Ved lov nr. 318 af 28. april 2009 blev der vedtaget nye regler om “kontinuitet i anbringelsen” af tvangsfjernelse af børn. I lov om social service blev blandt andet § 62, stk. 5, samt § 68 a indsat.

§ 62, stk. 5 har følgende indhold:

“§ 62, stk. 5. Børn og unge-udvalget kan i særlige tilfælde træffe afgørelse om, at en anbringelse uden for hjemmet efter § 58 af et barn, der ikke er fyldt 1 år, skal gælde i 3 år, hvis det er overvejende sandsynligt, at de forhold, der begrunder anbringelsen, vil være til stede i denne periode. De samme beføjelser har Ankestyrelsen og retten.”

Se  bemærkningerne til § 62, stk. 5. I velfærdsministeriets  svar af 10. marts 2009 på spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Socialudvalg redegør ministeriet nærmere for kriterierne for en afgørelse om, at anbringelsen skal videreføres. Det anføres blandt andet, at det skal vurderes, hvorledes en videreført anbringelse må antages at påvirke barnets netværk, når barnet bliver voksent.

§ 68 a har følgende indhold:

“§ 68 a. Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung, der efter § 52, stk. 3, nr. 8, har været anbragt uden for hjemmet i mindst 3 år, fortsat skal være anbragt uden for hjemmet i en videreført anbringelse, hvis barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet. Afgørelser om videreførelse af en anbringelse efter 1. pkt. skal ikke forelægges for børn og unge-udvalget til fornyet afgørelse efter § 62.

Stk. 2. For et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, kan der kun træffes afgørelse om videreførelse af en anbringelse efter stk. 1, hvis barnet eller den unge samtykker til afgørelsen.

Stk. 3. Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om videreførelse af en anbringelse efter stk. 1, uanset at betingelserne i § 52, stk. 3, nr. 8, eller § 58 ikke længere er opfyldt.

Stk. 4. Til brug for børn og unge-udvalgets afgørelse om videreførelse af anbringelsen, jf. stk. 1, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstilling, der indeholder:

 1) en revideret undersøgelse af barnets forhold, jf. § 50,
2) en revideret handleplan, jf. § 140,
3) en psykologisk, lægefaglig eller anden børnesagkyndig helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet, og
4) barnets eller den unges holdning til videreførelse af anbringelsen.”

Se  bemærkningerne til § 68 a.

I  UfR 2011.313V stadfæstede landsretten en afgørelse om, at et barn på 11 år skulle være anbragt uden for hjemmet uden forældrenes samtykke i en videreført anbringelse. Det fremgår blandt andet af sagen, at barnet havde været anbragt i den familiepleje, hvor barnet fortsat var anbragt, siden barnet var 2 år gammelt. Det fremgik af en psykologudtalelse, at “der ingen tvivl” var om, at barnet var knyttet til sine plejeforældre, at det var mod plejeforældrene, at barnet rettede sine “positive følelser”, der “ubetinget” blev gengældt. Barnet oplevede, at hun hørte til plejefamilien, som havde et godt kendskab til barnets “livsverden”. Observationerne gav indtryk af, at “både barnet og plejeforældrene har udviklet et sådan kendskab til hinanden, at de i samspillet reagerede ud fra forholdsvis sikre forventninger om hvordan den anden part vil reagere, og gik de lidt galt af hinanden, som da plejeforældrene blev for drillende, så var de hurtige til at justere ind”. Undersøgelsen viste også, at barnet ikke oplevede sig knyttet til sin mor, som barnet oplevede som “temperamentsfuld og vredladen, og dermed uforudsigelig i kontakten”. Landsretten udtalte blandt andet:

“.. I de særlige bemærkninger til § 68 a er det bl.a. anført: “For børn og unge, der har været anbragt mere end 3 år, vil muligheden for at træffe en sådan afgørelse, når som helst under anbringelsen, medvirke til at give børn og unge tryghed i anbringelsen, så de ikke skal være usikre på, om de kan blive boende eller ej, hvis de føler sig tæt knyttet til anbringelsesstedet.

. . . Det vigtige er, at barnet eller den unge oplever anbringelsesstedet som sit hjem og føler et stærkt tilhørsforhold til stedet og de omsorgspersoner, der er på stedet. Barnet eller den unge kan også være tæt knyttet til andre børn på anbringelsesstedet, skolen, fritidsaktiviteter mv. Barnet eller den unges følelsesmæssige tilknytning til en eller flere personer, er en forudsætning for, men er ikke eneafgørende i forhold til, at kunne træffe afgørelse efter denne bestemmelse.

 . . . Det afgørende er barnets eller den unges tilknytning til det aktuelle anbringelsessted sammenholdt med tilknytningen til forældrene.«
Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, samt da det, der er fremkommet for landsretten, ikke kan føre til et andet resultat, tiltrædes det, at betingelserne i servicelovens § 68 a for fortsat anbringelse uden for hjemmet i en videreført anbringelse af B er opfyldt. ..”

 UfR 2014.2939V vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt domstolene kan prøve spørgsmålet om længden af et overvåget samvær. Byretten havde nedsat perioden, hvor der skulle være overvågning af forældrenes samvær med deres barn anbragt uden for hjemmet, fra et år som bestemt af Ankestyrelsen til et halvt år. Ankestyrelsen ankede denne afgørelse til landsretten med påstand om stadfæstelse af Ankestyrelsens afgørelse. Ankestyrelsen gjorde under sagen ved landsretten blandt andet gældende, at domstolene ikke har hjemmel til at tage stilling til længden af den periode, i hvilken samværet skal være overvåget. Domstolene kan alene ophæve Ankestyrelsens afgørelse eller stadfæste den, jf. retsplejelovens § 472, stk. 1, men ikke ændre afgørelsen. Byretten har således ikke haft hjemmel til at afkorte perioden for det overvågede samvær fra 1 år til ½ år. Hvis byretten efter sin prøvelse nåede frem til, at perioden med overvåget samvær var for lang, skulle byretten have ophævet Ankestyrelsens afgørelse. Landsretten gav ikke Ankestyrelsen medhold og udtalte blandt andet: “… Etableringen af overvåget samvær træffes i medfør af lov om social service § 71, stk. 3, når det er »nødvendigt af hensyn til barnet« og alene for »en bestemt periode«. Afgørelsen, der træffes af børn og unge-udvalget, kan indbringes for Ankestyrelsen i medfør af lov om social service § 168, og styrelsens afgørelse kan i medfør af lovens § 169 kræves forelagt retten. Sagerne behandles efter reglerne om borgerlige sager, herunder kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse. Forarbejderne til lov om social service § 169 – eller de tidligere gældende bestemmelser om adgangen til at få spørgsmålet forelagt retten – indeholder ingen nærmere omtale af den prøvelse, som retten skal foretage, herunder at retten i sin prøvelse er begrænset til alene at efterprøve nødvendigheden af etableringen af overvåget samvær eller er afskåret fra at prøve længden af den periode, som er bestemt for det overvågede samvær. Den prøvelse, som retten foretager i medfør af lovens § 169, angår herefter også længden af den periode, som er bestemt for det overvågede samvær, og retten kan som det mindre i det mere – som alternativ til en ophævelse af Ankestyrelsens afgørelse – ændre periodens længde. Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at perioden for det overvågede samvær er ændret til 6 måneder som sket. ..”

Af servicelovens §§ 140-141 følger, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en “handleplan”, inden der træffes afgørelse blandt andet om anbringelse af et barn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke. Bestemmelserne indeholder frister for, hvornår sådanne handleplaner skal være udarbejdet, og de indeholder krav til indholdet af disse.

I  U.2008.1208H fandt Højesteret efter en konkret vurdering af en handleplan, at denne ikke var så mangelfuld, at afgørelsen om anbringelse af barnet uden for hjemmet skulle anses for ugyldig. Højesteret udtalte nærmere: “De handleplaner, som blev udarbejdet forud for børn og unge-udvalgets beslutning den 23. maj 2005 om anbringelse af A og B uden for hjemmet, er i det væsentlige i overensstemmelse med forskrifterne i den dagældende § 58 a, stk. 8, i lov om social service og lider ikke af mangler af en sådan karakter, at børn og unge-udvalgets og Ankestyrelsens afgørelser kan anses for ugyldige.”

I  U 1995.151V blev en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden forældrenes samtykke af landsretten tilsidesat som ugyldig, idet den lovpligtige handleplan led af væsentlige mangler. Landsretten udtalte blandt andet følgende: “Da den i sagen foreliggende plan hverken indeholder en angivelse af den forventede varighed af anbringelsen eller en beskrivelse af den påtænkte behandling af barnet samt ej heller en angivelse af, hvilke foranstaltninger der påtænkes iværksat for familien, findes planen ikke at opfylde betingelserne i bistandslovens § 66 b, stk. 2, hvilket burde have været påset af Den Sociale Ankestyrelse. Herefter findes Den Sociale Ankestyrelses afgørelse at lide af så væsentlige mangler, at den må tilsidesættes som ugyldig.”

 Ved lov nr.  737 af 25. juni 2014 blev den almindelige adgang til anke til landsretten af byrettens afgørelser i sager om anbringelse af børn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke ophævet. Anke til landsretten i sådanne sager kræver nu procesbevillingsnævnets tilladelse. Ansøgning til procesbevillingsnævnet skal indgives inden 4 uger efter byrettens afgørelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen.