Bekendtgørelse nr. 1342 af 2. december 2010 om tvangsprotokoller og optegnelser samt registrering og indberetning af tvang samt udskrivningsaftaler og koordinationsplaner på psykiatriske afdelinger
Vejledning nr. 9713 af 20. december 2011 om udfyldelse af tvangsprotokoller (registrering af anvendelse af tvang i psykiatrien mv).
I U.1996.1242V var tilførslerne til tvangsprotokollen vedrørende opretholdelsen af en frihedsberøvelse i flere tilfælde først sket 2-3 dage efter tidspunktet, hvor tilsynet var foretaget. Byretten udtalte herom blandt andet: “.. Efter psykiatrilovens §21 har det til stadighed påhvilet overlægen at påse, at frihedsberøvelsen af P ikke opretholdes i længere tid end nødvendigt, og at gøre tilførsler herom til tvangsprotokollen hver 4. uge efter revurderingen den 6. oktober 1995. Retten finder det stærkt kritisabelt, at denne frist flere gange er overskredet, idet påtegning om revurdering først er tilført tvangsprotokollen 2-3 dage senere end 4 uger efter den seneste revurdering. …”. Byretten fandt imidlertid ikke, at dette gjorde tvangstilbageholdelsen ulovlig, idet de materielle betingelser for at opretholde frihedsberøvelsen havde været opfyldt. Landsretten fandt, at overskridelsen af fristerne gjorde tvangstilbageholdelsen delvis ulovlig. Landsretten udtalte blandt andet: “..Overlæge Krarups oplysninger om de daglige revurderinger, som ikke registreres ved protokoltilførsler, findes ikke at give tilstrækkelig sikkerhed for, at efterprøvelserne har opfyldt kravene i psykiatrilovens §21, stk. 1, og det tiltrædes derfor, at forskrifterne i §21, stk. 2, ikke har været overholdt. Under hensyn til den betydning, det af retssikkerhedsmæssige grunde må tillægges, at fristerne nøje overholdes, og at der på de foreskrevne tidspunkter sker en grundig og tilbundsgående undersøgelse af, om frihedsberøvelse fortsat er nødvendig, findes der at måtte gives appellanten medhold i, at tvangstilbageholdelsen efter den 3. november 1995 har været ulovlig. ..”
I psykiatrilovens § 21, stk. 4 og 5, fremgår de nærmere regler om tilsyn under tvangsfiksering. Tilsyn under tvangsfiksering skal jævnfør psykiatrilovens § 20 også tilføres tvangsprotokollen, hvorfor landsrettens bemærkninger om kravene til tilførsler i tvangsprotokollen præciseret i U.1996.1242V omtalt umiddelbart ovenfor også må antages at gælde i forhold til tilførsler i tvangsprotokollen om tvangsfiksering.