I retsplejelovens § 169 findes hovedreglen om, at tjenestemænd og visse andre faggrupper som udgangspunkt kun må afgive vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke der i det offentliges interesse påhviler dem tavshedspligt, efter at samtykke er indhentet fra “vedkommende myndighed”. Retten kan pålægge vedkommende myndighed at tillade, at vidnet udtaler sig om de af sagen omhandlede tavshedsbelagte forhold.

 § 169 har følgende ordlyd:

“Stk. 1. Tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt eller dermed ligestillet hverv, må ikke uden samtykke af vedkommende myndighed afkræves vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke der i det offentliges interesse påhviler dem tavshedspligt. For medlemmer af Folketinget kræves samtykke af tingets formand og vedkommende minister.

  Stk. 2. Nægtes samtykke, kan retten, såfremt forklaringens afgivelse findes at være af afgørende betydning for sagens udfald, pålægge vedkommende myndighed over for retten at redegøre for grundene til nægtelsen. Finder retten herefter, at hensynet til hemmeligholdelse bør vige for hensynet til sagens oplysning, kan den bestemme, at vidneforklaring skal afgives. Dette gælder dog ikke, hvis nægtelsen er begrundet med hensynet til statens sikkerhed, til dens forhold til fremmede magter eller med hensynet til tredjemands liv eller helbred.”

I  U.1996.834Ø havde en kommune modtaget en anmeldelse, hvor det var oplyst, at faderen til et mindre barn misbrugte sit barn sammen med andre mænd fra faderens omgangskreds. Anmelderen uddybede dette blandt andet ved at oplyse, at “de boller med hende”. Anmeldelsen førte til, at barnets forhold blev undersøgt, og at myndighederne fandt med en høj grad af sikkerhed, at barnet ikke havde været ude for sådant misbrug. Faderen indgav efterfølgende gennem advokat anmeldelse mod anmelderen for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, og subsidiært overtrædelse af straffelovens § 165. Politiet bad til brug for efterforskningen kommunen om at få oplyst navnet på anmelderen. Kommunen nægtede at udlevere navnet på anmelderen (i det følgende A). Kommunen begrundede dette med, at A har opfyldt sin oplysningspligt i henhold til bistandslovens §20, og at A samtidig har udtrykt ønske om anonymitet. Kommunen henviste til, at det er “almindelig forvaltningsskik”, at en anmeldelse kan ske anonymt. Kommunen anførte videre, at formålet med bistandslovens §20 er at sikre mindreårige imod overgreb, bl.a. inden for familiens kreds. Ofte vil personer med kendskab til forholdene have vanskeligt ved at »leve op til deres borgerpligt« og være kede af at skulle give sig til kende. Hemmeligholdelsen er ikke blot et spørgsmål om forvaltningsskik, men om muligheden for at opnå et reelt indhold af bistandslovens §20, hvorfor hemmeligholdelsen har »væsentlig betydning«. Hensynet til den muligt på et spinkelt grundlag anmeldte person kan ikke føre til at yde ham bistand til at få kendskab til anmelderens identitet, idet navngivelsen over for socialforvaltningen er en rimelig garanti imod helt grundløse anmeldelser. Hvis kommunen skulle vælge at befri sig for problemet ved kun at modtage sådanne anmeldelser selv under total anonymitet, ville dette med sikkerhed fremme risikoen for grundløse anmeldelser, chikane og hævnaktioner.  (Bistandslovens § 20 er ophævet og erstattet med servicelovens § 154, som har et helt identisk indhold bortset fra en enkelt sproglig modernisering.) Byretten fandt, at politiets begæring om at oplyse navnet skulle imødekommes. Landsretten stadfæstede denne afgørelse og udtalte nærmere: “Det tiltrædes, at sagens udfald beror på en afvejning af hensynet til at opretholde den tavshedspligt, som påhviler kommunens medarbejdere i et tilfælde som det foreliggende, over for hensynet til at opklare et muligt strafbart forhold begået over for den, anmeldelsen var rettet imod, og dermed også hensynet til evt. at rense den anmeldte for en særdeles alvorlig og meget belastende sigtelse, i hvilken forbindelse det i henhold til retsplejelovens §827, stk. 1, jf. §170, stk. 3, er afgørende, om hemmeligholdelse har en så væsentlig betydning, at den ikke bør kunne tilsidesættes efter de foran nævnte regler om tredjemands oplysningspligt. Efter det indhold og den form, som anmeldelsen i dette tilfælde har haft, findes kommunens tavshedspligt at burde vige for oplysningspligten. Herefter og tillige af de i den påkærede kendelse anførte grunde stadfæstes kendelsen.”

 Betænkning 316 om vidner afgivet af et udvalg under Justitsministeriet i 1962