Retsplejelovens § 182 har følgende indhold: “Hvert vidne afhøres for sig. Et vidne må ikke påhøre forklaringer af andre vidner, syns- og skønsmænd eller parter, medmindre andet bestemmes af retten.”
Reglen gælder for afhøringer af vidner i retten. Det fremgår imidlertid af retsplejelovens § 753, at reglen også gælder for politiets afhøringer af vidner.
I TfK 2010.637 ØLK var en person, der var sigtet i en straffesag, indkaldt som vidne mod nogle medgerningsmænd, hvis sag var udskilt til særskilt behandling. Han ønskede selv at overhøre hele sagen. Anklagemyndigheden fik ikke medhold i, at han skulle udelukkes fra at overvære den del af hovedforhandlingen, som lå forud for det tidspunkt, hvor han selv skulle afgive vidneforklaring. Landsretten udtalte blandt andet: “….Henset til det ovenfor anførte, og da S fortsat er sigtet i sagen, finder landsretten ikke grundlag for i medfør af retsplejelovens § 182, 2. pkt., at afskære S fra at påhøre forklaringer af andre vidner eller de tiltalte i sagen, jf. retsplejelovens § 748, stk. 1, 1. pkt. S skal derfor i medfør af § 748, stk. 1, 1. pkt., underrettes om alle for ham relevante retsmøder, og han er – med de i retsplejelovens § 748, stk. 5, nævnte undtagelser – berettiget til at overvære dem.”
I TfK 2009.768 HK havde et vidne ved en fejl overhørt de tiltaltes forklaringer i retten. Højesteret tillod, at vidnet blev ført men udtalte blandt andet, at “retten ved bevisvurderingen bør være opmærksom på, om hendes forklaring kan være præget af, at hun har overhørt de tiltaltes forklaringer.”
Såfremt politifolk eller advokater afhører vidner, medens afhøringen påhøres af andre herunder andre mulige vidner, kan de pågældende straffes. Advokatnævnet idømte i en sag med journalnummer 02-0406-07-0478, 11/7 2007 i 2007 en advokat for overtrædelse af god advokatskik en bøde på 20.000 kr. blandt andet for under politiets efterforskning af en straffesag mod advokatens varetægtsfængslede klient på egen hånd at have foretaget afhøring af to mulige vidner, medens de to vidner overhørte hinandens forklaringer. Det fremgår af kendelsen, at forsvarsadvokater gerne må foretage selvstændig efterforskning i en straffesag mod advokatens klient, så længe denne efterforskning ikke modvirker sagens opklaring. Advokatnævnet fandt imidlertid, at advokaten groft havde tilsidesat god advokatskik blandt andet ved at afhøre de to vidner således, at vidnerne kunne overhøre hinandens forklaringer. Advokatrådet udtalte under sagen blandt andet: “Det er elementært, at mulige vidner skal afhøres hver for sig, således at der ikke opstår risiko for, at de indbyrdes påvirker hinandens forklaringer. Advokatrådet har henvist til retsplejelovens § 753, jf. § 182 …”. Advokatnævnets afgørelse og begrundelse havde følgende indhold: “Advokatnævnet bemærker, at Advokatrådet blev bekendt med forholdet ved Rigsadvokatens henvendelse af 12. september 2006, hvilket medfører, at forældelsesfristen på 6 måneder er overholdt. Advokatnævnet finder, at advokat A groft har tilsidesat god advokatskik ved få dage efter, at hans klient var blevet varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, at have taget kontakt til to vidner, som endnu ikke var afhørt af politiet, og lod dem underskrive erklæringer, hvis indhold de delvist tog afstand fra. Nævnet finder endvidere, at advokat A groft har tilsidesat god advokatskik ved at lade mulige vidner påhøre hinandens forklaringer, inden de blev nedskrevet, og ved at lade vidnerne underskrive tro og love erklæringer udfærdiget af advokat A. På denne baggrund og under hensyn til, at advokat A den 1. marts 2005 og 2. november 2005 er tildelt sanktioner for tilsidesættelse af god advokatskik, pålægger nævnet i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, advokat A en bøde på 20.000 kr. til statskassen.”
Det kan som anført ovenfor have alvorlige følger for en straffesags opklaring, at en forsvarsadvokat tilsidesætter retsplejeloven i sine bestræbelser på at bistå sin klient. Konsekvenserne er formentlig mere alvorlige, hvis politiet overtræder retsplejeloven for eksempel ved at afhøre vidner, uden at skille vidnerne ad, idet retsplejelovens regler blandt andet er tænkt som et værn mod at uskyldige bliver straffet. Polititjenestemænd kan naturligvis ikke straffes af Advokatnævnet. De vil derimod kunne straffes disciplinært eller eventuelt for magtmisbrug efter straffelovens kapitel 16.