Kommentarer til reglerne om modregning af erstatningsbeløb

 


Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM

Senest opdateret 27. oktober 2012



Modregning af erstatningsbeløb
 

§ 74. Såfremt den indsatte under fuldbyrdelsen har forvoldt skade på institutionens ting ved en erstatningspådragende adfærd, kan institutionen bestemme, at erstatningsbeløbet skal modregnes i den indsattes vederlag for beskæftigelse efter § 42, stk. 1. Den indsatte skal dog mindst have udbetalt en ydelse til dækning af personlige fornødenheder.  
 
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om modregning af erstatningsbeløb.  

Af bemærkningerne til § 74 i lovforslag nr. 145 fremsat 8. december 1999 til lov om fuldbyrdelse af straf mv. fremgår blandt andet følgende:
 
  "..Straffelovrådet er enig med arbejdsgruppen i, at det for at begrænse hærværk og lignende under straffuldbyrdelsen må anses for nødvendigt for kriminalforsorgen at have en umiddelbar adgang til tvangsfuldbyrdelse af erstatningskrav gennem modregning i de beløb, der udbetales til den indsatte som vederlag for beskæftigelse. Rådet kan i den forbindelse også tiltræde, at modregningsadgangen fortsat alene bringes i anvendelse, hvor erstatningskravet er utvivlsomt. Er dette ikke tilfældet, må Justitsministeriet anlægge erstatningssag mod den indsatte ved domstolene. .."

og:

"..§ 74 i rådets lovudkast medfører i forhold til arbejdsgruppens lovudkast, at adgangen til modregning begrænses til erstatningsbeløb i anledning af skade på ting, der tilhører institutionen, hvilket er i overensstemmelse med den nuværende retstilstand, jf. pkt. 5.9.3.1. Det indebærer, at der ikke er mulighed for at foretage modregning for erstatningsbeløb i anledning af personskade eller skade på ting, der tilhører andre end institutionen, f.eks. medindsatte eller ansatte i institutionen. .."


§§ 16 og 17 i vejledning nr. 30 af 29. marts 2012 om behandlingen af sager om disciplinærstraf, konfiskation og modregning af erstatningsbeløb (disciplinærstrafvejledningen) har følgende indhold:
 
 

16. De betingelser, som skal være opfyldt, for at institutionen kan bestemme, at et erstatningskrav skal modregnes i den indsattes vederlag for beskæftigelse, er fastsat i straffuldbyrdelseslovens § 74 samt modregningsbekendtgørelsen.

Såfremt en indsat under fuldbyrdelsen ved ansvarspådragende adfærd har forvoldt skade på ting, der tilhører en af kriminalforsorgens institutioner, kan den institution, hvor den pågældende er indsat, i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 74 bestemme, at erstatningsbeløbet skal modregnes i den indsattes vederlag for beskæftigelse efter straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 1. Adgangen til at modregne erstatningsbeløb omfatter kun erstatningskrav i anledning af, at den indsatte har forvoldt skade ved en ansvarspådragende adfærd. Modregning af erstatningsbeløb kan herefter kun ske, hvis der er et ansvarsgrundlag efter dansk rets almindelige erstatningsregler (culpa-reglen). Den indsatte skal således have forvoldt tingsskaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Endvidere er det en betingelse, at erstatningskravet er utvivlsomt.

Vurderingen af, om den indsatte har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, afhænger af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Det samme gælder vurderingen af, om erstatningskravet er utvivlsomt. Heri ligger hverken et krav om, at den indsatte skal have anerkendt erstatningsansvaret, eller en forudsætning om, at det i sig selv er tilstrækkeligt, at den indsatte anerkender erstatningsansvaret.

Det er institutionen, der har bevisbyrden for, at betingelserne for modregning er opfyldt. Men institutionen kan efter omstændighederne kræve af den indsatte, at denne sandsynliggør ikke at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

En institution kan foretage modregning i den indsattes beskæftigelsesvederlag for et erstatningsbeløb, der vedrører skade på ting, der tilhører enhver af kriminalforsorgens institutioner. Som det fremgår ovenfor, er det dog en betingelse, at den ansvarspådragende handling er foretaget under den aktuelle straffuldbyrdelse.

Opmærksomheden henledes på, at reglerne om modregning af erstatningsbeløb ikke afskærer modregning i videre omfang, hvis den indsatte er indforstået hermed og har erkendt både erstatningsansvar og omfanget af en eventuel erstatning.

Særligt om modregning af erstatningsbeløb over for varetægtsarrestanter

17. Er der tale om modregning over for varetægtsarrestanter, gælder der den yderligere betingelse, at varetægtsarrestanten skal give samtykke til, at modregningen kan foretages. Varetægtsarrestanten skal forinden være vejledt om, at denne kan forlange, at erstatningsspørgsmålet behandles af domstolene.

Forlanger varetægtsarrestanten erstatningsspørgsmålet behandlet af domstolene, er det nødvendigt at anlægge erstatningssag mod den pågældende, hvis institutionen ønsker at gå videre med erstatningsspørgsmålet.

 
Det fremgår blandt andet af ovennævnte lovbemærkninger, at erstatningskravet skal være "utvivlsomt", førend modregning kan finde sted, og af de citerede bestemmelser i disciplinærstrafvejledningen fremgår blandt andet, at skaden skal være forvoldt "forsætligt eller ved grov uagtsomhed".

Kravet om, at skaden skal være forvoldt "forsætligt eller ved grov uagtsomhed" følger af erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1, hvoraf det fremgår, at skadevolderen ikke er erstatningsansvarlig for en skade dækket af en tingsforsikring eller driftstabsforsikring, medmindre skaden er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Af samme lovs § 20 fremgår, at staten, en kommune eller en anden offentlig institution, der i almindelighed er selvforsikrer, er stillet, som om forsikring var tegnet, jf. § 19.

Der henvises til KRIMs Kommentarer til erstatningsansvarslovens § 19.

   
Forsvaret gør erstatningskrav gældende mod for eksempel værnepligtige, der forvolder skade på forsvarets materiel for eksempel ved, at udrustningsgenstande bortkommer. De værnepligtige vejledes om, at udgangspunktet er, at det er forsvaret, som skal bære omkostningerne, og at den værnepligtige kun kan pålægges at erstatte skaden, hvis forsvaret godtgør, at den pågældende har forvoldt skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Se eksempel på en vejledning opsat på en opslagstavle på et af forsvarets tjenestesteder i oktober 2012.
   
Ved lov nr. 113 af 3. februar 2012 blev § 74, stk. 1, 1. pkt., ændret således, at modregning i den indsattes vederlag for beskæftigelse kan finde sted, selv om den indsatte efterfølgende er overført til en anden institution end den, hvor handlingen er fundet sted.