Retsplejeloven indeholder ingen udtrykkelig definition af forsvarerens opgaver. Retsplejelovens § 740 forudsætter dog, at det er forsvarerens opgave, at “foretage de handlinger, som han anser for nødvendige eller hensigtsmæssige” for sigtedes “tarv”. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

“Beskikkelse af en offentlig forsvarer indskrænker ikke sigtedes ret til selv at drage omsorg for sit forsvar, men forsvareren behøver ikke sigtedes samtykke til at foretage de handlinger, som han anser for nødvendige eller hensigtsmæssige til dennes tarv”.

Stephan Hurwitz anfører om forsvarerens opgaver i “Den Danske Strafferetspleje”, G. E. C. Gad København 1940, side 235, blandt andet:

“.. Rpl. indeholder ingen udtrykkelig Definition af Forsvarerens Opgaver, men henholder sig her til den almindelige Opfattelse i saa Henseende. Efter denne kan som Forsvarets Hovedopgaver fremhæves: 1) Forsvarerens Virksomhed som Raadgiver overfor Sigtede, 2) hans uden- og indenretlige Virksomhed som Sigtedes Bistand, navnlig med Henblik paa Samling af Bevismateriale, Fremsættelse af Begæringer, Nedlæggelse af Paastande, Udførelse af Procedure, Benyttelse af Retsmidler, 3) hans Virksomhed som Repræsentant eller Fuldmægtig for Sigtede i dennes Fravær. ..”

Som det fremgår af formuleringen “kan som Forsvarets Hovedopgaver fremhæves” anvendt af forfatteren, kan opregningen af hovedopgaverne på ingen måde anses for udtømmende.

I afsnit 8.2. i  betænkning nr. 1522, Reform af den civile retspleje Vl, Behandling af forurettedes civile krav under straffesager (Adhæsionsprocessen) afgivet af Retsplejerådet i 2010 antages det, at forsvareren også har pligt til at bistå sigtede i forhold til eventuelle borgerlige krav, som påtales under straffesagen. Dette er i betænkningen formuleret således:

“Retsplejeloven indeholder ingen udtrykkelig definition af forsvarerens opgave, og retsplejelovens regler om forsvarerens beføjelser, rettigheder og pligter angår navnlig forsvarerens varetagelse af sigtedes tarv i relation til skyldsspørgsmålet og strafudmålingen. I retsplejelovens § 740 er det forudsat, at forsvareren skal foretage de handlinger, som han anser for nødvendige eller hensigtsmæssige til varetagelse af sigtedes tarv. Det må antages også at gælde i relation til eventuelle borgerlige krav, som påtales under straffesagen.”

Se nærmere nedenfor under  retsplejelovens § 991 om adhæsionsprocessen.

I “Vejledning om Ungdomssanktion” udgivet af Servicestyrelsen i 2007 beskriver styrelsen på side 45, hvorledes denne opfatter forsvarerens opgaver i forhold til vejledningens målgruppe. Styrelsen anfører:

“Forsvareren vil være til stede under politiets afhøringer, hvis den unge ønsker det. Ligeledes møder forsvareren op sammen med den unge til alle retsmøder. Under grundlovsforhøret og i alle andre retsmøder vil forsvareren også være til stede. Forsvareren har mulighed for at anmode anklagemyndigheden om en personundersøgelse af den unge. Dette tiltrædes i givet fald af anklagemyndigheden, som anmoder den lokale afdeling af Kriminalforsorgen i Frihed om at foretage denne undersøgelse.

Det er forsvarerens opgave at tage kontakt til den unge og dennes forældre i perioden op til domsafsigelsen, vejlede den unge om rettigheder og pligter og herunder f.eks. orientere om ungdomssanktionen. Såfremt den unge ikke er enig i, at der gennemføres brev- og besøgskontrol, kan han eller hun anmode forsvareren om at indbringe det for retten.

Når sagen kommer for retten – hovedforhandlingen – – er det forsvarerens opgave at forsvare den unge, hjælpe med at forstå dommen og eventuelt at anke.”

Af den nu ophævede  Fororning af 13. Apr. 1686 Om en Inqvisitions- Commissions Indretning i Tyvs-Sager fremgik blandt andet, at en forsvarer (“Procurator”), som forsøgte at forvirre retten og fordreje sagen, selv om klienten øjensynligt var tyv, selv var at anse for medvidende om sin klients gerninger, hvorfor den pågældende ikke længere skulle have lov til at repræsentere ærlige mennesker i retten. I øvrigt havde enhver, der blev tilsagt til at give møde ved den omhandlede inkvisitionskommission, pligt til at udtale sig.