Af advokat (H) Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM
Senest opdateret 18. januar 2015
§ 59. En indsat har
ret til i institutionen at udtale sig og i den
forbindelse at lade sig fotografere til
medierne. |
|
Stk. 2. Denne ret kan dog
begrænses af ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn, for at beskytte den forurettede ved
lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke
en åbenbar krænkelse af retsfølelsen.
|
|
Stk. 3. Justitsministeren
kan fastsætte regler om gennemførelsen af de
indsattes ret efter stk. 1. |
|
Bemærkningerne til § 59 i lovforslag nr. 145
fremsat 8. december 1999 til lov om fuldbyrdelse
af straf mv.
§ 59, stk. 2, kan ikke anvendes til at begrænse
eller censurere indsattes bogudgivelser -
artikel i Kristeligt Dagblad den 24. september
2009 om bogudgivelsen "En morders bekendelser"
udgivet af en person, der aktuelt afsonede
straf.
Retsfølelse, tv-interview. FOB.95.170
Det er vanskeligt at forestille sig, at ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn eller hensynet
til retsfølelsen kan begrunde, at en indsat
fuldstændigt udelukkes fra at udtale sig til
medierne, navnlig hvis udtalelserne for eksempel
angår fængselsforholdene, som der i en
demokratisk retsstat er et stort behov for, at
borgerne kan holde øje med gennem udtalelser fra
de indsatte, idet borgerne ikke selv har en
almindelig adgang til fængsler og arresthuse for
eksempel for at kontrollere, om tingene går
ordentligt for sig.
Et eksempel på den konkrete afvejning, som
kriminalforsorgen skal overveje, hvis
kriminalforsorgen vil afvige fra hovedreglen om
indsattes ret til at udtale sig og lade sig
fotografere til medierne ses i
Justitsministerens svar af 8. december 2008 på
Folketingets Retsudvalgs spørgsmål nr. 138 (Alm.
del) 2008 (sagsnummer 2008-792-0719).
Spørgsmålet drejede sig om en meget medieomtalt
indsat, som i marts 2001 ved Østre Landsret blev
idømt fængsel på livstid for i 2000 at have
dræbt sin kæreste og dennes to sønner. Den
pågældende havde tidligere afsonet en straf af
fængsel i 15 år "Brown Creek Correctional
Institution" i delstaten North Carolina i USA
for drabet på sin mor. Herfra blev han løsladt i
juni 1999 efter udståelse af halvdelen af
straffen, hvorefter han straks blev udsendt til
Danmark, idet han i forbindelse med drabsdommen
også var blevet idømt udvisning af USA.
Den pågældende var allerede i midten af 90'erne,
medens han fortsat afsonede straf i USA, blevet
kendt i Danmark, idet han i 1994 medvirkede i en
dansk dokumentarudsendelse om sit eget liv, der
var blevet optaget i fængslet i USA.
Svaret fra justitsministeren må blandt andet
forstås således, at kriminalforsorgen i sin
afvejning ikke kun skal tage hensyn til den
indsattes ytringsfrihed eller retsfølelsen men
også til borgernes ret til gennem pressen at
holde sig orienteret om forholdene i vore
fængsler Om denne afvejning generelt udtaler
ministeren i svaret blandt andet: ".. I denne
forbindelse har man på den ene side lagt vægt på
den indsattes ytringsfrihed og pressens mulighed
for at varetage sin rolle i samfundet og på den
anden side på hensynet til retsfølelsen. .."
Af ministerens svar fremgår vedrørende
afvejningen i den konkrete afgørelse blandt
andet følgende: "... at man alene har givet
tilladelse til skrevne interviews og optagelse
af faste billeder, mens man har afslået
tilladelse til optagelse af lyd og levende
billeder. Man har endvidere fastsat vilkår om,
at indsatte ikke måtte interviewes om de nærmere
omstændigheder omkring sin kriminalitet.”
Spørgsmålet fra retsudvalget, som ministeren
besvarede, havde følgende indhold: ”Kan
ministeren bekræfte oplysningerne om Peter
Lundins livsførelse i fængslet i artiklen
”Politikere er oprørte: Stop Lundin”, der blev
bragt i Ekstra Bladet den 7. november 2008, og
er ministeren enig i, at det kan virke stødende
for retsbevidstheden?”
Det er værd at bemærke, at Justitsministeren i
sit svar til retsudvalget såede tvivl om,
hvorvidt det var den indsatte selv, der havde
forårsaget, at politikere blev "oprørte", eller
om politikerne havde reageret på en mere eller
mindre usandfærdig historie opdigtet af nogle
journalister eller andre. Statsfængslet
Østjylland havde ifølge justitsministeren herom
blandt andet udtalt:
”at en væsentlig del af de
oplysninger, der har været bragt, ikke synes at
komme fra indsatte selv – i alt fald ikke som
direkte fremsat over for vedkommende medie – men
fra forskellige navngivne og unavngivne kilder,
og at udformningen af omtalen endvidere i vidt
omfang har været præget af visse mediers ønske
om en bestemt vinkling af sagen, der efter
fængslets opfattelse ikke har dækning i de
faktiske forhold.”
|
|
|