Politikommissionen udtaler sig i punkt 4.4.6 i  betænkning 1410, side 70, om, hvorledes kommissionen fortolker EMRK artikel 5. Kommissionen udtaler blandt andet: “Det følger bl.a. af bestemmelsen, at en frihedsberøvelse skal have hjemmel i national lovgivning (jf. formuleringen ”den ved lov foreskrevne fremgangsmåde” og ”lovlig”), og at national lovgivning skal være overholdt i den konkrete sag. Det er endvidere et krav, at den nationale lovgivning opfylder de kvalitative krav, der følger af konventionen, herunder kravet om at retsreglerne skal være tilgængelige, at de skal være tilstrækkeligt klare og præcise, og at retstilstanden skal være forudsigelig. De nationale regler skal beskytte mod vilkårlige frihedsberøvelser.”

Endvidere udtales på samme side:

“Konventionen stiller endvidere nogle krav til frihedsberøvelsens formål. For at være forenelig med konventionen, skal frihedsberøvelsen varetage mindst ét af de formål, og dermed være omfattet af mindst én af de frihedsberøvelsesgrunde, der er opregnet i artikel 5, stk. 1, litra a til f. Opregningen er udtømmende, og skal efter praksis fortolkes indskrænkende.”

Af politilovens § 5, stk. 3, jævnfør stk. 1, følger, at politiet kan foretage frihedsberøvelse alene for at “afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed”. Litra a-f i EMRK artikel 5 ses ikke at indeholde en lignende begrundelse for frihedsberøvelse. Da litra a-f i EMRK artikel 5 efter praksis ved EMD – og tilsyneladende også politikommissionens opfattelse – anses for at være en udtømmende opregning af de grunde, der kan give anledning til frihedsberøvelse efter EMRK artikel 5, kan det vel anses for tvivlsomt, om politilovens § 5 opfylder betingelserne i EMRK artikel 5. Kommissionen anfører – også på side 70 – at administrative anholdelser i dansk praksis “opfylder de krav til hjemmelen, der følger af artikel 5, stk. 1”. Kommissionen argumenterer ikke på nogen måde for denne konklusion.

Der har i længere tid blandt danske retsteoretikere været antaget, at betingelserne for at frihedsberøve personer i Danmark kan være mindre strenge end i andre europæiske lande. Erik Christensen anfører i J 1968.8 således: “Ethvert politimæssigt indgreb forudsætter en politiretlig interesse… Fuldmagten (retsplejelovens § 108) kan alene påberåbes til afværgelse af fare og dette for politiretten konstitutive farebegreb er bestemmende både for spørgsmålet om, om indgreb overhovedet kan ske, og for dets opretholdelse, form og intensitet. Den fare, der skal imødegås, må være af objektiv påviselig karakter, og risikoen for dens indtræden ikke blot være en abstrakt mulighed, men sandsynlig. Drejer det sig om indgreb i den personlige frihed, stilles i svensk og tysk ret strengere krav  til farens intensitet, for så vidt som sandsynlighedskravet skærpes til et krav om overhængende fare – en skærpelse der er kommet direkte til udtryk i nyere tysk politilovgivning.”

I  Schwabe og M.G. mod Tyskland afgjort af EMD den 1. december 2011 under sagsnumrene 8080/08 og 8577/08 fandt EMD, at artikel 5 § var krænket. Klagerne var blevet anholdt den 3. juni 2007 omkring kl. 10.15. Ifølge myndighederne skyldtes anholdelsen, at de to frihedsberøvede blev antruffet sammen med 7 andre foran Waldeck Fængsel, hvor der også befandt sig en varevogn. I varevognen fandt politiet nogle sammenrullede bannere med teksten “Freedom for all prisoners and free all now”. Endvidere havde de to anholdte ifølge myndighederne sat sig fysisk til modværge, da politiet skulle kontrollere deres identitet. En af dem skulle ved denne lejlighed have slået en politimand på armene og sparket mod ham (præmis 12). De to tilbageholdte blev løsladt den 9. juni 2007, kl. 12.00 (præmis 27). Det fremgår af sagen, at de anholdte fik deres frihedsberøvelse domstolsprøvet i et retsmøde afholdt den 4. juni 2007, hvor det blev bestemt, at de kunne tilbageholdes frem til senest den 9. juni 2007, kl. 12 (præmis 13). Af præmis 14 fremgår det, at fængslingen af en appeldomstol blandt andet blev begrundet med, at det må antages, at de to tilbageholdte enten havde forsøgt at begå en kriminel handling eller havde medvirket til en sådan (præmis 14). Også i præmis 14 udtaler appeldomstolen, at den fandt, at frihedsberøvelsen var lovlig, idet man derved modvirkede en umiddelbart forestående kriminel handling eller fortsættelsen af en kriminel handling. I præmis 17 fremhæves det også, at de to anholdte ifølge domstolen havde til hensigt at tilskynde andre til at forsøge at befri de indsatte i fængslet. 400 polititjenestemænd blev efter det oplyste såret under urolighederne i Rostock centrum den 2. juni 2007 (præmis 9). Af præmis 10 fremgår det, at 1.112 personer var blevet frihedsberøvet. Heraf havde 628 personer forlangt domstolsprøvelse. For 113 personers vedkommende havde de nationale domstole fundet, at betingelserne for frihedsberøvelse var opfyldt. I præmis 77 udtaler EMD blandt andet (oversat til dansk af undertegnede): “.. at man skal vurdere, om den forbrydelse, som myndighederne forsøgte at forhindre klagerne i at begå, kan antages at være tilstrækkelig konkret og specifik, således som dette kræves efter EMD’s praksis med hensyn til navnlig stedet og tidspunktet for, hvor den skulle finde sted og dens offer/ofre. EMD har bemærket, at de nationale domstole tilsyneladende har forholdt sig til den specifikke forbrydelse, som klagerne skulle til at begå. Rostock lokale ret og regionale ret har tilsyneladende antaget, at klagerne ved hjælp af de omhandlede bannere, havde til hensigt at tilskynde andre til at befri indsatte fra Waldeck Fængsel med magt. Dette blev antaget på grundlag af klagernes tilstedeværelse på parkeringspladsen foran fængslet, på hvilken – udover de 7 personer i varebilen – ingen andre personer var til stede. På den anden side antog Rostocks appelret, at klagerne havde til hensigt at køre til Rostock og fremvise bannerne under den delvist voldelige demonstration der og således tilskynde menneskemængden, der var til stede i Rostock, til at befri de indsatte med magt”. I præmis 78 udtaler EMD (oversat til dansk af undertegnede): “For at kunne vurdere, om frihedsberøvelsen af klagerne “med rimelighed kan anses for nødvendig” for at forhindre dem i at tilskynde andre til at befri de indsatte med magt, kan EMD ikke overse, at klagerne var frihedsberøvet i omkring fem og en halv dag af præventive grunde og således i en betydelig periode. Dertil kommer, at teksten på bannerne, som også anerkendes af appelretten, kunne forstås på flere måder. Klagerne, som var repræsenteret ved advokat under sagen, forklarede, at slagordene var henvendt til politiet og myndighederne for at presse dem til at ophøre med de utallige frihedsberøvelser af demonstranter, og det var ikke tanken at opfordre andre til at befri de indsatte med magt. Det er også ubestridt, at klagerne ikke på dem selv var i besiddelse af genstande, som kunne være anvendt til en befrielse af de indsatte ved hjælp af magt. På dette grundlag er EMD ikke overbevist om, at deres fortsatte tilbageholdelse med rimelighed kunne anses for nødvendig for at forhindre dem i at begå en tilstrækkelig konkret og specifik forbrydelse. En yderligere grund til, at EMD ikke er overbevist om nødvendigheden af klagernes frihedsberøvelse, er, at det under alle omstændigheder ville have været tilstrækkeligt at beslaglægge de omhandlede bannere og på denne måde gøre dem opmærksomme på de potentielle negative følger og forhindre dem i at anstifte andre – uagtsomt – til at befri indsatte.” Af præmis 80 fremgår, at EMD af grundene anført i præmis 77 og 78 fandt, at betingelserne for frihedsberøvelse i artikel 5, § 1, c, ikke var opfyldt. Af præmis 81 til og med præmis 83 fremgår, at de tyske myndigheder – uden held – også påberåbte sig artikel 5, § 1, a, om lovlig forvaring af domfældte, og artikel 5, § 1, b, om lovlig forvaring af personer, der ikke efterkommer en domstols lovlige påbud mv. Af præmis 119 fremgår, at de pågældendes ret til at forsamle sig efter EMRK artikel 11 også ansås for krænket. Af præmis 123 fremgår, at hver af klagerne fik tilkendt 3.000 euro i godtgørelse.

I  Shimovolos mod Rusland afgjort af EMD den 21. juni 2011 under sagsnummer 30194/09 fandt EMD, at blandt andet artikel 5 var krænket, idet klageren den 14. maj 2007 umiddelbart efter at være ankommet til en banegård var blevet tilbageholdt og efterfølgende administrativt frihedsberøvet i 45 minutter fra kl. 12.15 til kl. 13.00 uden rimelig grund. Anholdelsen fandt sted på Samara-banegården. Der var planlagt demonstrationer i anledning af EU-Rusland topmødet i Samara den 17. og den 18. maj 2007. Klageren ansås for at været “ekstremist”. Klageren havde under frihedsberøvelsen besvaret nogle spørgsmål om formålet med turen og om sine bekendte i Samara (præmis 14 og 15). EMD udtaler i præmis 54 blandt andet, at artikel 5, § 1, c,  ikke tillader en praksis, der har karakter af en almindelig forebyggende foranstaltning (“a policy of general prevention”) rettet mod en borger eller en gruppe af borgere, som – med rette eller urette (“rightly or wrongly”) – anses for at være farlige eller for at være tilbøjelige til at begå ulovlige handlinger (“being dangerous or having propensity to unlawful acts”). Bestemmelsen strækker sig alene til at sikre medlemsstaterne et middel til at forebygge konkrete og specifikke forbrydelser. EMD henviser i denne forbindelse til præmis 102 i Guzzardi mod Italien afgjort 6. november 1980. I præmis 56 udtaler EMD blandt andet, at myndighederne i den konkrete sag ikke var fremkommet med fakta eller oplysninger, som kunne overbevise en objektiv observatør om, at mistanken havde været rimelig (“reasonable”). Af præmis 57 fremgår, at EMD konkluderede, at artikel 5, § 1, var krænket. Klageren fik også medhold i, at EMRK artikel 8 var krænket (præmis 71), idet klageren havde været registreret i en særlig efterforskningsdatabase (“surveillance database”), der indeholdt oplysninger om personer involveret i “ekstremistiske aktiviteter” (“extremist activities”) (præmis 7). I præmis 69 begrunder EMD afgørelsen nærmere. Her fremhæves det, at etableringen og vedligeholdelsen af efterforskningsdatabasen samt driften af denne var reguleret af cirkulære 47. Dette cirkulære var imidlertid ikke tilgængeligt for offentligheden. Grundene til registrering af en persons navn i databasen, hvilke myndigheder, der havde kompetence til at beslutte, om der skulle ske registrering, længden af foranstaltningen, præcise oplysninger om arten af indsamlede data, proceduren for opbevaring og brug af de indsamlede data, og de eksisterende kontrolforanstaltninger og sikkerhedsforanstaltninger mod misbrug var således ikke tilgængelige for offentligheden og offentlighedens kontrol (” not open to public scrutiny and knowledge”). Af præmis 78 fremgår, at tidsfristen for at fremkomme overfor EMD med et krav om godtgørelse var overskredet, hvorfor et krav herom blev afvist.