I Kriminalforsorgen sker tvangsfiksering i en såkaldt sikringscelle. Såvel europarådets torturkomite som EMD opstiller ganske identiske kriterier for, hvornår tvangsfiksering må anvendes på den ene side i psykiatrien og på den anden side af fængselsmyndighederne. Se derfor også praksis under  sikringscelleanbringelser. 

Ændring af reglerne om tvangsfiksering i psykiatrien er gennemført med  lov nr. 579 af 4. maj 2015 med henblik på at minimere brugen af fiksering i forhold til tidligere ret.

 I årsberetningerne for de psykiatriske patientklagenævn ses der uddrag af praksis blandt andet vedrørende tvangsfiksering. Af side 43 til side 46 i “Årsberetning 2011 for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Hovedstaden fremgår blandt andet, at der ikke kunne ske tvangsfiksering som følge af, at patienten havde virket “anspændt og verbalt truende”. Se navnlig sagen Årsberetning 2011, side 43, sag 1.

Tvangsfiksering må ikke anvendes af behandlingsmæssige årsager. Af side 33 i  Årsberetning 2012 for Det Psykiatriske Patientklagenævn Midtylland fremgår, at en tvangsfiksering blev underkendt, idet den omstændighed, at en patient fortsat var “manisk, havde let talepres og var vredladen”, ikke i sig selv kunne begrunde opretholdelsen af fikseringen. Nævnet udtalte nærmere: “Det forhold, at patienten fortsat var manisk, havde let talepres og var vredladen fandt Nævnet ikke i sig selv kunne begrunde en fortsat bæltefiksering. Det bemærkedes også, at det ikke er lovligt at fiksere en patient af behandlingsmæssige årsager, f.eks. for at begrænse aktivitet.”

Østre Landsret fandt i dom af 4. juni 2014 i  sagen B-1871-11, at EMRK artikel 3 var krænket i en række tilfælde, hvor en indsat i forskellige fængsler havde været anbragt i sikringscelle med fiksering. Landsretten konstaterede i sin afgørelse, at den omstændighed, at en fiksering er uberettiget, eller at den er fortsat i længere tid end nødvendigt, må føre til, at EMRK artikel 3 er krænket. Dette formulerede landsretten således: “I det omfang indsættelse i sikringscelle og fiksering med hånd- og fodremme samt mave-bælte og eventuelt tillige handsker har været uberettiget, må navnlig fikseringen anses for at medføre en så intens fysisk og psykisk lidelse, at indgrebet omfattes af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, jf. blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 29. maj 2012 i sagerne 16563/08, 40841/09, 8192/10 og 18656/10, Julin, præmis 127. Det samme gælder i de tilfælde, hvor fikseringen i sikringscellen må anses for berettiget, men hvor indgrebet er fortsat i længere tid end nødvendigt.” Den pågældende fik tilkendt en godtgørelse på 50.000 kr. “efter erstatningsansvarslovens § 26 sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 13 og 41”. Østre Landsret udtalte i dommens konklusion blandt andet: “.. Direktoratet har handlet i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling og straf i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 ved i 4 tilfælde uberettiget at have anbragt A i sikringscelle og der fiksere ham til en briks samt ved i 8 tilfælde at lade en i øvrigt berettiget anbringelse i sikringscelle og fiksering vare ved i længere tid end berettiget. ..” Afgørelsen er gengivet og kommenteret i U.2014.3045Ø.

Østre Landsret fandt i dom af 8. juli 2014 i  sagen B-3862-13, at en tvangsfiksering af en psykiatrisk patient på Odense Universitetshospital, der havde varet 12 timer og 10 minutter, og som Odense Universitetshospital i en proceserklæring havde accepteret var foretaget med urette, udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3. Odense Universitetshospital fik ikke medhold i, at der ikke skulle betales godtgørelse med henvisning til, at hospitalet ikke havde “udvist culpa”. Erstatningssøgende blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.

Vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende  bæltefiksering kan der henvises til sagen  Wiktorko mod Polen, der blev afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) under sagsnummer 14612/02 den 31. marts 2009, omtales, og hvor 10 timers bæltefiksering blev anset som “excessive”. I  Julin mod Estland afgjort af EMD den 29. maj 2012 under sagsnumrene 16563/08, 40841/08, 8192/10 og 18656/10 fandt EMD, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 3 som følge af, at en indsat i et fængsel havde været tvangsfikseret i en sikringscelle i 8 timer og 50 minutter den 22. oktober 2009.

I  M.S. mod Kroatien, sagsnummer 75450/12, afgjort 19. februar 2015, fandt EMD, at EMRK artikel 3 var krænket i et tilfælde, hvor en person på et psykiatrisk hospital havde været tvangsfikseret i 15 timer. Det fremgår af præmis 19, at klageren ifølge hospitalets notater, da hun skulle indlægges og var ankommet til hospitalet bundet til en båre, blandt andet var skrigende, sparkede og truede (“kicking”, “screaming” og “threatening”). Fikseringen blev indledt kort tid efter ankomsten og varede til næste dags middag (i alt cirka 15 timer). I præmis 110 udtaler EMD blandt andet, at EMD ikke fandt, at det var godtgjort, at der ikke kunne være forsøgt med mindre indgribende foranstaltninger end fiksering for at berolige klageren. EMD fandt blandt andet, at myndighederne ikke havde været i stand til at dokumentere, at brug af fiksering af klageren i 15 timer havde været et nødvendigt og proportionelt skridt under de givne forhold. EMD udtalte nærmere: “Thus, the Court is not satisfied that it was conclusively established that the use of restraints was to prevent the alleged attacks and that other means of trying to calm the applicant down, or less restrictive means, had been unsuccessfully tried. The Court therefore concludes that the Government have failed to show that the use of physical restraints on the applicant for fifteen hours was necessary and proportionate in the circumstances.” 

I  Tali mod Estland afgjort af EMD den 13. februar 2014 under sagsnummer 66393 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3, at en indsat i et fængsel blandt andet havde været tvangsfikseret i 3 timer og 40 minutter. I præmis 73 anførte regeringen til støtte for, at tvangsfikseringen havde været nødvendig blandt andet følgende: “…The Government noted that the strapping of the applicant to the restraint bed had only lasted for three hours and forty minutes, staff had checked on an hourly basis whether it was possible to release the applicant, and his condition had been checked twice by a doctor. The Government emphasised that the means  › [1]  › [1] ’ [1] à [1] œ [1] À› [1] @ À› [1] ations where there was a danger to the person’s own life and health or that of others. In the present case, the applicant’s behaviour had been extremely aggressive and disturbing and his immediate return to a single-occupancy disciplinary cell would not have guaranteed his calming down or prevented him, for example, from punching the walls and causing serious additional injuries to himself and possibly others. Thus, the threat posed by the applicant to himself and to others had justified the measure being applied. The Government maintained that Article 3 had not been breached thereby. ..” I præmis 81 konkluderer EMD følgende om tvangsfikseringen: “… In the present case, the Court considers that it has not been convincingly shown that after the end of the confrontation with the prison officers the applicant – who had been locked in a single-occupancy disciplinary cell – posed a threat to himself or others that would have justified applying such a measure. Furthermore, the period for which he was strapped to the restraint bed was by no means negligible and the applicant’s prolonged immobilisation must have caused him distress and physical discomfort. …”. Menneskerettighedsdomstolen udtaler således, at en tvangsfiksering af 3 timer og 40 minutters varighed “på ingen måde” (“by no means”) kan anses for “betydningsløs” (“negligible”).

I Danmark planlægges bæltefikseringer under tiden for mange timer ad gangen, således at bæltefikseringen opretholdes, uanset hvorledes den fikseredes forhold udvikler sig under den på forhånd fastsatte periode for bæltefikseringens opretholdelse. Fikseringen får således karakter af afstraffelse i strid med torturkomiteens henstillinger og menneskerettighedsdomstolens praksis. Se “Plan for løsning fra fiksering – gældende for indeværende døgn” af 21. juni 2012 udfærdiget af retspsykiatrisk afdeling R4, Aarhus Universitetshospital i Risskov, vedrørende en bestemt patient. Bæltefikseringen er omtalt i en sag behandlet ved Retten i Århus i sagen BS 2-960/2012. Samme patient er i det daglige under sin indlæggelse på retspykiatrisk afdeling R4, Aarhus Universitetshospital, underlagt en såkaldt “holdningsplan” (kopieret i juni 2012). Denne “holdningsplan” er et sæt ordensregler, hvor patienten afhængig af sin adfærd placeres på forskellige “trin”. Når patienten befinder sig på “trin a” er han bæltefikseret. “Trin b” bærer overskriften “skærmet på 0-stuen, ingen fiksering”. På “trin C” er patienten “skærmet på egen stue, ingen udetider”. “Trin d” bærer overskriften “Ophold på egen stue med udetider”. På “trin e” har patienten “ophold på egen stue med udvidede udetider”, medens “trin F” blot hedder “ophold i afsnit R4”. Den pågældende kan således gennem god opførsel bevæge sig op på et trin, hvor han ikke er bæltefikseret. Er opførslen endnu bedre, vil han kunne få endnu flere frihedsgoder som for eksempel besøg af sin familie (eller adgang til at tale med medpatienter). Det er særligt fremhævet, at den pågældende, når han er bæltefikseret, ifølge regelsættet ikke kan løsnes i nattevagten, som går fra kl. 23.00 til kl. 07.00. Patienten kan således ifølge regelsættet – uanset hvilken adfærd han udviser – ikke løsnes inden får disse 8 timer.

Om den europæiske torturkomites krav til nationale regler om fiksering af voksne patienter på psykiatriske institutioner kan der henvises til CPT-standard, CPT/Inf/E (2002) 1 – Rev. 2011, om “Means of restraint in psychiatric establishments for adults”,  side 58 til 63.

Den europæiske torturkomite (CPT) besøgte i februar 2008 blandt andet Statsfængslet Østjylland. Komiteen udtalte i en rapport offentliggjort på CPT’s hjemmeside den 25. september 2008, at de langvarige anbringelser i sikringscelle, hvor de indsatte fastspændes i mange timer og nogle gange i flere dage, kan betragtes som mishandling (“Ill-treatment”). Sådan mishandling er i strid med Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, der omhandler tortur. Komiteen henstiller, at behovet for sikringscelleanbringelse vurderes af en læge og ikke af fængselspersonale. Endvidere henstiller komiteen, at den indsatte skal have menneskelig kontakt under hele fikseringen af personer – helst sundhedspersoner – der er til stede i rummet, hvor den fikserede ligger. En normal fiksering bør ikke vare mere end “minutter” og bør sjældent udstrækkes til at vare i “timer”.

Udtalelserne fra CPT fremgår af “Report to the Government of Denmark on the visit to Denmark carried out by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (CPT) from 11 to 20 February 2008“, offentliggjort den 25. september 2008 på CPTs hjemmeside. Udtalelserne fremgår af rapportens §§ 69-71.  Læs mere.

I  CPT’s rapport fra 17. september 2014 gentager CPT sin kritik af omfanget af brugen af tvangsfiksering i Danmark. Emnet behandles under overskriften “Ill-treatment” på  side 64-67. I præmis 121 omtales især længden af tvangsfikseringer i Danmark. Komiteen udtaler herom blandt andet: “the Committee considers that applying instruments of physical restraint to psychiatric patients for days on end cannot have any medical justification and amounts to illtreatment.” Derudover kritiseres det, at det er oplyst, at politiet i flere tilfælde har været tilkaldt for at assistere sundhedspersonalet under gennemførelsen af tvangsfikseringer (præmis 127). I præmis 128 kritiseres det, at der i et enkelt tilfælde har været anvendt peberspray under gennemførelsen af en tvangsfiksering.

 Den europæiske torturkomite kritiserede i 2007 et tilfælde, hvor en indsat i Tjekkiet havde været fikseret til en seng i en sikringscelle i 6 timer og 10 minutter. Torturkomiteen bemærkede i samme sag, at beslutningen om anbringelse i sikringscelle ikke skal træffes af fængselsfunktionærer men en læge, at der skal være fast vagt under hele forløbet, at den faste vagt skal være i “direkte” kontakt med den indsatte, og at der skal udfærdiges en tilsynsrapport, hvoraf det løbende fremgår, hvilke overvejelser der foretages for at bringe anbringelsen til ophør.  Læs mere om udtalelsen her.

Kriterierne for anvendelse af fiksering i dansk praksis

I “Psykiatriloven, Instrukser vedr. frihedsberøvelse og anden tvang i Psykiatrien i Region Nordjylland” findes i afsnit 7.2 en forholdsvis detaljeret beskrivelse af fremgangsmåden før og under tvangsfiksering af psykiatriske patienter. Heraf fremgår blandt andet følgende: 

side 25

“…At patienten er til gene for medpatienter er ikke tilstrækkelig indikation. Ved beskrivelse af patientens udsagn/adfærd skal det kunne dokumenteres, at én eller flere medpatienter groft forulempes. (Dokumentation af medpatienters reaktion/udsagn skal foretages i de pågældendes journal). Mindre indgribende foranstaltninger skal først være forsøgt og fundet utilstrækkelige. …”

side 26

“…At patienten er motorisk urolig, verbalt truende eller slår eller sparker ud efter personalet i tvangsfikseringssituationen eller efterfølgende er ikke alene tilstrækkelig indikation for anvendelse af hånd- eller fodremme. ..2

 side 26 i

“…At patienten taler nedsættende om personalet eller kommer med trusler om, hvad der kan ske i en fjernere fremtid, er ikke alene tilstrækkeligt til at opretholde bæltefikseringen. …”

Side 28

“…Plejepersonalet må – og skal – på egen hånd bringe en fiksering til ophør, når denne ikke længere skønnes nødvendig. Lægen orienteres og skriver journalnotat og tvangsprotokol afsluttes. ..”

 Under overskriften “Grænseland” i tidsskriftet “Outsideren”, nr. 68, side 16, interviewes Helle Aggernæs, overlæge ved Psykiatrisk Center Amager, om brugen af tvang i psykiatrien. Af artiklen fremgår blandt andet følgende:

“Ifølge Helle Aggernæs er det en udbredt misforståelse omkring brug af tvang i psykiatrien, at trusler mod personale og medpatienter automatisk skulle give personalet lov til at udsætte den sindsyge for tvangsforanstaltninger.

– Nej, den slags er langt fra altid nok til at gribe til tvang siger Helle Aggernæs. – I tilfælde med trusler skal man se på hvor konkrete de er, og der skal være vægt i. Er truslerne blot mumlet ud eller sagt lidenskabsløst, eller er der vilje bag? Hvordan er den sindsyges kropssprog? Og der skal også være et betydeligt og tydeligt element af aggression, før det skønnes at være korrekt at bruge tvang for at bringe situationen under kontrol. Men også i situationen med trusler er det et skøn hvornår, man skal gribe ind….”

 Se  Årsberetningen for 2011 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn i Region Midtjylland, hvor en række bæltefikseringer tilsidesættes blandt andet med henvisning til, at “trusler” mod personalet ikke i sig selv kan begrunde tvangsfiksering.

 Af “Undersøgelse af den faglige kultur på Retspsykiatrisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, Risskov” foretaget af Region Midtjylland og offentliggjort i maj 2013 fremgår (af side 17) blandt andet, at der er patienter, der har fortalt, at “en mindre gruppe af medarbejdere” har “en hård tone”, at de har en “konfliktoptrappende adfærd med trusler og provokerende opførsel samt af og til en hårdhændet fysisk tilgang”. Endvidere fortæller patienterne om, at der er personale, som har en “nedsættende tone over for personer med anden etnisk baggrund”. Af samme side fremgår også, at der er ansatte, som har fortalt, at “der i R1 er en subkultur for meget grænsesættende, truende og af og til provokerende adfærd over for patienterne”.