Borgerne kan få “helt grundlæggende mundtlig rådgivning” i  advokatvagter. De kan derudover få offentligt tilskud til rådgivning “ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning” og  “rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger” hos advokater. Reglerne herom er fastsat i retsplejelovens § 323. Derudover findes der en række offentligt støttede retshjælpskontorer (retshjælpsinstitutioner), hvor borgerne kan søge gratis retshjælp. Kontorerne er ofte bemandet med jurastuderende, der har den egentlige kontakt med borgerne, medens kontorerne ledes af egentlige jurister og/eller advokater.

Retshjælpen, der ydes af en retshjælpsinstitution, kan bestå af “helt grundlæggende mundtlig rådgivning”, rådgivning “ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning” og  “rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger”. Disse tre kategorier betegnes i § 5 i Justitsministeriets  bekendtgørelse nr. 1160 af 9. december 2011 som retshjælp efter trin 1, retshjælp efter trin 2 og retshjælp efter trin 3. Retshjælpskontorer kan yde retshjælp efter alle tre trin. Se  uddrag af kapitel 8 i betænkning 1436, der blandt andet gennemgår omfanget af retshjælp på hvert enkelt af de tre trin.  Bekendtgørelsen om offentlig retshjælp ved advokater opdateres normalt årligt.

Bemærk, at det udtrykkeligt fremgår af retsplejelovens § 323, stk. 2, at enhver “har ret til vederlagsfri retshjælp på trin 1 vedrørende ethvert retsspørgsmål”. Dette indebærer for eksempel, at Krims Retshjælp kan yde retshjælp også inden for det strafferetlige område, så længe at retshjælpen kan ydes inden for trin 1. På for eksempel det straffuldbyrdelsesretlige og politiretlige område kan der ydes retshjælp på alle tre trin. Retshjælp på trin 1 kan ydes uden hensyn til den retshjælpssøgendes økonomiske forhold, og den kan ydes til enhver herunder anonyme rådsøgende.

Der kan ikke ydes vederlag for retshjælp hos advokat i sager, der er under behandling hos en forvaltningsmyndighed, medmindre der er tale om en klage over en afgørelse truffet af en forvaltningsmyndighed. Der kan således ikke gives retshjælp til dækning af advokatomkostninger til en indsat i et fængsel, der ønsker advokatbistand til at ansøge om udgang fra fængslet. Nægter fængslet den pågældende udgang, kan den indsatte derimod opnå offentlig retshjælp til advokatbistand i forbindelse med indgivelsen af en klage over fængslets afgørelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Se for eksempel  UfR 2008.2202 HD, hvor Højesteret fandt, at Retten i Sønderborg havde været berettiget til at nægte at yde vederlag for retshjælp til en advokat, der havde forlangt vederlag fra det offentlige i 21 retshjælpsblanketter vedrørende sager, “der angik eller var under behandling ved en forvaltningsmyndighed, “såfremt det må antages, at vejledning og bistand i fornødent omfang gives af myndigheden”. Det var ikke godtgjort, at myndighederne i de omhandlede sager ikke havde ydet vejledning og bistand i fornødent omfang til advokatens klienter.

I kendelsen i  UfR 1990.413 ØLK fandt Østre Landsret, at retsplejelovens § 170, stk. 1, jf. stk. 4, fører til, at en medarbejder i en retshjælpsinstitution (ligesom en advokat) ikke kan afkræves at afgive vidneforklaring mod klienten. I tilfælde, hvor klienten søger rådgivning vedrørende en straffesag, er medarbejdere i retshjælpsinstitutioner tillige omfattet af den absolutte vidneudelukkelsesregel, der gælder i retsplejelovens § 170, stk. 2. Medarbejdere i retshjælpsinstitutioner har dermed tavshedspligt i samme omfang som en advokat (og for straffesagers vedkommende som forsvareren i en straffesag) i hvert tilfælde i det omfang, at der er advokater tilknyttet retshjælpens ledelse. Dette er formentlig tilfældet i de fleste af de retshjælpsinstitutioner, som er godkendt af Civilstyrelsen efter reglerne i retsplejelovens § 324, jævnfør § 1 i  bekendtgørelse nr. 100 af 30. januar 2012. De største godkendte institutioner i landet (målt på sagstal) er Københavns Retshjælp, Århus Retshjælp, Gellerupparkens Retshjælp, Krims Retshjælp, SR-Bistand og Mødrehjælpens Retshjælpsinstitution. Sådanne retshjælpsinstitutioner ledes i overensstemmelse med vedtægter, som er godkendt af Civilstyrelsen. Institutionen skal være ledet af en ”fagligt kvalificeret person”, og retshjælpen skal ydes af personer, ”der er tilstrækkeligt kvalificerede”. En medarbejder i en retshjælpsinstitution, som bryder sin tavshedspligt og uberettiget videregiver fortrolige oplysninger for eksempel om en klient, vil kunne straffes efter straffelovens § 264 d og/eller muligvis efter straffelovens § 152. Se for eksempel UfR 1991.194/2 ØLD, hvor en læge blev straffet for overtrædelse af straffelovens § 264 d vedrørende oplysninger (fotos) videregivet om en patient uden patientens samtykke. Retshjælpsinstitutionerne i Danmark er alle private organisationer og har dermed en høj grad af uafhængighed af statsmagten. Kravene fremgår nærmere af bekendtgørelsens § 1, nr. 1-7.