Uddrag af afgørelser truffet under domstolsprøvelse af tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse i psykiatrien i medfør af retsplejelovens kapitel 43 a gengivet i Betænkning 1068 om tvang i psykiatrien, bind 2, side 520-529, afgivet af Justitsministeriet i 1986

 
  U.1956.1033 H. Lovligheden af anbringelse på Sundholm som erhvervs- og subsistensløs og pålæg om 5 ugers tvangsarbejde, som vedkommende
blev ikendt som disciplinærstraf for tidligere ulovlig bortgang fra Sundholm, blev indbragt for domstolene. Selve anbringelsen fandtes at være lovlig. Hensættelse til tvangsarbejde blev af Højesteret - i modsætning til landsretten - anset for en særlig form for frihedsberøvelse, hvis lovlighed
domstolene kan efterprøve. Da der ikke i reglementet fandtes fornøden hjemmel for at ikende disciplinærstraf for forseelser begået under tidligere ophold, fandtes hensættelse til tvangsarbejde ikke at være lovlig.

U 1959. 346.H. Antaget, at idømmelse af husarrest i 5 dage som disciplinærstraf til civil værnepligtig, der mødte for sent, måtte anses som en frihedsberøvelse, hvis lovlighed domstolene kan efterprøve. Sagen blev hjemvist til påkendelse i realiteten.

U. 1973.824.H. En strafafsoner, der deltog i en arbejdsvægring, blev som disciplinærstraf idømt strafcelle i 3 dage i medfør af straffelovens § 47. Antaget at dette ikke var en administrativ frihedsberøvelse, hvis lovlighed domstolene kan efterprøve, da dette skete som et led i afsoning af idømt frihedsstraf. Forholdet blev anset for omfattet af udtrykket "strafferetsplejen" i grundlovens § 71, stk. 6 og dermed undtaget fra domstolsprøvelse.

U. 1956.1028 H. (Farlighedsdekret) En person, der var indlagt på sindssygehospital i Nykøbing Sjælland, blev i henhold til farlighedsdekret afsagt af justitsministeriet overført til sikringsanstalten efter et overfald på en plejer, som han forsøgte at kvæle. Begæring om udskrivning og overførsel til et almindeligt sindssygehospital, Oringe, blev afslået godt 1 år senere, og spørgsmålet om lovligheden heraf indbragtes for domstolene. Medens Østre landsret afviste at kunne tage stilling til dette spørgsmål, fandt Højesteret, at anbringelse på sikringsanstalten - både under hensyn til betingelserne herfor og formålet - måtte anses som så væsensforskellig fra tvangstvanbringelse på sindssygehospitalet, at der forelå en særlig form for frihedsberøvelse, hvis lovlighed domstolene må kunne efterprøve. Sagen blev herefter hjemvist til påkendelse i realiteten ved Østre landsret.

U.1962.609.U. (Tvangstilbageholdelse). En 58-årig skizofren mand, som havde været indlagt på sindssygehospital en række gange tidligere, blev tvangsindlagt som farlig for sig selv og andre. Da han 3 uger senere begærede sig udskrevet, blev han tvangstilbageholdt på samme grundlag, hvilket justitsministeriet tiltrådte. Spørgsmålet om tvangstilbageholdelsens lovlighed blev indbragt for retten. Under medikamental behandling bedredes hans tilstand noget, men både overlægen og retslægerådet anså ham for sindssyg, og fandt fortsat behandling nødvendig. Ved udskrivning kunne det ifølge overlægen ikke udelukkes, at han ville blive til ulempe for sig selv og moderen, hos hvem han påny ønskede at tage ophold, skønt hun, der var 75 år, ikke kunne passe ham. Retten fandt, at han var sindssyg, men at der efter retslægerådets seneste erklæring om, at hans hallucinationer var aftaget, ikke var grundlag for at tvangstilbageholde ham hverken på farligheds- eller behandlingsindikation. Den ulempe, som han ved udskrivning til moderen meget vel måtte antages at ville påføre sig selv, ansås ikke for at være så væsentlig, at der var fuldt tilstrækkeligt grundlag for tvangstilbageholdelse, hvorfor denne blev ophævet.

U.1965.593.U. (Tvangsindlæggelse). Sagen vedrørte det formelle spørgsmål, om udnyttelse af den administrative rekurs til justitsministeriet er en nødvendig betingelse for domstolsprøvelse, så længe patienten fortsat er indlagt. A blev tvangsindlagt på sindssygehospital som sindssyg og farlig for sin hustru. Ved skrivelse af samme dag til politimesteren begærede A's advokat frihedsberøvelsen forelagt for retten. Sagen blev efter brevveksling med overlægen af politimesteren indbragt for retten. Under sagen, hvor A fortsat var indlagt, påstod A den skete frihedsberøvelse kendt ulovlig, mens politimesteren påstod sagen afvist bl.a. under henvisning til, at en fuldstændig prøvelse af den etablerede frihedsberøvelse forudsatte, at A forinden havde begæret en eventuel nægtelse af anmodning om udskrivning forelagt for justitsministeriet i medfør af sindssygelovens § 9. Retten antog, at det af bestemmelserne i sindssygeloven følger, at lovligheden af tvangsindlæggelsen eller de enkelte handlinger i forbindelse med denne ikke kan prøves efter retsplejelovens kapitel 43 a, så længe A stadig er indlagt på hospitalet, og en eventuel nægtelse af hans udskrivning ikke har været forelagt justitsministeriet. Herefter afvistes sagen. Sagen er omtalt i folketingets ombudsmands beretning 1965, side 35-36, hvor ombudsmanden har kritiseret, at overlægen ikke forelagde spørgsmålet om tvangsindlæggelsens berettigelse for justitsministeriet med henblik på indbringelse for retten i overensstemmelse med den i sindssygelovens §§ 8 og 9 foreskrevne fremgangsmåde.

U.1974.200.V. (Tvangsindlæggelse). En 84-årig mand, der ved politiets bistand var blevet tvangsindlagt på et statshospital som farlig for andre, og som før indlæggelsen havde begæret spørgsmålet om dens lovlighed forelagt for retten, fandtes at være berettiget til at få spørgsmålet prøvet, uanset at han ikke forinden havde benyttet sig af administrativ rekurs, d.v.s. klage til justitsministeriet i overensstemmelse med fremgangsmåden i sindssygelovens § 9, stk. 2, jfr. § 8, stk. 1. Under opholdet på hospitalet fandtes patienten sindssyg og behandlingskrævende. Tvangsindlæggelsen blev anset som lovlig.

U.1975.447.V. (Tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse). Fru P, der blev tvangsindlagt på et statshospital som farlig for sig selv og andre, begærede sig udskrevet, og da overlægen med justitsministeriets tiltræden nægtede dette, blev beslutningen herom forelagt for retten, der stadfæstede beslutningen. Under fru P's anke af dommen, anså landsretten sig ikke afskåret fra efter hendes begæring tillige at tage stilling til lovligheden af tvangsindlæggelsen.

UfR 1975.836 B (Tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse). Efter begæring af sin hustru H blev den 64-årige M den 8. november tvangsindlagt på statshospitalet B på grundlag af en lægeerklæring, hvorefter M var sindssyg lidende af den tvangstanke, at H og andre familiemedlemmer var narkomaner, og hvorefter det ville være uforsvarligt at undlade indlæggelse af M til behandling. En af M's tilsynsværge den 13. november fremsat begæring om udskrivning af M nægtede overlægen på B at efterkomme, så længe man ikke havde konstateret, om M var farlig for sig selv eller andre. Den 23. november blev M udskrevet fra B. Efter at justitsministeriet havde tiltrådt, at betingelserne for tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse
af M havde været opfyldt, blev spørgsmålet på M's begæring forelagt retten. Det måtte efter de foreliggende oplysninger antages, at M ikke var sindssyg ved indlæggelsen på B, og at tvangsindlæggelsen derfor havde været ulovlig. Derimod fandtes M ikke at have været ulovligt tilbageholdt på B, idet B måtte have en rimelig tid til at konstatere, hvorvidt M led af den sindssygdom, som var angivet som begrundelse for tvangsindlæggelsen. Der tilkendtes M 3.000 kr. i erstatning.