Myndighedens pligt til at indbringe begæringer om domstolsprøvelse af administrativ frihedsberøvelse består også, selvom der mellem myndigheden og en borger er uenighed om, hvorvidt der overhovedet foreligger en frihedsberøvelse. Dette kan for eksempel være tilfældet, hvor myndighederne hævder, at en indlæggelse på psykiatrisk hospital er frivillig, og borgeren derimod hævder, at den ikke er frivillig.

I  UfR 1994.192/1 V havde byretten afsagt kendelse om, at en begæring om domstolsprøvelse efter retsplejelovens kapitel 43 a af lovligheden af en tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse skulle afvises, idet den ansvarlige myndighed gjorde gældende, at foranstaltningerne havde været frivillige, hvorfor der ikke var blevet berammet retsmøde i sagen. Landsretten afsagde imidlertid kendelse om, at der skulle ske realitetsprøvelse af begæringen og udtalte herom blandt andet: “Det findes bedst stemmende med hensigten med reglerne om domstolsprøvelse af tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, at sygehusmyndighederne i en situation, hvor der er forskel i sygehusmyndighedens og patientens opfattelser af, om der er tale om frivillig indlæggelse eller om tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse, og hvor patienten ønsker, at »den administrativt bestemte frihedsberøvelse« prøves, indbringer sagen for retten til dennes stillingtagen til, om der foreligger frihedsberøvelse og dermed adgang til domstolsprøvelse efter retsplejelovens kapitel 43a, jfr. § 34 i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, eller om sagen i overensstemmelse med sygehusmyndighedens opfattelse skal afvises med den begrundelse, at der ikke har været tale om nogen frihedsberøvelse.”