Klager fra indsatte om strafbare handlinger (herunder vold) begået af
fængselsfunktionærer fører stort set aldrig til straffesager mod de pågældende
 

  
Af advokat Claus Bonnez, formand for Landsforeningen KRIM

18. februar 2008

Dagbladet Politiken gengav den 8. september 2007 et uddrag fra et telegram fra Ritzau. Avisen skrev blandt andet:
  "...En af de tre hovedmænd i en ny stor narkosag er fængselsbetjent.

Fængselsbetjenten er en af de tre anholdte, som er sigtet for handel med mindst ti kilo kokain, oplyser politiet til nyhedskanalen DR Update.

I alt 14 personer blev anholdt i en længe planlagt politiaktion og sigtet for handel med store mængder kokain fredag aften og natten til lørdag i københavnsområdet og flere sjællandske provinsbyer.

Først på aftenen lørdag var otte af de anholdte blevet varetægtsfængslet, heraf tre i isolation. ..."
 

Denne artikel har givet anledning til spørgsmål til KRIMs brevkasse om, hvorvidt fængselsfunktionærer nogle gange er indblandet i indsmugling af for eksempel narkotika i fængslerne.

KRIM hører med mellemrum beskyldninger fra indsatte om, at fængselsbetjente skulle indsmugle stoffer og andet blandt andet til de indsatte i fængslerne. Kilderne ønsker at være anonyme, og det har ikke været muligt for KRIM at skaffe dokumentation for sådanne udtalelser.

KRIM er opmærksom på, at fængselsbetjente og indsatte i mange tilfælde er i stærk opposition til hinanden, og at beskyldninger fra de to grupper mod hinanden om for eksempel indsmugling af stoffer i fængslerne naturligvis skal ses i lyset heraf.

Ved domstolene findes der meget få trykte afgørelser om sager mod fængselsbetjente for påståede strafbare forhold. 

I Østre Landsrets dom UfR 1989.180 ØLD blev en fængselsfunktionær straffet for indsmugling af spiritus til en indsat i et fængsel.

I en anden sag, UfR 1978.603/2 ØLD, blev en fængselsfunktionær ved Østre Landsret straffet for at have arrangeret møder mellem varetægtsfængslede i Vestre Fængsel, der var varetægtsfængslede i samme narkosag, og som derfor af hensyn til efterforskningen af narkosagen ikke måtte kommunikere sammen.

I UfR.1979.858.H blev en arrestforvarer og en fængselsfunktionær i Arresthuset i Køge straffet med ubetinget fængsel for vold mod en indsat i en sikringscelle. Nogle politifolk, der havde overværet anbringelsen i sikringscellen, forklarede i retten, at de havde set en fængselsfunktionær - efter tegn fra arrestforvareren - slå en indsat, selv om denne lå stille uden at gøre modstand. Fængselsfunktionæren forklarede, at han var blevet kontaktet af arrestforvareren med henblik på, at han skulle ændre sin hidtil givne forklaring om sagen. Se dommen i sin helhed.  

Vestre Landsret idømte i UfR 1994.192 VLD en fængselsfunktionær ved Arresthuset i Århus 10 dagbøder af 250 kr. for magtmisbrug. Den pågældende var "Securitasvagt" i et butikscenter ved siden af sit arbejde i arresthuset. På et tidspunkt blev en person indsat i arresthuset, som han mente havde forulempet ham sammen med to andre, medens fængselsfunktionæren havde arbejdet i butikscentret. Den indsatte klagede til sin forsvarer over, at fængselsfunktionæren havde opsøgt ham i sin celle, hvor den indsatte med slag var blevet presset til at udlevere navnene på de to øvrige, som skulle have forulempet vagten ved butikscenteret. Flertallet af domsmandsretten frifandt fængselsfunktionæren for vold men fandt ham skyldig i magtmisbrug. Retten udtaler blandt andet:
  "Den tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 155 forskyldte straf, jf. forhold 1, fastsættes til hæfte i 14 dage. Der er ved straffastsættelsen taget hensyn til, at tiltalte har forsøgt at få de nævnte oplysninger på et tidspunkt, hvor vidnet XX befandt sig i sin aflåste celle, og at oplysningerne intet havde med vidnets ophold i arresten at gøre, men en episode, der havde forbindelse med tiltaltes bibeskæftigelse, og som tiltalte havde opgivet at anmelde til politiet. Det må også efter vidnet XX's forklaring, som der er enighed om på dette punkt kan lægges til grund for afgørelsen, anses for bevist, at tiltalte har optrådt så "bestemt" eller hårdt, at XX har følt sig truet og bange for i nattens løb på ny at blive overrasket af tiltalte i sin celle."

KRIM indgiver på vegne af indsatte jævnligt anmeldelser om påståede strafbare forhold begået af personalet mod de indsatte. Anmeldelserne drejer sig oftest om vold eller magtmisbrug.

Kriminalforsorgen afviser uden undtagelse sagerne. Dette sker også i tilfælde, hvor den indsatte har synlige skader på kroppen. Kriminalforsorgen følger efter KRIMs opfattelse dansk rets sædvanlige bevisregler, hvorefter den indsatte skal bevise, at skaderne skyldes vold eller overgreb fra personalet. Efter praksis ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i sager, hvor et land indklages efter EMRK artikel 3 for tortur eller nedværdigende behandling af frihedsberøvede, skal den indklagede nation sandsynliggøre, at der ikke er sket en krænkelse af artikel 3, hvis en frihedsberøvet person har påtaget sig synlige skader på kroppen, og den pågældende hævder, at disse stammer fra vold eller overgreb fra personalet. Se for eksempel afgørelsen fra Den europæiske Menneskerettighedsdomstol Colibaba mod Moldova, sagsnummer 29089/06, hvor medlemsstaten skulle betale erstatning til klageren og anerkende at have krænket EMRK artikel 3, idet medlemsstaten ikke kunne bevise, at klageren ikke havde været udsat for en behandling i strid med artikel 3.  Dommen er afsagt 23. oktober 2007.

Det er KRIMs opfattelse, at der i dansk ret er et udtalt misforhold mellem de krav til bevis, der stilles ved domstolene (og hos anklagemyndigheden), når det på den ene side skal vurderes, hvorvidt indsattes anmeldelser af fængselspersonalet for strafbare forhold er berettigede, og når det på den anden side skal vurderes, hvorvidt fængselspersonales anmeldelser mod indsatte er sande. I den sidstnævnte gruppe af sager, er beviskravene efter KRIMs opfattelse så svage, at der sandsynligvis er mange, der bliver dømt for forbrydelser, som de ikke har begået.

Medens kriminalforsorgen i et meget stort omfang benytter ransagninger hos indsatte samt legemsundersøgelser af samme samt disses pårørende med henblik på at finde genstande, der er eller forsøges indsmuglet i anstalterne, findes der ikke en tilsvarende praksis for så vidt angår de ansatte. Statsfængslet Østjylland, der blev åbnet i januar 2007, har som det eneste fængsel procedurer, hvorefter personalet på lige fod med andre, der skal ind i fængslet, undersøges for våben. Undersøgelser med henblik på at udfinde andre genstande foretages i dette fængsel kun mod andre persongrupper end fængselspersonalet, ligesom tilfældet er i andre fængsler. 

Som nævnt ovenfor er det KRIMs opfattelse, at der ikke hos kriminalforsorgen foregår nogen egentlig undersøgelse, når indsatte klager over personalets uregelmæssigheder herunder vold og magtmisbrug begået mod de indsatte. Det er symptomatisk for disciplinærsager ved kriminalforsorgen, at de indsatte ikke får adgang til at føre vidner, og at de ikke får lejlighed til at afhøre kriminalforsorgens vidner. Klageordningen er åbenlyst i strid med artikel 59 i De europæiske Fængselsregler.

Der offentliggøres ikke statistik over, hvor mange der klager over forholdene i fængslerne, og hvor mange der får helt eller delvist medhold i deres klager. Denne usædvanligt mangelfulde måde at orientere offentligheden på, synes at være ganske unik for kriminalforsorgen, når der sammenlignes med andre forvaltningsorganer i Danmark. I CPT's rapport til den danske regering fra 2002 (§ 63) blev den danske klageordning for indsatte mødt med kritik. Det blev blandt andet kritiseret, at der ikke skete en tilfredsstillende registrering af klagerne.   

Det er også KRIMs formodning, at fængselsfunktionærer imødegår klager ved at aftale urigtige forklaringer om, hvad der er hændt. Klik her for eksempel på et sagsforløb, der kan underbygge KRIMs formodning.