Uddrag af betænkning nr. 1436 om reform af den civile retspleje, kapitel 8, om retshjælp, (side 330 til side 339 og side 345 til side 346).

"..2.2.3. Retshjælpens funktion

Juridisk rådgivning

Indgang ril tvistløsning

Retshjælp har forskellig karakter, når der foreligger en tvist, og når der ikke foreligger en tvist. Retshjælp. når der ikke foreligger en tvist, omtales i slutningen af dette afsnit.

Når der foreligger en tvist, er retshjælpens funktion at bidrage til, at tvisten bliver behandlet og løst på den for parterne og samfundet mest hensigtsmæssige måde. Dette betyder blandt andet, at en tvist bor løses så tidligt som natligt og så billigt som muligt. således ar den økonomiske og psykiske belastning af parterne minimeres. men uden at tvistløsningens kvalitet på uacceptabel måde forringes. Eksempelvis vil der normalt være hurtigere og billigere at løse en tvist uden retssag, hvis det kan lade sig gøre.

Efter Retsplejerådets opfattelse er det i den forbindelse nyttigt tankemæssigt at operere med nogle forskellige trin eller niveauer. Det drejer sig om helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin I), rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 2) og rådgivning, i forbindelse med forligsforhandlinger (trin 3).

Trin 1: Helt grundlæggende mundtlig rådgivning
På første trin står den person, der er i tvivl om, hvorvidt et krav overhovedet er berettiget. Det kan være en person, der føler sig uretfærdigt behandlet i en eller anden sammenhæng, men som er i tvivl om, hvordan han eller hun måske kan komme videre. Eller det kan være en person, der er blevet præsenteret for et krav, som han eller hun er i tvivl om er berettiget.

Efter Retsplejerådets opfattelse bør behovet for en helt umiddelbar afklaring at, om der overhovedet er grund til at gå videre, dækkes af retshjælpsinstitutionerne og advokatvagterne. Retshjælpsinstitutionerne og advokatvagterne er velegnede til en sådan helt grundlæggende mundtlig rådgivning, som ikke blot omfatter den strikte juridi­ske løsning på tvisten, men også de praktiske og økonomiske mulig­heder for al gå videre, således at den rådsøgende får et fyldestgørende beslutningsgrundlag for om han eller hun vil gå videre med sagen.

Efter Retsplejerådets opfattelse falder det derimod uden for advo­katretshjælpens opgaver at give helt grundlæggende mundtlig rådgivning, da det ikke vil være en hensigtsmæssig udnyttelse af de ressourcer, der anvendes på retshjælp. Helt grundlæggende mundtlig rådgivning kan gives lige så godt og billigere for både samfundet og den rådsøgende hos retshjælpsinstitutionerne og advokatvagterne.

Hvis en person henvender sig direkte til en advokat, står det naturligvis advokaten frit for mod betaling at rådgive den pågældende. Hvis advokaten ønsker at tilbyde klienten advokatretshjælp med offentligt tilskud, må den indledende helt grundlæggende mundtlige rådgivning imidlertid ske vederlagsfrit. ønsker advokaten ikke det, må han eller hun henvise klienten til en retshjælpsinstitution eller advokatvagt.

Retsplejerådet har overvejet, om dette behov for at henvise til advokatvagt, som nogle måske vil opfatte som et unødvendigt omsvøb, ville kunne undgås ved at sammenlægge advokatvagterne og advokatretshjælpen.

Retsplejerådet finder imidlertid, at stærke grunde taler imod en sammenlægning af advokatvagten og advokatretshjælpen. Advokat­vagten er kendetegnet ved, at rådgivningen er fuldstændig, gratis. Advokatvagten er dels derfor, dels a af andre grunde desuden kendetegnet ved, at den også søges af personer, som måske ellers ville være tøvende over for al henvende sig til en advokat, selv om de har behov for juridisk rådgivning. Disse fordele ville gå tabt ved en sammenlægning med advokatretshjælpen.

Hertil kommer, at en henvisning fra advokat til advokatvagt formentlig vil forekomme ganske sjældent. Når en person først har hen vendt sig til en advokat, må det antages, at advokaten og klienten i de fleste tilfælde vil kunne aftale sig frem til vilkårene for rådgivningen, uanset at det offentlige i denne situation ikke yder tilskud til helt grundlæggende mundtlig rådgivning.

Retsplejerådet vil i den forbindelse gerne understrege, at i de tilfælde. hvor rådgivningen leder frem til, at et krav eller en indsigelse bør opgives, er det af afgørende vigtighed, at rådgivningen forløber på en sådan måde, at den rådsøgende forstår og accepterer dette re­sultat. I disse tilfælde finder sagen reelt sin endelige afgørelse i retshjælpsinstitutionen eller advokatvagten, og det er derfor rådgiveren her, der på hele retssystemets vegne har ansvaret for, at den rådsøgende har tillid til, at hans eller hendes argumentation er hørt, og at resultatet er fremkommet uvildigt, juridisk sagkyndigt og på grund­lag af alle sagens relevante oplysninger. Som en af retshjælpsinstitutionerne har formuleret det over for Retsplejerådet. bør den rådsøgende kunne Forlade rådgivningen med selvværdet i behold.

I de tilfælde, hvor rådgivningen leder frem til, at der er grund til at overveje at gå videre med kravet eller indsigelsen, skal den grundlæggende mundtlige rådgivning, som retshjælpsinstitutionerne og ad­vokatvagterne giver, tillige omfatte rådgivning om, hvordan den rådsøgende kan komme videre. Der skal således navnlig rådgives om relevante tvistløsningsformer og retshjælpsmuligheder i vid forstand. Herunder hører både retssag ved domstolene. offentlige eller private klage- og ankenævn. voldgift og mægling/mediation Retshjælps mulighederne omfatter navnlig videregående bistand hos en retshjælpsinstitution, advokatretshjælp, fri proces og retshjælpsforsik­ringsdækning. Det bemærkes i den forbindelse. at rådgivningen na­turligvis må målrettes den konkrete situation, og opregningen er således alene udtryk for, hvad retshjælpsinstitutionerne og advokatvagterne (blandt anden skal kunne rådgive om, når det er relevant, og ikke for indholdet af rådgivningen i konkrete tilfælde, hvor der ofte kun vil være anledning til at komme ind på nogle få (eller en enkelt) tvistløsningsformer og retshjælpsmuligheder.

Trin 2: Rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning
På næste trin står den person. der enten ud fra grundlæggende rådgivning hos et af de officielle retshjælpstilbud eller på egen hånd, eventuelt med bistand fra sit eget netværk, er på det rene med. at han eller hun har et krav eller indsigelse, der er grund til at fastholde. og som også har en ide om, hvordan han eller hun kan komme videre i sagen. men har behov for bistand hertil.

Bistanden kan for eksempel angå korrespondance eller afholdelse af møde med modparter). udfyldelse ar klageformular ved klage til Forbrugerklagenævnet eller et privat klage eller ankenævn eller ud­f^yldelse af stævningsblanket eller svarskriftblanket til brug for en retssag. Bistanden kan således også angå udfyldelse af en betalings-påkravsblanket til brug for gennemførelse af et ubestridt krav (jf. Retsplejerådets forslag herom i kapitel 10) eller udfyldelse af en stævningsblanket eller svarskriftblanket til brug for en retssag, der behandles efter den særlige procesform for krav på højst 50.000 kr.. som Retsplejerådet foreslår (jf. kapitel 11).

En sådan begrænset sagsbehandling kan ske både i retshjælpsinstitutioner og ved advokatretshjælp med offentligt tilskud.

Efter Retsplejerådets opfattelse bør deri nævnte bistand i alle til­fælde kunne gives ar retshjælpsinstitutioner. Da retshjælpsinstitutionerne ikke er landsdækkende (og som nævnt i afsnit 2.2.2 ovenfor ikke realistisk kan gøres landsdækkende), bør bistanden også kunne ydes som advokatretshjælp med offentligt tilskud, svarende til den almindelige retshjælp i dag

Der vil ligesom i dag være visse geografisk begrundede forskelle i borgernes adgang til retshjælp, idet retshjælpsinstitutionerne er billigere for den retshjælpssøgende end advokatretshjælp. og idet rets­hjælpsinstitutionerne jævnligt vil tilbyde en lidt mere omfattende rådgivning og bistand, end der kan rummes inden for advokatretshjælpen.

 Sådanne geografiske forskelle er for så vidt beklagelige, men desværre uundgåelige. Som nævnt i afsnit 2.2.2 er retshjælpsinstitutionerne i relativt høj grad baseret på frivillig arbejdskraft og desuden navnlig centreret omkring de universiteter og andre videregående ud­dannelsesinstitutioner, der har juridiske uddannelser, og de kan der for ikke realistisk gøres landsdækkende.

Retshjælpsinstitutionerne har gennem en årrække ydet en god og nyttig indsats med et i forhold til opgaven relativt beskedent statstil­skud. Efter Retsplejerådets opfattelse er det åbenbart, at hensynet til lige adgang til retshjælp ikke kan begrunde, at retshjælpsinstitutionerne fratages deres statstilskud.

Omvendt vil et forsøg på med offentligt tilskud at etablere et landsdækkende net af retshjælpskontorer, der yder rådgivning og bistand på linje med de eksisterende private retshjælpsinstitutioner, efter Retsplejerådets opfattelse medføre udgifter. der slet ikke vil stå i noget rimeligt forhold til de forbedringer, som borgerne vil mærke.

Retsplejerådet lægger i den forbindelse blandt andet vægt på, at flere retshjælpsinstitutioner yder telefonisk rådgivning og dermed star åbne for alle uanset bopæl. Endvidere giver transportmulighe­derne til de større byer, hvor retshjælpsinstitutionerne ligger, langt de fleste af landets borgere mulighed Rir lejlighedsvis også at søge personlig rådgivning, hvis der er behov for det.

Sammenhængen mellem trin I og 2
Der er den naturlige sammenhæng mellem retshjælp på trin 1 og 2, at i de tilfælde, hvor rådgivningen på trin I leder frem til, at der er grund til at gå videre med kravet eller indsigelsen, vil det jævnligt være naturligt at fortsætte med retshjælp på trin 2.

De to retshjælpsordninger. der yder retshjælp på trin I, kan opfattes som to parallelle indgange til retshjælpstilbuddene. Det drejer sig om de private retshjælpsinstitutioner og advokatvagterne.

De private retshjælpsinstitutioner vil være de eneste, der yder retshjælp på både trin I og 2. Her er der i dag næppe nogen skarp grænse mellem grundlæggende mundtlig rådgivning og videregående rådgivning. Den rådsøgende henvender sig og taler med en rådgiver, og i nogle tilfælde finder man ud at, at der bor indhentes yderligere oplysninger, eksempelvis ved at retshjælpsinstitutionen skriver et kort brev til modparten. En egentlig videregående retshjælp bliver der måske først tale om. når modparten har svaret.

Retsplejerådets forslag opererer tankemæssigt med en fælles ramme retshjælp ved alle retshjælpstilbuddene, og der vil derfor fremover også ved retshjælpsinstitutionerne principielt være en (skarp) grænse mellem retshjælp på trin I og retshjælp på trin 2. Trin I omfatter kun mundtlig rådgivning. Hvis retshjælpsinstitutionen skriver et brev for den rådsøgende, er der tale om retshjælp på trin 2.

Retsplejerådet finder denne formalisering forsvarlig, da overgangen fra retshjælp på trin 1 til retshjælp på trin 2 også efter rådets forslag kan ske uden videre. Ganske vist vil tilskuddet til retshjælpsinstitutionerne fremover blandt andet afhænge af omfanget af den ydede rådgivning på henholdsvis trin 1 og trin 2, og der skal derfor for hver rådgivning, som retshjælpsinstitutionen ønsker skal indgå i beregningen af tilskuddet, udfyldes en trin I-blanket eller en trin 2-blanket med nogle helt summariske oplysninger (jf. afsnit 2.2.5 nedenfor) Blanketterne vil imidlertid være så enkle, at retshjælpsinstitutionerne ikke dermed pålægges nogen administrative byrder af betydning

Advokatvagterne vil være den anden indgang til retshjælpstilbud done. Advokatvagterne yder alene retshjælp på trin 1. I de tilfælde, hvor rådgivningen leder frem til, ar der er grund til at gå videre med kravet eller indsigelsen. vil advokatvagten derfor skulle rådgive om, hvordan den retshjælpssøgende kan gå videre med sagen.

Ligesom det sker i dag. vil det i mange tilfælde være naturligt at henvise den retshjælpssøgende til advokatretshjælp, når betingelser­ne herfor er opfyldt. Advokatvagterne vil dog naturligvis — lige­som i dag — også skulle rådgive om muligheden for at søge råd­givning hos en privat retshjælpsinstitution, hvis der findes en sådan i nærheden.

Trin 3: Rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger
Forligsmæssig afslutning af en tvist har mange fordele. Sagen kan normalt afsluttes hurtigere og billigere. og parterne har større indflydelse på processen og på resultatet. Fremtidig kontakt mellem parterne er lettere end efter en dom, og parterne vil jævnligt være mere tilfredse efter en forligsmæssig løsning.

Forligsmægling i retssager og ved domstolene i øvrigt er et emne, som Retsplejerådet vil behandle på et senere tidspunkt. Retsplejerådet skal i den forbindelse blandt andet i lyset af det forsøg med retsmægling, som blev iværksat i marts 2003, overveje, om der er grund til ved domstolene at indføre mæglingsformer, der adskiller sig fra traditionel forligsmægling ved domstolene.

I relation til retshjælp finder Retsplejerådet det væsentligt, at reg­lerne herom udformes på en sådan måde, at de fremmer muligheden for forligsmæssige løsninger.

Retsplejerådet foreslår derfor, at den eksisterende udvidede rets hjælp videreføres som en særlig retshjælp med henblik på in opnå en forligsmæssig løsning (retshjælp på trin 3). Allerede efter de gælden de regler er hovedkriteriet for udvidet retshjælp, at der skønnes at være udsigt til, at sagen ved bistand fra en advokat vil kunne afsluttes forligsmæssigt. Retsplejerådet finder imidlertid, at det vil være gavnligt, at denne form for retshjælp i endnu højere grad profileres som retshjælp med henblik på at opnå en forligsmæssig løsning.

Fri proces omfatter også bistand til at søge en forligsmæssig løs­ning pa tvisten. Når den retshjælpssøgende har fået bevilget fri pro ces, er der derfor ikke behov for, at der særskilt gives retshjælp til forligsbestræbelser.

Den retshjælpssøgende vil formentlig jævnligt have mulighed for at få fri proces, men der vil også være situationer, hvor det ikke er tilfældet, og i disse situationer vil retshjælp til forligsbestræbelser være en god mulighed.

For ar gøre ordningerne med advokatretshjælp og fri proces neu­trale i forhold til. om man venter med at søge fri proces, til man har fået advokatretshjælp til forligsbestræbelser, bor der — ligesom eller gældende ret --- ved udmålingen af salæret til en advokat, der er beskikket for en part med fri proces, tages hensyn til, om advoka­ten tidligere har ydet advokatretshjælp i samme sag. Det må i den forbindelse anses som en pligt for advokaten af egen drift at oplyse retten om det, hvis dette er tilfældet.

Retshjælpen som mægler
Ligesom efter gældende ret er retshjælpens opgave efter Retsplejerådets forslag at give rådgivning og bistand til den, der søger retshjælp. Retshjælpen har således til opgave - inden for de forholds­vis snævre lammer, sent retshjælpens omfang sætter – at varetage den retshjælpssøgendes interesser i del anliggende, som der søges retshjælp i.

Der er ikke noget til hinder for, at to eller flere personer i fællesskab anmoder om retshjælp. For advokatretshjælp gælder blot den regel, at der kun kan gives et tilskud til den samme advokat (med mindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, jf. § 9 i be­kendtgørelse om offentlig retshjælp ved advokater)

Fælles anmodninger om retshjælp kan være relevante. når der ikke foreligger nogen tvist, eksempelvis ved ægtefællers oprettelse af gensidigt testamente eller af ægtepagt

Fælles anmodninger om retshjælp kan imidlertid også være relevante, når der foreligger en tvist, hvis parterne er enige om at søge tvisten nærmere belyst og eventuelt forligt med bistand fra en neutral tredjepart.

Når en person søger retshjælp i tilfælde, hvor der er en modpart. hører det naturligvis også til retshjælpens opgaver at rådgive om for­ligsmuligheder og efter ønske at bistå den rådsøgende i forbindelse med forligsforhandlinger. 1 sådanne forligsforhandlinger optræder retshjælpen imidlertid – medmindre andet er aftalt – som den retshjælpssøgendes rådgiver og ikke som neutral mægler.

Denne rolle som partsrepræsentant er ikke til hinder for, at en retshjælpsinstitution bar den politik, at retshjælpsinstitutionens første henvendelse til modparten bør udformes neutralt, blandt andet for ikke at forskertse mulighederne for et fornuftigt forlig.

Retshjælp, når der ikke foreligger en tvist
En person kan have behov fo retshjælp også i tilfælde, hvor der ikke foreligger en tvist. Som eksempler kan nævnes, at et ægtepar ønsker at oprette en ægtepagt, eller at en person ønsker at oprette er testamente, eller at der ønskes rådgivning om retsstillingen med hen­blik på at tage stilling til, om der bør oprettes ægtepagt eller testamente.

Retshjælp af denne karakter bør ligesom i dag være omfattet at' den grundlæggende mundtlige rådgivning, som ydes af advokatvagter og retshjælpsinstitutioner (retshjælp på trin 1).

Der bor også ligesom i dag være mulighed for, at personer med lav indkomst (jf. nærmere afsnit 2.2.4 nedenfor) kan få yderligere bistand. eksempelvis til oprettelse af ægtepagt eller testamente (retshjælp på trin 2).

En sådan begrænset sagsbehandling kan ske både i retshjælpsinstitutioner og ved advokatretshjælp med offentligt tilskud.

Efter Retsplejerådets opfattelse bør den nævnte bistand i alle tilfælde kunne gives af retshjælpsinstitutioner. Da retshjælpsinstitutionerne ikke er landsdækkende (og som nævnt i afsnit 2.2.2 ovenfor ikke realistisk kan gøres landsdækkende). bør bistanden også kunne ydes som advokatretshjælp med offentligt tilskud, svarende til den almindelige retshjælp i dag.

2.2.4. Økonomiske betingelser og egenbetaling

Flere forhold taler for at betinge ydelse af offentligt tilskud til rets­hjælp af. at den rådsøgende ikke selv kan betale for retshjælpen, her under i kraft af en retshjælpsforsikring. Dette gælder både af hensyn fil at holde de offentlige udgifter på et rimeligt niveau og af hensyn til, at de, der har størst behov for hjælp. kan få det.

Et offentligt tilskud til retshjælp sikrer ikke i sig selv, at personer. der har behov for retshjælp, også får retshjælp. Det kræves også, at de pågældende er opmærksom på. at de har behov for retshjælp. har kendskab til. hvor retshjælp kan lås, og faktisk opsøger retshjælpen.

Hvis der ydes gratis retshjælp uden hensyn til den rådsøgendes betalingsevne, er der en risiko for, at meget tid vil gå med at rådgive personer. som for så vidt selv kunne betale for rådgivningen. I kon­sekvens heraf vil der være en risiko for, at mere marginaliserede grupper. som det i forvejen er svært at sikre den nødvendige retshjælp, får endnu sværere ved at komme til orde.

De samme hensyn gør sig gældende med hensyn til egenbetaling. En passende egenbetaling er med til at sikre, at retshjælpen kun modtager seriøse henvendelser, hvilket både begrænser de offentlige udgifter og giver bedre mulighed for rådgivning af dem, der har hjælp behov.

Grundlæggende retshjælp (retshjælpsinstitutioner og advokatvagter)
Der er imidlertid også klare modhensyn. navnlig i forhold til den mest elementære form for retshjælp. Både for den enkelte og sam­fundsmæssigt set er det en stor fordel, at det er muligt så at sige at komme ind fra gaden og få grundlæggende mundtlig rådgivning, som efter ønske kan være anonym.

Økonomiske betingelser forhindrer anonym rådgivning, og selv den enklest mulige kontrol vil let kunne opfattes som uforholdsmæs­sig i forhold til en samtale på 15 eller 20 minutter.

På den baggrund finder Retsplejerådet, at der ikke skal gælde nogen økonomiske betingelser for den mest elementære form for retshjælp i form af grundlæggende mundtlig rådgivning (retshjælp på trin I). Retsplejerådet foreslår derfor at afskaffe muligheden for at operere med økonomiske betingelser for grundlæggende mundtlig rådgivning. Som det fremgår af kapitel 4, afsnit 3.3.4, udnyttes denne mulighed i øvrigt sjældent i praksis.

Der er ikke de samme problemer forbundet med en mindre egen­betaling, da den rådsøgende stadig vil kunne komme lige ind fra gaden og få rådgivning. som også kan være anonym, hvis det ønskes.

Til gengæld er der andre modhensyn. For det første kan selv eti beskeden egenbetaling virke som en barriere for nogle af dem. som har størst behov for hjælp. For det andet kan opkrævning af betaling for rådgivning, der i relativt vidt omfang (ca. halvdelen af retshjælpsinstitutionerne og samtlige advokatvagter) er baseret på frivil­lige ulønnede rådgivere. virke demotiverende for rådgiverne. Dette gælder i hvert fald, hvis egenbetalingen opfattes som noget, der går direkte i statskassen: Rådgiveren arbejder gratis, men staten får betaling for rådgivningen.

På den baggrund finder Retsplejerådet. at der fortsat ikke skal opkræves betaling for grundlæggende mundtlig rådgivning ved retshjælpsinstitutionerne eller advokatvagterne. Retsplejerådet foreslår derfor at afskaffe muligheden for at opkræve betaling for grundlæggende mundtlig rådgivning. Som (let fremgår af bilag 3, pkt. 8, ud­nyttes denne mulighed i øvrigt ikke i praksis.

Videregående retshjælp: retshjælpsinstitutioner
Når der er tale om videregående retshjælp i form af en egentlig skriftlig sagsbehandling (retshjælp på trin 2 og 3), har de ovenfor beskrevne hensyn en noget anden vægt. Anonymitet er således ikke længere relevant, og hensynet til ressourceforbruget bliver mere tungtvejende.

Retsplejerådet linder på den baggrund, at der ved retshjælp, der går ud over grundlæggende mundtlig rådgivning, fortsat bør være mulighed for at operere med økonomiske betingelser og for at opkræve en egenbetaling. der ikke overstiger gebyret for at klage til Forbrugerklagenævnet.

For retshjælpsinstitutionernes vedkommende finder Retsplejerådet imidlertid ikke behov for at gøre de økonomiske betingelser eller egenbetalingen obligatorisk. Det vil således fortsat være op til den enkelte retshjælpsinstitution. om man ønsker at gøre brug af disse muligheder for at målrette den videregående retshjælp til personer, der har størst behov for hjælp.

Retsplejerådets forslag om strømlining af tilskudsbetingelserne (jf. nedenfor i afsnit 2.2.5) indebærer imidlertid, at tilskuddets størrelse for en dels vedkommende kan gøres afhængig af omfanget af den ydede rådgivning, og her vil videregående retshjælp kun tælle med i tilskudsgrundlaget, når den retshjælpssøgende opfylder de økonomi­ske betingelser for at få fri proces. .."

side 345 og 346.

"..Retshjælpsinstitutioner

Retsplejerådet tinder, at der er behov for større gennemsigtighed med hensyn til praksis for tildeling af tilskud. Rådet har således indtryk af, at en del retshjælpsinstitutioner ikke helt kan gennemskue, på hvilket grundlag tilskuddet tildeles, og at de derfor ikke kan ind­rette sig i forhold hertil.

Retsplejerådet finder således, at tilskudsbetingelserne dels bør strømlines, så de indholdsmæssigt bliver klarere, dels bør fastsættes i en bekendtgørelse. så de bliver umiddelbart tilgængelige for enhver. Endelig bør Civilretsdirektoratet årligt udarbejde en (kort) beretning om tildelingen al' årets tilskud.

Retsplejerådet har overvejet. om tilskuddet kunne opdeles i et basistilskud, som ligger nogenlunde fast fra år til år for den enkelte retshjælpsinstitution, og et yderligere tilskud. der afhænger af det konkrete aktivitetsomfang. Basistilskuddet ville afspejle, at retshjælpsinstitutionen generelt udfører et samfundsnyttigt arbejde, og det yderligere tilskud ville afspejle det konkrete omfang af arbejdet.

Retsplejerådet finder, af en sådan opdeling vil være hensigtsmæs­sig. Det vil være op til Civilretsdirektoratet ved fastsættelsen af til­skudsbetingelserne at finde en løsning, der dels på rimelig måde afspejler aktivitetsomfanget. dels er nem at administrere for rets­hjælpsinstitutionerne og Civilretsdirektoratet.

Det vil i den forbindelse formentlig være rimeligt at benytte enten antallet af henvendelser, antallet af nye henvendelser eller antallet af sager, eller alternativt omfanget af den ydede rådgivning opgjort i timer som mål for aktivitetsomfanget. Ganske vist foretager flere retshjælpsinstitutioner sagsbehandling ud over selve rådgivningen, men retshjælpsinstitutionernes særkende og styrke er trods alt den personlige rådgivning.

Det må antages. at retshjælpsinstitutionerne også uden at skulle etablere et stort administrativt apparat vil kunne dokumentere tidsforbruget på en måde, der kan lægges til grund ved tildelingen af til skuddet.

Mange retshjælpsinstitutioner udfylder således i forvejen en blan­ket vedrørende hver rådgivning blandt andet af hensyn til deres egen sagsstatistik. og denne praksis vil efter Retsplejerådets opfattelse uden problemer kunne udstrækkes til alle retshjælpsinstitutioner.

En fortrykt blanket, som blot skal udfyldes med dato og rådgive­rens navn og underskrift samt tidsforbruget ved deri pågældende rådgivning. kan udfyldes på få sekunder, og det vil derfor ikke være noget uforholdsmæssigt krav at kræve en sådan blanket udfyldt ler enhver rådgivning, selv ikke for en rådgivning på 10 minutter.

For rådgivning, der går videre end helt grundlæggende mundtlig rådgivning, må der ganske vist kræves nogle flere oplysninger (jf. straks nedenfor). og det vil derfor tage lidt længere tid at udfylde blanketten. Men da en sådan rådgivning også vil tage længere tid, vil det efter Retsplejerådets opfattelse stadig ikke være uforholdsmæssigt at kræve, at der for hver enkelt rådgivning udfyldes en sådan blanket.

Da der kun ydes tilskud til sager omfattet af det emnemæssige område for den offentlige retshjælp, bør den udvidede blanket angive emner for rådgivningen. Det er tilstrækkeligt med en helt kort an­givelse. eksempelvis "boliglejemål". "forældremyndighed" eller "forbrugerkøb".

Den udvidede blanket bør endvidere angive den rådsøgendes navn og cpr^.nummer, og den rådsøgende bør ved sin underskrift på blanketten bekræfte at have modtaget den pågældende rådgivning.

Den udvidede blanket bør desuden indeholde oplysning om, hvor­vidt den rådsøgende opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces. Rådgivning, der går videre end helt grundlæggende mundtlig rådgivning, bør således kun tælle med i tilskudsgrundlaget, når den retshjælpssøgende opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces.

Personer, der ikke opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, kan ikke antages at udgøre nogen stor gruppe blandt de rådsøgende i retshjælpsinstitutionerne. På den baggrund finder Rets­plejerådet. at Civilretsdirektoratet nærmere må overveje, om der er behov for ved hver enkelt rådgivning at forlange dokumentation i form af årsopgørelsen fra skattevæsenet, eller om det vil være til­strækkeligt med en skriftlig erklæring fra den rådsøgende. .."