Efter psykiatrilovens § 9, stk. 2, er det overlægen, der træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt. Har overlægen truffet afgørelse om tvangsindlæggelse, kan der ikke (også) ske domstolsprøvelse efter retsplejelovens kapitel 43 a af lovligheden af afgørelsen om iværksættelse af tvangsindlæggelse truffet af en læge (for eksempel en praktiserende læge) efter psykiatrilovens § 6, stk. 2, om, at tvangsindlæggelse på en psykiatrisk afdeling var påkrævet. I  UfR 2008.55 ØLK tog Østre Landsret stilling til dette spørgsmål og udtalte blandt andet: “Det fremgår af psykiatrilovens § 9, stk. 2, at afgørelse om, hvorvidt betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, træffes af overlægen. Idet en prøvelse som ønsket af appellantens egen læges handlinger efter psykiatrilovens §§ 6 og 7 i en situation, hvor tvangsindlæggelse efterfølgende er blevet besluttet, ligger uden for det, som retten kan prøve i medfør af psykiatrilovens § 37, stk. 1, jf. retsplejelovens § 470, stk. 1, ..”.

Da Østre Landsret alene udtaler, at domstolsprøvelse af egen læges handlinger i forbindelse med tvangsindlæggelsen er udelukket “i en situation, hvor tvangsindlæggelse efterfølgende er blevet besluttet” af overlægen, synes der at være grundlag for at slutte modsætningsvist og antage, at en prøvelse af egen læges (eller andre lægers) afgørelser efter psykiatrilovens §§ 6 og 7 vil kunne finde sted i tilfælde, hvor overlægen ikke efterfølgende har besluttet, at der skal ske tvangsindlæggelse. Dette antages også i “Psykiatriret” af Helle Bødker Madsen  og Jens Garde, Jurist- og Økonomforbundes Forlag 2013, side 190 og 191.