Det fremgår af detentionsbekendtgørelsens § 9, at den frihedsberøvede “inden den endelige anbringelse” i detentionen “altid” skal undersøges af en læge.

 Af bekendtgørelsens § 11 fremgår følgende:

“§ 11. Lægeundersøgelse af den frihedsberøvede foretages enten ved tilkald af læge/vagtlæge eller ved undersøgelse på skadestue. Vagthavende skal ved lægevalget vurdere, hvad der er mest hensigtsmæssigt under hensyn til tid og afstand.

 Stk. 2. Lægeundersøgelsen skal belyse, om den frihedsberøvede er i en tilstand, der taler imod anbringelse i detention, og om den pågældende er i en tilstand, der eventuelt kræver behandling på sygehus, hos læge eller lignende.”

I “Ugeskrift for Læger”, 2001;163(33):4441, udtaler lægeforeningen sig om kravene til lægeundersøgelsen af detentionsanbragte personer. Det fremgår blandt andet, at lægen ved undersøgelse af detentionsanbragte skal foretage “en samlet klinisk vurdering af undersøgtes tilstand på undersøgelsestidspunktet”, og at undersøgelsen skal gentages, hvis tilstanden “på nogen måde” forværres. Lægeforeningen anser ifølge artiklen lægeundersøgelsen af detentionsanbragte for “vigtigt lægeligt arbejde”. Det fremgår også, at lægen er “konsulent for politiet”, men at lægen ikke derved er “en del af et sanktionssystem”. Det præciseres, at lægen skal “være med til at sikre, at de personer, der i “i situationen har behov for lægelig behandling, får det”. Det fremgår, at lægen skal benytte lægeattest ID-nummer 03.07.21.01 ved afgivelsen af sin erklæring om undersøgelsen.  Læs mere om lægeforeningens krav.

I  M.S. mod Storbritannien afgjort af EMD den 3. maj 2012 under sagsnummer 24527/08 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3, at en psykisk syg person havde været anbragt i detentionen (“police cell”) i 4 dage. Det fremgår af sagen, at den pågældende blev tilset af læger adskillige gange, som anbefalede, at den pågældende skulle overføres til et psykiatrisk hospital. Der var imidlertid ikke hospitaler, der kunne modtage den pågældende i løbet af de første 4 døgn af detentionsanbringelsen. I sin afgørelse (i præmis 44) henviser EMD til en udtalelse vedrørende Storbritannien fremsat af CPT efter CPT’s besøg i Storbritannien i 2008. I afgørelsens præmis 30 er følgende gengivet om besøget:

“30. Extract from Report to the Government of the United Kingdom on the visit to the United Kingdom carried out by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (CPT) from 18 November to 1 December 2008:

“148. The CPT also has concerns with respect to the availability of appropriate psychiatric care for persons detained by the police. More than once, members of the CPT’s delegation were told that the behaviour of some detained persons became so erratic that custody officers considered it necessary to tie them naked to a chair in order to prevent any acts of self-harm. Such treatment is clearly unacceptable and should be stopped immediately. In such cases police officers should immediately call a doctor and act in accordance with his instructions. Further, detained persons who display severe psychiatric disorders should be transferred without delay to a mental health facility.

 The CPT recommends that immediate steps be taken to ensure that detained persons with mental health disorders, held in police stations, are provided with appropriate care and treatment, until they are transferred to a mental health facility.”

Patientskadeankenævnet har i sin afgørelse af 3. juni 2008 med journalnummer 2008-00-330 afgjort, at en person, der havde været udsat for mulige lægefejl i forbindelse med lægeundersøgelsen under detentionsanbringelse, ikke kan få erstatning fra patientforsikringen, idet behandlingen ikke findes at “være omfattet af lov om patientforsikringens dækningsområde, jf. lovens § 1, stk. 1. Nævnet udtalte nærmere: “Nævnet kan tiltræde, at lægetilsyn der foregår i detentionen efter lægens aftale med politiet ikke er omfattet af patientforsikringslovens dækningsområde”.

 I  UfR 2009.1835 HD fik de pårørende til en person, der var “tvangstilbageholdelig” på en psykiatrisk afdeling, tilkendt erstatning, efter, at personen havde begået selvmord, medens denne befandt sig alene på sin stue. Personen blev af personalet fundet død på sin stue den 26. november 2003, kl. 16.15. Hun havde kvalt sig selv med snørebånd. Det fremgik af “retningslinjerne” for den psykiatriske afdeling, at den pågældende burde have været tilset mindst en gang af personalet i tiden mellem kl. 14.30 og kl. 16.15. Dette var ikke sket. Hospitalet gjorde under sagen blandt andet gældende, at et sådant selvmord kunne være blevet begået, uagtet at man havde ført tilsyn efter forskrifterne. Højesteret fandt imidlertid, at der ikke kunne ses bort fra, at selvmordet “kunne have været afværget, hvis personalet havde tilset hende i overensstemmelse med retningslinjerne”. De pårørende fik derfor tilkendt erstatning efter patientforsikringslovens § 2, stk 1, nr. 1. Dommen viser, at forsømmelighed fra de personer, der har en psykisk syg (eller frihedsberøvet) person i sin varetægt, kan udløse erstatning til de pårørende. Efter detentionsbekendtgørelsen skal politiet føre tilsyn med jævnlige intervaller med detentionsanbragte. Det forekommer nærliggende, at afgørelsen vil kunne få relevans ved bedømmelsen af erstatningskrav, der rejses i anledning af svigt i sådanne tilsyn.