|
|
|
|||||
|
Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM 20. september 2010 De europæiske fængselsregler fra januar 2006 regulerer blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt indsatte har krav på at få oplysning om begrundelsen for for eksempel en overførsel af en indsat mod den indsattes vilje fra et lukket til et åbent fængsel. Af fængselsreglernes artikel 17.3 fremgår følgende: |
||||||
| 17.3 De indsatte skal så vidt muligt høres i forbindelse med deres første anbringelse og ved alle senere overførsler fra et fængsel til et andet. | ||||||
|
En "høring" af den indsatte forudsætter, at den indsatte får kendskab til begrundelsen for beslutningen om overførslen eller beslutningen om, at den indsatte skal anbringes i et bestemt fængsel. I tilfælde, hvor indsatte risikerer at blive straffet for disciplinære forseelser i et fængsel, har den indsatte ligeledes krav på at blive informeret om det materiale, der danner grundlag for afgørelsen. |
||||||
|
59. Indsatte, der anklages for
disciplinære forseelser, skal: a. underrettes omgående på et sprog, som de forstår, og detaljeret om arten af anklagerne mod dem, b. have tilstrækkelig tid og de nødvendige faciliteter til at forberede deres forsvar, c. have ret til at forsvare sig, enten selv eller med juridisk bistand, hvis dette er nødvendigt for at sikre, at retfærdigheden kan ske fyldest, d. have ret til at kræve vidner indkaldt og afhøre dem eller få dem afhørt på deres vegne, og e. få gratis bistand fra en tolk, hvis de ikke kan forstå eller tale det sprog, der anvendes ved forhøret. |
||||||
|
Det anføres ofte af kriminalforsorgen, at en ufrivillig overførsel til andet fængsel eller anden fængselsafdeling ikke er en disciplinærstraf, men at overførslen alene skal forebygge fremtidig uhensigtsmæssig adfærd. Da overførsel fra for eksempel åbent til lukket fængsel eller udelukkelse fra fællesskabet anses for at være en meget indgribende foranstaltning, er det ikke svært at forestille sig, at menneskerettighedsdomstolen kunne være tilbøjelig til at anse sådanne anbringender som omgåelse. Dertil kommer at fængselsreglernes artikel 17.3 som nævnt ovenfor kræver "høring" ved overførsler af indsatte fra et fængsel til et andet. Kriminalforsorgen kan muligvis indvende, at De europæiske Fængselsregler er "soft law", og at myndighederne derfor ikke er forpligtede til at efterleve dem. Dette synspunkt nyder formentlig ikke stor anerkendelse ved menneskerettighedsdomstolen. I afgørelsen GÜLMEZ mod Tyrkiet, sagsnr. 16330/02, afgjort 20. maj 2008) henviste menneskerettighedsdomstolen således til en konkret bestemmelsen i de europæiske fængselsregler til støtte for domstolens resultat om, at den indklagede medlemsstat under behandlingen af en disciplinærsag havde krænket EMRK artikel 6. Menneskerettighedsdomstolen udtalte i § 36 i afgørelsen således: |
||||||
| 36. Med hensyn til dette skal EMD henvise til artikel 59 (c) i De europæiske Fængselsregler, som bestemmer, at indsatte, der sigtes for disciplinærforseelser skal have adgang til at forsvare sig selv personligt og med juridisk bistand, når dette er i retfærdighedens interesse (paragraf 16 ovenfor). | ||||||
|
Menneskerettighedsdomstolen har i sin praksis flere gange tidligere henvist til de europæiske fængselsregler, når domstolen har truffet afgørelser i sager om straffuldbyrdelse. Det kan ikke udelukkes, at blandt andet artikel 17.3 i De europæiske fængselsregler kan føre til, at forvaltningslovens § 9, stk. 4, er uforenelig med for eksempel artikel 3 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Umiddelbart kan det undre, at Folketinget ved vedtagelsen af forvaltningslovens § 9, stk. 4, vedtog en lov, som kan stride mod den europæiske menneskerettighedskonvention, når henses til, at danske myndigheder rutinemæssigt forud for vedtagelsen af nye love beder om en udtalelse om lovens overensstemmelse med menneskerettighederne gennem Institut for Menneskerettigheder (dengang "Det Danske Center for menneskerettigheder"). Dette kan have sammenhæng med, at centeret ikke har taget stilling til bestemmelsen, hvilket fremgår af centerets skrivelse af 3. april 2002 til Justitsministeriet. Af skrivelsen fremgår: |
||||||
|
||||||
|
Umiddelbart kan det forekomme underligt, at Det Danske Center for
Menneskerettigheder prioriterer således, at man "ikke har
ressourcer" til at forholde sig til lovændringer, der berører noget
så indgribende som at fratage frihedsberøvede retten til aktindsigt.
Det kan næppe udelukkes, at centerets prioriteringer hang sammen med, at centeret - netop i foråret 2002 - af regeringen var blevet truet med, at det skulle lukkes, idet centeret som "smagsdommer" adskillige gange havde udtalt sig kritisk om regeringens politik. Under Folketingets første behandling af lovforslag nr. L 183, der bar titlen "Forslag til lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder", der var fremsat den 21. marts 2002, udtalte Peter Skaarup (Dansk Folkeparti) i Folketinget blandt andet: |
||||||
|
"...Vi synes, det er godt, at regeringen er med på,
at vi gør op med smagsdommeri og politisering fra nogle af de her
institutter. Det har jo været sådan, f.eks. i den danske
fremmeddebat, at Menneskerettighedscenteret har været god for en
udtalelse, hvor man fordømte enhver stramning. Ja, det har været
sådan, at hvis der har været nogle af os andre, der har ønsket
stramninger i udlændingelovgivningen, har Menneskerettighedscenteret
benyttet enhver lejlighed til at sige, at det går ikke, det er i
strid med konventionerne. Det førte så vidt på et tidspunkt, da man diskuterede spørgsmål omkring modersmålsundervisning, at Menneskerettighedscenteret sagde, at hvis man lod det være op til kommunerne selv at afgøre, om man ville betale for modersmålsundervisning eller ej, ville det være i strid med FN's børnekonvention. Så er vi jo langt ude, og det er jo så også det, der bl.a. har gjort, at vi når frem til et resultat, der sikrer den her uafhængighed, men samtidig også sikrer, at den ikke misbruges, at man ikke ser partiskhed, som det var været vores opfattelse at Menneskerettighedscenteret har stået for. ..." |
||||||
|
Hvorvidt den kritik, som myndighederne rettede mod Det Danske Center for Menneskerettigheder i foråret 2002, kan have haft en afskrækkende indflydelse på centerets vilje til at fremkomme med kritiske udtalelser om lovforslag nr. 140 af 27. februar 2002, kan der næppe siges noget sikkert om. I Politiken 24. januar 2002 advarede direktør Morten Kjærum fra Center for Menneskerettigheder mod politikernes indblanding i centerets virksomhed og påpegede, at FN har indført en akkrediteringsordning, der skal sikre menneskerettighedsinstitutioners uafhængighed. Af artiklen fremgår blandt andet følgende: |
||||||
|
"AF Christine Cordsen Danmark risikerer flere år uden for det gode selskab af lande med FN- anerkendte menneskerettighedscentre, hvis VK-regeringen gør alvor af planen om at lukke Det Danske Center for Menneskerettigheder. Det skyldes, at det kan tage lang tid at få FN's blå stempel på et nyt menneskerettighedsinstitut. »Godkendelsen er et snævert nåleøje at komme igennem, og arbejdet kan tage flere år«, siger direktør Morten Kjærum fra Center for Menneskerettigheder. Omkring 50 lande har uafhængige menneskerettighedsinstitutioner, der er godkendt efter FN's såkaldte Parisprincipper fra 1993. Disse institutioner arbejder sammen internationalt. Blandt andet i en akkrediteringskomité, som vurderer, om de nationale institutioner lever op til principperne. FN læner sig op at institutionernes anbefaling, når en ansøgning skal afgøres. Morten Kjærum - som er formand for den europæiske forening af menneskerettighedsinstitutioner - vurderer, at akkrediteringskomitéen meget vel kan tænkes at se ekstra grundigt på et nyt dansk center. »Det ligger i FN-principperne, at man ikke bare kan åbne og lukke menneskerettighedsinstitutioner, som man har lyst til. Man kan ikke lave sådan en yoyo, hvor man åbner og lukker, indtil man får en lyd, man kan lide«, siger Morten Kjærum. Så når regeringen vil lukke Det Danske Center for Menneskerettigheder og lægge det ind under et nyt samlet udenrigspolitisk akademi, kan alene det give anledning til løftede øjenbryn i FN. Også selv om regeringen har lovet at oprette et nyt selvstændigt organ efter FN-reglerne som vagthund over for den danske regering. ..." |
||||||