Krav om erstatning og/ eller godtgørelse for uberettiget administrativt bestemt frihedsberøvelse kan støttes på erstatningsansvarslovens regler.

Sådanne krav forældes efter reglerne i lov nr. 522 om forældelse af fordringer (forældelsesloven) af 6. juni 2007 med senere ændringer.

 Forældelseslovens regler har kun praktisk betydning i de tilfælde, hvor krav på erstatning eller godtgørelse rejses ved udtagelse af stævning mod den relevante myndighed i en almindelig civil sag. Dette vil formentlig kun være relevant i tilfælde, hvor fristen på 4 uger efter retsplejelovens § 469, stk. 4, er overskredet, og hvor der fortsat ønskes erstatning eller godtgørelse for frihedsberøvelsen støttet for erstatningsansvarslovens regler eller på EMRK artikel 5. I sådanne tilfælde er det alene forældelseslovens regler, der sætter grænser for, hvornår stævning skal være indgivet.

Af forældelseslovens § 3 følger, at forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Af forældelseslovens § 2, stk. 4, følger, at for “fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold” regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for skadens indtræden.

 Erstatning og/eller godtgørelse for myndigheders administrative frihedsberøvelse af personer er fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold. Forældelsesfristen vedrørende sådanne krav regnes derfor fra  tidspunktet for skadens indtræden. Efter praksis anses den skade, som følger af frihedsberøvelse, først for at være (fuldt ud) indtrådt, når frihedsberøvelsen ophører. Fristen regnes derfor fra tidspunktet, hvor frihedsberøvelsen er bragt til ophør. Et eksempel på dette er dommen  UfR 2012.316 H. I “Forældelse efter forældelsesloven af 2007” af Bo Von Eyben, KarnovGroup 2012, side 208, anføres om dommen følgende: “UfR 2012.316 H vedrører et krav om erstatning for frihedsberøvelse i henhold til udlændingeloven fra august 2002 til marts 2003, hvor retssag herom blev anlagt i november 2008. I dette tilfælde var “skaden” således selve frihedsberøvelsen, og da den var afsluttet – og krav om erstatning i den anledning desuden afvist – mere end 5 år forud for sagsanlægget, var kravet forældet (efter 1908-loven).” Grunden til, at 19 › [1]  › [1] ’ [1] à [1] œ [1] À› [1] @ À› [1] gik et forhold, der fortsat var omhandlet af den gamle lov – 1908-loven. Det kan udledes af dommen, at krav om erstatning og/eller godtgørelse skal fremsættes inden for 3 år efter frihedsberøvelses ophør.