I TfK 2006.435 afviste Den Særlige Klageret at behandle et kæremål, hvor en advokat efter retsplejelovens § 734 var blevet nægtet beskikkelse som forsvarer i en straffesag. Afgørelsen er ikke uventet, idet nægtelse af beskikkelse efter retsplejelovens § 734 ikke er omfattet af retsplejelovens § 737. 

I  UfR 1995.320 VLK kærede anklagemyndigheden til landsretten, efter at byretten mod anklagemyndighedens protest havde beskikket sigtede den forsvarer, som sigtede ønskede beskikket. Anklagemyndigheden havde protesteret med henvisning til retsplejelovens § 733, stk. 2, hvorfor forsvareren påstod afvisning af kæremålet med henvisning til, at retsplejelovens § 737 foreskriver, at et sådant kæremål skal indgives til klageretten. Da beskikkelse af den ønskede forsvarer  ikke var blevet nægtet, da kæremålet således var indgivet af anklagemyndigheden, fordi den ønskede forsvarer var blevet beskikket, og da lovgiver med “bestemmelsen i § 737, stk. 1, har haft de tilfælde i tankerne, hvor en ønsket forsvarer er blevet nægtet”, fandt landsretten, at kæremålet skulle behandles ved landsretten og ikke ved klageretten, uagtet ordlyden i retsplejelovens § 737, stk. 1.

I  TfK 2005.271 havde en advokat straks, da der i byretten blev afsagt kendelse om, at han ikke kunne blive beskikket som forsvarer for sigtede under en sag, hvor anklagemyndighedens anmodning om en kendelse til telefonaflytning skulle behandles, kæret byrettens afgørelse til landsretten. Landsretten henviste sagen til Den Særlige Klageret, idet landsretten anså kæremålet for omfattet af retsplejelovens § 785, stk. 2, jf. § 733, stk. 2. Klageretten anså sig ikke som kompetent til at behandle kæremålet og henviste følgelig kæresagen til Vestre Landsret. Klageretten begrundede afgørelsen således: “Afgørelsen om ikke at beskikke kærende som advokat efter retsplejelovens § 784, stk. 1, er endvidere ikke truffet, efter at »… den, som indgrebet vedrører …«, har udtrykt »ønske« om at få kærende beskikket, jf. retsplejelovens § 733, stk. 2. Den omstændighed, at kærende i andre relationer er advokat for vedkommende, kan ikke antages at medføre, at kærende i den aktuelle sammenhæng har fuldmagt til for sin klient at udtale, at klienten »ønsker« kærende beskikket som advokat efter retsplejelovens § 784, stk. 1. Jf. herved blandt andet retsplejelovens § 785, stk. 2, 2. punktum, hvorefter nægtelse af på et senere tidspunkt at imødekomme en – nu – sigtets »ønske« om som forsvarer at få beskikket den advokat, der indtil da – i medfør af retsplejelovens § 784, stk. 1 – har været beskikket som advokat for vedkommende, ikke kan antages kun at kunne ske, hvis betingelserne i retsplejelovens § 733, stk. 2, for at nægte at beskikke denne advokat som forsvarer er opfyldt (jf. Betænkning nr. 1023/1984 s. 83 f. Det kan derfor ikke antages, at afgørelsen er truffet med hjemmel i retsplejelovens § 733, stk. 2, og der er herefter i retsplejelovens § 737, stk. 1, 1. punktum, ikke utvivlsom hjemmel for Den Særlige Klageret til at tage kæremålet under påkendelse. Efter den meget konkrete begrundelse (jf. Folketingstidende 1977-78, tillæg B, sp. 1394 f.), der førte til indførelsen af bestemmelsen i retsplejelovens § 737, stk. 1, som en snæver undtagelsesbestemmelse fra retsplejelovens almindelige appelsystem, jf. retsplejelovens § 968, stk. 1, foreligger der i den konkrete sag ikke omstændigheder, der kan begrunde, at hovedreglen om landsrettens kompetence over for afgørelser truffet af en byret ikke fastholdes.”

Sagsforløbet i  TfK 2005.271 citeret ovenfor viser, at en forsvarer, der er i tvivl om, hvorvidt det er landsretten eller Den Særlige Klageret, der skal behandle et kæremål om beskikkelse af en bestemt forsvarer, sikrer sig bedst muligt ved at indgive kæremålet såvel til landsretten som til klageretten inden for den særligt korte frist på “en uge”, som gælder i retsplejelovens § 737.