Fængselsbetjente, der har vagt på såkaldte "Stærkeafdelinger", får løntillæg. Derudover kan fængselsbetjente få betaling for en "rådighedsforpligtelse i hjemmet" vedrørende anbringelser i sikringscelle og observationscelle.

 

 

 

 

Af "REFERAT FRA DANSK FÆNGSELSFORBUNDS 3. ORDINÆRE KONGRES 23. – 25. MAJ 2007
PÅ HOTEL NYBORG STRAND
", side 33, nederst, side 34, øverst, fremgår følgende:
 
  Forbundet og direktoratet har indgået aftale om udmøntning af den lokallønspulje, der var til rådighed for perioden 1.4.2005 til 31.3.2006.

Aftalen indebærer følgende:

Til fængselsfunktionærer og souschefer tilknyttet en af de 4 afdelinger for negativt stærke indsatte på Statsfængslerne i Vridsløselille, Nyborg, Horsens og Københavns Fængslers ydes der pr. 1. april 2005 et ikke-pensionsgivende tillæg på kr. 1.202,91 pr. måned i aktuelt niveau. Tillægget ydes så længe medarbejderen er tilknyttet en stærkeafdeling og bortfader uden varsel eller opsigelse til udgangen af en måned, hvis medarbejderen uanset grund forflyttes til anden afdeling/tjenestested. Tillægget ydes dog i de perioder, hvor fængselsfunktionæren pga. rotationsordning er på en anden afdeling.

Fængselsfunktionærer på Politigårdens Fængsel, der er omklassificeret til lr. 20, kan vælge at beholde lr. 20 eller istedet at gå ned i lr. 17 og få tillægget på kr. 1.202,91 kr. pr. måned på samme vilkår som fængselsfunktionærer på stærkeafdelingerne pr. 1. april 2005.

 
   
Under fanen "arbejdstider og løn" på kriminalforsorgens hjemmeside "rettestoebning.dk", hvor kriminalforsorgen annoncerer efter fængselsbetjente, fremgik den 10. januar 2013 blandt andet følgende:
 
  Du får fuld løn fra første dag af din uddannelse. Den månedlige grundløn er i øjeblikket mellem 18.300 kr. og 19.600 kr., afhængigt hvor i landet du ansættes. Derudover optjener du et ekstra tillæg på ca. 2.000 kr. i gennemsnit om måneden i de perioder, du arbejder i skiftehold. Ved fastansættelse stiger lønnen med ca. 3.500 kr.

Ud over den fulde løn optjener du også tjenestemandspension svarende til ca. 15 % af din grundløn. Hvis du arbejder over, kan du få det udbetalt. Uddanner du dig efterfølgende som fx praktikvejleder eller ønsker at arbejde på en af vores særafdelinger, ydes der også ekstra tillæg.

Hvis du som led i din uddannelse bliver udstationeret til et fængsel i en anden del af landet, dækker Kriminalforsorgen eventuelle ekstraudgifter efter statens regler.

 
Af Tjenestetidsordningerne aftalt mellem Fængselsforbundet i Danmark og Direktoratet for Kriminalforsorgen i oktober 2006 ses en ordning, hvorefter fængselsbetjente ansat i arresthuse med sikringsceller kan få betaling for at deltage i en "rådighedsforpligtelse i hjemmet" (Afsnit C, Gruppe 7, Løbenummer 1). I Afsnit C, Gruppe 8, Løbenummer 1, ses den tilsvarende aftale vedrørende observationscelleanbringelse.