Detentionsanbringelser sker med hjemmel i politilovens § 11, stk. 4. Politilovens § 11 har følgende formulering:

“§ 11. Politiet skal tage sig af en person, der er ude af stand til at tage vare på sig selv på grund af indtagelse af alkohol eller andre berusende eller bedøvende midler, og som træffes under forhold, der indebærer fare for den pågældende selv eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed. Er der mistanke om, at personen er syg eller har pådraget sig skader af ikke ringe omfang, skal den pågældende straks undersøges af en læge.

Stk. 2. Politiet kan besigtige personens legeme, undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i den pågældendes besiddelse samt skaffe sig adgang til et ikke frit tilgængeligt sted uden retskendelse med henblik på

1) at vurdere personens tilstand og faren for den pågældende,

2) at afværge faren for personen eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed eller

3) at fastlægge personens identitet.

Stk. 3. Med henblik på at afværge faren for den berusede eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed kan politiet foretage andre indgreb over for den berusede, herunder udstede påbud og fratage vedkommende berusende eller bedøvende midler eller andre genstande.

Stk. 4. Findes mindre indgribende midler, jf. stk. 2 og 3, ikke tilstrækkelige til at afværge faren for den berusede eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed, kan den berusede om nødvendigt frihedsberøves med henblik på hjemtransport, overgivelse til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af den pågældende, indbringelse til hospital, forsorgshjem eller lignende eller indsættelse i detention. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt.

 Stk. 5. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om anbringelse i detention, herunder om lægeundersøgelse og tilsynet med den anbragte.”

  § 11 forudsætter, at andre og mindre indgribende midler end anbringelse i detentionen forsøges først. Kun hvis sådanne indgreb ikke er tilstrækkelige, kan politiet anbringe den pågældende i detentionen. Opholdet her skal være så kortvarigt og skånsomt som muligt.

Det forekommer ikke sjældent, at borgere, som politiet har sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen for eksempel for at råbe ukvemsord efter politiet i nattelivet, udover at blive sigtet for sådanne handlinger tillige bliver anholdt og taget med på politigården, hvor de placeres i detentionen til den efterfølgende morgen. En sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen kan ikke i sig selv begrunde, at gerningsmanden anholdes. Det er som regel tilstrækkeligt i et sådant tilfælde, at politiet, såfremt politiet mener, at der er begået noget strafbart, får fastslået gerningsmandens identitet, således at et eventuelt bødeforelæg kan tilsendes den pågældende.

I Justitsministerens  svar på spørgsmål 16 og 17 stillet af Folketingets Retsudvalg 16. og 21. april 2004 redegøres der nærmere for overvejelser om, at det ikke er politiet men andre institutioner – herunder hospitaler eller forsorgsinstitutioner – der skal tage sig af berusede personer. Det fremgår også af svarets næstsidste afsnit, at Justitsministeriet oplyser, at ministeriet den 23. februar 2004 har udsendt en cirkulæreskrivelse til alle landets politikredse, hvori ministeriet henstiller til politikredsene, at politiet indgår i en dialog med henholdsvis amtsrådene, Frederiksberg Kommunalbestyrelse og Københavns Borgerrepræsentation med henblik på en øget anvendelse af mindre indgribende foranstaltninger end anbringelse i detention. 

 Forslag til Folketingsbeslutning (BSF 92) fremsat 9. december 2003 af Anne Baastrup (SF), Aage Frandsen (SF) og Lene Garsdal (SF) om etablering af lokale/regionale afrusningsafdelinger. Her foreslås blandt andet “en egentlig omorganiseringen af den akutte afrusning af berusede personer, som politiet kommer i kontakt med, således at opgaven placeres i lokale/regionale afrusningsafdelinger. “

I  DUP-2014-331-1613 fandt Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), at anbringelse i detentionen af en person, der var blevet sigtet og anholdt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, havde været uberettiget. Den pågældende skulle den 29. september 2013 om natten have råbt ukvemsord til en politibetjent, hvorfor hun var blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og derpå anholdt og hensat i detentionen. Det fremgår af detentionsrapporten, at hun blev vurderet som beruset i middelsvær grad. Kvinden blev senere fundet skyldig i overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og ved Retten i Århus idømt en bøde. Dette havde naturligvis ingen indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt detentionsanbringelsen havde været berettiget eller ikke. DUP fandt ikke, at kvindens tilstand havde været af en sådan beskaffenhed, at der havde været grundlag for at detentionsanbringe hende. Da kvinden ikke efter  forvaltningslovens § 26 var blevet vejledt om fristen på 4 uger i retsplejelovens § 469, kunne hun efter retsplejelovens kapitel 43 a bede retten om at tage stilling til et krav om godtgørelse for den uberettigede anbringelse i detentionen, selvom klagefristen for længst var overskredet.

 Politiet skal bevise, at det er nødvendigt at anbringe en person i detentionen, og personen har krav på erstatning, hvis anbringelsen ikke er berettiget. Detentionsanbringelser er begrundet i orden og sikkerhed. Kan en person ikke tage vare på sig selv for eksempel på grund af spirituspåvirkethed, og findes der ikke et bedre middel til at hjælpe personen som for eksempel at køre den pågældende hjem, kan personen anbringes i detentionen. Bevisbyrden ligger imidlertid hos det offentlige. Se for eksempel    UfR 2006.2491V.

I dommen  UfR 1996.21 ØLD blev en 23-årig mand tilkendt erstatning for uberettiget frihedsberøvelse. Han var blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af retsplejelovens § 750, idet han havde nægtet at oplyse sin adresse til politiet. Ved ankomst til politistationen opgav han sine data. Han var derpå blevet anbragt 4 timer i detentionen, hvorpå han blev afhørt og løsladt. Politifolkene begrundede under sagen detentionsanbringelsen med, at den pågældende var “spirituspåvirket og ophidset”, at han havde “balancebesvær og røde øjne, ligesom han slog lidt ud efter betjentene, da de ville visitere ham”. Modsat byretten tilkendte Østre Landsret den pågældende erstatning for uberettiget frihedsberøvelse. Landsretten henviste i sin begrundelse blandt andet til, at “selv om E på det pågældende tidspunkt i et vist omfang var spirituspåvirket og ophidset, findes der ikke grundlag for at fastslå, at han havde balancebesvær eller i øvrigt ikke kunne tage vare på sig selv.”

Det synes at være en forholdsvis udbredt misforståelse i danske politikredse, at politiet kan tage en person, der har været fræk overfor politiet i nattelivet, med en tur i detentionen for at “køle af”. Se for eksempel et uddrag fra politiets døgnrapport gengivet i Jyske Vestkysten 2. december 2013 under overskriften “Politi bøvlede med frække julefrokostgæster i midtbyen”. I artiklen skriver journalist Heidi Bjerre Christensen blandt andet: “Ved midnat var der en, der gav en politipatrulje fingeren, og da han så også skubbede en af betjentene, da de henvendte sig til ham for at spørge, hvad meningen egentlig var, blev han anholdt. Manden var, hvad politiet betegner som fuld i middelsvær grad, så han fik en tur i detentionen, så han kunne køle af. Han blev løsladt i går morges med en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Stort set det samme skete, da politiet en halv time senere måtte skride ind over for en mand, der var blevet bortvist fra en af restauranterne på Torvet. Han greb fat i den ene af betjentene, og også han fik en billet til en overnatning i detentionen.”

I  Steel m. fl. mod Storbritannien afgjort af EMD den 23. september 1998 under sagsnummer 24838/94 fandt EMD, at EMRK artikel 5 var krænket. 3 personer havde deltaget i en fredsdemonstration ved et konferencecenter, hvor der blev holdt et arrangement om kamphelikoptere. De tre personer klagede til EMD over, at de af de britiske myndigheder under demonstrationen var blevet anholdt og derpå tilbageholdt i 7 timer, uden at der havde været grundlag for dette skridt. Af præmis 64 følger, at EMD ikke så nogen grund til at anse protesten for andet end fuldt ud fredelig. EMD fandt ingen indikationer på, at klagerne har forstyrret eller forsøgt at forstyrre dem, som deltog i konferencen, eller at de har opført sig på en måde, der kunne fremprovokere vold fra andre. Der var efter EMD’s opfattelse intet ved klagernes opførsel, der kunne berettige politiet til at frygte, at fredsforstyrrelser skulle finde sted. EMD fandt ikke, at frihedsberøvelsen var i overensstemmelse med engelsk lovgivning, der tillader, at personer kan tilbageholdes efter den af myndighederne påberåbte bestemmelse i national lovgivning, hvis det er rimeligt at antage, at de pågældende vil optræde fredsforstyrrende (“cause a breach of the peace”). Se præmis 57. Af præmis 110 følger, at EMD også fandt EMRK artikel 10 krænket for de tre klageres vedkommende.

I sagen  Witold Litwa mod Polen (sagsnummer 26629/95 fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 4. april 2000, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 5, stk. 1 (e) i et tilfælde, hvor en person havde været frihedsberøvet i et afrusningscenter i 6 timer og 30 minutter. I præmis 79 udtaler EMD blandt andet, at der efter national lovgivning er muligheder for at vælge mindre indgribende midler over for en beruset person herunder at bringe den pågældende på hospitalet eller til sit hjem. Man havde uden nærmere prøvelse valgt den mest indgribende foranstaltning, som var frihedsberøvelse i det omhandlede afrusningscenter (et såkaldt “sobering-up centre). Dette udgjorde efter EMD en krænkelse af artikel 5, § 1 (e). Den pågældende ved menneskerettighedsdomstolen tilkendt en erstatning, der udgjorde 8.000 Zlotys (ca. 15.000 kr.)

I  Kharin mod Rusland afgjort af EMD den 3. februar 2011 under sagsnummer 37345/03 fandt 4 ud af 7 dommere ved EMD, at tilbageholdelse i detentionen i 11 timer og 50 minutter af en spirituspåvirket person, der – efter at være smidt ud af en butik – var kommet tilbage til butikken, og som umiddelbart havde slået ud efter de politifolk, der var tilkaldt for at få den pågældende fjernet fra butikken. Af præmis 44 fremgår det, at flertallet af EMDs medlemmer lagde vægt på, at det af vidneudsagn fra en ansat i butikken, en vagt fra butikken samt de tilkaldte polititjenestemænd fremgik, at klageren havde været aggressiv og truet de tilstedeværende, at han havde forsøgt at komme i slagsmål med politiet, at han havde kastet sin taske rundt i butikken, og at han efterfølgende havde fortsat sin aggressive adfærd i politibilen og i detentionen. EMD’s flertal udtaler (også i præmis 44), at de fandt, at politiet havde haft tilstrækkelig grund til at tilbageholde klageren i detentionen, indtil han var blevet ædru (“….the police had sufficient reasons to detain the applicant in the centre until he had sobered up …”). Flertallet bemærker i præmis 45 også, at det fremgik af sagen, at politiet havde forsøgt sig med mindre indgribende midler end detentionsanbringelse, men at disse var utilstrækkelige (“.. It also appears that the police contemplated less serious measures, found them insufficient to safeguard the public interest and reasonably considered that it was necessary to detain the applicant ..”). Mindretallet – 3 dommere – fandt, at EMRK artikel 5 § 1 (e) var krænket (dissensens præmis 7). De lagde blandt andet vægt på, at udtalelserne fra de civile vidner var fremkommet meget sent under sagen.

Folketingets Ombudsmand har på baggrund af sin  inspektion den 17. maj 2006 af detentionen på politistationen i Gladsaxe lavet en grundig gennemgang af reglerne, som skal iagttages, når personer anbringes i detentionen herunder reglerne om, at de pågældende som udgangspunkt skal køres hjem, hvis der er nogen i hjemmet til at tage sig af dem, frem for at blive transporteret til detentionen.