Rigsadvokaturens bekendtgørelse af 25. juni 2001 om politimestrenes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale.

Efter retsplejelovens § 722 kan anklagemyndigheden – hvis anklagemyndigheden mener, at den sigtede er skyldig i et strafbart forhold – under visse betingelser angivet i §§ 722 og 723 frafalde tiltalen ved at give den sigtede et såkaldt “tiltalefrafald”. Hvis anklagemyndigheden mener, at den sigtede er uskyldig, skal anklagemyndigheden opgive påtalen og må således ikke give den sigtede et tiltalefrafald. Anklagemyndigheden kan vælge at give den sigtede et tiltalefrafald i stedet for at rejse en sag mod denne, hvis forholdet er bødebelagt eller af ringe strafværdighed. Dette kan for eksempel også ske, hvor der fastsættes hjælpeforanstaltninger efter servicelovens § 52, hvor sigtede var under 18 år på gerningstidspunktet eller hvor omkostningerne eller vanskelighederne ved sagens gennemførelse står i misforhold til den sanktion, som kan forventes idømt. Af § 723 fremgår, at der kan fastsættes vilkår for et tiltalefrafald om at betale en bøde eller indgå på konfiskation. Derudover kan der fastsættes samme vilkår som i betingede domme. Det fremgår imidlertid af bestemmelsens 2. stykke, at der kun kan fastsættes vilkår, hvis sigtede “i retten har afgivet en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende omstændigheder”, og hvis retten godkender vilkårene. Af § 724 følger, at tiltalefrafald – ligesom påtaleopgivelser – kan påklages til den “overordnede anklagemyndighed”. Som det fremgår af ovenstående kan sigtede således ikke få domstolsprøvet et tiltalefrafald, medmindre der er fastsat vilkår for tiltalefrafaldet. Dette indebærer blandt andet, at en sigtet, der af anklagemyndigheden modtager et tiltalefrafald og dermed af anklagemyndigheden er anset som skyldig i et strafbart forhold, ikke kan få skyldsspørgsmålet prøvet ved retten, medmindre anklagemyndigheden har valgt at knytte vilkår til tiltagefrafaldet.

En person, der af anklagemyndigheden er fundet skyldig i et strafbart forhold og derpå meddelt et tiltalefrafald, kan i teorien anlægge en almindelig civil sag ved domstolene efter grundlovens § 63 og under en sådan sag nedlægge påstand om, at det offentlige skal anerkende, at den pågældende ikke er skyldig. Det er imidlertid tvivlsomt, om domstolene vil foretage en sådan prøvelse, idet domstolene efter praksis i sager, der domstolsprøves efter grundlovens § 63, formentlig alene foretager en legalitetsprøvelse, hvilket vil sige en prøvelse af afgørelsens retsgrundlag, myndighedens kompetence m.v. Se nærmere om dette spørgsmål i  Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. 148 af 22. december 2005 fra Folketingets Retsudvalg.

Anklagemyndighedens adgang til at træffe afgørelse i et tiltalefrafald om, at en person er skyldig i et strafbart forhold, uden at sigtede har adgang til at få prøvet skyldsspørgsmålet ved en domstol, strider mod det grundlæggende princip i den danske og internationale strafferetspleje om, at skyldsspørgsmålet i en straffesag kan kræves prøvet af en kompetent domstol. Reglen synes således ikke at være forenelig med EMRK artikel 6, stk. 1, som lyder: “Enhver skal, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse, være berettiget til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig tid for en ved lov oprettet uafhængig og upartisk domstol.” I  Mikolajova mod Slovakiet afgjort af EMD den 18. januar 2011 under sagsnummer 4479/03 var en kvinde blevet sigtet for vold mod sin ægtefælle, idet ægtefællen havde indgivet anmeldelse til politiet om, at hun havde begået vold mod ham. Af præmis 7 fremgår blandt andet, at politiet den 3. juli 2000 udstedte en afgørelse, hvoraf det fremgik, at anklagemyndigheden havde opgivet tiltalen, idet kvindes ægtemand havde modsat sig, at der blev rejst straffesag mod kvinden. Det fremgik nærmere af afgørelsen, at politiets efterforskning viste, at kvinden havde begået et strafbart forhold, men at tiltalen var frafaldet, idet offeret ikke havde givet sit samtykke som krævet i den nationale retsplejelov (også præmis 7). Ifølge kvinden blev hun bekendt med tiltalefrafaldet længe efter, at afgørelsen var truffet, idet det forsikringsselskab, som havde betalt ægtefællens helbredsudgifter, skrev til kvinden og fremkom med et regreskrav mod hende. Til støtte for kravet henviste forsikringsselskabet til tiltalefaldet (præmis 8). Af præmis 42 fremgår, at EMD ikke fandt, at tiltalefrafaldet i sig selv udgjorde en krænkelse af uskyldsformodningen i EMRK artikel 6, 2, idet kvinden ikke før hun hørte fra forsikringsselskabet havde hørt om tiltalefrafaldet. Hun havde således ikke været “formelt sigtet” (“formally charged”). Hun var ifølge EMD ikke “officielt underrettet eller på anden måde “substantielt påvirket” som følge af sin ægtefælles anmeldelse den 30. juni 2000 af hende for strafbart forhold” (“.. officially notified or otherwise “substantially affected” following her husband’s filing of a criminal complaint against her on 30 June 2000 ..”). EMD fandt med denne begrundelse, at EMRK artikel 6, § 2, ikke var krænket. Derimod fandtes EMRK artikel 8 at være krænket. I præmis 41 udtaler EMD blandt andet: “… The prominent place held in a democratic society by the right to a fair trial favours a “substantive”, rather than a “formal”, conception of the “charge” referred to by Article 6; it impels the Court to look behind the appearances and examine the realities of the procedure in question in order to determine whether there has been a “charge” within the meaning of Article 6 ..” Et tiltalefrafald efter retsplejelovens § 722 må utvivlsomt anses for at være baseret på en “formel sigtelse”, hvorfor det må antages, at meddelelsen af et tiltalefrafald indeholder en formodning om skyld, som skal kunne domstolsprøves for, at EMRK artikel 6, § 2, ikke krænkes.

Se  Østjyllands Politis afgørelse af 14. oktober 2010 i sagen 4200-84172-00118-10. Den pågældende nægtede sig i den omhandlede sag skyldig i ulovlig våbenbesiddelse. Som det fremgår af sagen, har anklagemyndigheden fundet den pågældende skyldig. Den pågældende har ikke mulighed for at få skyldsspørgsmålet prøvet ved en domstol. Afgørelsen synes at være åbenlyst uforenelig med principperne, der er redegjort for i Mikolajova mod Slovakiet omtalt umiddelbart ovenfor.

Mogens Koktvedgaard & Hans Gammeltoft-Hansen anfører om tiltalefrafald i “Lærebog i strafferetspleje”, Juristforbundet 1978, side 101 og side 102, blandt andet følgende: ”Et særligt problem – af mere principiel end praktisk betydning – kan knytte sig til tiltalefrafaldet. I lighed med domfældelse indebærer tiltalefrafald, at den pågældende anses for skyldig i de påsigtede forhold. Da tiltalefrafaldet ikke kræver noget egentlig samtykke fra den sigtede, kunne det forekomme, at personer, der anser sig for ikke-skyldige, og ønsker dette godtgjort gennem en frifindelse, påtvinges tiltalefrafaldet med den deri liggende skyldformodning. Problemet er dog som nævnt ikke særlig praktisk. Ved tiltalefrafald med vilkår efter § 723 a kræves sigtedes tilståelse; og også i andre tilfælde ville man næppe give frafald uden den sigtedes tilståelse eller i hvert fald hans indforståelse med denne afgørelsesmåde. Situationen kunne imidlertid tænkes at opstå, og under en mere principiel synsvinkel burde der nok indføres hjemmel for, at den sigtede i givet fald kan begære sagen indbragt for domstolene”.

I  kapitel 6 i bind 13 af PET-Kommissionens Beretning, der vedrører KGB’s kontakt- og agentnet i Danmark, omtales den såkaldte “Herløv-Petersen-sag”. Denne person havde været sigtet for  › [1]  › [1] ’ [1] à [1] œ [1] À› [1] @ À› [1] blandt andet, hvorvidt tiltalefrafaldet indeholder en formodning om skyld. Af sidste afsnit i kapitel 6 fremgår blandt andet følgende: “..For PET var tiltalefrafaldet ikke nogen dårlig udgang på sagen. Som anført af politiassessor Arne Stevns var det lige så vigtigt, at sagen fik en presseeksponering og en vinkel på historien, der ville skade sovjetiske interesser og handlemuligheder i fremtiden, som at Arne Herløv Petersen blev straffet. Med justitsministerens afgørelse blev begge mål indfriet, selv om tiltalefrafald næppe var så streng en straf, som PET havde håbet på. Den britiske efterretningsekspert Chapman Pincher er inde på et lignende ræsonnement i bogen om The Secret Offensive: ”I foråret 1982 besluttede det danske Justitsministerium at undlade at retsforfølge Petersen med den begrundelse, at danske interesser ikke i tilstrækkeligt omfang var blevet skadet, men det gjorde offentligheden bekendt med hovedanklagerne og beviserne mod Petersen…. Den danske regerings aktion er et eksempel til efterfølgelse for andre vestlige regeringer, som er utilbøjelige til at involvere sig i retssager og, som tidligere har ladet en sådan undergravende opførsel gå ustraffet hen”. ..”