I sagen Hanzevacki mod Kroatien (sagsnummer 17182/07), der blev afgjort 16. april 2009 ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), blev det anset for en krænkelse af EMRK artikel 6 § 1 sammenholdt med artikel 6 § 3(c), at en retssag ikke var blevet udsat som følge af, at forsvareren havde meldt sig syg og derfor ikke kunne give møde på sagens sidste retsdag. Det fremgår af sagen ved EMD, at klageren blev idømt en betinget fængselsstraf for overtrædelse af nogle softwareproducenters ophavsret. Sagen varede over flere dage. Klageren havde valgt sin egen forsvarer, der havde været til stede under bevisførelsen. Om morgenen på den sidste retsdag meddelte forsvareren telefonisk til en retsbetjent, at han ikke kunne give møde, idet han var blevet syg. Retten gennemførte sagen til trods herfor. Under sagen ved menneskerettighedsdomstolen henviste myndighederne blandt andet til, at forsvareren burde have meldt sig syg via telefax dagen forinden, hvor han var blevet syg, og at forsvareren havde været til stede under bevisførelsen. Af præmis 25 fremgår blandt andet, at EMD finder, at det er af stor betydning i en straffesag, at parterne har muligheden for under de afsluttende bemærkninger at kunne præsentere deres syn på hele sagen og beviserne fremlagt under sagen samt at kunne fremkomme med deres vurdering af, hvorledes sagen bør afgøres. Den omstændighed, at anklagemyndigheden også valgte ikke at fremkomme med sin procedure, ændrede ikke den omstændighed, at det udgjorde en krænkelse ikke at udsætte sagen, således at forsvareren kunne deltage i resten af sagen.