	Eftergivelse og henstand med hensyn til gæld opstået som følge af strafbart forhold - herunder sagsomkostninger og afsoningsomkostninger
	Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM 30. maj 2009 En person, der findes skyldig i et strafbart forhold, skal normalt tilbagebetale de penge, som det offentlige har lagt ud til forsvarerens salær og andre sagsomkostninger. Derudover kan personen pålægges at erstatte det tab, som det offentlige har lidt i anledning af det strafbare forhold. Begår en person for eksempel hærværk mod en offentlig bygning, vil den pågældende således kunne pålægges at betale reparationsudgifterne samt de sagsomkostninger, der opstår som følge af, at der i anledning af hærværket rejses straffesag mod den pågældende. Indtil 1994 skulle en person, der blev idømt en ubetinget frihedsstraf, også betale for sin kost og logi i fængslet. Hjemlen til at pålægge borgeren at erstatte det offentliges udgifter til sagsomkostninger i straffesager findes i retsplejelovens § 1008. Reglerne i retsplejelovens kapitel 31 (§§ 327 til 336) om fri proces gælder således ikke i straffesager men alene i civile sager. Indtil 2005 var det politikredsene, der stod for inddrivelse af gæld opstået som følge af sagsomkostninger og afsoningsomkostninger. I 2005 trådte den første inddrivelseslov i kraft, hvorefter det var den såkaldte "restanceinddrivelsesmyndighed", der henhører under skatteministeriet, der fremover skulle stå for inddrivelsen af en lang række fordringer fra det offentlige herunder krav vedrørende sagsomkostninger. Til og med 31. december 2008 var det ikke muligt at få eftergivet gæld til det offentlige, hvis gælden var opstået som følge af, at borgeren efter retsplejelovens § 1008 var blevet pålagt at erstatte det offentliges udgifter til sagsomkostninger. 1. januar 2009 trådte lov nr. 1330 af 19. december 2008 (den nye inddrivelseslov) i kraft. Se hele lovforslaget med bemærkninger. Denne lov vedrører reglerne for, hvorledes det offentlige skal inddrive penge fra borgerne, som det offentlige har til gode hos disse. Loven giver (som noget nyt) mulighed for, at gæld til det offentlige, der er opstået som følge af strafbart forhold (herunder sagsomkostninger og afsoningsomkostninger) i visse tilfælde kan eftergives. Inddrivelseslovens § 13 har følgende indhold:
		§ 13. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive gæld til det offentlige, der inddrives eller vil kunne inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk.1, efter reglerne i denne lov. Fordringer med renter, gebyrer og andre omkostninger kan eftergives, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at eftergivelsen vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold. Tilsvarende kan beløb eftergives, som personer er pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende betaling af skyldige beløb til det offentlige. Stk. 2. Eftergivelse kan i almindelighed ikke finde sted, såfremt 1) skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede, 2) skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder såfremt en ikke uvæsentlig gæld a) er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, b) er opstået som følge af, at skyldneren har påtaget sig en finansiel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økonomiske situation, c) er stiftet med henblik på forbrug eller d) er gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk, 3) en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold, 4) skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor, 5) skyldneren har indrettet sig med henblik på eftergivelse, eller 6) skyldneren stifter ny gæld til det offentlige efter, at eftergivelsessag er indledt. Stk. 3. Ved afgørelse efter stk. 2 skal der lægges vægt på gældens alder. Hvis skyldner har anden betydelig gæld kan eftergivelse nægtes. Stk. 4. Uanset stk. 2 kan eftergivelse nægtes, såfremt der foreligger andre omstændigheder, der taler afgørende imod hel eller delvis eftergivelse. Stk. 5. Kun skyldnere, som er fysiske personer, kan få eftergivelse efter stk. 1, jf. dog stk. 6. Stk. 6. Eftergivelse kan i øvrigt, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler derfor, meddeles personer, selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde el.lign.
	Som det fremgår af inddrivelseslovens § 13, stk. 2, nr. 3, kan gælden "i almindelighed" ikke eftergives, når "en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold". Der er således væsentlige modificeringer i bestemmelsen. I de tilfælde, hvor kun en mindre del af den pågældendes gæld hidrører fra "strafbare" forhold, vil der således kunne ske eftergivelse. Udtrykket "i almindelighed" medfører, at der også vil kunne forekomme situationer, hvor gæld, der i væsentlig grad er pådraget ved strafbare forhold, kan eftergives. Det må blot ikke være det almindelige. Der er ikke megen hjælp at hente i forarbejderne, når § 13, stk. 2, nr. 3, skal fortolkes. Af lovforslagets kapitel 3.6.2.1. fremgår blandt andet følgende:
		Med udvidelsen af reglerne vil fordringstyper, hvor der i dag ikke er hjemmel til eftergivelse blive omfattet af reglerne. Det gælder således f.eks. gæld vedrørende sagsomkostninger i straffesager og civilretlige krav f.eks. erstatninger for hærværk samt tvangsbøder.
	Lidt længere fremme (også i kapitel 3.6.2.1. hedder det videre:
		De generelle regler sikrer dog at eftergivelse i almindelighedikke kan finde sted, hvis en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold.
	Mere konkrete oplysninger om, hvorledes bestemmelsen kan anvendes, kan udledes af skatteministerens svar på spørgsmål 15 af 31. oktober 2008 til Folketingets Skatteudvalg. Her udtaler ministeren blandt andet:
		Der er ikke tale om at strafbare forhold fuldstændig udelukker skyldneren fra at få eftergivelse. Er gælden eller størstedelen af gælden eksempelvis opstået i forbindelse med et strafbart forhold, vil præventionshensyn såvel som hensyn til retsfølelsen som regel føre til, at der gives afslag på eftergivelse. Det er dog ikke udelukket at eftergive gælden, selv om en væsentlig del af gælden er opstået ved strafbare forhold. Ved vurderingen heraf lægges bl.a. vægt på forholdets grovhed og den tid, der er forløbet, siden det strafbare forhold blev begået, samt hensynet til skyldneren. Eftergives gæld, der er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold i umiddelbar forlængelse af den begivenhed, der udløste kravet, vil det kunne virke særligt stødende. Sådanne krav skal derfor være noget ældre end anden gæld, før de kan eftergives. Længden af den periode, der skal være forløbet, inden der kan ske eftergivelse, når gælden stammer fra strafbare eller erstatningspådragende forhold, vil, ligesom det er tilfældet for gældssanering, afhænge af en konkret vurdering af omstændighederne ved pådragelsen af kravet. Er et erstatningskrav eksempelvis opstået som følge af et forsætligt eller groft uagtsomt forhold, vil eftergivelse være udelukket i længere tid, end hvis kravet er pådraget ved simpel uagtsomhed. Til gæld, der er pådraget ved strafbare forhold, må også henregnes sagsomkostninger mv. forbundet med en straffesag.
	Ifølge skatteministeren, skal krav, der stammer fra "strafbare eller erstatningspådragende forhold" således være "noget ældre end anden gæld, før de kan eftergives". Er kravet opstået som følge af "forsætligt eller groft uagtsomt forhold" vil eftergivelse være udelukket i længere tid, end hvis kravet er pådraget ved "simpel uagtsomhed". Se hele besvarelsen fra ministeren her. *Gæld efter strafbart forhold kan* eftergives, uagtet den fylder en væsentlig del af den samlede gæld Skatteministeren har i sit svar på spørgsmål nr. 29 af 17. november 2008 til skatteudvalget oplyst, at gæld, der er opstået som følge af strafbart forhold (dermed også gæld som følge af sagsomkostninger og afsoningsomkostninger) kan eftergives efter opkrævningslovens § 13, stk. 6, idet denne bestemmelse "giver mulighed for efter en konkret vurdering at eftergive gæld pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold, uanset om den fylder en væsentlig del af den samlede gæld". Se ministerens besvarelse her. Gæld kan efter omstændighederne eftergives uden, at der tages hensyn til husstandsindkomst Normalt tages der hensyn til husstandsindkomsten, når der skal tages stilling til, om gæld til det offentlige kan eftergives. Er gælden stiftet længe før samlivet med den person, som man deler husstand med, begyndte, kan dette føre til, at der ses bort fra samleverens indkomst, når det skal vurderes, om en ansøger kan få eftergivet gæld til det offentlige. Dette har skatteministeren oplyst til skatteudvalget i sit svar på spørgsmål nr. 19 af 10. november 2008. Se besvarelsen her. Eftergivelse kan ske efter § 13, stk. 6, hvis gælden er en barriere for varig tilknytning til arbejdsmarkedet Skatteministeren har i sit svar på spørgsmål nr. 20 af 14. november 2008 til skatteudvalget oplyst, at eftergivelse blandt andet vil kunne ske i visse tilfælde, hvor "eftergivelse kan føre til en varig forbedring af skyldnerens forhold", og at det vil kunne "have betydning om gælden til det offentlige er en betydelig barriere for at opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet". Se besvarelsen her. Eftergivelse efter § 13, stk. 6, også til personer, der ikke har fast arbejde eller pension Skatteministeren udtalte i sin besvarelse af spørgsmål nr. 24 af 12. november 2008 til skatteudvalget, at eftergivelse efter § 13, stk. 6, sker efter en konkret vurdering, og at eftergivelse også vil kunne komme på tale overfor personer, der ikke har fast arbejde eller pension. Dette vil kunne ske, hvis eftergivelsen "kan føre til en varig forbedring af skyldnerens forhold", for eksempel fordi "gælden til det offentlige er en betydelig barriere for, at skyldner kan opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet". Læs besvarelsen her. Gældseftergivelse og friværdi i egen bolig Gældseftergivelse efter § 13, stk. 6, vil kunne komme på tale også i tilfælde, hvor ansøgeren måtte have friværdi i egen bolig ifølge skatteministerens svar på skatteudvalgets spørgsmål 23 af 12. november 2008. Se besvarelsen her. Eksempel fra praksis vedrørende eftergivelse af gæld opstået efter strafbart forhold I en konkret sag (POL300562-0081/JEA) eftergav restanceinddrivelsesmyndigheden 25. marts 2009 en gæld på godt 70.000 kr., der var opstået som følge af forsætligt strafbart forhold, som den pågældende blev idømt fængselsstraf for i 1994. Der var på den ene side tale om en meget gammel gæld, og på den anden side var der tale om gæld, hvor gæld opstået som følge af strafbart forhold udgjorde hele det skyldige beløb. Lønindeholdelse bruges ikke til inddrivelse af gæld til det offentlige overfor kontanthjælpsmodtagere Det er som regel de fattigste, der straffes. En del tidligere straffede, der skylder det offentlige sagsomkostninger, lever således af kontanthjælp i kortere eller længere tid efter løsladelsen. Den hidtidige praksis, der går ud på ikke at anvende lønindeholdelse med hensyn til krav fra det offentlige til personer, der lever af kontanthjælp, videreføres efter lovændringen. Disse personer er således sikret henstand, medens de ikke har formue eller andre indtægter, medens de lever af kontanthjælp. Medens en eftergivelse indebærer, at kravet ikke senere kan gøres gældende mod den person, der har fået kravet eftergivet, indebærer henstand blot, at personen indtil videre fritages for at tilbagebetale kravet. Ændrede forhold, typisk indtægtsstigning som følge af arbejde, kan føre til, at kravet igen forsøges inddrevet for eksempel gennem lønindeholdelse. Skatteministeren har som svar på spørgsmål nr. 12 af 28. oktober 2008 til skatteudvalget oplyst, at den hidtidige praksis, der går ud på ikke at anvende lønindeholdelse over for personer på kontanthjælp, videreføres efter lovændringen. Se ministerens svar her. I de lande, Som Danmark sædvanligvis sammenlignes med, gives der normalt fri proces i straffesager** I mange andre lande gives ubemidlede personer fri proces i straffesager. De vil derfor ikke blive pålagt at skulle erstatte det offentliges udgift til sagsomkostninger, når de har udstået deres straf. I de (tilsyneladende få) lande, hvor borgerne ligesom i Danmark pålægges at erstatte det offentlige udgiften til sagsomkostninger i straffesager, kræver artikel 6 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), at der skal være mulighed for eftergivelse. Ændringen af inddrivelsesloven i december 2008 var således påkrævet for at sikre, at dansk lovgivning på dette område ikke stred mod EMRK. Se artikel om praksis i andre lande og ved den europæiske menneskerettighedsdomstol.