Det følger af retsplejelovens § 469, stk. 4, at en begæring om domstolsprøvelse af en administrativ frihedsberøvelse skal være fremsat over for den myndighed, som har truffet beslutning om frihedsberøvelsen, “inden for 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør”, og at senere fremsættelse af begæringen “indtil 6 måneder” efter frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis kan tillades af retten, når der foreligger “særlig grund” til at afvige fra fristen.

Det følger af  forvaltningslovens § 26, at afgørelser, der kun kan indbringes for domstolene under iagttagelse af en lovbestemt frist for sagens anlæg, skal være ledsaget af oplysning herom. Mangelfuld vejledning om fristen fører formentlig som absolut udgangspunkt til, at domstolene behandler sagen, selvom borgeren har overskredet fristen for at få sagen indbragt for retten. Se også kommentaren af Annette Esdorf m. fl. til  straffuldbyrdelseslovens § 112 i “Straffuldbyrdelsesloven”, DJØF forlag 2003, side 253.

I justitsministeriets  svar af 5. juli 2010 på spørgsmål 295 fra Folketingets Retsudvalg, udtaler justitsministeriet på side 12, øverst, således følgende: “I rundskrivelsen anmodede Rigspolitiet i øvrigt politikredsene om at drage omsorg for, at der altid sker orientering af personer, der frihedsberøves administrativt efter politiloven, om adgangen til at indbringe spørgsmålet om frihedsberøvelsen for domstolene, jf. retsplejelovens kapitel 43 a. Rigspolitiet har således orienteret politikredsene om de forvaltningsretlige principper, der skal finde anvendelse i forbindelse iværksættelse af administrative frihedsberøvelser, …..” På side 17 i svaret udtales yderligere: “Det bemærkes i den forbindelse, at Københavns Politi over for Justitsministeriet har oplyst, at der ved tilbageholdelser efter politiloven udleveres en vejledning, der beskriver bl.a. muligheden for at klage over politiets dispositioner og adfærd, samt muligheden for domstolsprøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed.”

I “Etik, Ansvar og Værdier i den offentlige sektor – en debatbog” udgivet i juni 2000 af Finansministeriet på Schultz Grafik A/S, udtaler Hans Gammeltoft-Hansen sig i artiklen “God forvaltningsskik i samspillet med borgerne” sig om god forvaltningsskik. På side 17, 2. afsnit, anfører forfatteren følgende: “Efter forvaltningslovens §§ 25-26 er der ikke pligt til i almindelighed at vejlede om muligheden for at indbringe en afgørelse for domstolene. Men, som også anført i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, vil det være god forvaltningsskik alligevel at vejlede den skuffede borger om denne mulighed, hvis et sagsanlæg kunne være nærliggende, f. eks. fordi der på det pågældende område er særlige regler for, at sager kan indbringes for domstolene.”

Se punkt 43 i  Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.

Som nævnt ovenfor, fremgår det af § 469, stk. 4, at domstolene kan prøve en administrativ frihedsberøvelse, selv om fristen på 4 uger er overskredet, såfremt begæringen fremkommer inden 6 måneder efter foranstaltningens ophør, og såfremt der foreligger “særlig grund” til at afvige fra fristen på 4 uger. Det er vanskeligt at forestille sig, at domstolene vil afvise at behandle en sag om administrativ frihedsberøvelse i et tilfælde, hvor borgeren ikke er vejledt o › [1]  › [1] ’ [1] à [1] œ [1] À› [1] @ À› [1] middelbart ovenfor. 

I  UfR 2002.2721 V blev en anmodning om domstolsprøvelse af ankestyrelsens godkendelse af en afgørelse truffet af børne og ungeudvalget i en sag om anbringelse af et barn uden for hjemmet uden forældremyndighedsindehaverens samtykke indgivet 2 dage efter 4-ugers fristens udløb som følge af en advokatfejl. Landsretten fandt, at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at sagen skulle admitteres.