Politiloven giver i en række tilfælde mulighed for, at der kan foretages administrativ frihedsberøvelse af personer:

Politiet kan i henhold til  politilovens § 5, stk. 3, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge faren, om nødvendigt frihedsberøve personer for at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed. Efter politilovens § 8, stk. 4, kan politiet, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge faren, om nødvendigt frihedsberøve personer, “der giver anledning til fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed”.  Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer.

Af politilovens § 7, stk. 6, fremgår, at politiet kan “skride ind som ved opløb”, hvis “forsamlinger under åben himmel” befrygtes at være til fare for den offentlige fred”, og forsamlingen ikke efterkommer et forbud efter politilovens § 7, stk. 4, eller et påbud efter politilovens § 7, stk. 5, om at opløses. Frihedsberøvelse efter bestemmelsen kan således finde sted, når betingelserne i bestemmelsen samt betingelserne i § 9, stk. 3 (omtalt umiddelbart nedenfor), er opfyldt.

Efter  politilovens § 9, stk. 3, kan politiet, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge faren, om nødvendigt frihedsberøve personer for at  afværge opløb, der indebærer fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer.

Politiet kan efter politilovens § 10, stk. 4, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge fare for en syg eller hjælpeløs person eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed, om nødvendigt frihedsberøve denne med henblik på hjemtransport, lægeundersøgelse eller overgivelse til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af den pågældende. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt.

Politiet kan efter politilovens § 11, stk. 4, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige, om nødvendigt frihedsberøve en person, der er ude af stand til at tage vare på sig selv på grund af indtagelse af alkohol eller andre berusende eller bedøvende midler, og som træffes under forhold, der indebærer fare for den pågældende selv eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed. Dette må ske, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige, og frihedsberøvelsen sker “med henblik på hjemtransport, overgivelse til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af den pågældende, indbringelse til hospital, forsorgshjem eller lignende eller indsættelse i  detention. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt”.

Efter politilovens § 13, stk. 4, kan børn, som træffes under forhold, som indebærer fare for barnets sikkerhed eller sundhed, om nødvendigt frihedsberøves, hvis ikke mindre indgribende midler findes tilstrækkelige for at afværge faren. Frihedsberøvelsen må findes sted “med henblik på overgivelse til forældremyndighedens indehaver,  de sociale myndigheder eller andre, der på forsvarlig vis er i stand til at tage sig af barnet. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer.”

Frihedsberøvelse inden for strafferetsplejen kan prøves ved domstolene efter retsplejelovens kapitel 93 a, såfremt erstatningssøgende ikke har fået helt eller delvist medhold i et krav om erstatning rejst overfor anklagemyndigheden efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. I det følgende behandles alene reglerne om domstolsprøvelse af afgørelser om administrativ frihedsberøvelse. Om erstatning for straffeprocessuelle indgreb henvises til behandlingen af  erstatning for uberettigede straffeprocessuelle indgreb i retsplejelovens kapitel 93 a.

Som det fremgår ovenfor følger det af EMRK artikel 5, stk. 4, at en person, der har været frihedsberøvet ved anholdelse eller forvaring, kan forlange lovligheden af frihedsberøvelsen domstolsprøvet, og af artikel 5, stk. 5, følger det, at den pågældende, hvis frihedsberøvelsen er sket i strid med EMRK artikel 5, har ret til erstatning. I dansk ret findes de processuelle regler om domstolsprøvelse af frihedsberøvelse og om behandlingen af erstatningskrav fremsat i anledning af frihedsberøvelse i retsplejelovens kapitel 43 a (for så vidt angår frihedsberøvelse udenfor strafferetsplejen) og i retsplejelovens kapitel 93 a (for så vidt angår frihedsberøvelse indenfor strafferetsplejen).

Af retsplejelovens § 470, stk. 2, fremgår, at retten beskikker en advokat for den frihedsberøvede, medmindre den pågældende selv har antaget en advokat, for så vidt angår sager om frihedsberøvelse udenfor strafferetsplejen. Der kræves ingen begæring om beskikkelse. Se Johs Mikkelsen i J 1960.89. For så vidt angår frihedsberøvelse indenfor strafferetsplejen, følger det af retsplejelovens § 1018 f, stk. 2, at der i tilfælde, hvor der forlanges domstolsprøvelse, på den erstatningssøgendes begæring sker beskikkelse af en advokat for denne. Det følger imidlertid af retsplejelovens § 1008, stk. 1, at den pågældende, hvis denne ved dom kendes “uberettiget til oprejsning i anledning af strafferetlig forfølgning” skal erstatte det offentlige de nødvendige udgifter, som er medgået til sagens behandling. Bestemmelsen indebærer blandt andet, at en person, der har ønsket domstolsprøvelse af en frihedsberøvelse inden for strafferetsplejen, og som ikke får “oprejsning”, pålægges at betale sagsomkostninger – herunder udgiften til advokatbistand. Dette sker efter praksis uden hensyn til den pågældendes økonomiske forhold.  TfK 2003.121 er et eksempel på en afgørelse, hvor den erstatningssøgende er pålagt at betale sagsomkostninger, uden at der tages hensyn til den pågældendes økonomiske forhold. Byretten havde frifundet den pågældende for sagsomkostninger under henvisning “til det oplyste om erstatningssøgendes personlige og økonomiske forhold”. Denne afgørelse blev omgjort af landsretten med henvisning til, at der ikke forelå “forhold, der kunne “begrunde en fravigelse af bestemmelsen i retsplejelovens § 1008, stk. 1”. Domstolenes fortolkning af retsplejelovens § 1008 fører således til, at der i dansk ret faktisk ikke består nogen adgang til fri proces for personer, der ønsker en frihedsberøvelse indenfor strafferetsplejen domstolsprøvet.