En beretning fra en undersøgelseskommission kan føre til, at folketinget efter grundlovens § 16 rejser tiltale ved Rigsretten mod en eller flere ministre.
Det følger af § 5 i lov nr. 117 af 15. april 1964 om ministres ansvarlighed, at en minister kun kan ifalde strafansvar efter bestemmelsen, hvis to grundlæggende betingelser er opfyldt: Ministeren skal have tilsidesat de pligter, der følger af at være minister (den objektive betingelse), derudover skal tilsidesættelsen af disse pligter være sket forsætligt eller ved grov uagtsomhed (den subjektive betingelse). Af § 7, stk. 2, følger, at borgerlig straffelovs §§ 155-157 ikke gælder for ministre.
Se nærmere om ministeransvar i kapitel 8 om ministeransvar i betænkning 1443 om embedsmænds rådgivning og bistand afgivet i juni 2004
af Udvalget om embedsmænds rådgivning og bistand til regeringen og dens ministre.
Statsministerens besvarer i skrivelse af 6. december 2011 spørgsmål nr. S 1070 stillet af Søren Pind (V) om, hvorledes statsministeren fortolker sin “tilsynsforpligtelse” i forhold til sine ministre. I besvarelsen anføres, at grundlovens § 14 forudsætter, at ministre som forvaltningschefer har en selvstændig kompetence inden for deres forretningsområder, således at afgørelser ikke træffes af regeringen som kollegium, men af den enkelte
fagminister.