Dansk Fængselsforbund truer fængselsledere med injuriesager.
Sådanne sager vil formentlig komme til at gå forbundet meget ilde
 

Dansk Fængselsforbund har tidligere forsøgt sig med injuriesager men ikke med noget stort held.

I 1990 forsøgte Dansk Fængselsforbund sig med en injuriesag mod to sygeplejersker, der kom med kritik af den måde, som en gruppe fængselsbetjente behandlede de indsatte på i Vestre Fængsel og Politigårdens Fængsel i København. 

Fængselsforbundets injuriesag gik ikke helt efter planen. De to sygeplejersker lod sig ikke kyse af en injuriesag. Dansk Fængselsforbund fik ikke lukket munden på dem, og de valgte at føre sandhedsbevis for de påstande, som de var fremkommet med.

Københavns Byret fandt det bevist, at sygeplejerskerne var fremkommet med de udtalelser, som sagen angik, allerede fordi de selv erkendte dette fuldt ud. Imidlertid førte sygeplejerskernes bevisførelse til, at disse ikke kunne straffes for at udtale, at "en mindre kærne er desværre ofte indblandet i regulære overgreb og racisme; f. eks. ved "at give folk fingeren", råbe "ind på cellen sorte svin" eller da fangerne forleden skulle vises ind i cellevognen, kunne følgende høres: "Giv perkeren det sidste skab - der ryster det mest."

Sygeplejerskerne blev heller ikke straffet for at udtale, at flygtninge "fik trukket et klæde over hovedet", eller for at hævde offentligt, at en fængselsfunktionær skulle have udtalt vedrørende en udenlandsk indsat: "Smid svinet hjem til abeland". Læs hele dommen fra Københavns Byret her.

Dommen gav anledning til en omfattende mediedebat om fængselsbetjentenes voldelige og brutale adfærd over for indsatte i fængslerne ikke mindst udenlandske indsatte. Den førte også til, at der blev nedsat en dommerundersøgelse, hvor en gruppe fængselsfunktionærer ved Københavns Fængsler (både Politigårdens Fængsel og Vestre Fængsel) blev yderligere kompromitteret.

Dagen efter offentliggørelsen af dommerundersøgelsen, den 6. februar 1993, fremgik blandt andet følgende af en artikel skrevet af journalist Helle Ib i dagbladet Politiken:

Det er værd at nævne, at i den overgrebskultur, som kriminalforsorgens ledelse (herunder Dansk Fængselsforbund som efter KRIMs opfattelse vel efterhånden er den faktiske ledelse af kriminalforsorgen)  har haft travlt med at opbygge gennem de seneste 8-10 år, har ordene "stærk og negativ" fået en - for danske forhold - ganske ny betydning. Hvis en indsat af fængselspersonalet stemples som en "stærk negativ indsat", kan den pågældende gøres til genstand for særlige restriktioner for eksempel i form af vilkårlige flytninger fra åbne til lukkede fængsler, til arresthuse eller til isolationscelle. Det kan ske på ubestemt tid, hvis fængselspersonalet skulle få lyst til det. Dette sker på grundlag af beviser, der bliver holdt hemmelige for den indsatte - hvis altså der er bevis for noget som helst. Det kan jo i sagens natur ikke kontrolleres, om der er bevis, idet beviserne som nævnt ovenfor holdes hemmelige. Det er KRIMs opfattelse, at sådanne overgreb ofte rettes mod indsatte, som er talsmænd for andre indsatte, eller som klager meget over personalet og eventuelt hjælper andre indsatte med at formulere klager over forholdene i fængslerne. En "stærk negativ" fange må ifølge en lov, der i 2002 blev vedtaget i forbindelse med regeringens værdikamp, ikke få aktindsigt i de sagsakter, der ligger til grund for overgrebet. Det er KRIMs opfattelse, at udtrykket er opfundet for at omgå de beviskrav, som de europæiske fængselsregler forudsætter, når indsatte udsættes for alvorlige indgreb som for eksempel flytning til mere restriktive fængselsvilkår. Selv om ordene "stærk negativ" i kriminalforsorgen således er blevet en grim trussel mod de indsattes menneskerettigheder, ændrer det næppe den omstændighed, at ordene siger mere om dem, der bruger dem, end om dem, som de bruges om. En injuriesag om ordene savner derfor mening. Af samme grund har KRIM afstået sig fra på vegne af indsatte at føre injuriesager mod fængselspersonalet. At KRIM eventuelt ville kunne vinde en sag ved menneskerettighedsdomstolen vedrørende de overgreb, der i kriminalforsorgen knytter sig til ordene, er jo en ganske anden sag!

Som nævnt i indledningen af denne artikel, føler fængselsfunktionærerne sig tilsyneladende stødt over, at "ledelsen går i pressen og kalder sine medarbejdere ting, som er sammenlignelige med indsatte". Dette bliver formentlig også vanskeligt at støtte en injuriesag på. Indsatte kunne med samme ret anlægge en injuriesag, hvis nogen skulle kalde dem "ting, som er sammenlignelige med" fængselsansatte - navnlig de fængselsansatte, der har været omtalt i pressen gennem de sidste års tid. Jeg har været forsvarer for flere indsatte, som - efter min opfattelse - opfører sig pænt og kultiveret. Det gælder både personer, der er blevet straffet for det, som de var fængslet for, og personer, der er blevet frifundet for det, som de var fængslet for. En af mine klienter kom faktisk fra et hjem, der var så pænt, at han havde lært at banke på døren, inden han gik ind på andres værelser. Han var noget overrasket over, at stort set ingen fængselsbetjente i det arresthus, hvor han sad, bankede på døren, inden de gik ind i andre folks værelser. Det er mit indtryk, at nogle fængselsbetjente kunne have lært mange gode manerer hos min klient.

Jeg skal ikke udtale mig om, hvorledes forskellige fængselsledere har det med tanken om en injuriesag fra Dansk Fængselsforbund. Jeg må imidlertid nok erkende, at tanken om en injuriesag for at omtale en fængselsfunktionær som en "negativ stærk ansat" kilder lidt i maven hos mig. Jeg ville sætte stor pris på - ligesom sygeplejerskerne - at få lejlighed til at føre sandhedsbevis i en sådan sag. Jeg vil bestemt ikke udelukke, at jeg påtager mig sagen ganske uden salær (i hvert tilfælde fra min egen klient).

Jeg tror imidlertid ikke på, at Dansk Fængselsforbund tør en gang til!