"Det er til syvende og sidst min afgørelse, hvornår jeg synes, at det er rigtigt at udtale mig om en ting og også til hvem. Det skal hverken ombudsmanden eller andre blande sig i. Det er min personlige frihed og ret selv at træffe den afgørelse."

	Folketingets Ombudsmand og tilsynet med fængsler og arresthuse
	Af Claus Bonnez, Formand for Landsforeningen KRIM 3. september 2008

	Af grundlovens § 55 følger, at det ved "lov bestemmes, at folketinget vælger en eller to personer, der ikke er medlemmer af folketinget, til at have indseende med statens civile og militære forvaltning". Denne bestemmelse blev indsat ved grundlovsændringen i 1953 og har ført til den ombudsmandsinstitution, som vi kender i dag. Fængselsvæsenet (fra 1973 "Kriminalforsorgen") blev hurtigt en institution, der påkaldte sig ombudsmandens interesse. Allerede inden de store reformer af kriminalforsorgen begyndte sidst i 1960'erne, havde ombudsmanden flere gange påtalt forholdene i landets fængsler og arresthuse. Af "Forvaltningsret, Almindelige emner,", 2. udgave, DJØF Forlag, side 214, under behandlingen af det forvaltningsretlige begreb "anstaltsforhold" anføres om fængselsmyndighederne særligt:
		De hensyn, der kan begrunde indskrænkninger i klienternes handlefrihed, kan naturligvis i øvrigt også være mere eller mindre tungtvejende alt efter, hvilken type anstalt der er tale om. F. eks. vil hensynet til hygiejnen være særligt tungtvejende på et hospital. Selv om bestemmelser af den nævnte art i et vist omfang kan fastsættes, uanset om opholdet er tvungen indespærring (frihedsberøvelse) eller frivilligt, vil bestemmelserne på grund af klientellets karakter og de formål, der forfølges med opholdet, typisk kunne gives et mere restriktivt indhold, når der er tale om frihedsberøvelse. Der er dog også her grænser for, hvor langt man kan gå. I det hele taget må indgrebets intensitet afvejes over for anstaltsformålet. Til eksempel kan nævnes FOB 1965.79, hvor ombudsmanden henstiller, at fanger skulle have adgang til at bære ring, selv om der ikke var tale om en vielsesring eller forlovelsesring. I FOB 1961.174 er nævnt en afgørelse, hvor direktoratet for fængselsvæsenet efter henstilling fra ombudsmanden bestemte, at såfremt ordens- og anstaltsmæssige hensyn ikke talte derimod, skulle der gives de indsatte adgang til at købe retsplejeloven, straffeloven og ombudsmandsloven. FOB 1966.41 vedrører et tilfælde, hvor det viste sig, at hygiejniske hensyn ikke afgørende talte for et forbud mod fuglehold i Nyborg Statsfængsel, og dette blev derefter ophævet. I FOB 1975.79 henstillede ombudsmanden, at en regel, hvorefter varetægtsfængslede ikke i de første 4 døgn efter fængslingen må købe en avis eller have radio (eller fjernsyn) i cellen blev ophævet. Ombudsmanden fandt, at det var bedst stemmende med rpl. § 784, at disse spørgsmål afgøres konkret, og at afslag kun meddeles, hvis efterforskningsmæssige hensyn tilsiger det. I forbindelse hermed nævnte ombudsmanden, at reglen frembød særlige betænkeligheder, fordi de første dages isolation jævnligt vil føles som særligt belastende.
	Den 1. januar 1997 trådte lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand i kraft. I bemærkningerne til lovforslagets § 18 nævnes det, at det er forudsat, at ombudsmanden foretager systematiske inspektioner af fængsler og arresthuse til opfyldelse af en anbefaling fra Den Europæiske Komité vedrørende forebyggelse af tortur og anden umenneskelig behandling eller straf. § 18 i ombudsmandsloven lyder således:
		"Ombudsmanden kan undersøge enhver institution eller virksomhed samt ethvert tjenestested, der hører under ombudsmandens virksomhed."
	Landsforeningen KRIM har med henvisning til eksempler flere gange påpeget, at såvel praksis som lovgivningen omkring kriminalforsorgens virksomhed til tider strider mod menneskerettighederne. Det er KRIMs opfattelse, at Folketingets Ombudsmand ikke tager hensyn til praksis vedrørende menneskerettigheder, når ombudsmanden behandler klager fra indsatte eller foretager inspektioner i fængslerne. Dette kan meget vel have noget med ombudsmandsinstitutionens mandat at gøre. Som nævnt ovenfor følger det af grundloven, at ombudsmanden skal have indseende med statens civile og militære "forvaltning". Det er således naturligt, at Folketingets Ombudsmand ikke kritiserer eventuel konventionsstridig lovgivning, idet lovgivningsmagten ikke er en del af "statens civile og militære forvaltning". Lovgivningsmagten skal efter gældende ret ikke tage imod kritik fra Folketingets Ombudsmand. I "Fængsler og menneskerettigheder internationalt og i Danmark" henviser Peter Scharff Smith" til en artikel af Peter Vedel Kessing i "EU-ret & Menneskeret", nr. 4, 2003. Her analyserer Peter Vedel Kessing Folketingets Ombudsmands praksis i forhold til fængsler og arresthuse i anledning af, at det i Folketingsbeslutning B129 af 14. maj 2004 udtales, at folketinget ønsker, at ombudsmanden skal foretage de inspektioner af fængsler og arresthuse i Danmark, der kræves i "Optional Protocol to the Convention against Torture and other Cruel, Inhuman og Degrading Treatment or Punishment" vedtaget 18. december 2002 af FN's "General Assembly" som resolution A/RES/57/199. Peter Scharff Smith skriver på side 33 og 34 nærmere:
		".. Peter Vedel Kessing har foretaget en nøjere analyse af, hvorvidt ombudsmanden som institution i sin nuværende udformning lever op til kravene i tillægsprotokollen. Vedel Kessing anfører i sin undersøgelse bl.a., at Ombudsmanden i sine inspektionsrapporter og i sit bedømmelsesgrundlag "tilsyneladende hverken inddrager eller lader sig lede af internationale eller regionale konventioner vedrørende tortur eller af relevante FN eller Europaråds-deklarationer, resolutioner og principper". Sammenfattende konkluderer Kessing, "at eksisterende danske besøgsorganer som udgangspunkt ikke er i stand til at leve op til de krav, som Tillægsprotokollen således stiller til det nationale forebyggende organ", og at der derfor "vil være behov for at supplerende eksisterende besøgsmekanismer. Det kan ske enten ved at etablere eller udpege en helt ny institution som nationalt forebyggende organ, eller ved - som det vel mest hensigtsmæssige - at søge at udvide, supplere og tilpasse allerede eksisterende daske besøgsorganer til kravene i Tillægsprotokollen". Blandt årsagerne til problemerne nævner Vedel Kessing, at Ombudsmanden "ikke besidder den nødvendige sundhedsfaglige eller menneskeretlige ekspertise". En søgning på "fængselsregler" foretaget d. 3. juli 2006 på Ombudsmandens hjemmeside gav tre hits, og henviste til nævnelse af de europæiske fængselsregler i tre specifikke tilfælde i tre inspektionsrapporter (en sådan søgning omfatter ikke Ombudsmandens sagsakter i øvrigt). Dette skal ses på baggrund af, at Ombudsmanden siden 1997 har foretaget 84 inspektioner i 84 fængsler, arresthuse og pensioner. Der var i de pågældende tre rapporter ikke tale om en detaljeret brug af fængselsreglerne. Af en grundig rapport aflagt efter et besøg i Vestre Fængsel fremgår det eksempelvis, at der ikke er inddraget menneskeretlige betragtninger eller henvisninger, hvor det ellers ville være oplagt - dersom man arbejdede ud fra et sådant perspektiv. Dette er f. eks. tilfældet i omtalen af fængslets besøgsfaciliteter og i kritikken af fængslets brug af den såkaldte strålegård. Vedrørende sidstnævnte kunne man f. eks. have berørt eller blot henvist til, at CPT formulerede en kritik af selv samme strålegårde både i 1990 og 1996. et særdeles godt argument for, at det var på høje tid med handling på området."
	Peter Scharff Smith slutter på side 34, nederst, og side 35, øverst, kapitlet af med at konkludere, at "henvisninger til menneskeretlige standarder, konventioner eller instrumenter hører til sjældenhederne" i ombudsmandens arbejde med fængsler, uanset at dennes rapporter er "en primær kilde" til vurdering af indsattes forhold og rettigheder i Danmark. Han henviser derpå til, at CPT og CAT søger at foretage en "decideret menneskeretlig analyse af den fængselspraksis", som de undersøger. Det er muligt, at ovennævnte kritik har haft en vis indflydelse på ombudsmandens virksomhed. I 2007 henviste ombudsmanden i en sag om cellestørrelser i to arresthuse til de europæiske fængselsreglers krav om, at der skal findes minimumsregler i national lovgivning om blandt andet gulvarealet, som hver indsat i et fængsel har til rådighed. Som nævnt ovenfor følger det af grundloven, at Folketingets Ombudsmand skal have indseende i "forvaltningen" og ikke i lovgivningsmagtens arbejde. I en artikel i dagbladet "Information" 6. juni 2007 gav statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udtryk for, at Folketingets Ombudsmand ikke skulle blande sig i, hvem han giver interviews til. Dette skete efter, at ombudsmanden havde udtalt kritik af, at journalist Bo Elkjær (Ekstra Bladet) i fire år utallige gange havde bedt om et interview om Irak-Krigen uden held. Af artiklen fremgår også, at den omhandlede journalist er "prisbelønnet for kritiske artikler om krigsdeltagelsen". Statsministeren citeredes således i avisen:
		"Det er til syvende og sidst min afgørelse, hvornår jeg synes, at det er rigtigt at udtale mig om en ting og også til hvem. Det skal hverken ombudsmanden eller andre blande sig i. Det er min personlige frihed og ret selv at træffe den afgørelse."
	Det kan næppe udelukkes, at det stækker ombudsmandens autoritet, når landets øverste minister tilkendegiver offentligt, at han ikke er til sinds at efterleve kritik fra ombudsmanden. Dette kan i sig selv give anledning til overvejelser om, at en effektiv kontrol af så magtfuld en institution som kriminalforsorgen bør foretages af et internationalt og ikke et nationalt organ.