Retsplejelovens kapitel 4 – Dommere, fuldmægtige m.m.

 Betænkning vedrørende dommeres uddannelse – 1951
 Betænkning 1319 afgivet af Domstolsudvalget i juni 1993, del 1
 Betænkning 1319 afgivet af Domstolsudvalget i juni 1993, del 2

 FN’s Basic Principles on the Independence of the Judiciary med    exsplanatory memorandum.

 RECOMMENDATION No. R (94) 12 OF THE COMMITTEE OF MINISTERS TO MEMBER STATES ON THE INDEPENDENCE, EFFICIENCY AND ROLE OF JUDGES (Europarådet)

 Judges Charter in Europe, 1993, udarbejdet af European Association of Judges med de senest vedtagne ændringer af 20. april 1996

 Domstolenes bevillingsmæssige forhold og administrationen af domstolene,  kapitel 4 (side 51 til side 120) i betænkning 1319, del 1
Rekrutteringen af dommere og deres uddannelse,  kapitel 5 (side 121 til side 216) i betænkning 1319, del 1
Fremgangsmåden ved udnævnelse af dommere,  kapitel 6 (side 217 til side 262) i betænkning 1319, del 1
Konstitution af dommere,  kapitel 7 (side 263 til side 316) i betænkning 1319, del 1
Dommeres lønmæssige forhold,  kapitel 8 (side 317 til side 342) i betænkning 1319, del 1

Retsplejelovens §§ 47-47 f regulerer dommeres adgang til bibeskæftigelse.

En dommer må kun have fast indtægtsgivende beskæftigelse ved siden af dommerstillingen, hvis det ved lov er bestemt, at det pågældende hverv skal varetages af en dommer, eller hvis dommerens varetagelse af hvervet tillades af Bibeskæftigelsesnævnet, jf. retsplejelovens § 47 a, stk. 1.

At der kun skal indhentes tilladelse ved beskæftigelse af fast karakter, indebærer, at hverv af lejlighedsvis eller enkeltstående karakter – f.eks. enkeltstående voldgiftsretter – ikke kræver nævnets tilladelse.

Det fremgår af lovforslagets forarbejder, at nævnets afgørelse skal baseres på en vurdering af, om beskæftigelsen kan give anledning til habilitetsmæssige problemer eller på anden måde efter sin art ikke vil være forenelig med dommerhvervet. Endvidere vil omfanget af den ansøgte bibeskæftigelse i forhold til hovedstillingen også kunne inddrages i overvejelserne, hvis omstændighederne på forhånd giver grundlag for at antage, at bibeskæftigelsen kan have negativ indflydelse på arbejdet i hovedstillingen.

Bibeskæftigelsesnævnet varetager en række opgaver vedrørende dommeres bibeskæftigelse, herunder behandling af ansøgninger fra dommere om tilladelse til at påtage sig fast indtægtsgivende bibeskæftigelse.

Bibeskæftigelsesnævnet blev pr. 1. januar 2007 oprettet som led i en ny regulering af dommeres bibeskæftigelse (lov nr. 537 af 8. juni 2006). Nævnets sekretariatsopgaver varetages af Højesteret.

 Betænkning 1465  fra udvalget om dommeres bibeskæftigelse – Justitsministeriet 2005

Bestemmelserne i retsplejeloven om dommeres adgang til beskæftigelse ved siden af dommerstilling (“bijob”) er indsat med  lov nr. 402 af 26. juni 1998.

Dommeres adgang til bibeskæftigelse,  kapitel 9 (side 343 til side 400) i betænkning 1319, del 1.

“Rigsrevisionen afgav 29. september 2000 “Udvidet notat til statsrevisorerne om problemstillinger i forbindelse med højesteretsdommernes bibeskæftigelse“

 Justitsministeriets redegørelse vedrørende dommeres bibeskæftigelse afgivet i november 1991.
“Oversigt over dommeres vederlag i råd og nævn i 1995” udarbejdet af Finansministeriet, Økonomistyrelsen, 1996

 Redegørelse for Bibeskæftigelsesnævnets virksomhed for  2011
Redegørelse for Bibeskæftigelsesnævnets virksomhed for  2010
Redegørelse for Bibeskæftigelsesnævnets virksomhed for  2009
Redegørelse for Bibeskæftigelsesnævnets virksomhed for  2008
Redegørelse for Bibeskæftigelsesnævnets virksomhed for  2007

 Professor, dr.jur. Preben Stuer Lauridsen skrev i Dagbladet Information den 10. juli 2010 under overskriften “Højesteretsdommernes bijob” blandt andet følgende:

“Bijobbene er altså fuldt legale, men set med andre landes øjne er de ubegribelige. De udenlandske kolleger, jeg gennem årene har fortalt om forholdene i Danmark, har nærmest været ved at falde måbende omkuld. For dem er det indlysende, at en dommer og naturligvis især en højesteretsdommer aldrig må kunne udsættes for den mistanke om manglende neutralitet, der uundgåeligt vil klæbe til bijobs. Ikke mindst når de udføres i vort dygtige erhvervslivs tjeneste.

 De danske dommere er imidlertid ikke kun gode til at være dommere, og hver gang man har fremført kritik af deres bijobberi, er håndgangne og betydningsfulde mænd fra både dansk industri og de fremmeste advokatsammenslutninger som rasende korsriddere rykket ud med alle de velkendte modargumenter: Dommerne kan slet ikke undværes i de private voldgifter, og hvor de ellers sidder. Desuden er det aldrig bevist, at bijobbene tager for meget tid eller skader deres arbejde, tværtimod giver de dem en værdifuld kontakt til det virkelige liv og gør dem til bedre dommere. Alt er med andre ord i den bedste orden, som det er, og landet vil stande i våde, hvis bijobbene forbydes. Enkelte mener endog, at det måske ville stride mod grundloven at afskaffe bijobbene; der er jo tale om en slags velerhvervede rettigheder.”

Skotske dommere må have bijobs inden for forfattervirksomhed, undervisning og deltagelse i visse aktiviteter inden for lovgivningen og retssystemet men må normalt ikke modtage nogen væsentlig betaling for aktiviteter ud over forfatterhonorarer og royalties. I tilfælde, hvor en dommer tilbydes større beløb, bør beløbet gå direkte til godgørende formål.

Af punkt 7.2 i “STATEMENT OF PRINCIPLES OF JUDICIAL ETHICS FOR THE SCOTTISH JUDICIARY” udgivet af “the Judicial Office for Scotland” i april 2010 fremgår blandt andet følgende: “It is considered appropriate that a judge may write, lecture, teach and participate in activities concerning the law, the legal system, the administration of justice and related matters. However, to obviate the perception that judicial office is being exploited for personal gain, a judge holding a full-time appointment should not generally receive any remuneration for such activities, with the traditional exception of fees and royalties as an author or editor, although the acceptance of a modest gift in recognition of a service given would be unexceptionable. Where a judge is offered a substantial fee for the activities described, such fee should go directly to charity.”

I USA må dommere ikke modtage ekstra indtægter (“outside income”), der overstiger 15% af dommerens grundløn. Normalt må dommere ikke modtage vederlag for at holde foredrag eller skrive artikler. De kan dog få royalties for at udgive litteratur, og de kan modtage betaling for at udbyde undervisning, hvis ikke grænsen på 15% af grundlønnen overstiges. 15%-grænsen gælder ikke for pensionsindtægter, afkast fra investeringer mv. Der kan henvises til “JUDICIAL CONDUCT AND DISCIPLINE in the United States Federal Courts — Preventing Misconduct” udgivet af “Federal Judicial Center” i 2010.

I Estland må dommere ikke have arbejde udover hvervet som dommer, bortset fra at dommeren må deltage i undervisning og forskning. Der henvises til præmis 124 på side 32 i en evalueringsrapport vedrørende Estland med titlen “Corruption prevention in respect of members of parliament, judges and prosecutors EVALUATION” udgivet af GRECO (“Group of States against Corruption”) og Europarådet i januar 2013.

 I Canada må dommere efter bestemmelserne i §§ 55-57 i loven om dommere (“Judges Act“) som udgangspunkt ikke have arbejde udover dommerhvervet (“extra-judicial employment”), og de må normalt kun modtage en meget begrænset betaling for arbejdet. 

  Retsplejelovens § 48, stk. 1, har følgende indhold:

“Gør en dommer sig skyldig i forsømmelse eller skødesløshed i embedsførelsen, der dog ikke er af en sådan karakter, at den efter lovgivningen medfører straf, eller udviser dommeren i øvrigt utilbørligt eller usømmeligt forhold, kan der meddeles den pågældende en advarsel”.

Straffelovens 16. kapitel om “forbrydelser i det offentliges tjeneste eller hverv” vedrører mere alvorlige handlinger, som vil kunne medføre egentlig straf. En dommer har efter praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) pligt til at viderebringe oplysningerne herom til rette myndighed, hvis dommeren får mistanke til, at for eksempel en person, der fremstilles i retten, har været udsat for vold begået af fængselspersonale eller af polititjenestemænd. Jon Fridrik Kjølbro skriver således i “Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere”, 2. udgave, DJØF 2007, på side 192: “Pligten til at iværksætte en undersøgelse er ikke begrænset til tilfælde, hvor der foreligger en anmeldelse, men gælder også i tilfælde, hvor nationale domstole konfronteres med klare oplysninger i officielle dokumenter, herunder lægeerklæringer, der giver grundlag for at antage, at personer har været udsat for en behandling i strid med artikel 3. Hvis den nationale domstol ikke har kompetence til at foretage en undersøgelse, har den pligt til at viderebringe oplysningerne til rette myndighed, således at denne kan iværksætte undersøgelsen”. I note 78 og 79 på samme side henviser forfatteren til afgørelsen  Ahmet Özkan m.fl. mod Tyrkiet af 6. april 2004, præmis 359.

I “The CPT standards, “Substansive” sections of the CPT’s Generel Reports” udgivet af Europarådet i 2006 behandles spørgsmålet om dommerens og anklagemyndighedens pligter, hvis en dommer får oplysninger om eller blot mistanke om, at en person, der er eller har været anholdt (været i “police custody”), og som stilles for dommeren, kan have været udsat for vold eller overgreb fra poltiet. Af præmis 45 (side 14) fremgår følgende (oversat til dansk af undertegnede): “Torturkomiteen (“The CPT”) har ved adskillige lejligheder fremhævet de judicielle myndigheders og anklagemyndighedens pligter med hensyn til at bekæmpe overgreb fra politiet. For eksempel skal alle personer, der er tilbageholdt af politiet, og som ønskes varetægtsfængslet, stilles for en dommer, som skal afgøre dette spørgsmål. Der er fortsat lande, som CPT besøger, hvor dette ikke sker. Fremstilling for en dommer giver mulighed for, at en mistænkt, der har været udsat for overgreb, i tide får lejlighed til at fremkomme med en klage. Selv i tilfælde, hvor der ikke fremkommer en udtrykkelig klage, har dommeren mulighed for at handle i tide, hvis der er andre indikationer på overgreb (for eksempel synlige skader, personens almindelige fremtræden eller adfærd). I sagens natur skal dommeren træffe relevante forholdsregler, når der er indikationer for, at overgreb fra politiet har fundet sted. Med hensyn til dette skal dommeren på et hvilket som helst tidspunkt, hvor en mistænk efter at have været i politiets varetægt stilles for dommeren, optage skriftlig rapport om dette, straks beordre en retslægelig (“forensic”) undersøgelse og tage de nødvendige skridt til, at klagen undersøges ordentligt. Denne fremgangsmåde skal følges, uanset om den omhandlede person har synlige tegn på overlast eller ikke. I tilfælde, hvor der ikke fremkommer udtrykkelige klager fra personen over overgreb, skal dommeren begære en retslægelig undersøgelse, såfremt der er andre grunde til at antage, at personen kan være offer for overgreb. En omhyggelig undersøgelse fra de judicielle myndigheder og andre relevante myndigheder af alle klager over overgreb fra de retshåndhævende myndigheder (“law enforcement officials”) og, når dette er relevant, idømmelse af en passende straf, vil have en stærk (“strong”) afskrækkende virkning. På den anden side, hvis disse myndigheder ikke yder en effektiv indsats i anledning af en klage, vil myndighedspersoner, der kan finde på at begå overgreb mod frihedsberøvede personer, hurtigt få den opfattelse, at de ustraffet kan begå disse”. (Understregning i teksten er foretaget af undertegnede).

CPT har i “Report to the Government of Greece on the visit to Greece carried out by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (CPT) from 23 to 29 September 2008” præciseret, at en dommer, der får oplysninger om, at en sigtet eller frihedsberøvet påstår, at denne har været udsat for en behandling i strid med EMRK artikel 3, har pligt til at handle. Præmis 15 i rapporten har følgende ordlyd (oversat): “Troværdigheden af forbuddet mod tortur og overgreb bliver undermineret, hver gang myndighedspersoner bag sådan adfærd ikke bliver stillet til ansvar. Fra den information, som har været tilgængelig for komiteen, fremgår det, at meget mangler at blive gjort på dette område. Ligesom tilfældet var under tidligere besøg, modtog CPT-delegationen igen klager over, at påstande om overgreb, selv i tilfælde hvor de blev fremsat overfor den undersøgende dommer, ikke blev systematisk fulgt op, herunder med straks at iværksætte en retsmedicinsk undersøgelse. For eksempel i Thessaloniki mødte CPT-delegationen en ung mand, som sagde, at han havde informeret den undersøgende dommer om, at han var blevet udsat for overgreb, men at hans påstande var blevet afvist på et summarisk grundlag. Den frihedsberøvede mands advokat, som var tilstede under afhøringen hos dommeren, bekræftede hans udlægning. CPT beder de græske myndigheder sikre, at på et hvilket som helst tidspunkt, hvor en sigtet person, der fremstilles for en dommer, hævder, at den sigtede har været udsat for overgreb fra repræsentanter for de retshåndhævende myndigheder, skal dommeren nedskrive påstandene og tage de nødvendige skridt til at sikre, at påstandene bliver korrekt undersøgt. Denne fremgangsmåde skal følges, uanset om den omhandlede person har synlige skader eller ikke. Selv i det tilfælde, hvor en udtrykkelig udtalelse om overgreb udebliver, skal dommeren bede om en retsmedicinsk undersøgelse, såfremt der er grunde til at antage, at en person, der fremstilles for dommeren, har været udsat for overgreb.”

I  torturkomiteens rapport af 12. september 2013 vedrørende Bosnien og Herzegovina (præmis 20 og 21) understreger torturkomiteen behovet for, at dommere og anklagere af egen drift iværksætter undersøgelser af, hvorvidt en frihedsberøvet person kan have været udsat for myndighedsovergreb, når de pågældende får mistanke om, at noget sådant kan være sket. Det skal også ske, selv om den pågældende ikke har fysiske tegn på, at der er fundet overgreb sted. I præmis 21 udtales blandt andet følgende: “The CPT wishes to reiterate that the credibility of the prohibition of torture and other forms of ill-treatment is undermined each time officials responsible for such offences are not held to account for their actions. If the emergence of information indicative of ill-treatment is not followed by a prompt and effective response, those minded to ill-treat persons deprived of their liberty will quickly come to believe – and with very good reason – that they can do so with impunity. Therefore, it is self-evident that prosecutors and judges should take appropriate action when there are indications that ill-treatment by the police may have occurred. In this regard, whenever criminal suspects brought before prosecutorial or judicial authorities allege ill-treatment, those allegations should be recorded in writing, a forensic medical examination (including, if appropriate, by a forensic psychiatrist) should be immediately ordered, and the necessary steps taken to ensure that the allegations are properly investigated. Such an approach should be followed whether or not the person concerned bears visible external injuries. Further, even in the absence of an express allegation of ill-treatment, the prosecutor/judge should adopt a proactive approach; for example, whenever there are other grounds to believe that a person brought before him or her could have been the victim of ill-treatment, a forensic medical examination should be requested.”

 Princip 37 i FN’s principper af 9. december 1988 om beskyttelse af enhver person under enhver form for frihedsberøvelse eller fængsling indledes med at fastslå, at enhver, der anholdes, har krav på at få spørgsmålet om fortsat frihedsberøvelse (varetægtsfængsling) prøvet ved en domstol. Af sidste led fremgår, at en frihedsberøvet person har ret til at udtale sig for retten om den behandling, som denne har modtaget under frihedsberøvelsen (“A detained person shall, when brought before such an authority, have the right to make a statement on the treatment received by him while in custody”).

 Retsplejelovens kapitel 5 – Tilfælde, hvor rettens personer skal eller kan vige deres sæde

Retsplejelovens § 60 har følgende ordlyd:

“§ 60. Ingen må handle som dommer i en sag, når han

1) selv er part i sagen eller er interesseret i dens udfald eller, hvis det er en straffesag, er forurettet ved forbrydelsen;

2) er beslægtet eller besvogret med nogen af parterne i en borgerlig sag eller med sigtede i en straffesag i op- eller nedstigende linje eller i sidelinjen så nær som søskendebørn eller er en af parternes eller sigtedes ægtefælle, værge, adoptiv- eller plejefader, adoptiv- eller plejesøn;

3) er gift med eller beslægtet eller besvogret i op- eller nedstigende linje eller beslægtet i sidelinjen så nær som søskende med nogen i en borgerlig sag optrædende advokat eller anden rettergangsfuldmægtig for en af parterne eller med den forurettede i en straffesag eller dennes rettergangsfuldmægtig eller med nogen i en sådan sag optrædende offentlig anklager eller politiembedsmand eller forsvarer for sigtede;

4) har aflagt vidnesbyrd eller været syns- eller skønsmand i sagen eller har handlet i den, hvis det er en borgerlig sag, som advokat eller i øvrigt som rettergangsfuldmægtig for nogen af parterne og, hvis det er en straffesag, som politiembedsmand, offentlig anklager, forsvarer eller rettergangsfuldmægtig for den forurettede;

5) har handlet i sagen i den underordnede instans som dommer eller, hvis det er en straffesag, som nævning eller domsmand eller

6) har deltaget som dommer, domsmand, nævning eller sagkyndig under den tidligere hovedforhandling i en straffesag, der er hjemvist til ny hovedforhandling efter § 929 eller genoptaget efter §§ 976 eller 977.

Stk. 2. Ingen må deltage som dommer under hovedforhandlingen i en straffesag, såfremt den pågældende, vedrørende det forhold, som tiltalen angår, har truffet afgørelse om at varetægtsfængsle den tiltalte efter § 762, stk. 2, eller om brevåbning og brevstandsning i medfør af § 781, stk. 4. Dette gælder dog ikke, hvis sagen behandles efter § 831 eller sagen i øvrigt vedrørende det forhold, der har begrundet indgreb som nævnt i 1. pkt., ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld.

Stk. 3. Afgørelse under hovedforhandlingen i en straffesag om varetægtsfængsling i medfør af § 762, stk. 2, om ophævelse af varetægtsfængsling i medfør af § 762, stk. 2, jf. § 766 eller § 768, eller om brevåbning og brevstandsning i medfør af § 781, stk. 4, skal træffes af en dommer, i landsretten en afdeling, der ikke deltager i hovedforhandlingen. Det gælder dog ikke, hvis sagen behandles efter § 831 eller sagen i øvrigt vedrørende det forhold, der begrunder indgreb som nævnt i 1. pkt., ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld.

Stk. 4. Ingen må deltage som dommer under hovedforhandlingen i en straffesag, såfremt den pågældende vedrørende det forhold, som tiltalen angår, i medfør af § 746, stk. 2, har truffet afgørelse om, at materiale, som politiet efter anmodning har fremlagt over for retten, ikke er omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt.

Stk. 5. Ingen må deltage som dommer under hovedforhandlingen i en straffesag, såfremt den pågældende vedrørende det forhold, som tiltalen angår, har truffet afgørelse om at undtage materiale fra forsvarerens og sigtedes adgang til aktindsigt i medfør af § 729 c eller har truffet anden afgørelse, hvor der har været fremlagt oplysninger, der efter § 729 c er undtaget fra forsvarerens og sigtedes adgang til aktindsigt.

Stk. 6. Under hovedforhandlingen i en straffesag skal de afgørelser, som er nævnt i stk. 4 og 5, træffes af en dommer, i landsretten en afdeling, der ikke deltager i hovedforhandlingen.

 Stk. 7. Den omstændighed, at dommeren, fordi flere embedsvirksomheder er forenede i hans person, tidligere af den grund har haft med sagen at gøre, medfører ikke inhabilitet, når der ikke efter de foreliggende omstændigheder er grund til at antage, at han har nogen særegen interesse i sagens udfald.”

I  Micallef mod Malta afgjort af EMD den 15. oktober 2009 under sagsnummer 17056/06 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 1, at en af de tre dommere i en civil sag var onkel til klagerens modparts advokat og bror til den advokat, som modparten havde haft under sagens behandling i første instans (præmis 102). Også i præmis 102 bemærker EMD de vanskeligheder, som kravene til dommerhabilitet kan påføre et lille land som Malta. Dette førte imidlertid ikke til en ændret holdning hos EMD. Det er også værd at bemærke, at EMD i præmis 101 konkluderede, at man ikke fandt det godtgjort, at den omhandlede dommer konkret havde været forudindtaget.

Retsplejelovens § 61 bestemmer, at ingen må handle som dommer i en sag, når der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.

 En dommer eller en lægdommer, der tidligere har medvirket i en sag, hvor der er truffet fældende afgørelser mod en eller flere medgerningsmænd, og hvor man i denne tidligere sag har fundet det bevist, at (også) tiltalte har begået den eller de forbrydelser, som han under den aktuelle sag er tiltalt for, vil være at anse for inhabil under sagen mod tiltalte. I UfR 2005 908 blev en dom i en straffesag ophævet i et tilfælde, hvor dommer og domsmænd havde medvirket i en tilståelsessag mod en medgerningsmand. Dette ville naturligvis også have været tilfældet, hvis der havde været tale om en domsmandssag mod medgerningsmanden. Afgørelsen er ikke underlig, idet domfældelse i en tilståelsessag også forudsætter rettens stillingtagen til tiltaltes skyld, idet retten blandt andet skal tage stilling til efter retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 1, om “tilståelsens rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger”.

Skal der under en sag, hvor en borger efter retsplejelovens kapitel 93 a rejser krav om erstatning for et uberettiget straffeprocessuelt indgreb tages stilling til et anbringende fra anklagemyndigheden om, at erstatningen skal nedsættes eller bortfalde som følge af den erstatningssøgende borgers egen skyld, må en dommer eller lægdommere, der tidligere har medvirket til at domfælde den erstatningssøgende i den sag, der har givet anledning til erstatningssagen, ikke deltage i hovedforhandlingen i erstatningssagen. Se for eksempel kendelsen  UfR 1992.11 VLK, hvor denne problemstilling forudsætningsvist diskuteres.

I kendelsen  TfK 2002.205/1 fandt landsretten, at byrettens dommere burde vige sædet som følge af, at retsformanden i et tidligere retsmøde i byretten i samme sag havde dokumenteret oplysninger om, hvad tiltalte havde fortalt om skyldsspørgsmålet under en mentalundersøgelse. Dette havde landsretten i en tidligere kendelse afsagt under sagen (UfR.2002.195V) havde fundet ikke burde ske. Landsretten udtalte om spørgsmålet om dommerhabilitet følgende: “Som anført i landsrettens kendelse af 16. oktober 2001 burde dokumentation af oplysninger om tiltaltes forklaring om de i sagen omhandlede forhold afgivet under mentalundersøgelse ikke være sket. Selv om byretten ikke ved sin kendelse af 9. oktober 2001 har taget stilling til eller i øvrigt udtalt sig om skyldspørgsmålet, findes en samlet vurdering af det i retsmødet den 9. oktober 2001 passerede imidlertid at føre til, at der foreligger omstændigheder, der er egnede til at rejse tvivl om dommerens og domsmændenes fuldstændige upartiskhed, jf. retsplejelovens § 61.”