Det følger af § 58 i lov om social service, at det offentlige kan anbringe et barn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke. Bestemmelsen lyder således:

“Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af
1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,
2) vold eller andre alvorlige overgreb,
3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller
4) andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge,
kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 8. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.”

Det fremgår af bestemmelsen, at det er “børn og unge-udvalget”, der træffer afgørelsen om at anbringe et barn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke.

Af § 72 følger retten til “gratis advokatbistand” til forældrene og den unge, der er fyldt 15 år, blandt andet i tilfælde, hvor der skal træffes afgørelse om tvangsfjernelse af et barn eller en ung samt i en sag, hvor spørgsmålet om at opretholde en tidligere truffet afgørelse skal opretholdes. Se nærmere i  punkt 378 og 379 i vejledning nr. 3 om særlig støtte til børn og unge og deres familier.

Af § 73 følger det, at det “påhviler” kommunalbestyrelsen, at “at gøre indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år, bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at udtale sig, inden afgørelsen træffes” blandt andet i sager om anbringelse af børn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke.

§ 170, stk. 2, lyder: “Sagerne behandles efter retsplejelovens regler om borgerlige sager, herunder kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse med de ændringer, der er angivet i dette kapitel.” Se nærmere nedenfor om  processen under domstolsprøvelse efter retsplejelovens kapitel 43 a.

Forældremyndighedsindehaveren bevarer forældremyndigheden over det barn, som tvangsfjernes. Se forudsætningsvist  artikel af 31. oktober 1999 af souschef Tove B. Andersen i Nyt Fra Ankestyrelsen.

 Lovforslag nr. 116 fremsat 28. januar 2009 af velfærdsministeren om ændring af serviceloven (kontinuitet i anbringelsen mv.)

Tvangsfjernelse af børn kan være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, der har følgende ordlyd:

“Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.”

Af  FN-konventionen af 20 november 1989 om Barnets Rettigheder (børnekonventionen) fremgår af artikel 9, stk. 1, og af artikel 18, stk. 2, følgende:

Artikel 9, stk. 1, Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv. En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller vanrøgt af barnet, eller hvor forældrene lever adskilt og der skal træffes beslutning om barnets bopæl.

artikel 18, stk. 2, Med henblik på at sikre og fremme de rettigheder, der er indeholdt i denne konvention, skal deltagerstaterne yde passende bistand til forældre og værger ved disses udførelse af deres pligter som opdragere af børn og skal sikre udviklingen af institutioner, ordninger og tjenesteydelser til omsorg for børn.

FN’s børnekomite “( COMMITTEE ON THE RIGHTS OF THE CHILD) udtaler i “Concluding observations – Denmark” af 23. november 2005 bekymring over det stigende antal anbringelser uden for hjemmet af børn i Danmark. I præmis 33 udtales det blandt andet, at “en grundig vurdering af behovet for” (“a thorough assessment of the need of”) anbringelse af børn uden for hjemmet ikke altid finder sted i Danmark, og at kontakten mellem det anbragte barn og forældrene er “meget begrænset” (“very limited”). I præmis 34 anbefales det blandt andet, at de danske myndigheder øger indsatsen med at yde støtte til børnene og deres forældre med henblik på at begrænse antallet af anbringelser uden for hjemmet.

Se FN’s  “Guidelines for the Alternative Care of Children” af 24. februar 2010. I afsnit ll (a), punkt 3, fastslås princippet om, at anbringelse af børn uden for deres familie skal tilrettelægges således, at man mest muligt øger muligheden for, at barnet kan returnere til sin familie. I de efterfølgende afsnit beskrives den indsats, som myndighederne skal foretage for at støtte familier i at kunne passe deres egne børn.

I punkt a i afsnittet om “Children deprived of a family environment” i “Concluding Observations” of the Committee on the Rights of the Child vedrørende Danmark af 4. februar 2011 anbefaler komiteen, at de danske myndigheder i højere grad “tilbyder tilstrækkelig støtte” (“provide appropriate support”) til familier for at begrænse omfanget af anbringelse af børn uden for hjemmet.

 Sagsgangen i Ankestyrelsen i sager om anbringelse af børn uden for hjemmet – 2006
 Socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier (Vejledning nr. 3 til serviceloven) – høring i Folketinget 2010
 Socialministeriets retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af forældrekompetenceundersøgelser – juni 2011
 Familiestyrelsens vejledning nr. 9735 af 18. september 2009 om børnesagkyndige undersøgelser.
 Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1581 af 16. december 2010 om forretningsorden for børn og unge-udvalgene
 Socialministeriets bekendtgørelse nr. 708 af 3. juli 2009 om forretningsorden for Ankestyrelsen (med ændringer af 27. september 2010)
 Betænkning 1463 om retssikkerhed i anbringelsessager afgivet af et i december 2005 af et udvalg udpeget af socialministeren
 Betænkning 1212 om de retlige rammer for indsatsen over for børn og unge afgivet af et udvalg under socialministeriet
 Bemærkningerne til lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service

I  FOU 1990.260 udtaler en kommune om behovet for advokatbistand til forældrene i sager om tvangsfjernelse af børn blandt andet følgende: “…. at social- og sundhedsforvaltningen forud for en afgørelse i nævnet lægger megen vægt på at orientere forældrene om deres ret til advokatbistand, og at forvaltningen går meget langt i bestræbelserne på at tilskynde forældrene til at tage imod tilbudet.” Yderligere fremgår følgende: “Undersøgelsen synes i det hele at bekræfte, at den københavnske lokalforvaltning anser det for at være af væsentlig retsikkerhedsmæssig betydning, at forældrene tager imod tilbudet om advokatbistand, hvorfor der også, om fornødent, rettes gentagne henvendelser til dem herom inden nævnsforelæggelsen. Lokalforvaltningens bestræbelser i denne henseende ses endvidere at føre til, at forældrene benytter deres ret til vederlagsfri advokatbistand i langt hovedparten af tilfældene, næsten fire femtedel af samtlige.” Om sagsbehandlingen i Ankestyrelsen fremgår blandt andet: “….I disse tilfælde får advokaten ved Ankestyrelsens bekræftelse på modtagelsen af anken meddelelse om, at advokaten og forældremyndighedens indehaver har mulighed for at udtale sig på det møde, hvor sagen afgøres. Endvidere får advokaten altid inden mødebehandlingen af sagen sendt sagsekstrakten, dvs. de sagsakter, der indgår i sagen og som – sammen med advokatens og forældremyndighedsindehaverens mundtlige udtalelser på ankemødet – danner grundlag for mødebeslutningen.”

Se blandt andet kapitel 11 (side 204-207 med overskriften “advokatbistand, bisiddere mv.” i  Betænkning 1212 om de retlige rammer for indsatsen over for børn og unge afgivet af et udvalg under socialministeriet. Af side 207 fremgår blandt andet følgende: “I den forbindelse finder udvalget det vigtigt at understrege, at kommunen, børne- og ungdomsnævnet eller Ankestyrelsen har en særlig forpligtelse til at yde støtte til de forældre, der giver udtryk for et ønske om advokatbistand, men som ikke er i stand til eller ikke ønsker at tage kontakt med en advokat. I sådanne tilfælde bør der udfoldes en aktiv indsats for at skaffe forældrene en advokat. Eventuelt ved at formidle en kontakt mellem forældrene og en advokat. Udvalget er bekendt med, at denne fremgangsmåde følges af Ankestyrelsen, og at Ankestyrelsen i særlige tilfælde har fået bistand fra Advokatrådet.”

I  UfR 1995.151 VLD blev Ankestyrelsens afgørelse i en sag om anbringelse af et barn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke af landsretten underkendt som ugyldig, idet planen for barnet ophold uden for hjemmet led af væsentlige mangler. Landsretten udtalte nærmere: “Da den i sagen foreliggende plan hverken indeholder en angivelse af den forventede varighed af anbringelsen eller en beskrivelse af den påtænkte behandling af barnet samt ej heller en angivelse af, hvilke foranstaltninger der påtænkes iværksat for familien, findes planen ikke at opfylde betingelserne i bistandslovens § 66 b, stk. 2, hvilket burde have været påset af Den Sociale Ankestyrelse. Herefter findes Den Sociale Ankestyrelses afgørelse at lide af så væsentlige mangler, at den må tilsidesættes som ugyldig.”