Kommentarer til erstatningsansvarslovens § 19

 


Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM

Senest opdateret 27. oktober 2012

 

  I UfR 1990.27 HD blev en person fundet skyldig i brugstyveri af en bil. Tiltalte var forulykket i bilen, og bilen var blevet påført betydelige skader. Forsikringsselskabet fremkom med et regreskrav mod tiltalte under straffesagen, hvilket byretten frifandt tiltalte for med henvisning til erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1, jfr. stk. 1. Forsikringsselskabet ankede denne afgørelse i den borgerlige retsplejes former for så vidt angik erstatningen. Landsretten gav forsikringsselskabet medhold. Landsretten udtalte blandt andet: "Landsretten finder i overensstemmelse med hidtil gældende retspraksis, at indstævnte ved uretmæssigt at have sat sig i besiddelse af bilen må være erstatningsansvarlig for den skade, som påføres den, så længe den ulovlige råden opretholdes. Herefter, og da der ikke efter forarbejderne til Erstatningsansvarslovens § 19 er holdepunkter for at antage, at et sådant erstatningsansvar, der er etableret ved begåelsen af en forsætlig strafbar handling, skal bortfalde efter bestemmelsen i de tilfælde, hvor skaden på bilen er dækket af en tingsforsikring, tager landsretten appellantens påstand til følge". Denne afgørelse blev anket til Højesteret. Højesteret udtalte blandt andet: "Højesteret finder, at der ikke i ordlyden af eller forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1, er fornødne holdepunkter for at fastslå, at brugstyveriet af bilen begrunder, at appellanten anses for at have forvoldt den ved kørselsuheldet opståede skade forsætligt. Ved uretmæssigt at have sat sig i besiddelse af bilen og kørt med den, skønt han var træt på grund af mangel på søvn og havde en betydelig alkoholpromille i blodet, og ved herunder at have kørt galt som sket, har appellanten imidlertid udvist en så uforsvarlig adfærd, at han efter en samlet vurdering må anses for at have forvoldt skaden ved grov uagtsomhed som anført i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1." Højesteret nåede således til det resultat, at et erstatningsansvar, der etableres ved begåelsen af en forsætlig strafbar handling, skal bortfalde efter erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1, i tilfælde, hvor skaden er dækket af en tingsforsikring. Dette indebærer, at erstatningsansvaret kun består, såfremt skadevolder har forvoldt skaden ved grov uagtsomhed.

I UfR 1998.32 H havde en person forsøgt at begå selvmord ved brug af flaskegas. Forud for det tidspunkt, hvor han havde tændt for gassen, havde han slukket for alle kontakterne og havde sørget for at stoppe utætheder, hvor gassen kunne sive ud. Det var hans opfattelse, at der herefter ikke kunne ske en eksplosion. Fjernsynet og videoen stod på standby, og køleskabet var tændt. Han havde lagt sig til at sove efter, at han havde åbnet for gassen. Der skete en eksplosion, der forårsagede ødelæggelse af ejendommen. Den pågældende blev straffet for overtrædelse af straffelovens § 252, og de forsikringsselskaber, der havde dækket ødelæggelserne, gjorde krav gældende mod den pågældende. De henviste til, at han havde udvist ansvarspådragende adfærd, og at de skader, der herved var forvoldt, var fremkommet ved en uagtsomhed, der var så grov, at den var omfattet af erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1.
Østre Landsret frifandt den pågældende med følgende begrundelse, som blev tiltrådt af Højesteret: "Sagsøgtes adfærd findes nok at have været uagtsom i betydelig grad, men adfærden findes ikke at have indebåret en så indlysende fare for de indtrådte skader, at disse kan anses for forvoldt ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori dette kriterium er anvendt i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1."

I FOB 2012.1 behandler Folketingets Ombudsmand blandt andet erstatningsansvarslovens § 19, jf. § 20 i forhold til, hvorvidt forældre kan pålægges at erstatte skolebøger, som bortkommer, medens bøgerne er i børnenes varetægt.