Indsattes telefonsamtaler med juridiske rådgivere - herunder advokater eller retshjælpsinstitutioner - må ikke overvåges af fængselsmyndighederne

 
Af advokat Claus Bonnez, formand for KRIM

21. oktober 2007 (opdateret 24. september 2011)

Indsatte i fængsler og arresthuse har - stort set uden undtagelse - ret til at telefonere med enhver juridisk rådgiver  (for eksempel advokater, retshjælpsinstitutioner eller forsvarere), uden at samtalen kan overhøres af fængselspersonalet, også selv om dette er til ulempe for fængselspersonalet, der for eksempel skal transportere bærbare telefoner frem til de indsattes celler, eller som må forlade deres kontor i de tilfælde, hvor samtalen rådgiveren mellem  og den indsatte foregår fra en telefon på personalets kontor. Indsatte har i øvrigt også adgang til uovervågede besøg af disse samt uovervåget skriftlig korrespondance med disse. Indsattes besøg og skriftlige korrespondance med juridiske rådgivere omtales nærmere i andre afsnit.

Indsattes ret til uovervågede samtaler med juridiske rådgivere følger af artikel 23 i De europæiske Fængselsregler af 11. januar 2006. Både strafafsonere og varetægtsfængslede har ret til juridisk bistand, og de skal af fængselsmyndighederne hjælpes til at få juridisk bistand, hvis de ikke selv har mulighed for at skaffe sig juridisk bistand. I lande, hvor der findes en "anerkendt retshjælpsordning", skal myndighederne gøre de indsatte opmærksom på, at de har mulighed for at benytte sig af denne.

Reglerne i artikel 23 i De europæiske Fængselsregler lyder således:
 

  
  Juridisk rådgivning

23.1 Alle indsatte er berettiget til juridisk rådgivning, og fængselsmyndighederne skal give dem en rimelig mulighed for at få adgang til sådan rådgivning.

23.2 De indsatte kan for egen regning rådføre sig om ethvert juridisk spørgsmål med en juridisk rådgiver efter eget valg.

23.3 Hvis der eksisterer en anerkendt retshjælpsordning, skal myndighederne gøre alle indsatte opmærksom på ordningen.

23.4 Rådgivning, korrespondance og anden kommunikation om juridiske spørgsmål mellem indsatte og deres juridiske rådgivere er fortrolig.

23.5 En retslig myndighed kan under ganske særlige omstændigheder tillade en begrænsning af denne fortrolighed for at forebygge alvorlig kriminalitet eller alvorlige brud på fængselssikkerheden.

23.6 De indsatte skal have adgang til eller ret til at være i besiddelse af dokumenter vedrørende deres egne retssager.

For varetægtsfængsledes vedkommende er der i artikel 98 yderligere indsat regler, som skal sikre, at varetægtsfængslede får tilstrækkelige muligheder for at forberede deres forsvar og mødes med deres advokater.
 
Advokatbistand

98.1 Varetægtsfængslede skal udtrykkeligt underrettes om deres ret til advokatbistand.

98.2 Alle nødvendige midler skal stilles til rådighed for at bistå varetægtsfængslede med at forberede deres forsvar og mødes med deres advokater.

Reglerne yder de indsatte en god beskyttelse mod fængselsmyndighedernes indblanding i de indsattes korrespondance (herunder telefoniske korrespondance) med disses juridiske rådgivere. Særlig interessant er det, at eventuelle indgreb i form af aflytning af samtaler mellem en indsat og dennes juridiske rådgiver kræver godkendelse fra en domstol (retslig myndighed). En domstol kan kun godkende indgrebet i tilfælde, hvor der foreligger fare for "alvorlig kriminalitet eller alvorlige brud på fængselssikkerheden".

Der findes i Danmark ingen egentlig lovgivning, der regulerer spørgsmålet. Dette er i Danmark reguleret i administrative forskrifter. Det følger således af § 9, stk. 3, jf. § 3 Justitsministeriets "telefonbekendtgørelse", at strafafsonere har ret til at føre ukontrollerede telefonsamtaler med den advokat, der har været beskikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen eller andre, som de indsatte efter straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1, kan føre ukontrolleret brevveksling med.

For så vidt angår varetægtsfængslede følger det af "varetægtsbekendtgørelsens" § 76, stk. 2, at disse har ret til at føre ukontrollerede samtaler med deres forsvarer men ikke andre advokater.

Formuleringen af disse bestemmelser er for snæver, idet den alene tillader ukontrollerede telefonsamtaler mellem den indsatte og dennes forsvarer men ikke andre juridiske rådgivere.

Trods formuleringerne er der i dansk ret ikke tvivl om, at indsatte har ret til at korrespondere med andre juridiske rådgivere for eksempel retshjælpsinstitutioner, der yder gratis retshjælp for eksempel inden for straffuldbyrdelsesområdet.

I Justitsministeriets svar af 7. januar 2011 på Folketingets Retsudvalgs spørgsmål nr. 383, hvor retsudvalget beder justitsministeriet kommentere en række oplysninger fra Talsmandsgruppen i Statsfængslet i Ringe, udtaler Justitsministeriet sig blandt andet om de indsattes ret til juridisk rådgivning. Ministeriet anfører blandt andet: "Med hensyn til retshjælp i øvrigt har de indsatte mulighed for at skrive eller eventuelt ringe til de gratis retshjælpstilbud, der findes i Danmark,herunder Landsforeningen Krims retshjælp."

Det fremgår imidlertid ikke af svaret, hvorvidt de indsatte har krav på ukontrollerede samtaler med sådanne institutioner.

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, ændrede den 6. juli 2007 - efter at KRIM havde klaget til Folketingets Ombudsmand - i afgørelsen 2005-303-00444-0055 en i februar 2007 truffet afgørelse af samme myndighed om, at Statsfængslet i Nyborg var berettiget til at overvåge en telefonsamtale mellem en indsat og en advokat, der var beskikket for den indsatte til at hjælpe denne med en klage over nægtelse af prøveløsladelse. Direktoratet havde i afgørelsen fra februar 2007 anført, at fængslet var berettiget til at overvåge samtalerne mellem advokaten og den indsatte, idet samtalerne vedrørte en "klage over Statsfængslet i Nyborgs afslag på prøveløsladelse i medfør af straffelovens § 38, stk. 1". Efter at klage var indgivet til Folketingets Ombudsmand ændrede direktoratet uden videre standpunkt og anførte nu, at det var uberettiget at overvåge samtalerne, idet advokaten var beskikket for den indsatte i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 115, stk. 2. Det interessante er, at det i afgørelsen direkte er udtalt, at retten til at føre uovervågede samtaler også gjaldt for en advokatfuldmægtig, som var ansat hos advokaten.

Fængselsfuldmægtig Jacob Bjørnsholm Madsen anførte i den indledende del af sagen i et brev til den indsatte om aflytning af telefonsamtalerne med advokaten i en skrivelse af 9. februar 2006 med journalnummer 2005/303/00444-0013-0002, at der ikke var tale om aflytning af samtalerne. Han anførte nærmere:
  "Statsfængslet kan oplyse dig om, at dine telefonsamtaler ikke foregår under opsyn fra personalet. Dine telefonsamtaler foregår på personalets kontor. Af hensyn til deres arbejde, må personalet opholde sig på kontoret, også medens du foretager dine telefonsamtaler. Der er således ikke tale om, at personalet holder opsyn med dine telefonsamtaler, men om, at personalet på grund af deres arbejde opholder sig på kontoret."

Henvisningen i fængselsfuldmægtigens brev til, at personalet efter hans opfattelse gerne måtte opholde sig på deres kontor, medens den indsatte telefonerede, ændrede imidlertid ikke direktoratets afgørelse om, at den indsatte har ret til at føre uovervågede samtaler med sin advokat. Man kan udlede af afgørelsen, at det er kriminalforsorgen, som er ansvarlig for at sørge for tekniske eller bygningsmæssige indretninger, der tilgodeser, at de indsatte kan tale uforstyrret i telefon med disses advokater. 

Det er vanskeligt at se, at de straffuldbyrdende myndigheder skulle have adgang til mere vidtgående overvågning af telefonsamtaler hos advokater, der ikke er beskikkede efter straffuldbyrdelseslovens § 115, stk. 2, som ikke er omfattet af straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1, eller som ikke er eller har været forsvarer for den pågældende.

Det er formentlig uforeneligt med artikel 8 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention, at nogle - men ikke alle - advokater kan føre ukontrollerede telefonsamtaler med indsatte i fængsler og arresthuse, som ønsker at korrespondere med de pågældende advokater. I Campbell mod Det forenede Kongerige præciseres det, at en indsats brevveksling med alle advokater er særligt privilegeret. Det understreges i afgørelsen, at dette gælder selv i tilfælde hvor der ikke endnu er en verserende sag, men hvor den indsatte blot beder om rådgivning hos advokaten med henblik på eventuelt at indlede en sag. Det udtales i øvrigt, at der er et særligt behov for, at korrespondancen er beskyttet mod indblanding fra fængselsmyndighederne, når sagen drejer sig om klager over fængselsforholdene. Afgørelsen er vanskelig at forstå anderledes, end at dette gælder for klager af enhver art således også klager, der ikke kan føre til beskikkelse efter straffuldbyrdelseslovens § 115, stk. 2. I afgørelsen udtaler EMD videre, at det kun er i tilfælde, hvor der foreligger en begrundet mistanke om, at der begås strafbart forhold i forbindelse med korrespondancen mellem advokaten og dennes klient, at fængselsmyndighederne kan udøve kontrol af korrespondancen.

I De europæiske Fængselsregler fra 2006 har man i vidt omfang indarbejdet den praksis, som har udviklet sig ved EMD i tiden forud for reglernes tilblivelse. EMD har i nyere praksis ofte citeret De europæiske Menneskeregler i sine afgørelser. Se artikel om EMDs anvendelse af De europæiske Fængselsregler i praksis. Der er således grund til at tro, at nationale regler, som strider mod reglerne, kan være konventionsstridige. Dette kan man i særlig grad forestille sig om de regler og den praksis gengivet ovenfor, som afskærer indsatte i danske fængsler og arresthuse fra ukontrolleret og fortrolig kommunikation med disses juridiske rådgivere.

Retshjælp fra KRIMs Retshjælp angår oftest den indsattes forhold i fængslet eller arresthuset eller andre straffuldbyrdelsesretlige spørgsmål. Det må derfor antages, at telefonsamtaler mellem sagsbehandlere ved KRIMs Retshjælp (eller andre institutioner, der yder retshjælp vedrørende forholdene i fængslerne) er særligt privilegerede jævnfør den praksis, som kan udledes af Campbell mod Det forenede Kongerige omtalt umiddelbart ovenfor. Det må således antages, at der skal foreligge de særlige grunde, som er nærmere omtalt i afgørelsen, førend kontrol af sådanne samtaler kan iværksættes. 

"Ressourcemæssige årsager" ej gyldig grund til at nægte indsat at telefonere med sin forsvarer

Fængselsbetjente i Arresthuset i Ringkøbing blev i et tilfælde trætte af, at en advokat ofte ringede til en varetægtsfængslet indsat i arresthuset. Advokaten og den indsatte blev derfor bedt om at skrive til hinanden, og fængselspersonalet nægtede at stille samtalerne fra advokaten igennem til den indsatte.

Advokaten klagede til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Arresthuset gjorde i brev af 11. april 2002 blandt andet gældende, at arresthuset "ikke kan håndtere hyppig telefonening af ressourcemæssige årsager".

I afgørelsen KK 731206/001 af 28. maj 2002 meddelte Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, at man "skal beklage", at advokaten ikke fik mulighed for at tale med klienten, da advokaten havde bedt arresthusets personale om dette.