|
|
|
||
|
|
|||
|
I
UfR 1990.27 HD blev en
person fundet skyldig i brugstyveri af en bil. Tiltalte var
forulykket i bilen, og bilen var blevet påført betydelige
skader. Forsikringsselskabet fremkom med et regreskrav mod
tiltalte under straffesagen, hvilket byretten frifandt
tiltalte for med henvisning til erstatningsansvarslovens
§ 19, stk. 2, nr. 1, jfr. stk. 1. Forsikringsselskabet
ankede denne afgørelse i den borgerlige retsplejes former
for så vidt angik erstatningen. Landsretten gav
forsikringsselskabet medhold. Landsretten udtalte blandt
andet: "Landsretten finder i overensstemmelse med hidtil
gældende retspraksis, at indstævnte ved uretmæssigt at have
sat sig i besiddelse af bilen må være erstatningsansvarlig
for den skade, som påføres den, så længe den ulovlige råden
opretholdes. Herefter, og da der ikke efter forarbejderne
til Erstatningsansvarslovens § 19 er holdepunkter for at
antage, at et sådant erstatningsansvar, der er etableret ved
begåelsen af en forsætlig strafbar handling, skal bortfalde
efter bestemmelsen i de tilfælde, hvor skaden på bilen er
dækket af en tingsforsikring, tager landsretten appellantens
påstand til følge". Denne afgørelse blev anket til
Højesteret. Højesteret udtalte blandt andet: "Højesteret
finder, at der ikke i ordlyden af eller forarbejderne til
erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1, er fornødne
holdepunkter for at fastslå, at brugstyveriet af bilen
begrunder, at appellanten anses for at have forvoldt den ved
kørselsuheldet opståede skade forsætligt. Ved uretmæssigt at
have sat sig i besiddelse af bilen og kørt med den, skønt
han var træt på grund af mangel på søvn og havde en
betydelig alkoholpromille i blodet, og ved herunder at have
kørt galt som sket, har appellanten imidlertid udvist en så
uforsvarlig adfærd, at han efter en samlet vurdering må
anses for at have forvoldt skaden ved grov uagtsomhed som
anført i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1."
Højesteret nåede således til det resultat, at et
erstatningsansvar, der etableres ved begåelsen af en
forsætlig strafbar handling, skal bortfalde efter
erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1, i tilfælde,
hvor skaden er dækket af en tingsforsikring. Dette
indebærer, at erstatningsansvaret kun består, såfremt
skadevolder har forvoldt skaden ved grov uagtsomhed. I UfR 1998.32 H havde en person forsøgt at begå selvmord ved brug af flaskegas. Forud for det tidspunkt, hvor han havde tændt for gassen, havde han slukket for alle kontakterne og havde sørget for at stoppe utætheder, hvor gassen kunne sive ud. Det var hans opfattelse, at der herefter ikke kunne ske en eksplosion. Fjernsynet og videoen stod på standby, og køleskabet var tændt. Han havde lagt sig til at sove efter, at han havde åbnet for gassen. Der skete en eksplosion, der forårsagede ødelæggelse af ejendommen. Den pågældende blev straffet for overtrædelse af straffelovens § 252, og de forsikringsselskaber, der havde dækket ødelæggelserne, gjorde krav gældende mod den pågældende. De henviste til, at han havde udvist ansvarspådragende adfærd, og at de skader, der herved var forvoldt, var fremkommet ved en uagtsomhed, der var så grov, at den var omfattet af erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1. Østre Landsret frifandt den pågældende med følgende begrundelse, som blev tiltrådt af Højesteret: "Sagsøgtes adfærd findes nok at have været uagtsom i betydelig grad, men adfærden findes ikke at have indebåret en så indlysende fare for de indtrådte skader, at disse kan anses for forvoldt ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori dette kriterium er anvendt i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1." I FOB 2012.1 behandler Folketingets Ombudsmand blandt andet erstatningsansvarslovens § 19, jf. § 20 i forhold til, hvorvidt forældre kan pålægges at erstatte skolebøger, som bortkommer, medens bøgerne er i børnenes varetægt.
|
|||
|
|
|||