De Europæiske Fængselsreglers krav til fængselspersonalet,
dettes uddannelse, holdninger mv.

 


Opdateret 11. januar 2013

Se De Europæiske Fængselsregler (alle regler)



Kapitel V

Ledelse og personale

Fængselsarbejde som en offentlig service

71. De offentlige myndigheder, der har ansvar for fængslerne, skal være adskilt fra militæret, politiet og strafferetlige efterforskningsmyndigheder.

72.1 Fængslerne skal ledes på et etisk grundlag, der anerkender forpligtelsen til at behandle alle indsatte med menneskelighed og med respekt for menneskets iboende værdighed.

72.2 Medarbejderne skal udvise en klar forståelse for formålet med fængselssystemet. Ledelsen skal gennem sit lederskab vise, hvorledes formålet bedst kan opnås.

72.3 Medarbejdernes pligter går ud over det, der kræves af vagter alene, og skal tage hensyn til behovet for at fremme de indsattes reintegrering i samfundet efter afsoningen af deres straf gennem et program med positiv omsorg og bistand.

72.4 Medarbejderne skal have høje faglige og personlige standarder i deres arbejde.

73. Fængselsmyndighederne skal prioritere overholdelsen af regler om personale højt.

74. Der skal være særlig opmærksomhed på styringen af forholdet mellem basispersonalet og de indsatte, som de har ansvar for.

75. Medarbejderne skal til enhver tid udvise en opførsel og udføre deres arbejde på en sådan måde, at de påvirker de indsatte med deres gode eksempel og opnår deres respekt.

Udvælgelse af fængselspersonale

76. Personalet skal udvælges omhyggeligt, uddannes ordentligt både i begyndelsen og gennem efteruddannelse, aflønnes som fagpersoner og have en status, som civilsamfundet kan respektere.

77. Ved udvælgelsen af nye medarbejdere skal fængselsmyndighederne lægge stor vægt på behovet for retskaffenhed, menneskelighed, faglig dygtighed og personlig egnethed til det komplekse arbejde, som vil blive krævet af dem.

78. Fængselspersonalet skal normalt ansættes i faste stillinger som fagpersoner og have tjenestemandslignende status med sikkerhed i ansættelsen under forudsætning alene af god opførsel, effektivitet, godt fysisk og psykisk helbred og et tilstrækkeligt uddannelsesniveau.

79.1 Aflønningen skal være tilstrækkelig til at tiltrække og fastholde egnede medarbejdere.

79.2 Personalegoder og arbejdsforhold skal afspejle den krævende type arbejde som en del af et retshåndhævende organ.

80. Når det er nødvendigt at beskæftige deltidsansatte, skal disse kriterier gælde i den udstrækning, det er hensigtsmæssigt.

Uddannelse af fængselspersonale

81.1 Medarbejderne skal, inden de påbegynder deres tjeneste, have et kursus i deres generelle og specifikke pligter, og der skal stilles krav om beståelse af teoretiske og praktiske prøver.

81.2 Ledelsen skal sikre, at alle medarbejdere gennem hele deres ansættelse vedligeholder og forbedrer deres viden og faglige dygtighed ved at deltage i forløb med praktisk træning og udvikling, som skal afholdes med passende mellemrum.

81.3 Medarbejdere, der skal arbejde med bestemte grupper af indsatte, såsom udlændinge, kvinder, unge eller psykisk syge indsatte osv., skal have særlig uddannelse målrettet deres specialiserede arbejde.

81.4 Uddannelsen skal for alle medarbejdere omfatte undervisning i de internationale og regionale menneskerettighedsinstrumenter og -standarder, især Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Konvention til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling eller Straf samt i anvendelse af De Europæiske Fængselsregler.

Ledelse af fængslet

82. Personalet skal udvælges og ansættes ud fra ensartede kriterier uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.

83. Fængselsmyndighederne skal indføre organisations- og ledelsessystemer, som:
a.
sikrer, at fængslerne administreres konsekvent efter høje standarder, der er i tråd med de internationale og regionale menneskerettighedsinstrumenter, og
b.
fremmer god kommunikation mellem fængslerne og mellem de forskellige personalekategorier i de enkelte fængsler samt effektiv koordination af alle de enheder i og uden for fængslet, der servicerer de indsatte, især med hensyn til omsorg og reintegrering.

84.1 Alle fængsler skal have en leder, der skal være tilstrækkeligt kvalificeret til stillingen i kraft af sin karakter og sine administrative evner samt relevant faglig uddannelse og erfaring.

84.2 Ledere skal ansættes på fuldtidsbasis og skal bruge hele deres arbejdstid på deres officielle pligter.

84.3 Fængselsmyndighederne skal sikre, at alle fængsler til enhver tid er under den fulde ledelse af fængslets leder, dennes stedfortræder eller en anden dertil bemyndiget medarbejder.

84.4 Hvis en leder er ansvarlig for mere end et fængsel, skal der altid udpeges en anden ansvarlig medarbejder til at lede hvert af disse fængsler.

85. Der skal være en afbalanceret repræsentation af mænd og kvinder blandt fængslets personale.

86. Der skal etableres ordninger, der gør det muligt for ledelsen at høre medarbejderne samlet om generelle spørgsmål og især om spørgsmål, der vedrører deres ansættelsesvilkår.

87.1 Der skal etableres ordninger til at fremme den bedst mulige kommunikation mellem ledelsen, det øvrige personale, organisationer uden for fængslet og de indsatte.

87.2 Fængslets leder, den øvrige ledelse og størstedelen af fængslets øvrige personale skal kunne tale det sprog, som tales af det største antal indsatte, eller et sprog, som et flertal af de indsatte forstår.

88. Hvis der findes privat drevne fængsler, skal De Europæiske Fængselsregler i deres helhed gælde for disse.

Specialister

89.1 Personalet skal så vidt muligt omfatte et tilstrækkeligt antal specialister som for eksempel psykiatere, psykologer, socialrådgivere og forsorgsmedarbejdere, lærere og erhvervsfaglige instruktører samt idrætsinstruktører og -lærere.

89.2 Når det er muligt, skal egnede deltidsansatte og frivillige medarbejdere opfordres til at medvirke i aktiviteter sammen med de indsatte.

Offentlighedens bevågenhed

90.1 Fængselsmyndighederne skal løbende informere offentligheden om fængselssystemets formål og personalets arbejde med henblik på at fremme en bedre offentlig forståelse for fængslets rolle i samfundet.

90.2 Fængselsmyndighederne bør opfordre medlemmer af offentligheden til at gøre en frivillig indsats i fængslerne, hvor det er relevant.

Forskning og evaluering

91. Fængselsmyndighederne skal understøtte et forsknings- og evalueringsprogram vedrørende fængslets formål, dets rolle i et demokratisk samfund og i hvilket omfang det opfylder sit formål.


Mere om fængselspersonale