	Forsvarerens adgang til at overlade kopier af sagsakter modtaget fra politiet til sin klient eller andre eller lade sin klient tage notater fra disse
	Af Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM 22. marts 2008 Retsplejelovens § 729 a, stk. 3, 3. pkt, udtaler, at forsvareren ikke "uden politiets samtykke" må "overlevere" det materiale, som forsvareren har modtaget fra politiet i en straffesag, til sigtede eller andre. I dommen UfR 2005.2674 Ø var en forsvarsadvokat tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 155, idet en medarbejder på forsvarerens kontor havde afskrevet en rapport udarbejdet af en fængselsfunktionær i en straffesag om en indsats påståede overtrædelse af straffelovens § 119. Rapporten havde advokatkontoret modtaget fra politiet sammen med andre genparter i en straffesag. Medarbejderen havde derpå afsendt afskriften til sigtede i den omhandlede straffesag. Sigtede var indsat i Anstalten ved Herstedvester, og rapporten var udarbejdet af en ansat samme sted. Anklagemyndigheden mente, at forsvareren havde begået noget strafbart ved i strid med retsplejelovens § 729 a, stk. 3, at have "overleveret materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for straffesagen" Tiltalte (forsvareren) gjorde under sagen gældende, at handlingen, som han i øvrigt ikke havde været vidende om, efter hans opfattelse ikke var ulovlig. Han oplyste videre, at han, når han taler med klienterne, lader klienterne "se sagens akter igennem og tage notater samt skrive af, hvis de ønsker det". Af betænkning nr. 622 i 1971 om Efterforskning i straffesager mv., side 42 og 43, fremgår blandt andet følgende om retsplejelovens § 745 a, der svarer til den nugældende § 929 a, stk. 3:
		"...Det materiale, som forsvareren får udleveret fra politiet (eller genparter heraf), må ikke uden politiets tilladelse overleveres til sigtede eller andre, således at de beholder det. Derimod er der i almindelighed intet til hinder for, at en forsvarer orienterer sigtede om materialets indhold eller foreviser materialet for sigtede. Vil politiet forhindre dette, må det give forsvareren pålæg i henhold til forslagets stk. 4. . . . Såfremt en forsvarer overtræder et pålæg meddelt i medfør af stk. 4, vil straffelovens § 157, jf. retsplejelovens § 136, kunne finde anvendelse på forholdet. ..."
	I den aktuelle sag lagde byretten til grund, at forsvareren var strafferetligt ansvarlig for brevets indhold. Byretten henviste imidlertid til, at der ikke var givet et pålæg efter retsplejelovens § 729, stk. 4, tidligere § 745a. Byretten frifandt tiltalte med følgende begrundelse:
		På denne baggrund finder retten ikke, at tiltaltes overtrædelse af retsplejelovens § 745, nu § 729a, stk. 3, i sin egenskab af forsvarer, kan anses for at være en sådan krænkelse af det offentliges ret, at det er omfattet af straffelovens § 155. Retten finder endvidere ikke, at der foreligger en så grov forsømmelse, at forholdet kan henføres under straffelovens § 157.
	Landsretten tog ikke stilling til dette spørgsmål, idet landsretten frifandt tiltalte med den begrundelse, at man ikke fandt det bevist, at tiltalte havde været vidende om, at medarbejderen havde afskrevet rapporten og afsendt den til den sigtede i den omhandlede straffesag. Landsretten tog således ikke stilling til, hvorvidt der ville have foreligget en overtrædelse af straffeloven, hvis det havde været bevist, at forsvareren havde givet samtykke til, at brevet var blevet afsendt til den sigtede. Eva Smith m. fl. anfører i "Straffeprocessen" 2005, Forlaget Thomson, side 277 f.:
		"...Begrænsningen i adgangen til at overlevere materiale til sigtede, vil ikke af forsvareren kunne omgås ved at foretage en afskrift af sagsakterne, f. eks. politirapporten. En sådan handling fra forsvarerens side vil være en omgåelse af de hensyn, der har begrundet begrænsningen i overlevering af materiale og oplysningerne, og som har ført til, at politiet, såfremt det var blevet spurgt, ikke har givet samtykke. .."
	Ovennævnte betragtninger om "omgåelse" forekommer rimelig i de få tilfælde, hvor forsvareren har grund til at tro, at politiet ville have nægtet at give samtykke, hvis politiet forudgående var blevet spurgt. Derimod forekommer det voldsomt at straffe forsvareren for overtrædelser af straffeloven, hvis forsvareren har kopieret (eller afskrevet) et eller flere dokumenter fra en straffesag og overgivet dette til sin klient i et tilfælde, hvor politiet burde have meddelt samtykke, hvis politiet var blevet spurgt, og hvis advokaten har haft rimelig grund til at gå ud fra dette. I den konkrete sag gennemgået ovenfor skal det særligt nævnes, at det fremgår af forklaringerne i byretten, at der var tale om rapport "udfærdiget af værkmester V, Anstalten ved Herstedvester", som indgik i en straffesag mod den tiltalte forsvarers klient. Der er formentlig tale om en rapport udarbejdet af værkmesteren som led i en disciplinærsag mod forsvarerens klient som indsat i anstalten. Det følger af forvaltningslovens kapitel 4, jvf. straffuldbyrdelseslovens § 7, stk. 4, 2. pkt., at den indsatte har ret til aktindsigt i en sådan rapport. Det samme følger af artikel 59 a og b i de europæiske fængselsregler. Der synes således ikke at være grundlag for, at politiet kunne have nægtet forsvareren adgang til at sende kopi (eller afskrift) af den omhandlede rapport til klienten. Eva Smith m. fl. anfører i "Straffeprocessen" 2005, Forlaget Thomson, side 279 og 280, blandt andet følgende:
		"... Sigtede har efter bestemmelsen i § 729 a, stk. 3, 5. pkt., fået en relativ bred adgang til at modtage kopi af sagens bevisdokumenter, der yder en umiddelbar oplysning om gerningen, og som i et ikke uvæsentligt omfang vil hidrøre fra sigtede selv eller direkte vedrøre sigtedes person. Derimod er det mindre klart, hvorledes praksis vil blive med hensyn til politiets samtykke til udlevering af de øvrige dokumenter, der ikke er omfattet af § 729 a, stk. 3, 5. pkt., og hvor udlevering i kopi til sigtede eller andre kræver et "ubetænkeligt" samtykke fra politiet. Retsplejerådets betænkning indeholder desværre ikke nærmere bidrag til fortolkning af, hvornår det skal findes ubetænkeligt. Det må dog antages at forudsætte, at der foreligger bestemte grunde til at antage, at sigtede vil misbruge adgangen ved at vanskeliggøre forfølgningen i sagen eller bestemte grunde til at antage, at en spredning af oplysningerne vil finde sted til skade for tredjemand. ..."
	Eva Smith m. fl. påpeger på side 281 kravet fra Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) om, at aktindsigt i straffesager kun kan nægtes, hvis dette er strengt nødvendigt ("strictly necessary"). Formuleringen i § 729, stk. 3, 4. punktum, i retsplejeloven om, at politiet "giver samtykke, hvis det findes ubetænkeligt" synes således ikke at være forenelig med praksis ved EMD, idet bestemmelsen efter sin ordlyd giver politiet mulighed for kun at tillade forsvareren at videregive kopi af sagens akter til sin klient, når dette er "ubetænkeligt". Nægtelse synes således at kunne komme på tale, selv om nægtelsen ikke er "strengt nødvendig". Forsvarsadvokaten i dommen UfR 2005.2674 Ø nævnt ovenfor forklarede under sagens behandling ved byretten blandt andet følgende ifølge retsbogen:
		" Da der ikke var givet et pålæg, fandt tiltalte ikke, at der var omstændigheder i sagen, som ikke måtte oplyses over for klienten. Når han taler med klienterne, må de gerne se sagens akter igennem og tage notater samt skrive af, hvis de ønsker det. ..."
	Da Landsforeningen KRIM har hørt fra forsvarsadvokater, der frygter, at de kan straffes for at lade deres klienter tage notater fra sagsakter, der ikke er belagt med forsvarerpålæg, skal et par afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol på dette område særligt fremhæves. I Sagen Luboch mod Polen (Application no. 37469/05) præciserede Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i en afgørelse fra januar 2008 sigtedes ret til at tage notater af akterne i dennes straffesag samt sigtedes ret til, hvis det er nødvendigt, tillige at få kopi af sagens akter. Samme resultat når menneskerettighedsdomstolen frem til i sagen Lawrence Pullicino mod Malta (Application no. 45441/99), hvor det yderligere præciseres, at sigtedes ret til at tage egne notater af sagens akter ikke kan nægtes denne med henvisning til, at sigtede har en forsvarer. Med disse afgørelser i hånden har en forsvarer efter KRIMs opfattelse også rigtig gode muligheder for at få mange forsvarerpålæg ophævet, hvis disse ikke er "strengt nødvendige" til beskyttelsen af tredjemand eller af politiets efterforskning. Forsvarerpålæg kan indbringes for retten af forsvareren efter retsplejelovens § 746. Se også bemærkningerne til retsplejelovens § 729 om aktindsigt i straffesager.