Bestemmelser i De Europæiske
Fængselsregler om indsattes arbejde

 


Se De Europæiske Fængselsregler (alle regler)

Mere om De Europæiske Fængselsregler


 

Arbejde

26.1 Fængselsarbejde skal betragtes som et positivt element af opholdsvilkårene og må aldrig anvendes som en straf.

26.2 Fængselsmyndighederne skal bestræbe sig på at sørge for tilstrækkeligt og nyttigt arbejde.

26.3 Arbejdet skal så vidt muligt være af en art, der kan opretholde eller øge de indsattes mulighed for at tjene til livets ophold efter løsladelsen.

26.4 I overensstemmelse med regel 13 må der ikke forekomme kønsdiskrimination i forbindelse med det tilbudte arbejde.

26.5 Der skal tilbydes arbejde, der omfatter faglig erhvervsuddannelse, til de indsatte, der er i stand til at drage fordel deraf, og især til de unge indsatte.

26.6 De indsatte skal kunne vælge, hvilken type beskæftigelse de ønsker at deltage i inden for rammerne af de faktiske muligheder, behørig faglig udvælgelse og hensynet til orden og disciplin.

26.7 Tilrettelæggelsen af og arbejdsgange i forbindelse med institutionens arbejde skal så vidt muligt ligne forholdene i samfundet udenfor for at forberede de indsatte til forholdene på det normale arbejdsmarked.

26.8 Selv om bestræbelserne på at få institutionernes produktion til at give overskud kan være en værdifuld faktor til at højne standarden og forbedre arbejdstræningens kvalitet og relevans, må hensynet til de indsatte ikke underordnes dette formål.

26.9 Arbejde til de indsatte i eller uden for fængslet skal tilvejebringes af fængselsmyndighederne selv eller i samarbejde med private aftalepartnere.

26.10 I alle tilfælde skal de indsatte modtage en rimelig aflønning for deres arbejde.

26.11 De indsatte skal have ret til at bruge i det mindste en del af deres løn på godkendte genstande til eget brug og til at give en del af deres løn til deres familie.

26.12 De indsatte kan opfordres til at opspare en del af deres løn, som skal udbetales til dem ved løsladelsen eller anvendes til andre godkendte formål.

26.13 Sundheds- og sikkerhedsforanstaltningerne for de indsatte skal yde dem tilstrækkelig beskyttelse, og kravene hertil må ikke være mindre strenge end de krav, der gælder for arbejdstagere i det omgivende samfund.

26.14 Der skal træffes foranstaltninger til at holde de indsatte skadesløse for arbejdsskader, herunder arbejdsbetingede sygdomme, på mindst lige så gode vilkår som dem, der efter national lovgivning gælder for arbejdstagere i det omgivende samfund.

26.15 De indsattes maksimale daglige og ugentlige arbejdstid skal fastsættes i overensstemmelse med lokale regler eller sædvane for normale ansættelsesforhold i samfundet.

26.16 De indsatte skal have mindst en ugentlig hviledag og tilstrækkelig tid til uddannelse og andre aktiviteter.

26.17 Indsatte, som arbejder, skal så vidt muligt være omfattet af nationale sociale sikringsordninger.
 

Dømte indsattes arbejde

105.1 Målsætningen for opholdsvilkårene for dømte indsatte skal søges opfyldt bl.a. gennem et systematisk arbejdsprogram.

105.2 Dømte indsatte, som ikke har nået den normale pensionsalder, kan pålægges at arbejde, dog med respekt af den lægelige bedømmelse af deres fysiske og psykiske egnethed.

105.3 Hvis dømte indsatte pålægges at arbejde, skal arbejdsbetingelserne være i overensstemmelse med de normer og kontrolforanstaltninger, som gælder i det omgivende samfund.

105.4 Når dømte indsatte deltager i undervisning eller andre programmer i arbejdstiden som en del af deres afsoningsplan, skal de aflønnes, som om de havde arbejdet.

105.5 En del af dømte indsattes løn eller lønopsparing kan anvendes til erstatningsformål, hvis en domstol har udstedt pålæg herom, eller hvis den pågældende indsatte samtykker dertil.