I  svar af 5. juli 2010 på spørgsmål 295 fra Folketingets Retsudvalg udtaler Justitsministeriet, at ministeriet ikke anser administrativ frihedsberøvelse efter politiloven for en “afgørelse” i forvaltningslovens forstand. Der er således tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, når politiet beslutter at frihedsberøve en person administrativt. På side 19 anføres således følgende: “Afslutningsvis bemærkes for god ordens skyld, at som omtalt i pkt. 4.4 er Justitsministeriet mest tilbøjelig til at mene, at politiets beslutninger om administrativ frihedsberøvelse efter politilovens §§ 5, 8 og 9 ikke er afgørelser i forvaltningslovens forstand, …..” På samme side udtaler ministeriet nærmere: “Som nævnt under pkt. 4.3.2 er de situationer, hvor det kan komme på tale at frihedsberøve i henhold til politiloven, kendetegnet ved, at beslutningen om, hvorvidt der skal frihedsberøves, i almindelighed skal træffes meget hurtigt og ”på stedet”. Det må derfor antages, at disse beslutninger i praksis vil blive meddelt adressaterne mundtligt og af den grund ikke vil skulle være ledsaget af en begrundelse efter forvaltningslovens § 22, ligesom de af samme grund ikke vil skulle være ledsaget af en klagevejledning efter forvaltningslovens § 25. Den frihedsberøvede person ville dog efterfølgende kunne anmode om aktindsigt efter forvaltningslovens regler om partsindsigt (§§ 9-18) i de dokumenter, der måtte vedrøre den pågældendes sag, ligesom vedkommende ville kunne forlange en skriftlig begrundelse for frihedsberøvelsen efter forvaltningslovens § 23.” I svaret foretager politiet en forholdsvis grundig gennemgang af den forvaltningsretlige teori om “afgørelser” i forvaltningslovens forstand. Endvidere gennemgås  betingelserne for frihedsberøvelse efter politiloven forholdsvist grundigt.