Betænkning 830 om beskikkelse af forsvarer under efterforskningen – 1977
 Betænkning 728 om anholdelse og varetægt – 1974
 Lovbekendtgørelse nr  827 af 25. august 2005 om adgang til forsvarerbistand  under en administrativ skatte- eller afgiftsstraffesag
(forsvarerbistandsloven)
 Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 960 af 12. oktober 2005 om vejledning om forsvarerbeskikkelse under en administrativ skatte- eller afgiftsstraffesag

I retsplejelovens § 731 findes reglerne om obligatorisk beskikkelse af forsvarer. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

“§ 731. Offentlig forsvarer bliver, for så vidt sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, eller den valgte forsvarer udebliver, at beskikke,
a) når sigtede fremstilles for retten med henblik på varetægtsfængsling eller opretholdelse af anholdelsen,
b) når der, forinden tiltale er rejst, skal afhøres vidner, eller besigtigelse skal ske eller syn eller skøn afgives til brug under hovedforhandling, dog at retshandlingen ej bliver at udsætte efter forsvarers tilstedekomst, når det må befrygtes, at beviset derved ville spildes,
c) når der er spørgsmål om beslaglæggelse af en formue eller en del af denne, jf. § 802, stk. 3.
d) når tiltale er rejst i sager, der skal behandles under medvirken af nævninger eller domsmænd,
e) når tiltale er rejst i sager, i hvilke der bliver spørgsmål om højere straf end bøde,
f) når der i anledning af indankning eller begæring om genoptagelse af en sag eller undtagelsesvis i anledning af kære, jf. § 972, stk. 2, skal finde mundtlig forhandling sted for retten,
g) når vidners eller syns- eller skønsmænds beedigede forklaring begæres til brug under en i udlandet indledet straffesag,
h) i alle tilfælde, hvor retten i medfør af § 29, stk. 1, og stk. 3, nr. 3, beslutter, at afhøring af sigtede skal foregå for lukkede døre,
i) når sager, hvor der er spørgsmål om fængselsstraf, fremmes i medfør af § 855, stk. 3, nr. 4.
Stk. 2. I det under litra e nævnte tilfælde og i det i § 831, stk. 4, nævnte tilfælde bliver offentlig forsvarer kun at beskikke, når den sigtede (eller hans værge) begærer det. Herom skal der gives sigtede lejlighed til at udtale sig.”

Vedrørende ankesager følger af retsplejelovens § 915, at der i tilfælde, hvor landsretten ikke straks afviser anken, sker beskikkelse af forsvarer for tiltalte under sagens behandling ved landsretten, medmindre tiltalte selv har antaget en forsvarer. § 935, stk. 2, indeholder en tilsvarende regel vedrørende ankesager ved Højesteret. For så vidt angår kæremål følger det af retsplejelovens § 972, stk. 2, at der skal beskikkes en forsvarer i tilfælde, hvor sigtede ikke selv har antaget en forsvarer, og hvor det er bestemt, at kæremålet skal behandles mundtligt.

Af retsplejelovens § 1007, stk. 2, følger, at vederlaget til en valgt forsvarer normalt ikke betales af det offentlige. Af 2. punktum følger det imidlertid, at det offentlige kan betale udgiften til den valgte forsvarer, når dette “efter sagens særlige omstændigheder findes rimeligt”.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 732 vedrører den fakultative beskikkelse af forsvarer. Efter denne bestemmelse kan der ske beskikkelse for eksempel fordi, der skal føres vidner i en sag. Det kan også føre til beskikkelse af forsvarer, hvis tiltaltes personlige forhold taler for, at tiltalte kan have svært ved at varetage sine interesser under sagen på en betryggende måde uden forsvarer. Demens eller alkoholafhængighed kan for eksempel være grunde til, at der bør ske beskikkelse, selv om der er tale om en bagatelsag. Er sagen ikke en bagatelsag, taler dette naturligvis i sig selv for, at der skal ske beskikkelse. I  betænkning 830, side 18, udtales det, at det kan tale for beskikkelse af forsvarer, at et særligt modsætningsforhold er opstået mellem den sigtede og politiet. Der er også adgang til at beskikke forsvarer i afsluttede straffesager, der søges genoptaget i Den Særlige Klageret.

I “Kommenteret Retsplejelov” af Bernhard Gomard m. fl., DJØF Forlag 2008, Bind 3, side 73, 1. spalte, note 7, anføres følgende:

“Endvidere henvises der til sagens karakter og betydning for T, idet skyldbedømmelsen ville få afgørende betydning for erstatningsspørgsmålet. – Også hvis sigtede er udlænding, kan forsvarerbeskikkelse være indiceret …”

I  UfR 1985.434 VLK beskikkede landsretten en forsvarer i en mindre færdselssag, hvor en person havde nægtet at vedtage en bøde på 500 kr. Landsretten redegjorde for, hvilke forhold, der sædvanligvis skal lægges vægt på, når det skal vurderes, om der er behov for forsvarerbeskikkelse i mindre sager. Landsretten udtalte blandt andet: “Afgørelsen af, om der i medfør af retsplejelovens § 732, stk. 1, skal beskikkes en forsvarer, findes at burde træffes på grundlag af en samlet bedømmelse, herunder også af det både for tiltalte og for retten hensigtsmæssige i, at en tiltalt under en politisag, hvori der skal ske afhøring af vidner, og hvori der kan opstå bevistvivl eller tvivl om anvendelsen af en straffebestemmelse m.v., har bistand af en forsvarer, og der findes ved afgørelsen ikke at burde anlægges noget snævert skøn. Det ønskelige i at undgå en meget restriktiv praksis er særligt fremtrædende i sager, hvori der er rejst tiltale efter 1. juli 1984, idet anke fra tiltaltes side i sådanne politisager som hovedregel kun kan ske, hvis der er idømt højere straf end 10 dagbøder eller bøde på 1.000 kr., jfr. den ved lov nr. 298 af 6. juni 1984 gennemførte ændring af retsplejelovens § 962, stk. 2.”

Vestre Landsret omgjorde i kendelsen  V.L. S-0247-13 afsagt den 7. marts 2013 en kendelse afsagt af Retten i Randers den 3. januar 2013 (sagsnummer  11-4894/2012), hvor Retten i Randers nægtede at imødekomme en anmodning om beskikkelse af forsvarer i en sag, der var indbragt for retten, efter at sigtede havde nægtet at vedtage en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3. Det fremgik af kæreskrifter af  14. januar 2013 og  31. januar 2013 fra forsvareren blandt andet, at sigtede ønskede vidneførsel under sagen, og at der bestod et modsætningsforhold mellem sigtede og politiet som følge af, at sigtede havde klaget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed over en anholdelse, som var fundet sted umiddelbart efter, at sigtede skulle være fremkommet med de ytringer mod de tilstedeværende polititjenestemænd, der lå til grund for sigtelsen for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Landsretten fandt, at anmodningen om beskikkelse af forsvarer for sigtede skulle imødekommes og udtalte blandt andet: “Efter en samlet vurdering af sagens karakter og omstændigheder, og herunder navnlig henset til oplysningerne om omfanget af den forventede bevisførelse under sagen finder landsretten, at anmodningen om beskikkelse af forsvarer bør imødekommes, jf. retsplejelovens § 732, stk. 1. ..”

I TfK2005.621/1, hvor en advokat på vegne af sin klient havde anmodet om efterfølgende domstolsprøvelse af en ransagning på den pågældendes bopæl, fandt Vestre Landsret – modsat af byretten – at der skulle ske beskikkelse af forsvarer. Byretten godkendte ikke ransagningen men nægtede samtidigt at beskikke advokaten som forsvarer efter retsplejelovens § 732. Det er værd at bemærke, at anklagemyndigheden blandt andet anførte, at politiets indgreb efter anklagemyndighedens opfattelse “ikke kan opfattes som en ransagning”. Det fremgår af sagens akter, at sigtede “selv foreviste sit værelse og badeværelse”. Både byretten og landsretten anså indgrebet som en ransagning men godkendte den ikke. Byretten udtalte nærmere: “Af sagens oplysninger fremgår, at politiet havde foretaget en undersøgelse omkring hæleri af fladjern. Det må antages, at D var mistænkt for at have købt et fladjern, og at hun i en civil patruljebil var blevet kørt til sin bopæl med henblik på, at hun kunne blive afhørt i overværelse af sine forældre, således som det er anført i anmeldelsesrapporten side 6. Det fremgår af anmeldelsesrapporten, at D selv foreviste sit værelse og badeværelse, og at der ikke sås fladjern af mærket H. H. Simonsen. Der er således foretaget en undersøgelse af D’s bopæl, der kræver iagttagelse af reglerne i retsplejelovens kap. 73. Der er ikke blevet givet skriftlig tilladelse til ransagningen. Det fremgår ikke af politirapporten, at man besluttede at foretage ransagningen uden at afvente en retskendelse, fordi undersøgelsens øjemed ellers ville forspildes. Politiet gav da heller ikke en vejledning om, at sagen kunne begæres forelagt for retten til afgørelse. Betingelserne for at foretage en ransagning uden retskendelse har således ikke været til stede ..” Med hensyn til spørgsmålet om beskikkelse af forsvarer henviste byretten til, at der efter byrettens opfattelse ikke var “hjemmel til meddelelse af beskikkelse”, hvorfor der ikke skete beskikkelse af forsvarer. Advokaten kærede på vegne af sin klient spørgsmålet om beskikkelse af forsvarer til landsretten. Landsretten fandt, at der skulle ske beskikkelse af en forsvarer, og udtalte nærmere herom: “…Det fremgår, at byretten den 20. maj 2005 har afsagt kendelse om, at den af politiet hos M og D foretagne ransagning ikke kan godkendes. Det fremgår af kendelsen, at det er lagt til grund, at D var mistænkt for at have købt et stjålet fladjern. Det er således ved byrettens kendelse om ransagningen lagt til grund, at D som mistænkt har været udsat for et straffeprocessuelt indgreb i form af ransagning. Hun må derfor betragtes som sigtet og, under de nævnte omstændigheder var der grundlag for at beskikke hende en forsvarer, jf. retsplejelovens § 732, stk. 1. ..”

En juridisk person kan også som sigtet få beskikket en forsvarer. I  2005.598/3 var et selskab, der blev drevet som et ApS sigtet for overtrædelse af bekendtgørelse nr. 971 af 19. november 1996 om import og eksport af affald. Landsretten fandt, at betingelserne for beskikkelse af en forsvarer for selskabet af retsplejelovens § 732 var til stede. Landsrettens begrundelse har følgende indhold: “Efter oplysningerne om sigtelsens karakter er det ønskeligt, at der i medfør af retsplejelovens § 732, stk. 1, beskikkes en forsvarer for kærende.”

 Læs mere om praksis med hensyn til fakultativ beskikkelse af forsvarer i straffesager.

I sagen  Prezec mod Kroatien afgjort af Den europæiske Menneskeretsdomstol (EMD) den 15. oktober 2009 under sagsnummer 48185/07 fandt EMD, at EMRK artikel 6 var krænket, fordi klageren ikke havde fået advokatbistand under en straffesag ved sagens behandling i første instans. Der havde således alene været advokatbistand ved sagens behandling i 2. instans. EMD fremhævede, at klageren var indsat i et fængsel og tiltalt for vold mod en ansat i fængslet. Det blev også fremhævet, at klageren led af en personlighedsforstyrrelse. Disse forhold talte for, at han burde have adgang til advokatbistand under straffesagen (præmis 29). Det udtales således, at EMD finder, at der består et særligt behov for advokatbistand i tilfælde, hvor en frihedsberøvet person er tiltalt for vold mod personale i den institution, hvor han eller hun er frihedsberøvet. I præmis udtaler EMD yderligere: ” ..Furthermore, the Court’s case-law is clear on the principle that where deprivation of liberty is at stake, the interests of justice in principle call for legal representation …”. EMD fastslår således, at såfremt frihedsberøvelse kan komme på tale, skal der efter praksis ved EMD ske beskikkelse af en advokat.

I  Luchaninova mod Ukraine afgjort af EMD den 9. juni 2011 under sagsnummer 16347/02 fandt EMD i en  bødesag, at EMRK artikel 6, § 1,samt artikel 6, § 3, (b) og (c) var krænket, blandt andet fordi klageren ikke forud for retsmødet havde haft tilstrækkelig tid til at forberede sit forsvar sammen med den forsvarer, som retten havde beskikket for hende. Det fremgår af præmis 64, at EMD var opmærksom på, at der ikke var tale om en kompliceret sag hverken med hensyn til jus eller de faktiske forhold, idet klageren var sigtet for tyveri af nogle få labels fra sin arbejdsplads, og idet bevisførelsen gik ud på afhøring af en vagt samt nogle kolleger. Klageren havde erkendt, at hun havde fjernet de omhandlede labels fra arbejdspladsen, men at hun blot ville smide dem i skraldespanden og således ikke stjæle dem. Hun var blevet idømt en bøde i første instans. I anden instans var hun fundet skyldig, men straffen var bortfaldet. I præmis 65 bemærker EMD, at klageren havde været bekendt med sigtelsen omkring to måneder før retsmødet i første instans. I præmis 66 bemærker EMD, at klageren ikke havde haft kendskab til tidspunktet for retsmødet, førend på dagen, hvor det blev afholdt. Hun havde således ikke haft tilstrækkelig tid til at forberede sagen sammen med sin beskikkede forsvarer.

I  UfR 1999.1744/1 ØLK bestemte landsretten, at nogle fængselsbetjente, der skulle afhøres med “en sigtets retsstilling”, ikke kunne få beskikket forsvarer efter bestemmelserne i retsplejelovens § 731 eller § 732. Om denne afgørelses forenelighed med EMRK artkel 6 henvises der til det nedenfor anførte i kapitlet “Forsvarerbistand betalt af det offentlige under politiets afhøringer af sigtede i Europa og Salduz-dommen“. Se også sag nr. 120/2011, hvor Højesteret ved kendelse af 13. oktober 2011 nægtede at beskikke forsvarer til 8 fængselsbetjente ved Arresthuset i Kolding, som skulle afhøres med en sigtets rettigheder i anledning af, at en indsat i arresthuset var afgået ved døden efter, at fængselspersonale havde anvendt magt mod ham. De pågældende var repræsenteret ved advokat Stine Gry Johannesen.

Af retsplejelovens § 731, stk. 2, fremgår: “I det under litra e) nævnte tilfælde og i det i § 831, stk. 4, nævnte tilfælde bliver offentlig forsvarer kun at beskikke , når den sigtede (eller hans værge) begærer det. Herom skal der gives sigtede lejlighed til at udtale sig.”

I TfK 2008.710 ØLD havde byretten truffet bestemmelse om, at en fængselsstraf skulle fuldbyrdes, idet byretten gav anklagemyndigheden medhold i, at den pågældende ikke havde overholdt et vilkår om samfundstjeneste. Den pågældende var ikke blevet vejledt om muligheden for at få forsvarerbistand under sagens behandling ved byretten. Landsretten ophævede dommen og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten. Landsretten udtalte blandt andet: “Landsretten lægger til grund, at tiltalte ikke i forbindelse med byrettens behandling af sagen er blevet vejledt om adgangen til forsvarerbistand som foreskrevet i retsplejelovens § 731, stk. 2, jf. stk. 1, litra e. Herefter, og da det på det foreliggende grundlag må antages, at overholdelsen af den nævnte bestemmelse i retsplejeloven kunne have medført, at sagen fik et andet udfald, jf. retsplejelovens § 925, stk. 1, ophæver landsretten den indankede dom og hjemviser sagen til fornyet behandling i byretten.”

I TfK 2000.331. ØLD havde en person under 18 år i byretten samtykket i, at en sag mod ham blev fremmet som tilståelsessag, uden at han var repræsenteret af en forsvarer. Den pågældende var blevet idømt en straf af fængsel i 4 måneder, hvoraf de to blev gjort betinget. Tiltalte ankede dommen. Dommen blev ophævet af landsretten og hjemvist til fornyet behandling ved byretten. Landsretten udtalte blandt andet: “Da forældremyndighedsindehaveren ikke har haft mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om forsvarerbeskikkelse, jf. retsplejelovens § 731, stk. 2, og da det ikke kan udelukkes, at sagen ville have fået et andet udfald, såfremt der havde medvirket forsvarer, ophæves dommen og sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten, jf. retsplejelovens § 963, stk. 3, jf. § 946.”