§ 157 a i straffeloven synes at være mere tolerant overfor tortur
end praksis ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol

Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM

17. maj 2009

1. juli 2008 trådte straffelovens § 157 a i kraft. Af bestemmelsen fremgår det, at det ved udmåling af straffen for en overtrædelse af straffeloven skal anses som en skærpende omstændighed, hvis forbrydelsen er begået ved tortur.

I indledningen til bemærkningerne til loven fremgår det blandt andet, at bestemmelsen "indeholder en definition af tortur, som er udformet i lyset af definitionen i FN's konvention af 10. december 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf".

Lovforslaget bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 1494/2008 om en torturbestemmelse i straffeloven (herefter betænkningen).

FN's Komité mod Tortur har ved flere lejligheder anbefalet, at der i straffeloven indsættes en straffebestemmelse, der særskilt kriminaliserer tortur. Lovændringen har imidlertid ikke ført til, at tortur særskilt kriminaliseres, idet der alene er tale om en bestemmelse, der giver mulighed for strafskærpelse i de tilfælde, hvor domstolene når frem til, at en forbrydelsen er begået ved tortur. Om dette anføres - også i indledningen - til lovbemærkningerne:

FN's Komité mod Tortur har ved flere lejligheder anbefalet, at der i straffeloven indsættes en straffebestemmelse, der særskilt kriminaliserer tortur. Regeringen er imidlertid enig med Straffelovrådet i, at den foreslåede strafskærpelsesregel vil være en reelt bedre løsning og i bedre overensstemmelse med almindelige lovgivningsprincipper. En sådan bestemmelse vil være lige så velegnet som en egentlig straffebestemmelse til at markere, at tortur er en meget alvorlig forbrydelse, den vil lige så godt kunne sikre, at det bliver lettere at registrere eventuelle torturhandlinger, og den vil medføre, at den konkrete forbrydelses karakter og grovhed afspejles på en mere hensigtsmæssig måde i forbindelse med straffesagen. Gerningsmanden vil således blive tiltalt og dømt efter de relevante straffebestemmelser i straffeloven og under særlig hensyntagen til, at den pågældende forbrydelse er begået ved tortur (f.eks. tiltalt for »vold af særlig farlig karakter begået ved anvendelse af tortur« eller »frihedsberøvelse ved anvendelse af tortur«).

Med henblik på udtrykkeligt at fastslå, at tortur også skal anses som en strafskærpende omstændighed ved overtrædelser af den militære straffelov, foreslås det at indsætte en tilsvarende strafskærpelsesbestemmelse i denne lov.

I bemærkningernes punkt 2.1.1. forklares der blandt andet, at Den europæiske Menneskerettighedskonvention alene indeholder en pligt for staterne til at sikre, at ingen udsættes for tortur, medens FN's konvention af 10. december 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (herefter Torturkonventionen) tillige pålægger medlemsstaterne at kriminalisere tortur. I punkt 2.1.1. anføres nærmere:

Danmark ratificerede Torturkonventionen i 1987. I modsætning til f.eks. FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der alene indeholder en pligt for staterne til at sikre, at ingen udsættes for tortur, indeholder Torturkonventionen en egentlig pligt til at kriminalisere tortur. Efter Torturkonventionens artikel 4, stk. 1, er enhver deltagende stat således forpligtet til at sikre, at enhver torturhandling er strafbar i overensstemmelse med straffelovgivningen. Tilsvarende gælder for forsøg på at udøve tortur og handlinger, som udgør meddelagtighed eller deltagelse i tortur. Efter konventionens artikel 4, stk. 2, skal enhver deltagende stat gøre disse handlinger strafbare med en passende straf under hensyn til deres alvorlige natur.

Under bemærkningerne til de enkelte bestemmelser udtales under § 157 a blandt andet:

Udtrykket »skade på legeme eller helbred« skal fortolkes i overensstemmelse med straffelovens § 245, stk. 2. Der foreligger således en skade, når angrebet har gjort lægehjælp nødvendig eller har medført længere tids sygeleje eller uarbejdsdygtighed. Hævelser, buler, blå øjne og mærker samt striber er ikke omfattet af udtrykket »skade«. Handlinger, som medfører sådanne mere begrænsede følger, vil dog kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse, hvis de påfører offeret stærk fysisk smerte.

Det ses således, at skader påført en person uretmæssigt af myndighedspersoner (for eksempel politipersonale eller fængselspersonale) ikke vil være "tortur" i lovens forstand, hvis skaderne alene har karakter af "hævelser, buler, blå øjne og mærker samt striber". Kun hvis sådanne skader påfører offeret "stærk fysisk smerte", kan de være omfattet af bestemmelsens torturbegreb.

Loven synes således at tolerere hårdhændet behandling, der efter praksis ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol anses for tortur. I afgørelsen Trajkoski mod den tidligere Jugoslaviske republik, Makedonien, (sagsnummer 13191/02) afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 7. februar 2008, fandt EMD, at vidner, som klageren havde bedt om at få ført, burde være afhørt. Statsadvokaten og retten havde kun afhørt de indklagede polititjenestemænd. EMD fandt, at EMRK artikel 3 var krænket. EMD fandt det ikke bevist, at skaderne på klienten hidrørte fra overdreven magtanvendelse, idet forskellige lægeudtalelser på afgørende måde modsagde hinanden. Det var således alene manglen på effektiv efterforskning, der førte til, at artikel 3 ansås for krænket. Klageren havde efter det oplyste fået ganske få og meget overfladiske skrammer efter at være blevet smidt ud fra forhallen på en politistation. Den omstændighed, at skaderne var relativt ubetydelige, førte ikke til, at EMD ikke anså dem for omfattet af EMRK artikel 3. Det fremgik ikke af sagen, at klageren havde pådraget sig "stærk fysisk smerte".

I det efterfølgende afsnit i bemærkningerne til § 157 a hedder det videre:

Herudover vil der kunne være tale om tilføjelse af stærk fysisk smerte eller lidelse, som f.eks. er forårsaget af stik, slag, spark, kvælning, ophængning, fastholdelse i smertefulde stillinger, stærk varme- eller kuldepåvirkning, elektrisk stød, overhældning med væske, uden at der dog tilføjes skade på den pågældendes legeme eller helbred. Der vil også kunne være tale om tilføjelse af stærk psykisk smerte eller lidelse, som f.eks. er forårsaget af udsultning, indespærring, herunder i isolation eller mørke, afskæring fra søvn, anbringelse i stressende stillinger, efter omstændighederne trusler på liv eller helbred mod den pågældende selv eller nærstående personer, alvorlige forbrydelser mod nærstående personer eller alvorlige former for ydmygelse af den pågældende selv eller nærstående personer.

Umiddelbart kan det være vanskeligt at afgrænse, hvornår der foreligger "alvorlige former for ydmygelse", som ifølge ovenstående citat skal foreligge, førend ydmygelse kan anses for "tortur" i straffelovens § 157 a's forstand.

En afgørelse fra Den europæiske Menneskerettighedsdomstol viser, at en kropsvisitation, hvor en person blev afklædt, udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3, idet kropsvisitation under afklædning ikke ansås for nødvendig. I Wieser mod Østrig, der har app. nr. 2293/03, og som blev afgjort af EMD den 22. februar 2007, anså EMD artikel 3 for krænket i en sag, hvor en borger var blevet helt afklædt, da han skulle kropsvisiteres for våben i sit eget hjem forud for en anholdelse. Medlemsstaten havde givet ham erstatning og anerkendt en krænkelse af artikel 3, fordi han ikke havde fået lov til at skifte tøj, efter at klageren havde tisset i bukserne som følge af forskrækkelse over anholdelsen.

I afgørelsen "Mouisel mod Frankrig (app.nr. 67263/01 fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, at der forelå en krænkelse af EMRK, artikel 3, i et tilfælde, hvor håndjern var anvendt, uden at der var konkrete grunde til at antage, at der forelå "significant danger of his absconting or resorting to violence" (§ 47).

Det må anses for tvivlsomt, at man efter de danske bestemmelser vil kunne skærpe straffen mod gerningsmænd bag alle de former for tortur og nedværdigende behandling, som anerkendes af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol som tortur og nedværdigende behandling.

Af punkt 2.1.1. i de indledende bemærkninger til lovforslaget fremgår blandt andet følgende:

I modsætning til f.eks. FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der alene indeholder en pligt for staterne til at sikre, at ingen udsættes for tortur, indeholder Torturkonventionen en egentlig pligt til at kriminalisere tortur.

Der er næppe grundlag for, som det er tilfældet i citatet, at hævde, at Den europæiske Menneskerettighedskonvention alene pålægger medlemsstaterne at sikre, at ingen udsættes for tortur, og at konventionen ikke derudover også pålægger medlemslandede at kriminalisere tortur og nedværdigende behandling efter artikel 3.

I sagen Afanasyev mod Ukraine, afgjort den 5. april 2005 under sagsnummer 38722 af EMD gjorde klageren gældende, at han under afhøring hos politiet var blevet slået adskillige gange.

EMD fandt at der var sket en krænkelse af artikel 3, idet myndighederne ikke kunne godtgøre, at skaderne ikke var påført klageren af politifolk (se afgørelsens §§ 59-66).

Endvidere fandt EMD, at der var sket en krænkelse af artikel 13 på grund af utilstrækkelig efterforskning i anledning af klagen. EMD udtalte i afgørelsens § 76: "EMD bemærker, at de nationale myndigheder som følge af klagen indledte en overfladisk undersøgelse og kun afhørte de personer, som klageren havde fremsat sine beskyldninger imod. Myndighederne tog polititjenestemændenes benægtelser for pålydende og nægtede at indlede straffesag mod dem på trods af klagerens udtalelser og de skader, som det var ubestridt, at han havde".

Den omstændighed, at myndighederne ikke havde indledt strafferetlig forfølgning, førte således til, at der forelå en krænkelse af EMRK. Menneskerettighedsdomstolens praksis forudsætter således, at handlinger, der krænker artikel 3 (bestemmelsen i EMRK om tortur eller nedværdigende behandling) er kriminaliseret efter national ret.