Politiet iværksætter, som nævnt ovenfor, efter retsplejelovens § 742, stk. 2, efterforskning, når “der er rimelig formodning” om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.

Selv om en efterforskning ikke nødvendigvis indeholder egentlige straffeprocessuelle indgreb, kan personer, som en efterforskning måtte være rettet imod, føle sig stigmatiseret eller på anden måde forulempet ved bevidstheden om, at de er genstand for en efterforskning og eventuelt risikerer en sigtelse. Der er således behov for en analyse af, om der er en “nedre grænse” for, hvornår politiet har lov til at indlede en efterforskning, især hvis denne er rettet mod bestemte personer.

Det er relevant at se på, hvorledes ordene “rimelig formodning” retsplejelovens § 742, stk. 2, forstås i praksis. Der stilles ikke de samme krav til grundlaget for at efterforske mod en person som for at anholde en person, hvor det i retsplejelovens § 755 kræves, at personen, som skal anholdes, “med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, som er undergivet offentlig påtale”.