Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol stiller særlige strenge krav til grundlaget for tvangsindlæggelser efter behandlingskriteriet. I  Pleso mod Ungarn afgjort af EMD den 2. oktober 2012 under sagsnummer 41242/08 fandt menneskerettighedsdomstolen, at EMRK artikel 5, stk. 1 (e), var krænket i den konkrete sag, hvor klageren havde været tvangsindlagt med henvisning til behovet for behandling. Myndighederne havde ikke efter menneskerettighedsdomstolens mening foretaget en tilstrækkelig tilbundsgående undersøgelse (“in-depth consideration”) af, hvorvidt klagerens grunde til at modsætte sig indlæggelsen var rimelige eller urimelige, hvilken konkret behandling der tvangsmæssigt skulle gennemføres, hvilke behandlingsmæssige resultater man havde regnet med at opnå ved tvangsbehandlingen, og hvorvidt der inden iværksættelsen af tvangen kunne være gennemført en observationsperiode, eller hvorvidt man i stedet kunne have bedt klageren om at gå i ambulant behandling. I præmis 68 udtaler menneskerettighedsdomstolen blandt andet følgende: “In ordering the applicant’s psychiatric detention, no in-depth consideration was given to the rational or irrational character of his choice to refuse hospitalisation, to the actual nature of the envisaged involuntary treatment or to the medical benefits which could be achieved through that treatment, or to the possibilities of applying a period of observation or requiring the applicant to pursue outpatient care. In this connection, the Court finds it regrettable that no weight whatsoever was attributed to the applicant’s non-consent, although his legal capacity had not been removed, for example by placing him under guardianship.”

I Højesterets dom af 15. august 2013 i  sag 327/2012 blev en tvangsindlæggelse underkendt som ulovlig. Den pågældende (A) var blevet tvangsindlagt med henvisning til psykiatrilovens § 5, nr. 2. Det var ubestridt, at A var sindssyg på tidspunktet for tvangsindlæggelsen. Tvisten angik derfor først og fremmest, om A på indlæggelsestidspunktet frembød en ”nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre”, jf. psykiatrilovens § 5, nr. 2. Højesteret fastslog, at As afhentning af sin demente mor på moderens plejehjem, As manglende aflevering af hende igen og As manglende evne til at tage vare på moderen ikke i sig selv kunne begrunde en tvangsindlæggelse af ham efter psykiatrilovens § 5, nr. 2. Højesteret udtalte endvidere, at der ikke i anmodningen om tvangsindlæggelse var beskrevet en situation, hvorefter A frembød en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre. Da der heller ikke i øvrigt forelå oplysninger som tydede på, at A på tvangsindlæggelsestidspunktet udgjorde en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre, fandt Højesteret det ikke godtgjort, at kravet herom i psykiatrilovens § 5, nr. 2, var opfyldt. Dommen er gengivet i  U.2013.3074H

I  UfR 2011.2121 V fandt landsretten, at betingelserne efter psykiatrilovens § 7, stk. 3, jf. § 5, nr. 1, om, at lægens undersøgelse skal være foretaget inden for de seneste 7 dage forud for indlæggelsen, ikke var opfyldt, hvorfor tvangsindlæggelsen af klageren blev anset for ulovlig.

I  UfR 1993.178Ø fandt landsretten ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Retslægerådets vurdering, hvorefter klageren “utvivlsomt” var sindssyg, og at det kunne “bedre klagerens tilstand” at iværksætte medikamentel behandling. Imidlertid fandt landsretten, at det ikke var godtgjort, at betingelsen i § 5 i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien om, at undladelse af frihedsberøvelse ville have været uforsvarlig fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville have været væsentligt forringet, havde været opfyldt. Landsretten udtalte nærmere: “Der findes ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte den af Retslægerådet tiltrådte lægelige vurdering, hvorefter klageren – uanset at arten af sindssygdommen ikke på nuværende tidspunkt har kunnet nærmere fastslås – er utvivlsomt sindssyg. Retten finder heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte antagelsen om, at det, som af Retslægerådet udtalt, vil kunne bedre klagerens tilstand at iværksætte medikamentel behandling. Derimod finder retten det ikke godtgjort, at krævet i § 5 i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien om, at undladelse af frihedsberøvelse ville have været uforsvarlig fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville have været væsentligt forringet, har været opfyldt.”

I  U.1978.401Ø var en person blevet tvangsindlagt på behandlingsindikation. Efter en uges observationstid blev den pågældende udskrevet igen, idet hospitalet ikke fandt, at betingelserne i § 8, stk. 1, i den nu ophævede  Lov nr. 118 af 13. april 1938 om sindssyge Personers Hospitalshold for at videreføre patientens hospitalsophold under tvang var til stede. Landsretten fandt, at de formelle betingelser for tvangsindlæggelse havde været til stede. De læger, der medvirkede ved tvangsindlæggelsen, havde endvidere føje til at skønne, at det ville være uforsvarligt at undlade indlæggelse, fordi udsigterne til helbredelse ellers væsentligt ville forringes. En endelig stillingtagen til, om dette skøn var rigtigt, krævede en nærmere observation, og det må lægges til grund, at en observationstid på 1 uge har været en rimelig, minimal observationstid. Ved slutningen af observationsperioden viste det sig, at en materiel betingelse for tvangsindlæggelsen ikke har været til stede. Landsretten fandt, at “tvangsindlæggelsen og den som følge heraf skete tilbageholdelse under observationsperioden derfor for så vidt været ulovlig”. Den pågældende blev nægtet erstatning, idet landsretten ikke fandt, at nogen havde “udvist noget forhold”, der kunne pådrage indstævnte erstatningsansvar. Det er vanskeligt at forestille sig, at forholdet ikke i dag ville have udløst godtgørelse, således som EMRK artikel 5 i dag fortolkes af EMD.