Praksis ved EMD viser, at tvangsfjernelse af børn fra deres forældre er i strid med retten til “familieliv” i stk. 1, men at den kan finde sted, såfremt betingelserne i stk. 2 er opfyldt. I forhold til tvangsfjernelse af børn, er det relevant for menneskerettighedsdomstolen at efterprøve, om indgrebet er hjemlet i national lovgivning, om det er “nødvendig i et demokratisk samfund”, og om det skal “beskytte sundheden” eller “andres (barnets) rettigheder og friheder”.

I  X mod Slovakiet afgjort af EMD den 28. juni 2012 under sagsnummer 40245/10 blev der statueret krænkelse af EMRK artikel 8 i en sag, hvor de nationale domstole skulle tage stilling til et spørgsmål om samværsrestriktioner og tvangsmæssig overførsel af forældremyndigheden fra de biologiske forældre vedrørende disses to tvangsfjernede børn. Sagen var ved de nationale domstole trukket i langdrag, idet forældrene havde forlangt ekspertbistand, hvilket retten havde indvilget i på betingelse af, at forældrene selv betalte ekspertbistanden. Da forældrene nægtede at betale bistanden men mente, at ansvaret for dette måtte hvile på det offentlige, var sagen trukket ud, indtil myndighederne til sidst indvilgede i at betale ekspertbistanden. EMD udtaler i præmis 86, at i en sag af den omhandlede art, bør adgangen til ekspertbistand ikke bero på, hvorvidt forældrene selv er villige til at betale for bistanden. Betaling af eksperten var efter EMD’s opfattelse myndighedernes ansvar og ikke klagerens (“the responsibility of the authorities, and not the applicant”).

I  Levin mod Sverige afgjort af EMD den 15. marts 2012 under sagsnummer 35141/06 fandt EMD, at EMRK artikel 8 ikke var krænket som følge af de begrænsninger i adgangen til klagerens samvær (“contact restrictions”) med sine tvangsfjernede børn, som de svenske myndigheder havde fastsat. I præmis 62 bemærker EMD, at myndighederne havde taget mange skridt, der skulle muliggøre, at familiens medlemmer bevarede kontakten med hinanden, og at myndighederne ikke havde taget skridt til at afbryde alle forbindelser mellem dem eller haft intentioner herom (“.. has at no point taken any measures to sever all links between the family members or had any such intentions ..”). EMD bemærkede endvidere i præmis 62, at klageren og børnenes biologiske fader fortsatte med at have forældremyndigheden over børnene, og at myndighederne ikke havde forsøgt at overføre denne til plejeforældrene. EMD fandt således ikke anledning til at betvivle, at det ultimative mål for de svenske myndigheder var at forbedre relationen mellem klageren og hendes børn med henblik på at genforene dem eller i det mindste at sikre dem gode relationer med hinanden (“..no reason to question that the ultimate goal of the Swedish authorities is to improve the relationship between the applicant and her children in order for them one day to reunite or at least have a good and close relationship ..”. I præmis 68 fremhæver EMD, at klageren havde haft juridisk bistand under hele forløbet, og at myndighederne genbehandler (“reconsiders”) klagerens ret til samvær hver 3. måned med adgang til domstolsprøvelse.

I  Dolhamre mod Sverige afgjort den 8. juni 2010 under sagsnummer 67/04 fandt EMD, at en tvangsfjernelse af 3 børn opfyldt de processuelle krav, der kræves i EMRK artikel 8. I afgørelsens præmis 117 fremhæver EMD, at sagen blev prøvet ved to retsinstanser, hvor der var mundtlig forhandling, og hvor hver af parterne havde mulighed for at indkalde vidner, hvilket forældrene i den konkrete sag benyttede sig af. EMD fremhæver i præmis 117 også, at forældrene havde juridisk bistand under hele sagen. EMD bemærker endelig, at forældrene fik udleveret kopi af alle bilag, som de besluttende myndigheder havde adgang til. Dog udtaler EMD også i præmis 117, at man er opmærksom på, at der i et tilfælde var gået lang tid, inden forældrene modtog nogle sagsakter, som de havde bedt om, men at de fik dem, og at forsinkelsen ikke hindrede forældrene i at påberåbe sig bilagene under sagen. Det er værd at bemærke, at appelinstansen omgjorde forvaltningens beslutning om, at børnene fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet, hvorefter børnene blev hjemgivet.

I  Saviny mod Ukraine afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 18. december 2008 under sagsnummer 39948/06 fandt EMD, at myndighedernes tvangsfjernelse af to børn fra disses forældre, havde udgjort en krænkelse af artikel 8, blandt andet fordi myndighederne ved at placere et af børnene på et børnehjem omkring 100 km. fra familiens hjemby havde gjort det vanskeligt for forældrene at have en regelmæssig kontakt (“regular contact”) med barnet (præmis 28 og præmis 59). Forud for tvangsfjernelsen havde kommunen foretaget observationer i hjemmet og konstateret, at det bar præg af dårlig hygiejne mv. Kommunen havde blandt andet observeret, at et af børnenes madras var rådden. Kommunen havde også fundet, at forældrene var uansvarlige i forhold til pasningen af deres børn. I præmis 58 udtaler EMD bekymring over, at de nationale domstole i for høj grad har forladt sig på kommunens udtalelser. EMD bemærker, at de nationale domstole ikke i tilstrækkelig grad har søgt at verificere kommunens iagttagelser ved at indhente sagkyndige udtalelser om forældrenes forældrerevne samt andet materiale, der kunne be- eller afkræfte kommunens observationer. I præmis 59 kritiserer EMD, at børnene blev placeret i forskellige institutioner, og at børnenes synspunkter ikke blev hørt af de nationale domstole. I præmis 57 bemærker EMD, at de nationale myndigheder skal anvende mindre indgribende midler end tvangsfjernelse til at imødegå, at børn mistrives i hjemmet, hvis dette er muligt. Det påpeges, at finansiel støtte og rådgivning til familien kan være alternativer, der skal være forsøgt, hvor dette er relevant, førend det besluttes at tvangsfjerne børn fra hjemmet.

I  K. og T. mod Finland afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol EMD (Storkammeret) 12. juli 2001 under sagsnummer 25702/94 blev EMRK artikel 8 anset for krænket blandt andet fordi, myndighederne ikke havde gjort sig tilstrækkelige anstrengelser for at forsøge at genforene familien i et tilfælde, hvor der var sket tvangsfjernelse af familiens børn. Det fremgår af sagen, at moderen havde været tvangsindlagt flere gange med psykiatriske lidelser (blandt andet skizofreni), da hendes søn “M” i 1993, der dengang var 4 år gammel, blev anbragt på et børnehjem med moderens samtykke. I juni 1993 fødte moderen endnu et barn “J”, som straks blev fjernet fra moderen. 14 dage senere blev den anbringelsen af sønnen M ændret til også at være tvangsmæssig. Som begrundelse for anbringelse af J uden for hjemmet uden forældrenes samtykke henviste myndighederne til moderens sygdom og de foreliggende oplysninger om aggressiv adfærd fra moderens side. For så vidt angik faderen henviste myndighederne til, at han ikke kunne overkomme pasningen af både den syge moder og det nyfødte barn. Også efter tvangsfjernelsen af børnene fortsatte moderen med med mellemrum at blive indlagt på psykiatrisk hospital såvel frivilligt som tvangsmæssigt. Faderen flyttede i juli 1993 i familiecenter sammen med det nyfødte barn J. Moderen fik tilladelse til at besøge børnene, når der var en sygeplejerske til stede. Børnene blev efter nogen tid overført til en plejefamilie. Forældrene måtte besøge børnene en gang om måneden i 3 timer ad gangen. Derudover ville plejefamilien besøge forældrene sammen med børnene hver 6. måned (præmis 77). I præmis 60 udtaler en sagkyndig, at et samvær af det omhandlede omfang var tilstrækkeligt til, at familien ville kunne genforenes, hvis det senere viser sig, at det ikke længere er nødvendigt, at børnene er tvangsfjernede. I november 2000 ophævede myndighederne kravet om, at samværet skulle være overvåget. Der skulle være et samvær om måneden. Hver 2. måned skulle være i forældrenes hjem, hvor børnene ankommer lørdag kl. 11 og rejser søndag kl. 16.00. De øvrige besøg skulle være hos plejefamilien, og de skulle strejke sig fra kl. 11.00 om søndagen og frem til kl. 17.00. Derudover tillodes det, at børnene kom på ferie hos forældrene 2 uger i sommerferien og en enkelt dag og nat i julen. Af præmis 179 følger det, at EMD (Storkammeret) fandt, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, at myndighederne ikke havde udvist større anstrengelser i forsøget på at genforene familien, end tilfældet var. I præmis 178 udtales, at artikel 8 kræver, at det er et vejledende princip (“guiding principle”), at tvangsfjernelse skal anses for en midlertidig foranstaltning (“temporay measure”), og at ethvert skridt i forbindelse med en tvangsfjernelse skal være foreneligt med det endelige mål at genforene familien (“ultimate aim of reuniting the natural parents and the child”). Den foreløbige anbringelse af det nyfødte barn J blev anset for en selvstændig krænkelse af moderens rettigheder. I præmis 168 udtaler storkammeret blandt andet, at det er en særdeles indgribende foranstaltning at tage et nyfødt barn fra sin mor, og det kræver ekstraordinære grunde at fjerne et nyfødt barn fra sin mor. Storkammeret bemærkede blandt andet, at det ikke var oplyst, at myndighederne havde overvejet andre midler end tvangsfjernelse (også præmis 168). Afsnittet afsluttes således: “….. when such a drastic measure for the mother, depriving her totally of her new-born child immediately on birth, was contemplated, it was incumbent on the competent national authorities to examine whether some less intrusive interference into family life, at such a critical point in the lives of the parents and child, was not possible.”

I  R mod Finland afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 30. maj 2006 under sagsnummer 34141/96 blev der statueret krænkelse af EMRK artikel 8. 24. november 1992 indvilgede et barns forældre i, at barnet, der var 5 år gammelt, blev anbragt uden for hjemmet. Anbringelsen var blandt andet begrundet i, at moderen, der havde udviklet en psykiatrisk lidelse, optrådte voldeligt over for barnet, og at hverken faderen eller moderen kunne yde den tilstrækkelige omsorg for barnet. I starten kunne barnet komme på besøg hos sin far. Af præmis 12 fremgår det imidlertid, at myndighederne inddrog faderens tilladelse til at få barnet på besøg i sit hjem, idet man konstaterede, at barnet begyndte at masturbere”, hvilket man overvejede kunne skyldes seksuelt misbrug af barnet. Han fik nu tilladelse til at besøge barnet 1 gang og nogle gange 2 gange om måneden på børnehjemmet. Fra juni 1994 kunne barnet igen komme på besøg hos faderen en gang om måneden. Myndighederne overvågede ikke på noget tidspunkt hjemmebesøgene. Af præmis 12 fremgår yderligere, at det fremgår af journalark, at det på et møde den 1. december 1992, hvor faderen deltog, blev besluttet, at faderen kunne besøge sønnen cirka 2 gange om måneden, idet “konstante” besøg kunne virke forstyrrende på barnet. Af præmis 14 fremgår, at det af myndighedernes journal fra 11. marts 1993 fremgår følgende: “… Idet det ikke længere er hensigten at få barnet placeret hos sine forældre men derimod hos plejeforældrene, bør processen med hensyn til at få barnet adskilt fra forældrene fortsættes”. Af præmis 20 fremgår det, at forvaltningen 4. november 1994 besluttede ikke at hjemgive barnet, efter at faderen forudgående havde begæret det hjemgivet. Det blev også besluttet, at man ville arbejde for, at barnet skulle forblive hos plejeforældrene (også præmis 20). Af præmis 21 og 23 fremgår det, at faderen indbragte forvaltningens afgørelse for retten, og at retten ikke imødekom faderens anmodning om, at barnet skulle undersøges af en af faderen navngiven psykiater. Retten stadfæstede forvaltningens afgørelse og opretholdt anbringelsen. Den 1. juni 1995 blev barnet placeret hos en plejefamilie 150 km. fra faderens hjem. I indledningen af præmis 89 udtaler EMD blandt andet: “EMD skal gentage det ledende princip, hvorefter en tvangsanbringelse skal anses som en midlertidig foranstaltning, som skal afbrydes, så snart forholdene tillader dette, og at ethvert skridt, der fører til midlertidig anbringelse uden for hjemmet, skal være forenelig med det ultimative krav forsøg på at genforene de biologiske forældre og barnet”. I præmis 94 konkluderer EMD, at artikel 8 er krænket. EMD henviser i præmis 92 og 93 blandt andet til, at faderen i begyndelsen kun fik lov til at besøge barnet 2 gange om måneden og senere kun en gang hver anden måned. Dette hindrede efter EMDs opfattelse muligheden for, at familien kunne genforenes, hvilket er i strid med EMRK artikel 8, med mindre der foreligger ganske særlige omstændigheder. EMD fandt også, at der gik lang tid, inden faderen fik aktindsigt i journalark vedrørende barnet.

I  P, C og S mod Storbritannien afgjort den 16. juli 2002 under sagsnummer 56547/00 udtaler Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i indledningen af præmis 113 generelt: “The mutual enjoyment by parent and child of each other’s company constitutes a fundamental element of family life, and domestic measures hindering such enjoyment amount to an interference with the right protected by Article 8 of the Convention”. Deraf følger, at udgangspunktet er, at EMRK artikel 8 beskytter forældres og børns ret til at være sammen, og at foranstaltninger i national lovgivning, der forhindrer dette, kan være i strid med artikel 8. Af præmis 113 følger imidlertid også, at EMRK anerkender, at børn kan tvangsfjernes fra deres familie, hvor dette anses for “necessary in a democratic society” (“nødvendigt i et demokratisk samfund”). I præmis 116 udtales det – også som en generel forudsætning – følgende: “While the authorities enjoy a wide margin of appreciation in assessing the necessity of taking a child into care, in particular where an emergency situation arises, the Court must still be satisfied in the particular case that there existed circumstances justifying the removal of the child, and it is for the respondent State to establish that a careful assessment of the impact of the proposed care measure on the parents and the child, as well as of the possible alternatives to taking the child into public care, was carried out prior to implementation of such a measure”. Heraf følger, at det under en sag ved EMD er de nationale myndigheder, som skal bevise (“establish”), at man har foretaget en omhyggelig (“careful”) vurdering af det påtænkte indgrebs indvirkning på forældrene og barnet, og at man inden iværksættelsen af en tvangsfjernelse omhyggeligt har overværet mulige alternativer til tvangsfjernelse (“possible alternatives to taking the child into public care”). I den aktuelle sag var en mor den 7. maj 1998, kl. 04.42 blevet indlagt for at føde ved kejsersnit. Moderen var straffet for tidligere at have vanrygtet sit tidligere barn. Samme dag, kl. 10.30 besluttede kommunen, at barnet skulle tvangsfjernes. Kl. 16.00 fjernede socialrådgivere fra kommunen barnet fra moderen, der fortsat lå på hospitalet. EMD fandt, at dette udgjorde en krænkelse af artikel 8. Af præmis 132 fremgår blandt andet, at myndighederne under sagen ved EMD havde henvist til, at man ikke kunne tillade overvåget samvær mellem barnet og forældrene, idet der havde været et spændt forhold mellem forældrene og personalet på hospitalet, og at hospitalet derfor ikke kunne tage ansvaret for barnets sikkerhed, hvis det skulle forblive hos moderen under indlæggelsen. EMD noterede sig blandt andet, at moderen var så svag efter fødslen, at hun var nødt til at ligge i sengen. EMD fandt, at det ikke var åbenbart, at det ikke var muligt, at barnet og moderen kunne forblive sammen under opholdet på hospitalet under overvågning, idet moderens muligheder for at skade barnet på dette tidspunkt har været væsentligt mere begrænset end efter udskrivningen. Derudover fandt EMD, at der ikke forelå oplysninger om, at moderen ville udsætte barnet for livsfare. Det var ikke godtgjort, at den fare, der eventuelt var, kunne modvirkes med mindre indgribende foranstaltninger. Som det fremgår af afgørelsens præmis 131 anser EMD tvangsfjernelsen af et nyfødt barn fra sin moder for “traumatisk for moderen” og udsætter hendes fysiske og mentale helbred for pres, og det berøver den nyfødte baby for nærkontakt med dennes naturlige moder herunder muligheden for at få bryst.

Ankestyrelsen afgjorde den 3. august 2011 i sagen  4000310-11, at formanden for børn og unge-udvalget i en kommune ikke burde have truffet en foreløbig beslutning om at tvangsfjerne et nyfødt barn, der fortsat sammen med moderen befandt sig på fødeafdelingen, idet der efter ankestyrelsens opfattelse “ikke var et tilstrækkeligt behov” hos barnet, der gjorde det nødvendigt at træffe en foreløbig afgørelse om anbringelse af barnet uden for hjemmet uden forældrenes samtykke. Styrelsen anfører nærmere på afgørelsens side 2: “Årsagen til det er, at der ikke var indtrådt en akut hændelse den 10. marts 2011, der gjorde det nødvendigt at træffe foreløbig afgørelse om anbringelse af Rosa (barnet) uden samtykke. Vi henviser til, at I efter Rosas fødsel på tidspunktet for den foreløbige afgørelse opholdt Jer på fødegangen i et beskyttet miljø omgivet af fagpersonale. Vi henviser også til, at I havde en forventning om at blive på hospitalet med Rosa i 5 dage. Denne aftale havde I lavet med kommunen forud for fødslen, og I udviste på intet tidspunkt tegn på, at I ville forlade hospitalet med Rosa …”. Advokaten påberåbte sig under sagens behandling i Ankestyrelsen blandt andet EMRK-praksis.

I  Johansen mod Norge, sagsnr. 17383/90, afgjort af EMD den 7. august 1996, var et barn blevet tvangsfjernet fra sin mor en uge efter fødslen den 7. december 1989. Tvangsfjernelsen var blandt andet begrundet med, at moderen over en længere periode havde haft et misbrug af narkotika, og at hun havde et ældre barn, som det også havde været nødvendigt at tvangsfjerne. Eksperter havde udtalt, at det ville udgøre en stor fare for barnets trivsel, hvis barnet ikke blev fjernet fra moderen. Barnet blev foreløbigt anbragt på en institution, hvor moderen måtte besøge barnet 2 gange om ugen. I maj 1990 besluttede myndighederne, at barnet skulle overføres til en plejefamilie eventuelt med henblik på adoption. Moderen klagede til EMD blandt andet over, at den ekspert, som hun havde peget på, ikke havde været tilsagt til mødet, hvor de administrative myndigheder afgjorde spørgsmålet om tvangsfjernelse. EMD fandt ikke, at processen havde udgjort en krænkelse af EMRK og begrundede dette med, at moderen oprindeligt havde godkendt eksperten, der var tilsagt til mødet, og at moderen først pegede på den anden ekspert, efter at førstnævnte ekspert var fremkommet med sin udtalelse. Selve tvangsfjernelsen udgjorde efter EMDs opfattelse ikke en krænkelse af EMRK artikel 8. EMD påpegede i præmis 73, at indgrebet var baseret på en særdeles omhyggelig og detaljeret vurdering foretaget af eksperterne. (“The measures were supported by painstaking and detailed assessments by the experts ….”). EMD fandt derimod, at det udgjorde en krænkelse af artikel 8, at moderen var blevet frataget sine forældrerettigheder, samt at hun var blevet nægtet samvær med barnet. EMD lagde blandt andet vægt på, at der i maj 1990 forelå oplysninger om, at klagerens (moderens) tilstand i et vist omfang var under forandring til det bedre (præmis 83). Af præmis 83 fremgår det også, at EMD er opmærksom på, at myndighederne havde henvist til, at moderen ikke havde samarbejdet med myndighederne i forbindelse med tvangsfjernelsen af det ældre barn, og at myndighederne på dette grundlag antog, at hun nok heller ikke ville samarbejde under den aktuelle tvangsfjernelse. EMD fandt, at man ikke havde gjort tilstrækkeligt for at forsøge at genforene (“reunite”) moderen og barnet. I præmis 78 henviser EMD til, at myndighederne skal udfolde store bestræbelser på at forsøge at genforene barn og forældre i tilfælde, hvor det har været nødvendigt at tvangsfjerne et barn. Om beslutningen om at fratage moderen forældrerettighederne og retten til samvær med barnet udtaler EMD også i præmis 78: “These measures were particularly far-reaching in that they totally deprived the applicant of her family life with the child and were inconsistent with the aim of reuniting them.”