 § 3 of the International Covenant on Civil and Political Rights, in force with respect to Bulgaria since 1970, which provides that the essential aim of the treatment of prisoners is their reformation and social rehabilitation (see paragraphs 157 and 158 above). It is also inherent in several instruments to which, as already mentioned, the Court attaches considerable importance despite their non-binding character (see, mutatis mutandis, Rivière, § 72, and Dybeku, § 48, both cited above): Rules 6, 33.3, 102.1 and 107.1 of the 2006 European Prison Rules, points 6 and 11 of Resolution 76(2) of the Committee of Ministers, and paragraphs 2 in fine, 5 and 33 of Recommendation 2003(23) on the management by prison administrations of life sentence and other long-term prisoners, all of which emphasise that efforts need to be made by the prison authorities to promote the reintegration and rehabilitation of all prisoners, including those serving life sentences (see paragraphs 159, 161 and 162 above). ..."

Det er værd at bemærke, at EMD i Harakchiev og Tolumov mod Bulgarien citerer De Europæiske Fængselsregler og en række ikke-bindende anbefalinger mv. fra Europarådet og FN, der foreskriver betydningen af, at indsatte tilbydes en behandling, der befordrer deres muligheder for at kunne fungere i det almindelige samfund efter løsladelsen.

I Velyo Veley mod Bulgarien afgjort af EMD den 27. maj 2014 under sagsnummer 16032/07, hvor der blev statueret krænkelse af artikel 2 i protokol nr. 1 (retten til uddannelse), fordi en varetægtsarrestant var blevet nægtet adgang til at deltage i undervisning i fængslets skole, udtalte EMD sig i præmis 30 generelt om frihedsberøvede personers rettigheder, hvor EMD blandt andet udtaler, at fængslede i almindelighed har alle de fundamentale rettigheder og friheder, der er garanteret af konventionen, med undtagelse af retten til frihed". For eksempel må indsatte ikke udsættes for dårlig behandling, udsættes for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med EMRK artikel 3. Fængslede fortsætter med at nyde retten til et familieliv, ytringsfrihed, retten til at dyrke deres religion, retten til advokatbistand og adgang til domstolene i overensstemmelse med artikel 6, retten til respekt for deres korrespondance og retten til at gifte sig. Enhver begrænsning af disse rettigheder skal være begrundet. En sådan begrundelse kan være hensynet til sikkerhed - i særdeleshed forebyggelse af lovovertrædelser og opretholdelse af orden. Af teksten i præmis 30 fremgår blandt andet følgende: "...The Court commences by underlining that prisoners in general continue to enjoy all the fundamental rights and freedoms guaranteed under the Convention save for the right to liberty, where lawfully imposed detention expressly falls within the scope of Article 5 of the Convention. For example, prisoners may not be ill-treated, subjected to inhuman or degrading punishment or conditions contrary to Article 3 of the Convention; they continue to enjoy the right to respect for family life, the right to freedom of expression, the right to practise their religion, the right of effective access to a lawyer or to court for the purposes of Article 6, the right to respect for correspondence and the right to marry. Any restrictions on these other rights require to be justified, although such justification may well be found in the considerations of security, in particular the prevention of crime and disorder, which inevitably flow from the circumstances of imprisonment (see Hirst v. the United Kingdom (no. 2) [GC], no. 74025/01, § 69, ECHR 2005-IX, and the cases cited therein; see also Stummer v. Austria [GC], no. 37452/02, § 99, ECHR 2011). In the Hirst judgment, cited above, § 70, the Court continued that "[t]here is ... no question that a prisoner forfeits his Convention rights merely because of his status as a person detained following conviction". This principle applies a fortiori in respect of a person, such as the applicant during the period in question, who has not been convicted and who must, therefore, be presumed innocent (see, for example, Laduna v. Slovakia, no. 31827/02, §§ 64 and 67, ECHR 2011). ..."

I sagen Frodl mod Østrig, der blev afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 8. april 2010 under sagsnummer 20201/0, fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af artikel 3 i protokol nr. 1, at de østrigske myndigheder havde gennemført en lov, der forbød indsatte, der var straffet for forsætlige lovovertrædelser med 1 års fængsel eller derover, at give deres stemme ved valg.

I afgørelsens præmis 25 udtaler EMD:

Med hensyn til dømte indsattes ret til at stemme skal EMD gentage, at indsatte i almindelighed fortsætter med at have adgang til de grundlæggende rettigheder og friheder, som er garanteret i konventionen, med undtagelse af retten til frihed, når frihedsberøvelsen er lovlig og opfylder de bestemmelser, som er fastsat i konventionens artikel 5. Der er således ikke grundlag for, at en indsat skulle miste sine rettigheder efter konventionen blot med henvisning til, at den pågældende er frihedsberøvet i henhold til dom. Derudover er der ikke under konventionssystemet, hvor tolerance og rummelighed er almindeligt anerkendte standarder, mulighed for at fratage nogen stemmeretten alene af hensyn til retsfølelsen.

Originalteksten i afgørelsen er sålydende:

25. As regards the status of the right to vote of convicted prisoners who are detained, the Court reiterates that prisoners in general continue to enjoy all the fundamental rights and freedoms guaranteed under the Convention save for the right to liberty, where lawfully imposed detention expressly falls within the scope of Article 5 of the Convention. It is inconceivable, therefore, that a prisoner should forfeit his Convention rights merely because of his status as a person detained following conviction. Nor is there any place under the Convention system, where tolerance and broadmindedness are the acknowledged hallmarks of democratic society, for automatic disenfranchisement based purely on what might offend public opinion

Siden EMRK kom til verden i 1950'erne har det været diskuteret, hvorvidt indsatte i fængsler og arresthuse bør have menneskerettigheder og i sær i hvilket omfang. Der udviklede sig hurtigt en praksis om, at indsatte for så vidt har de samme menneskerettigheder som andre mennesker, men at de er undergivet nogle "selvfølgelige begrænsninger" ("inherent limitations"). Nyere praksis ved EMD har i høj grad reduceret betydningen af princippet om "inherent limitations" til fordel for de principper, som også ligger til grund for dansk ret, og som for eksempel kommer til udtryk i § 4 i straffuldbyrdelsesloven.

I Jaremowicz mod Polen afgjort af EMD den 5. januar 2010 under sagsnummer 24023/03 blev EMRK artikel 12 anset for krænket, idet de polske myndigheder havde ladet 5 måneder gå, inden de tillod en indsat i et fængsel at gifte sig med en kvinde, som havde siddet i samme fængsel. De polske myndigheder anfører i præmis 15 til støtte for deres oprindelige afgørelse om at forbyde den indsatte at gifte sig med den tidligere indsatte, at de havde opnået kontakt med hinanden på ulovlig vis i fængslet, at de havde haft begrænset adgang til at møde hinanden, og at forholdet derfor var meget overfladisk ("very superficial"), og at der ikke var tale om en værdifuld kontakt ud fra et resocialiseringssynspunkt ("not a worthy contact from the point of view of the applicant's rehabilitation.") I præmis 59 udtaler EMD blandt andet, at valget af en partner og beslutningen om at gifte sig med ham eller hende såvel for personer på fri fod som for personer i fængsel er et strengt privat og personligt anliggende, og der findes ikke nogle universelle eller almindeligt accepterede normer for sådanne valg eller beslutninger ("The choice of a partner and the decision to marry him or her, at liberty and in prison alike, is a strictly private and personal matter and there is no universal or commonly accepted pattern for such a choice or decision.")

I Golder mod Storbritannien, som blev afsagt af EMD den 21. februar 1975 under sagsnummer 4451/70 fandt EMD, at EMRK artikel 8 var krænket, idet de britiske fængselsmyndigheder havde nægtet en indsat at skrive til en advokat i et tilfælde, hvor den indsatte havde ønsket advokatens hjælp til at rejse sag mod en fængselsbetjent. De britiske myndigheder er i præmis 44 citeret for at udtale, at "a sentence of imprisonment passed after conviction by a competent court inevitably entails consequences affecting the operation of other Articles of the Convention, including Article 8 (art. 8)". Dette synspunkt er et eksempel på det ovenfor omtalte princip om "inherent limitations". Også i præmis 44 udtaler EMD blandt andet: "The restrictive formulation used at paragraph 2 (art. 8-2) ("There shall be no interference ... except such as ...") leaves no room for the concept of implied limitations. ..."

Afgørelsen kan forstås således, at hensynet til "inherent limitations" for så vidt angår indsattes menneskerettigheder ikke længere spiller nogen større rolle i menneskerettighedsdomstolens fortolkning af konventionen.

FOB 1962.23 - Fangers adgang til at stemme ved folketingsvalg. (J. nr. 227/60).

FOB 1955.29 - En fængselsoverlærer besværede sig over, at fanger, der i statsfængslet i Vridsløselille afsoner straffe for overtrædelse af straffelovstillægget, blev begunstiget i forhold til de fanger, der er dømt for almindelige borgerlige forbrydelser. - Sagen gav ikke anledning til kritik. (J. nr. 110/55).

Indsattes adgang til forholde sig kritisk til kriminalforsorgens formål mv. herunder adgangen til information fra foreninger mv.

Foreninger, som forholder sig kritisk overfor kriminalforsorgens arbejde, værdigrundlag mv., har ret til at fremlægge brochurer, opsætte meddelelser mv. på de steder i fængsler og arresthuse, hvor informationsmateriale til indsatte og/eller ansatte i almindelighed fremlægges eller opsættes.

Materiale, som for eksempel KRIM eller en anden organisation, som kriminalforsorgens ledelse ikke nødvendigvis sympatiserer med, ønsker at distribuere for de indsatte i fængsler og arresthuse, kan ikke uden videre afvises af kriminalforsorgen. Et afslag på distribution af sådant materiale i fængsler og arresthuse skal efter praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for at være lovligt, være "nødvendigt i et demokratisk samfund" til beskyttelse af de interesser der er omtalt i stk. 2 i artikel 10 i menneskerettighedskonventionen. I dom af 19. december 1994 i Sagen Vereinung demokratischer Soldaten Österreichs and Gubi v. Austria, behandlet ved EMD under sagsnummer 15153/89, anså Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol at det østrigske forsvarsministeriums afslag på gratis at distribuere et blad der forholdt sig kritisk og satirisk til militæret, var et indgreb i ytringsfriheden, fordi ministeriet distribuerede andre blade om militære forhold. Indgrebet, som var begrundet i frygten for at mandstugten og kampmoralen skulle forringes, ansås for uproportionalt og dermed i strid med artikel 10. Se navnlig præmis 37 til 40 i afgørelsen.

Det er værd at bemærke, at det blandt andet var en forening, der klagede til EMD, og som blev anset for offer i artikel 10's forstand (præmis 40 jævnfør præmis 7.

I FOU 2004.525 klagede en patientforening til ombudsmanden over, at en klinik på Rigshospitalet havde afslået foreningens ønske om at lægge en folder frem i klinikkens venteværelse. Ombudsmanden var ikke enig med Rigshospitalet og Hovedstadens Sygehusfællesskab i at vurderingen af sagen kunne foretages udelukkende på grundlag af anstaltsbeføjelser og hensynet til patientbehandlingen. Ombudsmanden kritiserede således at Rigshospitalet og Hovedstadens Sygehusfællesskab ikke havde inddraget hensynet til foreningens ret til ytringsfrihed. Ombudsmanden henviste i den forbindelse til den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 10 og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis og henstillede at Rigshospitalet genoptog behandlingen af sagen.

De indsattes talsmænds og andre grupper af indsatte har ret til møder med KRIM i fængslerne. Se nærmere herom i uddrag fra Folketingets Ombudsmands inspektion af Statsfængslet i Horsens, journalnr. 1998-2610-629 PH.

Anstændig behandling af indsatte i fængsler og arresthuse er et udslag af almindelig god forvaltningsskik

I Folketingets Ombudsmands Beretning for 2010, side 9 til 13 udtaler Folketingets Ombudsmand sig overordnet om begrebet "god forvaltningsskik". Her udtaler ombudsmanden blandt andet: "Det er god forvaltningsskik at respektere den borger hvis velfærd i større eller mindre omfang afhænger af ens afgørelse, som et selvstændigt og ligeværdigt væsen ...". Videre udtaler ombudsmanden: "Den gode forvaltningsskik udspringer af etikken. Det vil sige at god forvaltningsskik bygger på nogle grundlæggende værdiforestillinger i menneskesyn og samfundsopfattelse. Og den viser sig i form af en mangfoldighed af handleregler og adfærdsmønstre mellem mennesker og mellem grupper af mennesker."

Fængselsforhold i udlandet

Det engelske fængselsvæsen kontrolleres af "Her Majesty's Inspectorate of Prisons. Se Expectations fra 2006.