§ 748 a vedrører sigtedes deltagelse i retsmøder i almindelighed ved hjælp af telekommunikation, medens § 748 b særligt vedrører varetægtsfængslede sigtedes deltagelse i retsmøder ved hjælp af telekommunikation i retsmøder om forlængelse af fængslingsfristen.

Bestemmelserne har følgende indhold:

Retsplejelovens § 748 a:

“Stk. 1. Retten kan tillade, at sigtede deltager i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis sigtedes tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig. Skal sigtede afgive forklaring, finder  § 192 tilsvarende anvendelse. En eventuel forsvarer skal deltage i retsmødet på samme sted som sigtede, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i stedet møder frem i retten. 1. pkt. gælder ikke i de i § 760, stk. 2, og § 764, stk. 2, nævnte tilfælde.
Stk. 2. Retten kan tillade, at forsvareren deltager i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis det er forsvarligt og sigtede ikke deltager i retsmødet.
Stk. 3. Retten kan tillade, at anklageren deltager i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis
1) sigtede ikke deltager i retsmødet,
2) anklagerens deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede er forsvarlig og
3) der i øvrigt foreligger særlige grunde.”

Retsplejelovens § 748 b:

“Stk. 1. Retten kan bestemme, at en sigtet, der er undergivet varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning efter kapitel 70, deltager i et retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen eller foranstaltningen ved anvendelse af telekommunikation med billede, når retten finder det ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder. Dette gælder ikke for retsmøder, hvor der første gang skal tages stilling til forlængelse af en varetægtsfængsling eller varetægtsfængsling i isolation ud over de frister, som er nævnt i  § 768 a, stk. 1 og 2, og  § 770 c, stk. 3-5, eller når kæremål behandles mundtligt efter  § 767, stk. 4, og § 770 e. Skal sigtede afgive forklaring, finder § 192 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Deltager sigtede i et retsmøde om fristforlængelse ved anvendelse af telekommunikation med billede, skal forsvareren deltage i retsmødet på samme sted som sigtede, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i stedet møder frem i retten eller deltager ved anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet sted end sigtede. Deltager sigtede ikke i et retsmøde om fristforlængelse, kan retten tillade, at forsvareren deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis det er forsvarligt.
Stk. 3. Deltager sigtede i et retsmøde om fristforlængelse ved anvendelse af telekommunikation med billede, eller deltager sigtede ikke i et retsmøde om fristforlængelse, kan retten tillade, at anklageren deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis
1) anklagerens deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede er forsvarlig og
2) der i øvrigt foreligger særlige grunde.”

Bestemmelserne blev indsat i retsplejeloven ved Lov nr. 493 af 12. juni 2009 om ændring af retsplejeloven og udlændingeloven (Videokommunikation ved fristforlængelser og justering af dommernormering).

Den Europæiske Torturkomite (CPT) har i præmis 9 i sin  rapport af 8. december 2009 vedrørende komiteens besøg i Storbritannien i 2008 gjort opmærksom på, at hensynet til effektivitet og ressourcer (“efficiency and resources”) ikke kan begrunde, at fristforlængelser af varetægtsfængslede sker ved videokonference frem for den varetægtsfængsledes personlige fremstilling for dommeren, der skal tage stilling til en begæring om fortsat varetægtsfængsling. Komiteen henviser blandt andet til, at en personlig fremstilling for dommeren er et vigtigt middel til at forebygge mishandling af frihedsberøvede (“ill-treatment”). Det er værd, at det ifølge rapporten er fremstillinger af terror-sigtede personer, der sker under video-konference. Der er tilsyneladende ikke tale om lovgivning, der – som den danske – med få undtagelser giver mulighed for videofremstillinger under enhver fristforlængelse.

Se også  kapitel 12 om videomøder og telefonmøder mv. i retsplejerådets Betænkning 1401 om reform af den civile retspleje l, Instansordningen, byrettens sammensætning og almindelige regler om sagsbehandlingen i første instans -2001 afgivet i 2001.

Bestemmelsen om, at § 748 a, stk. 1, ikke finder anvendelse i “de i § 760, stk. 2, og § 764, stk. 2, nævnte tilfælde” indebærer, at sigtedes deltagelse i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede (“videokonference”) ikke tillades ved  grundlovsforhør og ved et retsmøde, hvor en sigtet, der er blevet varetægtsfængslet in absentia, fremstilles i retten for første gang herefter med henblik på rettens godkendelse af den fortsatte varetægtsfængsling. I disse tilfælde har sigtede således krav på personligt fremmøde i retten.

Sigtedes deltagelse i retsmøder i straffesager ved anvendelse af videokonference har været genstand for prøvelse ved flere sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). I Sakhnovskiy mod Rusland afgjort af EMD (storkammeret) den 2. november 2010 under sagsnummer 21272/03 fandt EMD, at EMRK artikel 6, § 3, (c), sammenholdt med artikel 6, § 1, var krænket i en sag, hvor en ankesag blev hovedforhandlet, medens tiltalte befandt sig i et fængsel langt væk fra retsbygningen og deltog i retsmødet via videokonference. Forsvareren befandt sig i retslokalet og således ikke i fængslet, hvor tiltalte befandt sig. Endvidere havde forsvareren ikke besøgt tiltalte i fængslet forud for hovedforhandlingen. EMD fandt det kritisabelt, at den pågældende ikke havde haft længere tid til at forberede sit forsvar i tilstrækkelig grad sammen med sin forsvarer, som tiltalte første gang talte med via videokonference 15 minutter før hovedforhandlingens begyndelse. De nationale myndigheder gjorde under sagen gældende, at forsvareren befandt sig alene i retslokalet, medens hun talte med tiltalte inden retsmødets begyndelse, og at tiltalte befandt sig alene i det lokale i fængslet, hvor tiltalte opholdt sig under samtalen med forsvareren, og at forsvareren og tiltalte således havde lejlighed til at drøfte sagen, uden at drøftelserne blev overhørt af andre. I præmis 104 påpeger EMD tvivlen om, hvorvidt samtalen mellem forsvareren og tiltalte forud for retsmødet var tilstrækkelig privat, og EMD henviste i denne forbindelse til  Marcello Viola mod Italien afgjort den 5. oktober 2006 (sagsnummer 45106/04), hvor tiltalte havde mulighed for at tale med sin forsvarer på en telefonlinje, som var sikret mod forsøg på aflytning. I præmis 105 konstaterede EMD, at tiltalte i sagen Marcello Viola mod Italien afgjort den 5. oktober 2006  (sagsnummer 45106/04) omtalt umiddelbart ovenfor havde adgang til en forsvarer ved siden af sig i fængslet under hovedforhandlingen, samtidigt med at han var repræsenteret ved en anden forsvarer, som befandt sig i selve retslokalet. EMD bemærkede, at tiltalte ikke var tilbudt en lignende ordning i den aktuelle sag. I præmis 106 kritiseres det blandt andet, at man ikke havde beskikket den pågældende en advokat også der, hvor fængslet var beliggende. EMD henviste også til sin afgørelse i Golubev mod Rusland afgjort under sagsnummer 26260/02 den 9 November 2006, hvor det også var blevet fremhævet, at der havde været to advokater beskikket som forsvarere for tiltalte, og at tiltalte kunne vælge at have en af disse til stede i det lokale, hvor han selv befandt sig.