Lovforslag nr. fremsat den 30. november 2005 af justitsministeren (Lene Espersen)

 

 

Forslag

til

Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

(Udvidelse af ordningen vedrørende fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol samt fratagelse af mulighed for udgang ved udeblivelse fra afsoning)

 

 

"§ 1

I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 207 af 18. marts 2005, som ændret ved lov nr. 367 af 24. maj 2005 og § 14 i lov nr. 430 af 6. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1. § 50, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

»Det kan i forbindelse med sådanne regler bestemmes, at tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af straffen samt at tilladelse til udgang ikke kan gives i et tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte er udeblevet efter tilsigelse til afsoning.«  ..."

 
"

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I lovforslagets bilag 1 er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de nugældende bestemmelser.

Til § 1

Til nr. 1 (§ 50, 2. pkt.)

I bestemmelsen fastslås det, at justitsministeren kan fastsætte regler om, at tilladelse til udgang ikke kan gives i et tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte er udeblevet efter tilsigelse til afsoning.

Som udeblivelse anses også for sent fremmøde uden lovlig grund.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2. "

 

"..Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger ..."

 

 

"3. Fratagelse af mulighed for udgang ved udeblivelse fra afsoning

3.1. Gældende ret

3.1.1. Indkaldelse til fuldbyrdelse af fængselsstraf og reaktioner ved udeblivelse fra afsoning

Efter straffuldbyrdelseslovens § 8, stk. 1, skal fuldbyrdelse af fængselsstraf iværksættes snarest muligt. Dømte, der er på fri fod efter dommen, indkaldes til fuldbyrdelse i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse nr. 504 af 17. juni 2005 om iværksættelse af fængselsstraf, forvaring og forvandlingsstraf for bøde i fængsel eller arresthus (iværksættelsesbekendtgørelsen).

Efter iværksættelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 1, skal den dømte møde til udståelse af fængselsstraf eller forvaring efter indkaldelse. Hvis den dømte møder frem for sent eller i påvirket tilstand, kan afsoningsinstitutionen afvise at modtage den pågældende, jf. § 9, stk. 2.

Indkaldelse foretages af afsoningsinstitutionen, jf. bekendtgørelsens § 16, stk. 1. Den dømte indkaldes som udgangspunkt med en frist på minimum 1 måned før datoen for fremmøde, jf. bekendtgørelsens § 12, stk. 1. Indkaldelse kan dog ske med en frist på mindst 10 dage bl.a. i tilfælde, hvor den dømte er straffet for overtrædelse af straffelovens § 119 (vold mod tjenestemand i funktion), § 123 (vidnetrusler), § 216 (voldtægt) eller §§ 244-246 (vold), jf. bekendtgørelsens § 12, stk. 2, nr. 1. Er den dømte blevet afvist efter bekendtgørelsens § 9, stk. 2, jf. ovenfor, kan ny indkaldelse ske med dags varsel.

I indkaldelsen skal den dømte gøres bekendt med mødested og -tidspunkt, og den dømte skal vejledes om reglerne vedrørende ansøgning om udsættelse og benådning, herunder om reglerne for opsættende virkning af en sådan ansøgning, jf. iværksættelsesbekendtgørelsens §§ 13 og 14.

Indkaldelsen skal endvidere bl.a. indeholde oplysning om, at den dømte kan afvises, hvis den pågældende møder frem for sent eller i påvirket tilstand, at afsoningsinstitutionen kan ændres, hvis den dømte møder frem for sent eller i påvirket tilstand, at afsoningsinstitutionen kan ændres fra åben til lukket institution, hvis den dømte udebliver eller møder frem for sent, at det tillægges betydning ved vurderingen af risikoen for misbrug af en eventuel senere udgangstilladelse, hvis den dømte ikke er mødt frem i overensstemmelse med indkaldelsen, samt at den dømte vil blive anholdt af politiet, hvis den pågældende ikke møder frem i overensstemmelse med indkaldelsen m.v., jf. herved iværksættelsesbekendtgørelsens § 14, stk. 2.

3.1.2. Tilladelse til udgang

3.1.2.1. Udgang til indsatte, der afsoner fængselsstraf, har siden 1965 været et almindeligt led i straffuldbyrdelsen. Reglerne om udgang er indeholdt i straffuldbyrdelseslovens §§ 46-50. Ved udgang forstås et under straffuldbyrdelsen tilladt fravær fra institutionen i et bestemt tidsrum.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, nr. 1-3, kan tilladelse til udgang meddeles, når udgangsformålet er rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige eller andre personlige hensyn (nr. 1), der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen (nr. 2), og hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udgangstilladelse (nr. 3). I lovens § 46, stk. 2, er opregnet de momenter, der skal tillægges særlig vægt ved den vurdering af misbrugsrisikoen, der efter § 46, stk. 1, nr. 2, skal foretages ved meddelelse af tilladelse til udgang.

3.1.2.2. Efter straffuldbyrdelseslovens § 50, 1. og 2. pkt., fastsætter justitsministeren regler om tilladelse til udgang, og det kan i forbindelse med sådanne regler bestemmes, at tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af straffen. Efter 3. pkt. kan det endvidere bestemmes, at den indsatte efter udgangsmisbrug er afskåret fra i et bestemt tidsrum at forlange en afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang.

Regler om tilladelse til udgang m.v. er fastsat ved bekendtgørelse nr. 825 af 26. juli 2004 om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (udgangsbekendtgørelsen).

I udgangsbekendtgørelsen sondres mellem fem forskellige udgangsformer: Udgang til besøg hos bestemte personer (weekendudgang), frigang, udstationering, udflugter samt udgang til særlige formål. Om tidspunktet for første udgang henvises til pkt. 3.1.2.3. nedenfor.

Tilladelse til udgang kan efter udgangsbekendtgørelsens § 35, stk. 1, meddeles til besøg hos bestemte nærstående personer (ægtefælle, samlever, børn m.fl.), medmindre besøget ikke findes formålstjenligt.

Der kan gives tilladelse til regelmæssig udgang til besøg hos bestemte nærstående personer, jf. udgangsbekendtgørelsens § 38, stk. 1. Udgang kan gives én gang inden for hver 3-ugers periode. Udgangen gives fra fredag kl. 16 til søndag kl. 21. Udgang af tilsvarende varighed kan dog gives på andre dage, hvis særlige forhold taler herfor.

Indsatte, der ikke har fået tilladelse til regelmæssig udgang efter bekendtgørelsens § 38, kan i stedet få tilladelse til lejlighedsvis udgang, jf. udgangsbekendtgørelsens § 40, stk. 1. En sådan udgang er normalt af kortere varighed.

Udgang i form af frigang kan gives, når det findes formålstjenligt med henblik på beskæftigelse hos arbejdsgiver eller deltagelse i undervisning, navnlig i tilfælde, hvor der er behov for en arbejdstræning eller undervisning, som mest hensigtsmæssigt gives uden for institutionen, jf. udgangsbekendtgørelsens § 44, stk. 1. Efter bekendtgørelsens § 45, stk. 1, kan frigang til beskæftigelse normalt kun finde sted i den sidste del af opholdstiden, og frigang kan ikke gives for længere tid end 3 måneder, medmindre særlige omstændigheder, herunder straffens længde, gør længere frigang påkrævet og formålstjenlig.

Udgang i form af udstationering kan gives i de tilfælde, der er nævnt i udgangsbekendtgørelsens § 44, hvis udgang af praktiske grunde ikke kan gennemføres som frigang, eller det undtagelsesvis skønnes særlig formålstjenligt, at frigang gennemføres som udstationering, jf. udgangsbekendtgørelsens § 50, stk. 1. Udstationering sker som udgangspunkt til offentlige eller private institutioner m.v., herunder til kriminalforsorgens institutioner. Under udstationeringen er den indsatte underlagt de for den pågældende institution gældende regler, ligesom der kan fastsættes særlige vilkår m.v.

Kortvarig udgang til udflugter eller til arrangementer, hvortil der er offentlig adgang, eller til deltagelse i klubvirksomhed kan lejlighedsvis gives indsatte, der i åben institution udstår fængselsstraf i 30 dage eller derover, jf. bekendtgørelsens § 55, stk. 1. Indsatte, der udstår fængselsstraf i under 30 dage, kan deltage i udgang efter § 55, stk. 1, hvis der er tale om arrangementer, der er led i det almindelige fællesskab i institutionen eller har tilknytning til fælles aktiviteter i institutionen, f.eks. deltagelse i sportskampe eller studieture i tilslutning til undervisning og studiekredsarbejde i institutionen, jf. § 55, stk. 2. For indsatte i lukket institution med tilladelse til uledsaget udgang kan der lejlighedsvis gives kortvarig udgang med henblik på at overvære gudstjenester, koncerter m.v. uden for institutionens område, jf. bekendtgørelsens § 56.

Herudover kan der gives udgang til særlige formål , jf. udgangsbekendtgørelsens § 31. Efter denne bestemmelse kan indsatte få udgang med henblik på besøg hos en nærstående, som er alvorligt syg (§ 31, stk. 1, nr. 1), tilstedeværelse ved en nærstående persons begravelse (§ 31, stk. 1, nr. 2), møde i retten eller hos anden offentlig myndighed i tilfælde, hvor vedkommende myndighed finder det påkrævet (§ 31, stk. 1, nr. 3), og lægeundersøgelse eller -behandling eller anden behandling, der ikke hensigtsmæssigt kan finde sted i institutionen (§ 31, stk. 1, nr. 4). Indsatte, der udstår fængselsstraf i 30 dage eller derover, kan også få udgang med henblik på bl.a. besøg hos nærstående personer ved vigtige begivenheder, ægteskabsindgåelse, besøg hos tilsynsmyndigheden for at planlægge forløbet af tilsynsperioden m.v., jf. udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 2.

Udgang til særlige formål kan, hvis særlige omstændigheder taler derfor, gives, uanset om der i forbindelse med tilbagekaldelse af en tilladelse til udgang er truffet afgørelse om udgangskarantæne, jf. udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 3. Udgangen kan ikke gives for længere tid, end formålet tilsiger, og må normalt ikke overstige 3 dage ud over rejsetiden, jf. § 32.

3.1.2.3. For så vidt angår tidspunktet for første udgang til besøg hos bestemte nærstående personer, frigang og udstationering skelnes der i udgangsbekendtgørelsen mellem indsatte, der udstår straf i henholdsvis åben og lukket institution.

Fælles for udgang til besøg hos bestemte personer, frigang og udstationering er, at indsatte i åbne institutioner kan meddeles tilladelse til udgang efter 30 dages ophold i institutionen, jf. udgangsbekendtgørelsens § 36, stk. 1, 1. pkt. For indsatte, der udstår fængsel i 2 år og 6 måneder eller derover, og som ikke har været på fri fod mellem domfældelsen og indsættelsen i institutionen, kan udgang dog først meddeles, når en sjettedel af straffen er udstået, jf. § 36, stk. 1, sidste pkt.

Indsatte i lukkede institutioner kan få tilladelse til udgang, når en fjerdedel af straffen er udstået, jf. udgangsbekendtgørelsens § 37, stk. 1, 1. pkt. Indsatte, som i lukkede institutioner udstår fængselsstraf på 5 år eller derover, kan dog ikke få tilladelse til uledsaget udgang før en tredjedel af straffetiden er udstået. Uanset straffens længde, er det desuden en betingelse for en tilladelse til udgang, at der er forløbet 10 uger fra indsættelsen, og at den pågældende har opholdt sig 7 uger i institutionen, jf. § 37, stk. 1, 3. pkt.

Efter udgangsbekendtgørelsens § 37, stk. 3, 1. pkt., kan indsatte, der er egnet til anbringelse i åbent fængsel, men som er anbragt i arresthus (Københavns Fængsler) efter straffuldbyrdelseslovens § 21, stk. 2 (dvs. korttidsdømte anbragt i arresthus af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner), få udgang, når de tidsmæssige betingelser i bekendtgørelsens § 36 er opfyldt, jf. ovenfor. I alle andre spørgsmål behandles indsatte anbragt i arresthus efter reglerne om udgang fra lukkede institutioner, jf. bekendtgørelsens § 37, stk. 3, sidste pkt.

3.1.3. Reaktioner ved udgangsmisbrug

En tilladelse til udgang kan tilbagekaldes, eller vilkårene for tilladelsen kan ændres, hvis den indsatte udebliver fra udgang eller i øvrigt ikke overholder de i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 48 fastsatte vilkår for tilladelsen, eller nye oplysninger om den dømtes forhold giver bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil misbruge den meddelte udgangstilladelse, jf. straffuldbyrdelseslovens § 49, nr. 1 og 2.

Tilbagekaldes en tilladelse på grund af udgangsmisbrug i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 49, nr. 1, kan det bestemmes, at den dømte i et tidsrum af indtil 6 måneder skal være afskåret fra at forlange en afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang (udgangskarantæne), jf. udgangsbekendtgørelsens § 22, stk. 1. Hvis den skete tilbagekaldelse er begrundet i, at den indsatte under udgangen har begået farlig kriminalitet, kan tidsfristen fastsættes til (højst) 1 år, jf. § 22, stk. 2. Ved karantæneperiodens udløb kan den indsatte opnå tilladelse til udgang, hvis den pågældende opfylder de almindelige betingelser herfor, jf. reglerne i straffuldbyrdelseslovens kapitel 9 og udgangsbekendtgørelsen.

Efter udgangsbekendtgørelsens § 23, stk. 1, nr. 1, kan en indsat ved udeblivelse fra udgang og undvigelse fra ledsaget udgang eller forsøg herpå ikendes disciplinærstraf. En indsat kan endvidere ikendes disciplinærstraf ved overtrædelse af de betingelser, som er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 1 (dvs. under udgangen har begået strafbart forhold eller i øvrigt misbrugt udgangstilladelsen), og udgangsbekendtgørelsens § 11 (dvs. har overtrådt de almindelige vilkår, som gælder for udgangstilladelser), eller ved overtrædelse af vilkår fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 2 (dvs. har overtrådt andre vilkår, som er fundet formålstjenlige for at undgå udgangsmisbrug) eller bekendtgørelsens § 12 (f.eks. har opholdt sig andetsteds end på udgangsadressen eller opsøgt bestemte steder eller personer, som den pågældende har forbud mod at opsøge m.v.).

Som disciplinærstraf kan anvendes advarsel, bøde og strafcelle, jf. straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 1.

3.2. Justitsministeriets overvejelser

Andelen af fængselsdømte, der udebliver efter at være tilsagt til afsoning, udgjorde i perioden 1999-2003 i gennemsnit mere end 25 procent af det samlede antal tilsagte fængselsdømte.

I juni 2004 blev der iværksat en række administrative tiltag med henblik på at opnå en reduktion i andelen af fængselsdømte, der udebliver. Det blev bl.a. i den blanket, som anvendes ved tilsigelse af dømte til afsoning, særlig fremhævet, at udeblivelse fra at møde rettidigt op til afsoning vil medføre anholdelse, og at afsoningsinstitutionen kan ændres fra åben til lukket institution, hvis den dømte udebliver eller møder for sent. Det blev i blanketten endvidere fremhævet, at det ved en eventuel senere anmodning om udgangstilladelse vil blive tillagt betydning ved vurderingen af misbrugsrisikoen, hvis den dømte ikke er mødt i overensstemmelse med indkaldelsen, samt at det ved en eventuel senere afgørelse om prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a (tidlig prøveløsladelse) vil blive tillagt betydning, hvis den dømte ikke er mødt i overensstemmelse med indkaldelsen.

I 2005 er der sket et fald i antallet af fængselsdømte, som udebliver efter tilsigelse til afsoning. I 2005 (i perioden fra januar til maj 2005) er der således sket et fald i andelen af udeblevne i forhold til samme periode sidste år fra 24,2 procent af de tilsagte til 20,9 procent.

Trods dette fald er antallet af udeblivelser efter Justitsministeriets opfattelse stadig for højt. Kriminalforsorgen må løbende kalkulere med en vis udeblivelsesprocent i forbindelse med tilsigelse af dømte til afsoning med henblik på, at fængselskapaciteten kan udnyttes bedst muligt. Det høje antal udeblivelser medfører imidlertid, at Kriminalforsorgens planlægning med henblik på den bedst mulige udnyttelse af fængselskapaciteten er forbundet med betydelige vanskeligheder.

Retshåndhævelseshensyn og hensynet til Kriminalforsorgens mulighed for planlægning taler efter Justitsministeriets opfattelse for, at der træffes foranstaltninger med henblik på at opnå en yderligere reduktion i andelen af fængselsdømte, der udebliver efter tilsigelse til afsoning.

Med henblik herpå foreslås indført en regel, hvorefter udeblivelse efter tilsigelse til afsoning medfører fratagelse af mulighed for tilladelse til udgang i et tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen. Dette gælder, uanset om det må antages, at der foreligger en risiko for misbrug af en tilladelse til udgang.

Justitsministeriet har overvejet, om en sådan regel kan fastsættes administrativt efter den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 50, 1. og 2. pkt., hvorefter justitsministeren fastsætter regler om tilladelse til udgang og i den forbindelse kan bestemme, at tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af straffen.

Det vil næppe være i strid med ordlyden af straffuldbyrdelseslovens § 50, 1. og 2. pkt., at justitsministeren administrativt fastsætter en regel om, at udeblivelse fra afsoning medfører, at den pågældende ikke kan få udgangstilladelse i en vis periode. Den gældende bestemmelse bygger imidlertid på en forudsætning om, at afgørelser om udgangstilladelse navnlig skal træffes på grundlag af en vurdering af misbrugsrisikoen. På denne baggrund har Justitsministeriet fundet det rigtigst, at der i loven indsættes en særskilt hjemmel til, at justitsministeren kan fastsætte bestemmelse om, at udeblivelse efter tilsigelse til afsoning uden hensyn til misbrugsrisikoen medfører fratagelse af mulighed for tilladelse til udgang i et tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen.

I overensstemmelse hermed foreslås i straffuldbyrdelseslovens § 50, 2. pkt. , indført en hjemmel til, at justitsministeren kan fastsætte, at udeblivelse efter tilsigelse til afsoning medfører fratagelse af mulighed for tilladelse til udgang i et tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Justitsministeriet agter i medfør af den foreslåede bestemmelse at fastsætte i udgangsbekendtgørelsen, at indsatte i kriminalforsorgens institutioner, der uden lovlig grund er udeblevet efter tilsigelse til afsoning, i et tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen ikke kan meddeles tilladelse til regelmæssig eller lejlighedsvis udgang til besøg hos bestemte nærstående personer, og at de pågældende i samme tidsrum ikke kan meddeles tilladelse til frigang, udstationering eller kortvarig udgang til udflugter eller til arrangementer m.v. Der vil alene blive mulighed for udgang til særlige formål, hvis særlige omstændigheder taler derfor. En sådan ordning vil svare til, hvad der gælder for indsatte, over for hvem der er truffet afgørelse om udgangskarantæne i forbindelse med en tilbagekaldelse af en udgangstilladelse efter udgangsmisbrug, jf. herved udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 3.

Hvis en domfældt ikke møder på det tidspunkt, hvortil den pågældende er tilsagt til afsoning, og dette skyldes omstændigheder, som må lægges den pågældende til last, skal den pågældende anses for at være udeblevet uden lovlig grund. Kan den domfældte derimod godtgøre, at undladelsen af at møde til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen skyldes omstændigheder, som ikke kan lægges den pågældende til last – f.eks. i et tilfælde, hvor den domfældte er mødt for sent som følge af en togforsinkelse el.lign. – er den pågældende ikke udeblevet uden lovlig grund. Hvis modtagerinstitutionen skønner, at den overskridelse, der foreligger fra den dømtes side, må anses for ubetydelig, kan det ligeledes lægges til grund, at den dømte ikke er udeblevet uden lovlig grund.

Indsatte i kriminalforsorgens åbne institutioner kan efter de gældende regler få tilladelse til udgang efter 30 dages ophold i institutionen, mens indsatte i de lukkede institutioner kan få tilladelse til udgang efter 10 ugers ophold i institutionen, jf. udgangsbekendtgørelsens §§ 36 og 37. Indsatte i lukkede institutioner er imidlertid normalt ikke på fri fod mellem domfældelsen og indsættelsen, og den foreslåede ordning vil derfor navnlig få praktisk betydning for indsatte i åbne institutioner.

I den indkaldelse, som sendes til den dømte i forbindelse med tilsigelsen af den pågældende til afsoning, vil det blive særlig fremhævet, at den dømte fratages muligheden for sædvanlig udgang i et tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen, hvis den dømte møder frem for sent. "