I tilfælde, hvor en borger hævder, at denne har været udsat for et tvangsindgreb efter psykiatriloven og derfor klager over dette, hævder myndighederne undertiden, at indgrebet skete med borgerens samtykke, og at indgrebet derfor ikke er et tvangsindgreb, hvorfor borgeren ikke kan påberåbe sig de retsgarantier, som følger af psykiatriloven.

Ved ændringen af psykiatriloven i 2006 blev tvangsdefinitationen ændret, således at en foranstaltning i forhold til en patient, der ikke selv har afgivet et informeret samtykke, fremover betragtes som en tvangsmæssig foranstaltning, medmindre der foreligger stedfortrædende samtykke, jf. reglerne herom i kapitel 5 i sundhedsloven. Der henvises i den forbindelse til  punkt 6.1. i de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til psykiatrilovens § 1, stk. 2-4. Det sikres endvidere, at de retssikkerhedsgarantier i form af beskikkelse af patientrådgiver, klageadgang m.v., der er fastsat i psykiatriloven, dermed etableres i situationer, hvor der ikke foreligger et informeret samtykke.