“§ 741. Der tilkommer den offentlige forsvarer vederlag af statskassen, herunder godtgørelse for rejseudgifter, som han med føje har haft i forbindelse med hvervet. Bestemmelserne i § 333, stk. 1, 2. pkt., og § 334, stk. 3 og 5, finder tilsvarende anvendelse.

 Stk. 2. Vederlaget fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen. Vederlaget fastsættes ved dommen eller ved særskilt beslutning.”

Præsidenterne for Vestre og Østre Landsret udarbejder vejledende takster for salærer til forsvarere i straffesager, bistandsadvokater samt beskikkede advokater i forældreansvars- og børnefjernelsessager.

Vejledende takster pr. 1. oktober 2014 for salærer til forsvarere i straffesager, bistandsadvokater samt til beskikkede advokater i ægteskabs-, forældreansvars- og børnefjernelsessager.

I straffesager med flere tiltalte forekommer det ikke sjældent, at der behandles et eller flere forhold, den kun vedrører en enkelt eller nogle enkelte af samtlige tiltalte i sagen. Medens behandlingen af sådanne forhold foregår, kan hovedforhandlingen være helt uden betydning for de forsvarere, hvis klienter ikke er tiltalt i disse forhold. Det kan især i sager, der løber over flere retsdage, forekomme, at retten på forhånd tilkendegiver over for en eller flere af sagens forsvarere, at der på bestemte retsdage kun vil blive behandlet forhold, der ikke vedrører disse forsvareres klienter, hvorfor forsvarerne ikke behøver at være til stede under hovedforhandlingen. I sagen  U.2003.1737/3H tog Højesteret stilling til spørgsmålet om, hvorvidt forsvarere, der havde fået oplyst af retten, at der på givne retsdage ikke ville blive behandlet forhold, der vedrørte deres klienter, havde krav på salær, hvis de alligevel valgte at møde frem uagtet tilkendegivelsen fra retten. Anklagemyndigheden havde principalt nedlagt påstand om, at der ikke tilkendes salær til en forsvarer for deltagelse i de dele af domsforhandlingen, der ikke vedrører den pågældendes klient, når det i forvejen gennem sagens tidsplaner er oplyst, at klientens forhold ikke berøres, og subsidiært at salæret nedsættes som følge af det manglende eller langt mindre behov for forberedelse. Højesteret fandt, at forsvarerne i den konkrete sag havde krav på reduceret salær for deltagelse i retsmøder, der ikke vedrørte deres klienter og gav således anklagemyndigheden medhold i dennes subsidiære påstand. Højesteret udtalte nærmere: “Efter retsplejelovens § 845, stk. 1, skal den beskikkede forsvarer være til stede under hele domsforhandlingen, så længe han har adgang til at få ordet. Bestemmelsen udgør en væsentlig retsgaranti som led i tiltaltes krav på en retfærdig rettergang. Bestemmelsen indebærer, at forsvareren som udgangspunkt har ikke blot ret, men også pligt til at være til stede under hele domsforhandlingen. I sager som den foreliggende, der angår flere tiltalte, og hvor ikke alle forhold angår hver enkelt tiltalt, må det antages, at retten kan tillade, at en forsvarer ikke er til stede i retten under behandlingen af forhold, der klart ikke angår den pågældende forsvarers klient. Såfremt forsvareren ønsker at være til stede også under et retsmøde, der angår forhold, som ikke involverer den pågældende forsvarers klient, er forsvareren berettiget hertil og er som udgangspunkt berettiget til honorar for sin tilstedeværelse. Efter formålet med bestemmelsen i § 845, stk. 1, bør dette udgangspunkt alene fraviges i tilfælde, hvor det på forhånd er åbenbart og tilkendegivet, at et retsmøde ikke kan vedrøre den pågældende forsvarers klient, f.eks. fordi retsmødet angår et forhold, der ingen forbindelse har til det eller de forhold, klienten er tiltalt for, og som heller ikke på anden måde kan have forbindelse til denne. Efter det oplyste er der ikke grundlag for at fravige udgangspunktet i det foreliggende tilfælde. Det fremgår af landsrettens kendelse, at det fastsatte salær pr. retsdag forudsætter, at der til en retsdag på 6 timer er forbundet ca. 5 timers forberedelse. I tilfælde, hvor en forsvarer er til stede i retten under behandlingen af forhold, der ikke angår den pågældende forsvarers klient, må det antages, at der ikke er knyttet nogen særlig forberedelse til forsvarerens deltagelse i retsmødet. Selv om den anslåede sædvanlige forberedelsestid til en retsdag bygger på gennemsnitsbetragtninger, er der efter Højesterets opfattelse grundlag for – som subsidiært anført af anklagemyndigheden – at tage hensyn hertil ved salærfastsættelsen.”

 I TfK 2015.31 fik en forsvarer, der havde repræsenteret en tiltalt i en narkotikasag, der løb over 28 retsdage og bestod af en “skunkdel” og en “amfetamindel” kun såkaldt “tilstedeværelsessalær” for de retsdage, der vedrørte skunkdelen, som advokatens klient ikke var tiltalt i. Advokaten fik medhold i, at hun skulle have delvis salær i et tilfælde, hvor et planlagt retsmøde var blevet aflyst dagen før. Det fremgår af landsretspræsidenternes vejledende takster pkt. A.13, at hvis et planlagt retsmøde aflyses samme dag, som det skulle have fundet sted, eller hvor aflysning sker med dags varsel, fastsættes salær under hensyntagen til den tid, der har været afsat til sagen, op til ½ salær.

I TfK2001.696 havde en forsvarer afholdt 15 arrestbesøg hos sin klient i tidsrummet fra 11. juni 2001 til 24. september 2001. Forsvareren repræsenterede tiltalte i en ankesag ved landsretten. Tiltalte var i byretten idømt fængsel i 10 måneder for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, tyveri og forsøg herpå samt brugstyveri. Landsretten fandt, at der efter det foreliggende herunder sagens karakter ikke var grundlag for at honorere et så stort antal arrestbesøg med sædvanlig takst. Salæret for arrestbesøgene blev herefter skønsmæssigt til et samlet beløb på 6.000 kr. eksklusiv befordringstid. Retten tillagde den beskikkede forsvarer i samlet salær 15.500 kr. + moms 25%, der udredes af tiltalte.

Internationale menneskeretlige organer er kritiske overfor den omstændighed, at domstolene (og især politiet) har indflydelse på fastsættelsen af beskikkede forsvareres salærer (herunder godtgørelse for rejsetid og dækning af rejseudgifter for beskikkede forsvarere). Dette skyldes risikoen for, at domstolene og politiet kan opnå indflydelse på forsvarerens forsvar af dennes klient gennem sin salærfastsættelse. Det kan for eksempel befrygtes, at en advokat, som efter rettens mening trækker en straffesag i langdrag ved at forlange omfattende vidneførsel, begære udsættelse mv., kan blive straffet gennem salærfastsættelsen. Af side 17 i “ODIHR Report on the Regional Expert Roundtable on Legal Aid in Criminal Proceedings in Central Asia“, OSCE, 2013 fremgår blandt andet følgende: “…As competence and accountability of legal aid providers constitute key factors in ensuring high quality legal aid services, the state should create incentives for lawyers to get involved in legal aid schemes, including adequate financial compensation and adequate working conditions. Many of the participants noted that because the pay is so low, lawyers do not feel accountable to clients to deliver quality legal aid service. Similarly, the low payment of legal aid cases deters many experienced lawyers from taking up such cases. Of equal importance is the system for calculating the compensation of legal aid providers. As discussed previously, in certain countries of Central Asia, attorneys’ fees are calculated by the authority appointing the lawyer, i.e. the investigator or prosecutor. This in turn renders the attorney dependent upon the appointing authority and encourages the practice of “pocket lawyers”. The compensation system should also foresee the appropriate reimbursement of certain costs incurred such as travel or telephone costs. ..”